|
Emballagedirektivet 2 Love og StandarderFørst en kort oversigt over de relevante dokumenter: 2.1 EmballagedirektivetEUs direktiv om emballage og emballageaffald (94/62/EF), harmoniserer mål for genanvendelse af emballageaffald samt visse krav til emballager. I direktivets artikel 9 og bilag II er anført de væsentlige krav som emballage, der markedsførers i EU, skal opfylde. Kravene har til formål at reducere mængden og miljøbelastningen fra emballager og emballageaffald. Direktivet kan hentes på: http://europa.eu.int/eur-lex. Emballagedirektivet fra 1994 blev 11. februar 2004 ændret i direktiv 2004/12/EF. Emballagedirektivet stiller meget generelle og overordnede krav til virksomhederne om at minimere emballagen og sikre, at emballagematerialerne, efter de har været brugt til emballeringsformålet, kan genvindes. Direktivet kræver, at emballagen – både enkelt komponenterne og hele emballagen - kun må indeholde maks. 100 ppm tungmetaller (artikel 11 i direktivet). Direktivet har en undtagelse for glasemballage med hensyn til kravet om tungmetaller. Emballagedirektivet stiller primært krav til landene om at sikre systemer til genbrug og genvinding af emballagematerialer. Her sættes specifikke mål, som skal nås inden for en bestemt tidsramme. Disse mål blev skærpet i revisionen fra 2004 med nye mål, der skal være opfyldt inden udgangen af 2008. Direktivets bilag II fremsætter en række generelle krav til emballagen, som virksomhederne skal opfylde. Direktivets bilag II er aftrykt i denne vejlednings bilag B. I revisionen fra 2004 uddybes direktivets definition af emballage. Det er tilrådeligt at være opmærksom på en række grænsetilfælde for, hvad der defineres som emballage, fordi disse regler ikke altid opfattes som helt logiske. Fx gælder reglerne for bæreposer, engangstallerkner og kopper, mens engangsbestik, rørepinde og teposer ikke betragtes som emballage. Til gengæld er mascarabørsten en del af emballagen, fordi den er påsat emballagens låg. Krystalglas (fx parfumeflasker) er ikke omfattet af direktivet. 2.2 Dansk bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997Emballagedirektivets krav til emballagers fremstilling, sammensætning og mulighed for nyttiggørelse er implementeret i dansk lovgivning ved Bekendtgørelse om visse krav til emballager nr. 298 af 30. april 1997. Kan hentes på: www.retsinfo.dk Den danske bekendtgørelse refererer til kravene i emballagedirektivet. Det centrale i bekendtgørelsen er, at emballager kun må markedsføres, hvis de opfylder de væsentlige krav og overholder grænseværdierne for tungmetaller i §4 og §5 i direktivet. Ovenstående danske bekendtgørelse forventes revideret i foråret 2006, men da indholdet ikke var kendt, da denne tekst blev skrevet, har det ikke været muligt at omtale og vurdere indholdet. Affaldsbekendtgørelsen nr. 790 af 14. august 2005 beskriver også begrebet emballage. Bestemmelserne handler om kommunernes pligt til indsamling af emballageaffald samt kriterier for, hvornår produkter er klassificeret som emballage. 2.3 CEN-standarderStandarder har fået en vigtig funktion, da de i nogle tilfælde underbygger EU direktivers overordnede krav. Europæiske standarder er frivillige at benytte, men hvis en virksomhed benytter sådanne harmoniserede standarder, formodes det, at direktivets væsentlige krav er overholdt. Hermed er sådanne standarder blevet en del af det indre marked og er en vigtig brik for at sikre fri markedsadgang til hele EU’s marked. Standarderne kan købes hos DANSK STANDARD tlf.: 3996 6101, (www.ds.dk). Det er Direktivet og de nationale love og bekendtgørelser, som skal overholdes, men i praksis anbefales det at bruge og efterleve de tilhørende standarder, hvorefter det formodes, at reglerne overholdes. Virksomheder kan derfor selv vælge om man vil benytte EN13427-32 eller Direktivets Annex II (bilag B). EN13427 giver strukturen i alle standarderne
EN 13427 Denne europæiske standard fastlægger overordnede krav og metoder til den person eller organisation, der er ansvarlig for markedsføring af emballage eller emballerede produkter. EN 13428 Denne europæiske standard omhandler minimering af emballage, men tilføjer kun marginalt til de krav, som man også kan finde i Emballagedirektivets bilag II. EN 13429 Standarden fastlægger kravene for emballage, der ønskes klassificeret som genbrugelige. Denne vejledning vil ikke yderligere behandle emnet genbrugsemballager. Kun hvis man markedsfører, at emballagen kan genbruges, skal man bruge EN13429. EN 13430 Standarden fastlægger de krav, der skal være opfyldt, hvis man anfører, at emballagen er egnet til materialegenvinding. Se nærmere i EN 13430. EN 13431 Standarden fastlægger de krav, der skal være opfyldt, for at en emballage er forberedt til forbrænding med energiudnyttelse. Se nærmere i EN 13431. EN 13432 Denne standard fastlægger krav og metoder for bestemmelse af muligheden for kompostering og bionedbrydning af emballage og emballagematerialer. Se nærmere i EN 13432. CR 13695-1 Dette er en europæisk teknisk rapport udgivet af den europæiske standardiseringsorganisation, CEN. Det er altså ikke en standard, men en teknisk rapport, der dokumenterer, hvordan man kan (ikke skal) måle/beregne, at emballagen indeholder maksimum 100 ppm tungmetaller (= bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom). Selve kravet fremgår allerede af Emballagedirektivet. Se nærmere i CR 13695-1. CR 13695-2 Denne CEN rapport beskriver, hvordan man kan måle og beregne, når man skal dokumentere, at emballagen indeholder minimal mængde naturskadelige stoffer. Dokumentet indeholder ikke listen over N-stoffer, der fremgår af et andet direktiv, 67/548/EF. Se nærmere i CR 13695-2. Anvendelse af standarderog/eller Emballagedirektivets bilag II Emballagedirektivet kræver, at en virksomhed skal have gjort følgende:
Ad) 1. Det mest naturlige er, at den virksomhed, der bringer en emballage eller et emballeret produkt på markedet, udfører denne opgave. Det vil altså være alle typer af virksomheder både store og små. Det er muligt at bruge både Emballagedirektivets bilag II og EN13428. Indholdet svarer nøje til hinanden. Det har været erfaringen under dette projekt, at virksomhederne efterspørger mere konkrete forslag til det praktiske arbejde. Derfor har denne vejledning i kapitel 6 givet et bedre redskab til virksomhederne. Ad) 2. For langt de fleste virksomheder vil det være umuligt at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Data vil normalt foreligge hos underleverandører eller endda hos disses underleverandører, som sjældent er villige til at fremsende andet end en overensstemmelseserklæring. Se bilag C. Det anbefales, at det er emballageleverandøren, der bruger CR 13695-1. Ad) 3. Her gælder det samme. For langt de fleste virksomheder vil det være umuligt at fremskaffe de nødvendige oplysninger fra underleverandørerne, hvorfor en overensstemmelseserklæring er eneste praktiske mulighed. Se bilag C. Det anbefales, at det er emballageleverandøren, der bruger CR 13695-2. Ad) 4. Langt de fleste virksomheder bruger ikke genbrugsemballage og skal ikke overholde dette krav. Når det er tilfældet bør man altid anvende EN 13429. Ad) 5. De tre måder emballagen kan genvindes på kræver brug af standarderne EN 13430-13432. Også her er det ikke realistisk, at det er den virksomhed, der køber emballager for at pakke sit produkt ind, som tager ansvaret. Disse virksomheder bør kræve at få en overensstemmelseserklæring fra deres leverandører af emballage, som udarbejder dokumentationen ud fra standarderne. Man bør være opmærksom på, at alle tre genvindingssystemer ikke er til stede på alle markeder. Dokumentation af processen Den ansvarlige (dvs. den der markedsfører emballagen eller det emballerede produkt i EU) skal kunne sandsynliggøre, at denne vurdering har fundet sted. Dette skal gøres ved en skriftlig dokumentation. Der er forskellige regler i EU-landene for, hvor længe denne dokumentation skal gemmes. I Danmark er dette 5 år. Det anbefales, at man mindst gemmer dokumentationen 5 år efter, at det sidste parti har forladt virksomheden. Dokumentationen skal være skriftlig eller på andet varigt medium.
|
