|
Test for human bioopløselighed af jordforureninger 7 Test af prøver med in vivo målt biotilgængelighed efter RIVM
For at belyse sammenhængen imellem bioopløselighed målt in vitro med testmetoderne er indhentet så mange jordprøver som muligt, hvor der i anden sammenhæng er foretaget in vivo undersøgelser af biotilgængelighed af de forureninger, der er udvalgt som mål i dette projekt. De indhentede jordprøver er efterfølgende testet in vitro, i første omgang med RIVM fastende og efter måltid metoderne for henholdsvis metaller og PAH. Kriteriet for en test, der er velegnet til vurdering af jordforureningers bioopløselighed, er, at testen viser en in vitro bioopløselighed svarende til (dvs. lineært korreleret til) og i gennemsnit lig eller lidt højere end forureningernes in vivo biotilgængelighed fra samme jordprøver. I dette kapitel er benyttet begrebet sammenhæng imellem in vitro og in vivo data, når dette dobbelte kriterium er vurderet, med mindre andet er anført. 7.1 Identifikation og hjemhentning af jordprøverKilder til jordprøver med data for in vivo biotilgængelighed af bly (Pb), cadmium (Cd), nikkel (Ni), benzo(a)pyren (BaP) eller dibenz(a,h)anthracen (DBahA) er identificeret dels ved kontakt til medlemmerne af BARGE gruppen, dels ved en litteratursøgning. I den internationale BioAvailability Research Group Europe (BARGE) deltager de fleste af de forskergrupper, også udenfor Europa, som i dag udfører test for bioopløselighed. Fra denne gruppe er modtaget en række jordprøver, som i forbindelse med medlemmernes arbejde er blevet i undersøgt for in vivo biotilgængelighed. I forbindelse med gruppens møder identificeredes desuden én undersøgelse, hvor jordprøver var blevet underkastet både in vitro test for bioopløselighed og in vivo undersøgelser af biotilgængelighed for nikkel. Kontakt til rekvirenten for dette arbejde resulterede i, at jordprøver ikke kunne stilles til rådighed for projektet. Litteratursøgningen er udført af Danmarks Tekniske Videnscenter (DTV) med søgeprofil: (bioavailability or uptake or oral or absorption) and (polycyclic aromatic hydrocarbons or PAH or 50-32-8 or 53-70-3 or 7440-43-9 or 7439-92-1 or 7440-02-0) and (vivo or human or infant# or animal# or pig# or swine# or rat# or mice or mouse or sheep# or rabbit# or primate# or monkey# or hamster#) i on line litteraturbaserne: MEDLINE, BIOSIS og CAPPLUS med afgrænsning: >1995 not (vegetable# or crop# or plant# or translocation# or phyto# or dermal) Søgningen var dermed rettet imod den nyere kemiske, biologiske og medicinske litteratur om de angivne forureningers (beskrevet ved navn eller ved Chemical Abstract nummer) orale optag i mennesker eller dyr fra jord, men med udelukkelse af planteoptag og optag igennem huden (dermalt). Udfra søgningen hentedes i alt 356 titler på artikler og rapporter, hvoraf 82 blev bestilt hjem, enten som abstract eller som fuld tekst artikler. De hjemkomne artikler blev gennemgået for at identificere undersøgelser, hvor jordprøver var blevet udtaget og benyttet i in vivo forsøg til fastlæggelse af relativ biotilgængelighed. Der blev identificeret i alt 15 forskergrupper med offentliggjorte data for in vivo biotilgængelighed af de udvalgte forureninger fra jord, samt 3 myndigheder med denne type aktiviteter. Alle blev kontaktet mindst 3 gange med henblik på muligheden for at få delprøver af den jord, der var blevet benyttet i de tidligere gennemførte undersøgelser af biotilgængelighed. Der blev hjemhentet i alt 66 jordprøver, i nogle tilfælde samme jordprøve fra flere kilder, fordelt med in vivo biotilgængelighedsdata for de forskellige forureningsstoffer som følger (nogle prøver havde data fra mere end ét stof): 44 prøver til bly Der er hos leverandørerne af jordprøver søgt oplysninger om benyttede metoder og dyr til bestemmelse af in vivo biotilgængelighed, evt. data for in vitro bioopløselighed og metode benyttet hertil, type og alder af forurening, samt total koncentrationer af forureninger i jordene. For metaller er de fleste data for biotilgængelighed bestemt med EPA/svin metoden, men det fremgår for en række prøver ikke, hvordan resultaterne er beregnet (valgt dosis eller plateaukoncentrationer, enkeltmålepunkt eller samlet, vægtet relativ biotilgængelighed), se afsnit 2.2. Jordprøver med in vivo biotilgængelighedsdata er testet in vitro efter de først udvalgte metoder RIVM fasted state (metaller, fase 2, testserie 2a og 2b) og RIVM fed state (PAH, fase 2, testserie 2), samt efterfølgende efter RIVM fasted state uden tarm segment og efter SBRC (metallerne bly og cadmium, fase 3, testserie 3, kapitel 8). 7.2 Ensartethed af indhentede prøverI fase 2 er så vidt muligt benyttet jordprøver opnået fra samme kilde (Stan Casteel, kilde 1 i tabel 7.1 og tabel 7.2), mens dette i fase 3 ikke var muligt, fordi mængden af jordprøve i en del tilfælde var opbrugt i fase 2. I disse tilfælde blev benyttet de samme jorde, men opnået fra andre kilder. For at kontrollere ensartethed af samme jord indhentet fra forskellige kilder blev en række jordprøver analyseret/genanalyseret for metallerne bly og cadmium i fase 3. Resultaterne i tabel 7.1 viser at jordprøver fra de forskellige kilder udviser nogenlunde samme homogenitet (udtrykt som den relative standardafvigelse/ spredning for indhold af bly og cadmium), ligesom der ikke var nogen klar forskel på indholdet af bly og cadmium for forskellige kilder til samme jord, tabel 7.2, sammenlign også med tidligere fundet homogenitet tabel 4.8. Tabel 7.1 Homogenitet og metal indhold i jordprøver fra forskellige kilder i fase 2 og 3
Tabel 7.2 Forskel i metal indhold i jordprøver fra forskellige kilder imellem fase 2 og 3
7.3 Test af hjemhentede prøver med RIVM in vitro metoderAlle data i dette afsnit (undersøgelsens fase 2) er opgivet som relativ in vitro bioopløselighed eller in vivo biotilgængelighed, med mindre andet er anført. Den pH korrigerede referencebioopløselighed, se afsnit 5.3, er benyttet til udregning af den relative bioopløselighed. Der er udført tests på to delprøver af 9-10 prøver for metaller og 4 prøver for PAH, og udfra dobbeltbestemmelsernes relative forskel er den relative standardafvigelse beregnet (se /62/ for beskrivelse af metoden) omfattende både prøveinhomogenitet og analytisk/test præcision (repeterbarhed), tabel 7.3. Præcisionen udtrykt som relativ standardafvigelse har opfyldt det krav (<15% relativ standardafvigelse), som tidligere er formuleret til test for bioopløselighed /68/, med undtagelse af testens resultat for DBahA. Ved sammenligning af test præcisionen i tabel 7.3 med præcisionen for analyse af jordprøver i tabel 4.8 ses, at selve testen ikke har bidraget væsentligt til datavariabiliteten, undtagen for BaP. Ligeledes ses, at test præcisionen svarer til det, der blev opnået under afprøvningen af de 2 RIVM test metoder, tabel 5.1 og tabel 5.5. Tabel 7.3 Relativ standardafvigelse for dobbelttest af in vitro bioopløselighed i et udsnit af prøver
7.3.1 BlyFor bly er indhentet og testet i alt 44 jorde med data for in vivo biotilgængelighed bestemt ved 2 forskellige metoder i svin, rotter, kaniner og mennesker. Der er foretaget dobbelt test af 10 prøver. I figur 7.1 er vist opnået in vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af bly for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder. Der ses ingen klar sammenhæng imellem in vitro og in vivo data, heller ikke hvis hver enkelt in vivo metode betragtes særskilt. Det gælder endvidere, at in vitro bioopløselighed af bly blev fundet lavere eller væsentligt lavere end in vivo biotilgængeligheden for en meget stor andel af de testede jordprøver. Dermed er hverken delkriteriet om en lineær sammenhæng imellem in vitro og in vivo resultater eller kriteriet om i hovedsagen tilsvarende eller højere in vitro end in vivo data opfyldt. Det skal bemærkes, at den konstaterede forskel i resultater af total analyser af jordprøverne, afsnit 4.2.3, ikke kan forklare den manglende sammenhæng. Der skal endvidere gøres opmærksom på, sammenhængene alene bør vurderes opdelt i sammenlignelige metoder, og hverken in vitro eller in vivo resultater kan betragtes som ”sande”, se afsnit 2.2. I figur 7.6 er sammenhængen vurderet alene for in vivo data opnået med EPA/svin metoden, for hvilken der er testet flest jordprøver, men dette giver ikke en mere tilfredsstillende sammenhæng in vitro til in vivo. Figur 7.1 In vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af bly for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder
Testresultaterne (in vitro) er korrigerede for slut pH efter tarm segmentet, men en række prøver havde i mave segmentet højere pH end foreskrevet. Udelukkelse af alle testresultater med for høj pH (>1.8) i mave segmentet giver ikke en bedre sammenhæng, figur 7.2. RIVM metoden er udviklet til test af forureningers bioopløselighed fra jord. Udelukkelse af alle testresultater, som ikke er bestemt med forurenet jord (f.eks. i stedet med mineaffald eller syntetiske prøver), viser ikke en forbedret sammenhæng, figur 7.3. Det skal dog bemærkes, at for en række jordprøver karakteriserede som jord er forureningskilden mineaffald. Overgangen imellem f.eks. mineaffald og jord er altså ikke altid veldefineret Figur 7.2 In vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af bly for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder, pH i in vitro testens mave segment <1.8
Figur 7.3 In vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af bly for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder, kun prøver af jord medtaget
En gennemgang af data viste ingen klar sammenhæng imellem tidspunkt for prøvetagning (prøvens alder) og en dårlig korrelation imellem in vitro og in vivo data, idet der foreligger samhørende data for bioopløselighed, biotilgængelighed og prøvetagningstidspunkt for 29 prøver, alle undersøgt for in vivo biotilgængelighed efter EPA/svin metoden. Ændringer i bindingen af bly i jordprøverne imellem in vitro testningen og in vivo undersøgelserne kan således ikke forklare den dårlige sammenhæng. Sammenholdes testresultater for in vitro bioopløselighed med RIVM metoden i denne undersøgelse med resultater bestemt ved andre metoder og i andre undersøgelser, figur 7.4, ses for de fleste metoder en sammenhæng imellem RIVM resultater og øvrige resultater, undtagen for DIN metoden og undtagen nogle høje værdier. Med de fleste metoder er for de fleste jordprøver fundet højere bioopløselighed i andre undersøgelser end med RIVM fastende metoden i denne undersøgelse. I denne sammenligning er indgået testresultater bestemt ved den version af metoden, som anbefales for de enkelte metoder: test med mave segment (SBRC, PBET, IVG G, MB) eller test med mave og tarm segment med fødetilsætning (DIN), se afsnit 2.1 for beskrivelse af metoderne. Figur 7.4 In vitro bioopløselighed af bly i andre undersøgelser og med andre testmetoder som funktion af in vitro bioopløselighed bestemt ved RIVM metoden i denne undersøgelse for samme jordprøve
Der ses endvidere ikke en lineær sammenhæng imellem in vitro data bestemt ved RIVM metoden og data bestemt ved andre in vitro testmetoder med både mave og tarm segment (PBET I, IVG I, MB, DIN), figur ikke vist. For de jordprøver, hvor der foreligger in vitro data efter en metode med mave og tarm segment ses, figur 7.5, at RIVM metoden i denne undersøgelse har givet den bedste sammenhæng med in vivo data bestemt ved EPA/svin metoden, men med højere in vivo data end in vitro data. For de øvrige in vitro metoder er der ikke en sammenhæng (den til syneladende sammenhæng for PBET I imod rotter skyldes én høj værdi), ligesom der for RIVM ikke er en sammenhæng imellem in vitro data og in vivo data bestemt ved rotter. In vitro data bestemt ved DIN metoderne er ikke medtaget, idet disse viser en omvendt lineær sammengæng med in vivo data bestemt ved UWBA/svin metoden. Bemærk, at i IVG I metoden indgår ikke bly, der kan opløses i mave segmentet. Analyseres sammenhængen imellem in vivo biotilgængelighed og in vitro bioopløselighed for de jordprøver (34), figur 7.6, hvor der foreligger in vivo data med EPA/svin metoden, fås ved regressionsanalyse efter mindste kvadraters metode en regressionskoefficient (R²) på 0.402 baseret på den sammenhæng, der er foreslået til at beskrive blodbly som funktion af dosis i dyreforsøg, se afsnit 2.2. Med andre ord giver en model for sammenhæng imellem in vivo biotilgængelighed og in vitro bioopløselighed baseret på non-lineært optag i dyrene en bedre forklaringsgrad end en lineær model. Dette stiller væsentligt spørgsmålstegn ved anvendeligheden af in vivo biotilgængelighedsundersøgelser efter EPA/svin metoden. Figur 7.5 In vitro bioopløselighed af bly som funktion af in vivo biotilgængelighed for jordprøver med in vitro data bestemt ved tarm segment
Figur 7.6 In vivo biotilgængelighed af bly efter EPA/svin metoden afbildet imod in vitro bioopløselighed efter RIVM metoden i denne undersøgelse med regressionskurve
Sammenfattende må det vurderes, at selvom optag af bly i dyr antages at finde sted i tyndtarmen /8/, har in vitro test for bioopløselighed af bly fra jord med RIVM fastende metoden omfattende både et mave og et tarm segment vist dårlig sammenhæng med in vivo data for biotilgængelighed. Den dårlige sammenhæng kunne ikke på dette tidspunkt umiddelbart forklares med forskelle i forureningstype, forskellig alder af jordprøver, forskellig pH i testens mave segment eller andre identificerbare faktorer, men forskellige in vivo dyr og/eller metoder påvirker sammenhængen, og en effekt af biotilgængelighedens non-lineære dosis-respons kurve i EPA/svin metoden kan have betydning. For en enkelt jordprøve foreligger in vitro test med RIVM metoden med data for både mave segment og kombineret mave og tarm segment, samt in vivo data fra optag i mennesker, tabel 7.4. Test med RIVM metoden gav højest bioopløselighed efter mave segmentet, men også efter tarm segmentet højere in vitro bioopløselighed end in vivo biotilgængelighed i mennesker, hvilket er i modsætning til resultaterne af denne undersøgelse. Tabel 7.4 In vitro absolut bioopløselighed af bly efter RIVM metoden med og uden tarm segment /11/, samt in vivo absolut biotilgængelighed i mennesker /17/, gennemsnit±standard afvigelse
Tilsvarende er tidligere fundet højere in vitro bioopløselighed af bly efter mave segment end efter kombineret eller sekventielt mave og tarm segment, se afsnit 2.3. Endvidere har der kunnet vises en lineær sammenhæng imellem in vitro bioopløselighed med mave segment tests og in vivo biotilgængelighed, når data bestemt ved én in vitro og én in vivo metode er sammenlignet, se afsnit 2.3. Fra tabel 7.4 skal endvidere bemærkes, at der i denne undersøgelse er opnået væsentligt lavere in vitro bioopløselighed for jord fra Bunker Hill end tidligere opnået hos RIVM, der har udviklet testen. Det har ikke været muligt at identificere forskelle i testudførelse hos RIVM og på DHI. Der er ikke tegn på så betydende inhomogenitet for denne prøve, at variationerne kan forklares hermed. I tabel 7.5 er derfor vist bioopløselighedsdata for udvalgte jordprøver, der er testet flere gange på DHI i forbindelse med denne undersøgelses 2 første faser (testrunder). Tabel 7.5 In vitro bioopløselighed af bly efter RIVM opnået i denne undersøgelses 2 første faser, gennemsnit±standard afvigelse
Mens variationen indenfor én testserie og imellem testserier i samme fase af undersøgelsen i tabel 7.5 er begrænset, er variationen imellem faser, altså med længere tidsrum imellem testene, betydelig. Der er ikke imellem de 2 faser foretaget ændringer i udførelsen af testen på DHI, og der kan ikke identificeres parametre, som f.eks. slut pH efter tarm segment, der har varieret imellem de 2 faser. Det skal bemærkes, at prøve Oker 11 i fase 1 og i fase 2 er testet med delprøver modtaget fra forskellige kilder, samt at inhomogenitet i prøverne fra de danske grunde kan have påvirket resultaterne. Sammenfattende vurderes, at RIVM metoden til bestemmelse af in vitro bioopløselighed af bly i den afprøvede udformning med både mave og tarm segment ikke giver en tilstrækkeligt robust sammenhæng til in vivo biotilgængelighedsdata. Tidligere offentliggjorte data tyder på, at en sådan robust sammenhæng kan opnås, hvis der benyttes test efter mave segment. Vælges en test med alene mave segment, vil resultaterne ikke direkte reflektere fysiologisk bestemte opløselighedsforhold i menneskers eller dyrs mave-tarm system. 7.3.2 CadmiumFor cadmium er kun identificeret og indhentet 13 jordprøver med in vivo biotilgængelighedsdata opnået efter EPA's undersøgelsesmetode i svin. Der er yderligere udført undersøgelser af optag med UWBA/svin /14/, men relative, sammenlignelige bioopløseligheder lader sig ikke beregne, idet der ikke har været inkluderet en cadmium reference. I figur 7.7 er vist resultaterne for de 13 jorde, hvor in vivo data forelå. Både RIVM metoden i denne undersøgelse og den for nyligt publicerede IVG G metode /6/ viser rimeligt lineær sammenhæng og som hovedregel højere in vitro bioopløselighed af cadmium end in vivo biotilgængelighed figur 7.8. Den lineære sammenhæng er bedst for IVG G, men sikkerheden for højere in vitro end in vivo resultat er for højere bioopløseligheder større for RIVM metoden. IVG I metoden /6/ viser ikke lineær sammenhæng til in vivo data og giver lavere værdier end in vivo undersøgelserne. Figur 7.7 In vitro bioopløselighed af cadmium (denne undersøgelse og /6/) som funktion af in vivo biotilgængelighed af cadmium for alle jordprøver
Figur 7.8 In vitro bioopløselighed af cadmium i andre undersøgelser /6//14/ og med andre testmetoder som funktion af in vitro bioopløselighed bestemt ved RIVM metoden i denne undersøgelse
Der er lineær sammenhæng imellem in vitro data for cadmium bioopløselighed opnået i denne undersøgelse med RIVM metoden og med de to andre metoder: IVG G /6/ og DIN /14/, se figur 7.8. RIVM metoden gav højeste værdier for høje bioopløseligheder, mens IVG G og DIN metoderne gav højeste værdier ved lave bioopløseligheder. I tabel 7.6 er vist bioopløselighedsdata for udvalgte jordprøver, der er testet flere gange på DHI i forbindelse med denne undersøgelses første 2 faser (test runder) /68/. Tabel 7.6 In vitro bioopløselighed af cadmium efter RIVM opnået i denne undersøgelses 2 første faser, gennemsnit±standard afvigelse
Variationen indenfor én testserie og imellem testserier i samme fase i tabel 7.6 er begrænset og ikke systematisk, og variationen imellem faser, altså med længere tidsrum imellem testene, er mindre end set for bly (tabel 7.5). For prøve Oker 11 er igen større forskel på resultatet i fase 1 og i fase 2, hvilket underbygger, at der kan have været forskel på delprøver modtaget fra forskellige kilder. Sammenfattende vurderes, at RIVM metoden til bestemmelse af in vitro bioopløselighed af cadmium i den afprøvede udformning med både mave og tarm segment giver en tilstrækkeligt robust sammenhæng til in vivo biotilgængelighedsdata. Tidligere offentliggjorte data tyder på, at en sådan robust sammenhæng også vil kunne opnås, hvis der benyttes test efter mave segment, men denne sammenhæng vil i givet fald ikke kunne sættes i sammenhæng med fysiologisk bestemte opløselighedsforhold i menneskers eller dyrs mave-tarm system. 7.3.3 NikkelFor nikkel er ikke identificeret og indhentet jordprøver med in vivo biotilgængelighedsdata. Der er udført undersøgelser af optag med UWBA/svin /14/, men relative, sammenlignelige bioopløseligheder lader sig ikke beregne, idet der ikke har været inkluderet en nikkel reference. Der er gennemført in vivo biotilgængelighedsundersøgelser af en nikkelforurenet jord fra Canada, men kontakt til rekvirenten for dette arbejde resulterede som tidligere nævnt i, at jordprøver ikke kunne stilles til rådighed for projektet. Der er lineær sammenhæng imellem in vitro data for nikkel bioopløselighed opnået i denne undersøgelse med RIVM metoden og med den anden metode: DIN /14/, se figur 7.9. RIVM metoden gav generelt de højeste værdier. Figur 7.9 In vitro bioopløselighed af nikkel i en anden undersøgelse og med en anden testmetode som funktion af in vitro bioopløselighed bestemt ved RIVM metoden i denne undersøgelse
Tabel 7.7 In vitro bioopløselighed af nikkel efter RIVM opnået i denne undersøgelses 2 faser, gennemsnit±standard afvigelse
I tabel 7.7 er vist bioopløselighedsdata for udvalgte jordprøver, der er testet flere gange på DHI i forbindelse med denne undersøgelses 2 faser (test runder). Variationen indenfor en testserie og imellem testserier i samme fase i tabel 7.7 er begrænset og ikke systematisk, og variationen imellem faser, altså med længere tidsrum imellem testene, er mindre end set for bly (tabel 7.5) og cadmium (tabel 7.6). For prøve Oker 11 er her ikke større forskel på resultatet i fase 1 og i fase2, hvilket ikke underbygger, at der kan have været forskel på delprøver modtaget fra forskellige kilder. Sammenfattende vurderes, at RIVM metoden til bestemmelse af in vitro bioopløselighed af nikkel i den afprøvede udformning med både mave og tarm segment er tilstrækkeligt robust, men sammenhæng til in vivo biotilgængelighedsdata kan ikke vurderes på grund af mangel på in vivo data. 7.3.4 PAHFor PAH er identificeret og indhentet 4 jordprøver med in vivo biotilgængelighedsdata bestemt ved UWBA/svin /14/. Kun for BaP lader relativ bioopløselighed sig beregne, idet DBahA ikke har været inkluderet som reference. Derudover er indhentet 13 jordprøver, hvor der foreligger in vivo biotilgængelighedsdata baseret på udskillelse af en metabolit med urinen fra mus for BaP for de 3. Derudover foreligger for 10 af disse prøver in vivo biotilgængelighedsmål i form af DNA adduct dannelse i mus, samt in vivo biotilgængelighedsdata baseret på udskillelse af en metabolit med urinen fra mus for pyren (P, alle 13 prøver). Der skal erindres om, at der for PAH ikke findes en anerkendt metode til in vivo undersøgelse af stoffernes biotilgængelighed for dyr fra jord. I figur 7.10 er vist BaP resultaterne for de 17 jorde, hvor in vivo data foreligger. For de 4 prøver med in vivo biotilgængelighedsdata opnået i UWBA/svin ses antydningsvis en lineær in vitro sammenhæng med in vivo data, men datamaterialet er for lille til at muliggøre en egentlig regressionsberegning. In vitro resultaterne er lavere end in vivo resultaterne, men her skal erindres om, at den relative in vivo biotilgængelighed i UWBA/svin metoden beregnes udfra den del af PAH, der udskilles intakt med fæces. Der er således tale om en overgrænse for PAH forbindelsernes in vivo biotilgængelighed, da f.eks. PAH metaboliseret i mave-tarm systemet og udskilt uden optagelse vil blive beregnet som en del af den biotilgængelige fraktion. Figur 7.10 In vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af BaP for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder
Der ses ingen sammenhæng imellem in vitro BaP bioopløselighed og in vivo biotilgængelighed beregnet udfra udskillelse af pyren metabolitten 1-hydroxypyren (1-OH-P). Det er tidligere vist, afsnit 2.6, at udskillelse af BaP i fæces og udskillelse af 1-OH-P i urin hos grise ikke viser samme relative biotilgængelighed. For in vivo biotilgængelighed beregnet udfra udskillelse af benzo(a)pyren metabolitten 3-hydroxybenzo(a)pyren (3-OH-BaP) er der for få data til at vurdere en evt. sammenhæng. Der ses ingen sammenhæng imellem in vitro BaP bioopløselighed og in vivo biotilgængelighed beregnet udfra dannelse af DNA adducter i mus. For dibenz(a,h)anthracen (DBahA) findes som nævnt ikke data for relativ biotilgængelighed, men antages biotilgængeligheden af reference DBahA som for BaP at være tæt på 100% i denne metode, kan den relative in vivo biotilgængelighed anslås svarende til den absolutte biotilgængelighed. I figur 7.11 er vist DBahA resultaterne for de 17 jorde, hvor in vivo data foreligger. For de 3 prøver med anslåede in vivo biotilgængelighedsdata opnået i UWBA/svin ses in vitro resultater af samme størrelsesorden som in vivo resultaterne, men igen skal erindres om, at den relative in vivo biotilgængelighed efter UWBA/svin metoden er en overgrænse for PAH forbindelsernes in vivo biotilgængelighed. Der ses som ovenfor ingen sammenhæng imellem in vitro DBahA bioopløselighed og in vivo biotilgængelighed beregnet udfra udskillelse af pyren metabolitten 1-hydroxypyren (1-OH-P). For in vivo biotilgængelighed beregnet udfra udskillelse af benzo(a)pyren metabolitten 3-hydroxybenzo(a)pyren (3-OH-BaP) er der for få data til at vurdere en evt. sammenhæng. Der ses ingen sammenhæng imellem in vitro DBahA bioopløselighed og in vivo biotilgængelighed beregnet udfra dannelse af DNA adducter i mus. Figur 7.11 In vitro bioopløselighed som funktion af in vivo biotilgængelighed af DBahA for alle jordprøver og alle in vivo undersøgelsesmetoder
Der foreligger ikke tilstrækkeligt mange data og oplysninger om de enkelte jordprøvers forureningshistorie og egenskaber til at give mulighed for en nærmere analyse af årsagerne til den manglende sammenhæng imellem in vitro bioopløselighed og in vivo biotilgængelighed for PAH. Figur 7.12 In vitro bioopløselighed af PAH i anden undersøgelse og med anden testmetode som funktion af in vitro bioopløselighed bestemt ved RIVM metoden i denne undersøgelse
Der er antydningsvis lineær sammenhæng imellem in vitro data for BaP og DBahA bioopløselighed opnået i denne undersøgelse med RIVM efter måltid metoden og med den anden metode, DIN /14/, hvor der foreligger in vitro data, se figur 7.12. RIVM metoden gav højeste værdier for høje bioopløseligheder, mens DIN metoden gav højeste værdier ved lave bioopløseligheder. Selvom længere testtid vil medføre højere in vitro bioopløselighed af PAH i RIVM testen, se afsnit 5.4, understøtter sammenligningen af RIVM bioopløseligheder med DIN metodens bioopløseligheder, figur 7.12, ikke, at der skulle være behov herfor. Det skal dog understreges, at datamaterialet bag figur 7.12 er begrænset, og at en endelig konklusion kræver adgang til in vivo biotilgængelighedsdata bestemt ved en accepteret og afprøvet metode. Der har ikke i denne undersøgelses 2 faser (test runder) været medtaget samme jordprøve, hvorfor RIVM metodens robusthed over længere tidsrum ikke kan vurderes. Sammenfattende vurderes, at RIVM metoden til bestemmelse af in vitro bioopløselighed af PAH i den afprøvede udformning med både mave og tarm segment samt fødetilsætning giver in vitro bioopløselighedsdata svarende til de eneste andre tilgængelige in vitro data for jordprøver, men sammenhæng til in vivo biotilgængelighedsdata kan ikke vurderes på grund af mangel på in vivo data. Fodnoter [14] (n): antal dobbeltprøver analyseret [15] Et afvigende resultat udelukket, med afvigende resultat var den relative standardafvigelse 17% [16] Et afvigende resultat udelukker, med afvigende resultat 103% [17] it: ikke testet [18] it: ikke testet
|
