| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Forslag til handlingsplan for kølemøbler
3 Metode
Logical Framework Approach er anvendt som projektplanlægnings og -styrings værktøj med særlig vægt på at skabe forankring i branchen. Implementeringen af forprojektet blev tilrettelagt, så fremgangsmåden i LFA er anvendt fra projektets start, og så principperne om målstyring og inddragelse af interessenter og problemholdere er taget i anvendelse.
Indledningsvis blev der gennemført en problemanalyse hvor de væsentligste problemstillinger blev opstillet, og de væsentligste interessenter for arbejdet blev identificeret.
3.1 Hovedelementer
Tre overordnede principper har således dannet grundlaget for arbejdet:
- Den overordnede målsætning er styrende for definitionen af mål, resultater og aktiviteter
- Definerede indsatser har sit grundlag i problem- og interessentanalyser
- Der tages udgangspunkt i målgruppen (problemholdere) som deltager aktivt i definitionen og forankringen af mulige løsninger
Problem- og interessentanalysen er foretaget forud for inddragelse af de enkelte producenter i branchen grundet miljøpåvirkningernes kompleksitet og omfanget af mulige problemer set i et livscyklusperspektiv.
Som udgangspunkt for opstilling af indsatsområder for at afhjælpe miljøpåvirkninger fra branchen, blev interessentgruppen sorteret, så det var de primære kilder til miljøpåvirkningen fra branchen set i et LCA perspektiv, der blev inddraget i arbejdet. Der blev således lagt vægt på at inddrage producenter, materialeleverandører, forbrugerrepræsentanter samt bortskaffelses- og genanvendelsesindustrien. Sekundære interessenter som konsulenter, etc. der ikke direkte er kilde til miljøpåvirkningerne, men dog har indflydelse på producenternes indsats i forhold til miljøet har også været inddraget i arbejdet, men med det udgangspunkt, at deres bidrag var af informerende karakter og ikke determinerende for branchens egne valg af indsatsområder. Projektets LFA workshop er gennemført med denne prioritering i mente.
Branchens aktive deltagelse har således både fundet sted gennem branchens organisation (FEHA) som er repræsenteret i projektets arbejdsgruppe og gennem direkte deltagelse af producerende virksomheder og andre nøgleaktører i projektets LFA workshop.
3.2 Projektforslag
De enkelte projektforslag i denne handlingsplan er definerede i forhold til den overordnede målsætning og udviklet i relation til sammenhængene mellem mål, resultater, aktiviteter og ressourcer som LFA bygger på (se figur nedenfor). Desuden er de enkelte projektforslag opstillet i LFA projekt matricer, hvor også de vigtigste antagelser og forudsætninger for at projektet kan gennemføres er præsenteret.

Figur 3.1: LFA-logikken
3.3 LFA Workshoppen
I designet af LFA workshoppen (projektets første workshop) blev der lagt vægt på den aktive deltagelse af deltagerne med særlig vægt på branchens producenter, og på at producenternes (interessenternes) egne forslag og holdninger til arbejdet blev fremlagt. Dette foregik i plenum debat.
Inden Workshoppen blev interessenterne kategoriseret i forhold til den enkelte aktørs relation til kølemøblers livsforløb. Særlig vægt blev der lagt på de væsentligste aktører i relation til miljøpåvirkninger fra branchen: fremstillingsvirksomheder, materialeleverandører, forbrugere og genanvendelsesindustrien. Listen over inviterede og fremmødte deltagere er vedlagt i bilag B.
Workshoppen blev bygget op af 3 elementer:
1. Introduktion til projektets målsætninger
2. Problemanalyse
3. Definition af mulige indsatsområder
Introduktionen til målsætningerne for forprojektet og de forslag til indsatser der skulle defineres på workshoppen, blev givet af formanden for projektet (FEHA’s repræsentant), mens problemanalysen blev gennemgået af Teknologisk Institut. På baggrund af den gennemgåede analyse blev problemfelterne efterfølgende debatteret og udbygget i henhold til branchens egne holdninger.
Definitionen af de mulige indsatsområder blev efterfølgende gennemført i plenum. De identificerede indsatsområder blev diskuteret og vurderet, og fremsat som branchens samlede bud på mulige indsatsområder.
I projektets workshop nummer 2 blev de foreslåede indsatsområder prioriteret. Program og deltagerliste for denne workshop er ligeledes præsenteret i bilag B. Prioriteringen foregik dels i plenum, dels i to grupper – en gruppe for plug-in møbler og en gruppe for remote møbler. Resultatet af workshoppen var en prioritering af projektindsatser for de to grupper af produkter, som er fremsat efter branchens egne ønsker.
Efter workshoppen er foretaget en strukturering og renskrivning af de fremsatte forslag, og disse er præsenteret i et LFA format i kapitel 4.
Programmer for de to workshops, præsentationsmateriale, og oplæg til workshops er vedlagt i bilag B.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.
|