| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Emballagedirektivet

1 Indledning

1.1 Myndighedskrav

I 1994 vedtog EU Emballagedirektivet og i 1997 blev direktivet implementeret i dansk lovgivning med en bekendtgørelse om visse krav til emballager. Direktivets artikel 9 og Annex II stiller krav til virksomheder, der bringer emballage på EU-markedet. Der har således været regler for virksomheder lige siden, og problemet har været, at Emballagedirektivet henviser til harmoniserede europæiske standarder (EN13427-32), der først endelig kom på plads 19. februar 2005.

På denne måde har myndighederne indført regler for emballagers fremstilling og sammensætning samt krav til, at alle emballager kan genbruges/genvindes. Reglerne er beskrevet i meget generelle termer i selve direktivet. Det er alligevel direktivets regler, som virksomhederne grundlæggende skal efterleve. I en erkendelse af at disse regler har en meget generel natur, har EU bedt den europæiske standardiseringsorganisation om at tydeliggøre disse krav i en række standarder. Standarderne blev godkendt af EU i februar 2005, da de blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C44/23 af 19.2.2005. I princippet er det frivilligt at anvende disse standarder, men i praksis vil mange myndigheder og kunder referere til disse. Nu er det sådan, at også disse standarder er af en meget generel natur.

Meget overordnet er kravene, at emballagerne skal være minimeret, så de lige netop kan opfylde de krav virksomheder, kunder og forbrugere har, samt at den ansvarlige for emballagen har en brugbar plan for, hvad der skal ske med emballagen, når den er brugt og bliver til affald. Man accepterer kun materialegenvinding, forbrænding med energiudnyttelse, kompostering og bionedbrydning. Påstår den ansvarlige for emballagen, at emballagen kan genbruges, så er der yderligere krav til emballagen - genbrugsemballagerne skal dog samtidigt opfylde de øvrige krav.

Den ansvarlige for en emballage er den virksomhed, der bringer en emballage eller et emballeret produkt på markedet i EU. Det kan være mange forskellige typer af virksomheder. Det kan være emballageproducenter eller emballagekøbere, der pakker deres produkter ind i en indkøbt emballage (packer/filler). Det kan også være en handelskæde, der får andre til at producere og emballere en handelsvare i eget navn. Den typiske situation er dog, at det er en packer/filler, som har det overordnede ansvar.

Såfremt myndighederne ikke tror, at en emballage opfylder disse betingelser, kan myndighederne kræve en skriftlig dokumentation for hver emballage eller emballeret produkt, der markedsføres i EU-landene. Her kan den ansvarlige virksomhed vælge enten at dokumentere overensstemmelse ved brug af standarderne eller alene følge direktivets bilag II (bilag B i denne vejledning).

1.2 Virksomhederne

Denne vejledning er skrevet til danske virksomheder – både producenter af emballager og emballagematerialer, samt ikke mindst til de emballageforbrugende virksomheder, der producerer emballerede varer, som senere skal sælges på markederne i EU.

Som reglerne er nu, skal alle virksomheder overholde Emballagedirektivet - uanset virksomhedens størrelse og produktionsseriens størrelse.

Mange virksomheder, der for første gang sætter sig ind i hele dette regelsæt, føler en betydelig frustration. Reglerne er mange og kan virke komplicerede. Især virker det overvældende, at der skal foreligge eller fremskaffes skriftlig dokumentation, når en myndighed forespørger.

Virksomheder, der har arbejdet med opgaven, oplever hurtigt, at man både får mere styr på sine emballagesystemer og har mulighed for at opnå betydelige besparelser.

Det er også vigtigt at bemærke, at retsgrundlaget altid er Emballagedirektivet inklusiv en revision heraf fra februar 2004 samt nationale retsregler som fx danske bekendtgørelser. Denne vejledning er derfor alene Teknologisk Instituts fortolkning af, hvordan virksomhederne skal forholde sig til dette sæt regler.

Denne vejledning er et praktisk værktøj, der gør det muligt for industrien at vurdere, om en valgt emballageløsning lever op til EU-direktivet om emballage og emballageaffald.

Denne vejledning er opbygget i følgende dele:

  1. Introduktion til Emballagedirektivet og de tilhørende standarder
    (Læses før man påbegynder arbejdet) Kapitel 3-4
     
  2. Håndbog til virksomheder med fokus på emballageminimering
    • Den overordnede arbejdsproces Kapitel 5.
    • Eksempler på praktiske dokumentationsmetoder Kapitel 6.
    • Opbygning af virksomhedsprocesserne Kapitel 7.
       
  3. Virksomheders erfaringer med Emballagedirektivet
    (Cases med andre virksomheders oplevelser med at indføre Emballagedirektivet) Kapitel 8.

1.3 Kontrol?

I virkeligheden har disse krav været gældende i mange år, uden at ret mange virksomheder har været opmærksomme på dissekrav. Kun ganske få virksomheder har oplevet offentlig kontrol. Dog må man konstatere, at forskellige eksterne partnere langsomt presser virksomhederne.

Myndighederne i visse lande er dog begyndt at kontrollere – og andre lande ventes at følge efter. Virksomhedernes kunder forlanger i stigende grad dokumentation. Hertil kommer, at certificerede virksomheder (ISO9000, ISO14001 osv.) altid, som minimum, skal overholde gældende lovgivning og standarder. Det anbefales derfor, at virksomhederne går i gang med opgaven. Denne rapport er tænkt som et praktisk arbejdsredskab.

1.4 Eco-design program

Desuden skal man være opmærksom på, at dette projekt er gennemført parallelt med et andet projekt, der giver brugeren mulighed for at indtaste basisinformationer om den enkelte emballage i et Eco-design program, herunder indholdet af tungmetaller og N-listede kemiske stoffer (N = naturskadelige stoffer jf.  EU-direktiv). Oplysningerne kan benyttes i forbindelse med dokumentation af flere af kravene i standarderne og herunder som grundlag for det nødvendige samarbejde i leverandørkæden omkring opfyldelsen af standarderne. Programmet belyser samtidigt muligheder for forbedringer af emballagen i et livscyklusperspektiv.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.