Status og perspektiver på indeklimaområdet

Forord

I regeringens strategi for miljø og sundhed er indeklima identificeret som et indsatsområde.

Indeklimaet har stor betydning for folkesundheden, herunder komfort, produktivitet og sygdomme. Det kan påvirkes af mange forskellige faktorer, spændende helt fra omgivelsernes beskaffenhed, bygningens konstruktion og normer for indretning og adfærd, herunder rygevaner, radon fra undergrunden, kemisk afgasning fra forbrugerprodukter og til organismer som husstøvmider og skimmelsvampe samt partikler fra indre og ydre kilder.

De mange fagområder, der hver især bidrager med væsentlig viden, kan gøre det svært at danne sig et samlet billede af den eksisterende viden om indeklima. Initiativer på dette brede område tages i mange regi, og der er et stort behov for en samlet fremstilling for at kunne prioritere den fremtidige myndighedsindsats på indeklimaområdet.

Dette projekt har haft som formål at give en sammenhængende beskrivelse af indeklimaområdet til støtte for:

  • udarbejdelse af anbefalinger om, hvordan befolkningen generelt skal forholde sig for at få det bedst mulige indeklima, både ved forebyggende og afhjælpende indsats.
  • prioritering af indsatsen fra myndighedernes side på tværs af områder, særligt i forhold til reguleringsbehov.
  • rådgivning om, hvor der særligt mangler viden.

Rapporten er udarbejdet af forfatterne og redigeret af Lars Gunnarsen, der har været projektleder. Derudover har seniorforsker Jens Christoffersen, Statens Byggeforskningsinstitut, bidraget om lys og overlæge Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse, har bidraget om stråling. Rapporten er løbende diskuteret i styregruppen bestående af Christina Ihlemann, Ove Nielsen, Finn Gyntelberg, Finn Gamél Christensen, Annlize Troest, Pia Juul Nielsen, Poul Bo Larsen, Christian Lange Fogh og Lea Frimann Hansen, og endelig fremlagt og diskuteret på en workshop med ca. 40 deltagere, der var inviteret blandt eksperter på området og projektets brede gruppe af interessenter.

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.