Miljøprojekt, 1091 – Emballagedirektivet – 3 Den overordnede arbejdsproces

1. Første skridt er at sætte sig ind i reglerne. Den normale reaktion er en frustration over disse ”komplicerede” regler.

Langt de fleste virksomheder udvikler i dag emballage ud fra ”gode håndværksmæssige traditioner”. Det vil sige, at man intuitivt bruger tidligere erfaringer, når en ny emballage skal udvikles. Derfor opstår der typisk en meget stor frustration, når man får at vide, at Emballagedirektivet kræver skriftlig dokumentation for en række forhold. Man tænker straks på flere omkostninger og ansatte.

2. Derefter bør man gennemgå, hvad man allerede har gjort. Man har normalt allerede foretaget en vis optimeringsproces. Man indsamler disse oplysninger og fremskaffer skriftlig dokumentation. Så begynder de fleste virksomheder at få en vis afklaring til denne opgave.

Når virksomhederne begynder at arbejde med opgaven, opdager man, at der allerede er foretaget økonomisk optimering. Hurtigt opdager langt de fleste, at hovedparten af dokumentationen enten allerede ligger rundt omkring i virksomheden eller hos leverandørerne, eller at dokumentationen foretages på kladdepapir, som ikke er gemt.

3. Så skal man vurdere, hvad der mangler i den eksisterende dokumentation, herunder om kvaliteten er tilstrækkelig god til en offentlig myndighed i et vilkårligt EU-land. Dette giver normalt forvirring på et højere niveau. Man opdager, at reglerne ikke altid giver et absolut svar. Især er der ikke særligt store krav til minimeringsprocessens kvalitet.

Når virksomheden ser på mulighederne for dokumentation, er det vigtig at være klar over, at myndighederne kræver skriftlig dokumentation. Alene det gør det indlysende, at visse former for mundtlige argumenter ikke er hensigtsmæssige. Fx siger sælgeren ofte: ”Hvis emballagen ikke er så meget større end produktet, så kan jeg ikke sælge det”. Det vil normalt ikke være nok skriftlig dokumentation til myndighederne. Men har man et brev fra sin kunde fx en supermarkedskæde, der skriver, at man minimum forlanger en given kartontykkelse for, at supermarkedskæden på deres kunders vegne vil have produktet. Så husk endeligt at arkivere brevet - det er dokumentationen i sig selv.

4. Så kommer det daglige arbejde med løbende at optimere alle eksisterende og fremtidige emballagesystemer. Reaktionen er ofte positiv, fordi virksomheden får rationaliseret gennem færre skader, mindre emballage og især gennem et reduceret transportvolumen.

Stort set alle virksomheder, der når dette punkt i processen, opdager, at den frustration, som man oplevede i starten, var helt uden grund. Faktisk har det vist sig, at indsatsen mere end har betalt sig selv tilbage. Overraskende er det, at tager man fat i produkter, som man troede var gennemrationaliserede, fordi de har været produceret i store mænger gennem flere år, så finder man faktisk stadig frem til yderligere besparelser. Ofte er det ved disse produkter, virksomhederne til egen overraskelse opnår mest.

3.2 Minimering

Dette afsnit er en fortolkning af, hvorledes kravene til minimering kan efterleves.

Emballage skal fremstilles på en sådan måde, at emballagens rumfang og vægt mindskes til det minimum, der behøves til at bevare det for det emballerede produkt og for forbrugeren nødvendige sikkerheds-, hygiejne- og acceptniveau.

EN13428 giver ti kriterier, som kan benyttes, når man skal sandsynliggøre minimal anvendelse af emballagematerialer. Reelt er der ingen forskel i kravene.

Man skal herefter minimere emballagen/emballagesystemet, indtil et af de kritiske krav netop er opfyldt. Der skal under henvisninger refereres til en skriftlig dokumentation for denne kritiske værdi. Kapitel 6 giver en række praktiske eksempler på, hvordan man dokumenterer dette.

Det anbefales, at virksomhederne bruger det standardiserede skema, som man kan finde i EN 13428, fordi dette skema vil være kendt af både myndigheder og kunder, når disse forlanger data udleveret. Skemaet er derfor tænkt som et første samleark til en række skriftlige dokumentationer. Bemærk at man ikke er tvunget til at bruge netop dette skema. Kravet er, at man forholder sig til de ti nævnte forhold.

Emballagedirektivet fastlægger desuden krav til minimering af N-stoffer, hvis de findes i emballagen. Desuden kræver Emballagedirektivet at indholdet af tungmetaller højst må være 100 ppm. Undtaget herfra er glasemballage.

For langt de fleste virksomheder vil dette være en vanskelig opgave, fordi man bruger materialer fra andre virksomheder. Disse virksomheder har indtil nu været meget modstræbende med at udlevere sådanne kemiske oplysninger. Nogle kunne foreslå, at virksomheden sendte emballagen til kemisk analyse, men man skal gøre sig klart, at en undersøgelse af alle stoffer måske ikke er teknisk mulig og under alle omstændigheder er meget dyr (mange mio. kr.).

Den absolut eneste anvendelige metode er at kræve data fra sine leverandører. Også dette indeholder betydelige vanskeligheder for en virksomhed uden en stor kemisk indsigt.

Derfor må det anbefales, at den ansvarlige for emballagen for hver enkelt emballagekomponent udbeder sig en overensstemmelseserklæring (bilag C). I denne erklæring skal leverandøren underskrive at følgende er overholdt:

Såfremt nogle af disse stoffer forefindes, kan leverandøren enten vedlægge dokumentation eller henvise en eventuel myndighedskontrol til egen virksomhed.

3.3 Genbrugsemballage – EN13429

Denne vejledning forsøger ikke at give en nærmere beskrivelse af de krav, der stilles til en emballage, som skal genbruges til samme formål. Der henvises til standarden (EN13429).

Overordnet kræves det, at man sikrer sig, at der forefindes et samlet system, der fungerer i praksis.

3.4 Genvinding – EN13430-13432

Også denne standard kræver af den ansvarlige, at han kan dokumentere, at han har overvejet, om det samlede system fungerer. Det vil sige, at emballagematerialet er egnet til mindst en ud af tre metoder.

Denne vejledning forsøger ikke at give en nærmere beskrivelse af disse krav, der stilles til en emballage. Der henvises til ovennævnte standarder.

3 Den overordnede arbejdsproces

3.1 Arbejdsprocessen

3.2 Minimering

3.3 Genbrugsemballage – EN13429

3.4 Genvinding – EN13430-13432