Analyse af Danmarks muligheder for at reducere emissionerne af NOx i 2010

Bilag A

Bilag A Kommissorium

MILJØstyrelsen 18. februar 2004
Industri & Transport Revideret april 2006
J. nr. 4041-0014
UT

Kommissorium
for projektet:

Belysning af de tekniske muligheder og økonomiske
konsekvenser for reduktion af NOx-emissionen i Danmark.

Baggrund

I oktober 2001 vedtog Rådet i EU(miljø) direktivet om nationale emissionslofter (NEC-direktivet). Formålet med direktivet er, at forbedre beskyttelsen inden for Fællesskabet af miljøet og menneskers sundhed mod risikoen for negative virkninger fra forsuring, eutrofiering af jordbunden og ozon ved jordoverfladen. I direktivet er hvert medlemsland tildelt et loft for emission af svovldioxid(SO2), kvælstofoxider (NO2), flygtige organiske kulbrinter (VOC) og ammoniak (NH3), der skal opfyldes fra og med 2010. I direktivet er emissionslofterne for Danmark 55.000 tons for SO2, 127.000 tons for NO2, 85.000 tons for VOC og 69.000 tons for NH3. Direktivet er implementeret i dansk lovgivning ved bekendtgørelse nr. 21 af 8. januar 2003.

De samme emissionslofter med samme tidshorisont er indeholdt i Gøteborg-protokollen under UNECE’s Genevekonvention om grænseoverskridende luftforurening, som Danmark ratificerede i juni 2002, men som endnu ikke er trådt i kraft.

I henhold til artikel 6 stk. 3 i NEC-direktivet skal medlemsstaterne senest d. 1. oktober 2006 udarbejde de nationale programmer for gradvis reduktion af de nationale emissioner af de fire stoffer, SO2, NO2, VOC og ammoniak(NH3) således at de inden udgangen af 2010 kan overholde de vedtagne lofter. Kommissionen skal senest d. 31. december 2006 underrettes om de ajourførte programmer landene har udarbejdet i henhold til artikel 6.

Ud fra de foreliggende beregninger, der blev udført af DMU i samarbejde med Miljøstyrelsen og Energistyrelsen i 2001: ”Projection Models 2010”, NERI Technical Report No. 414, forventes der ikke problemer med at opfylde lofterne for SO2 eller VOC. For NH3 vil det først efter afslutningen af forhandlingerne – formentlig i løbet af 2004 - om Vandmiljøplan III være muligt at foretage en beregning af, om Danmark vil være i stand til at opfylde emissionsloftet uden yderligere tiltag. De foreliggende beregninger, der antages at overvurdere emissionen i 2010, tyder på en vis overskridelse af loftet.

Det er derimod rimeligt sandsynligt, at Danmark ikke vil være i stand til at opfylde loftet på de 127.000 tons NO2 i 2010. De foreliggende beregninger for 2010, Bilag 1, del 2, viser en forventet emission på ca. 145.000 tons eller knapt 20.000 tons over loftet. Selvom disse beregninger er behæftet med en vis usikkerhed, forventes en indsnævring af usikkerheden ikke at give en væsentlig mindre manko. Det vil derfor være nødvendigt så hurtigt som muligt, at skabe det tekniske og økonomiske grundlag for udarbejdelse af en detaljeret plan for, hvordan det vil være muligt at opnå en overholdelse af loftet.

Projektets formål

Formålet med projektet er at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag set både ud fra en teknisk synsvinkel og en samfundsøkonomisk vurdering for, hvordan Danmark kan opfylde det nævnte loft på 127.000 tons NO2 i 2010, og evt. at fremkomme med forslag til, hvilke tiltag, det vil være mest hensigtsmæssigt at bringe i anvendelse.

Projektets forudsætninger.

Som det fremgår af oversigten over NOx-emissionerne for 2001 i Bilag 1, 1. del, er der tre væsentlige kildetyper, der bidrager til emissionen af NOx: El- og varmeproducerende anlæg med 27% og de mobile kilder med 34% fra vejtrafikken og 17% fra de ikke vejgående mobile kilder.

De mobile kilder

For de mobile kilder på landjorden, er det Miljøstyrelsens vurdering, at der næppe kan forventes en reduktion af NOx-emissionen gennem teknologiske virkemidler, herunder skærpede krav til emissionen af NOx. Begrundelsen er, at siden begyndelsen af 1990’erne har der fra både national og ikke mindst international side været gjort en betydelig indsats for at begrænse emissioner af luftforurening fra transportsektoren gennem stadig skærpede emissionsstandarder. Og der er en forventning om, at der fortsat vil blive stillet skærpede krav til udledningerne fra både vejgående og ikke-vejgående mobile kilder. Hertil kommer, at det ikke er muligt for Danmark at stille krav til begrænsning af NOx-emissionerne, som går ud over bestemmelserne i EU-direktiverne, idet der er tale om totalharmonisering for hele Fællesskabet på området

Som det fremgår af Bilag 1, 2. del forventes NOx-emissionen fra vejtransporten at blive reduceret med 41% over perioden 2002 – 2010 og emissionerne fra andre mobile kilder at blive reduceret med 20% i samme periode. De nuværende EU-krav er bl. a. dokumenteret i følgende direktiver:  98/69/EF for personbiler og lette varevogne, 99/96/EF for tunge lastbiler, 97/24/EF for motorcykler og knallerter, 2000/25/EF for traktorer og 97/68/EF for ikke vejgående køretøjer.

Det skal sikres, at alle vedtagne og kommende reguleringer af de vejgående og ikke-vejgående mobile kilder frem til 2010 er inkluderet i fremskrivningerne.

Det kan på den anden side ikke på forhånd udelukkes, at introduktion af adfærdsregulerende virkemidler som omlægning af afgifter – fx registreringsafgifter og afgifter på benzin og diesel - kan vise sig at være relevante for at reducere NOx-emissionerne. Det skal derfor inden for projektet vurderes, hvilke virkemidler, der kan komme på tale og hvilket reduktionspotentiale de måtte udgøre. Dette skal være under hensyntagen til regeringens skattestop. I den udstrækning det vil være muligt, foretages der beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger. I den udstrækning sådanne tiltag ikke vil være aktuelle på grund af nationale og internationale hensyn, skal der redegøres herfor.

Efter aftale med de involverede parter, herunder Finansministeriet og Skatteministeriet, gennemføres der samfundsøkonomiske beregninger for økonomiske adfærdsregulerende virkemidler inden for både den vejgående sektor og ikke-vejgående sektor, herunder landbrugs- og entreprenørkøretøjer.

Andre betydelige kilder.

Som det også fremgår af  tabellen i bilag 1, 1. del er der andre kildetyper med en ikke uvæsentlig emission af kvælstofoxider: Fiskeri. ca. 12.000 tons, Cementindustrien: ca. 10.000 tons, og offshoreindustrien med en samlet emission på ca. 10.000 tons, heraf ca. 6.000 tons fra selve gas- og olieudvindingen. Selvom emissionen af NOx fra disse kilder er væsentlig mindre end de tre ovennævnte kan det imidlertid ikke på forhånd udlukkes, at der samfundsøkonomisk vil være en gevinst i at reducere emissionen fra disse kilder.

I dag er det kun offshore-sektorens udledning af kemikalier og olie, der er reguleret ved en bekendtgørelse med hjemmel i Havmiljøloven.  I forbindelse med en generel gennemgang i foråret 2004 af behovet for at revidere bekendtgørelsen og dermed også Havmiljøloven, vil Miljøstyrelsen også vurdere behovet for at regulere sektorens emissioner af luftforurening, herunder også NOx, med afsæt i en redegørelse for de aktuelle reguleringer i de øvrige Nordsølande.

For så vidt angår fiskeriet og de særlige industribrancher som fx cement- og glasindustrien vil Miljøstyrelsen kontakte brancherne med henblik på at få en vurdering af mulighederne for en reduktion af emissionen inden 2010.

For at få et så komplet billede af de foreliggende potentialer for reduktion af NOx-emissionen og de samfundsøkonomiske konsekvenser, vil der i den udstrækning det er muligt også blive foretaget samfundsøkonomiske beregninger af disse sektorer.

De juridiske perspektiver.

En meget stor del af de relevante kilder – el-, varme- og procesanlæg - er omfattet af Miljøbeskyttelseslovens Kap. 5. Der skal i projektet gives en vurdering af i hvilken udstrækning det vil være muligt at indføre ændrede krav for disse virksomheder i relation til deres emission af NOx inden 2010.

Projektets indhold.

De væsentligste elementer i beslutningsgrundlaget vil - ud over et forslag til tiltag - være

  1. En detaljeret redegørelse for de nationale kilder til emissionen af NOx fra såvel faste som mobile kilder,
  2. En gennemgang af de vedtagne og planlagte tiltag for reduktion af NOx fra faste og mobile kilder.
  3. Den forventede emission frem til 2010 og efter 2010, baseret på den forventede udvikling i energiforbrug m.m. i kombination med de vedtagne og planlagte reduktionstiltag
  4. En gennemgang af de tekniske muligheder for reduktion af emissionen af NOx fra de faste anlæg og de dermed forbundne direkte omkostninger
  5. De samfundsøkonomiske omkostninger ved udvalgte tiltag for både faste og mobile kilder.
  6. Evt. forslag til tiltag for at reducere NOx-emissionen.

Såfremt der stilles særlige krav til kraftværkernes udledning af NOx, kan det ikke udelukkes, at der sker en så stor indsnævring af deres tilladelse til udledning, at en konsekvens vil være, at elproduktionen ”flyttes” til nabolande som fx Tyskland. I den udstrækning det kan lade gøre fx ved hjælp af kraftværkernes modeller, beregnes konsekvenser for NOx-emissionen i det pågældende land.

Interessenter

Redegørelsen skal udarbejdes i et samarbejde med følgende interessenter med en foreløbig angivelse af deres respektive indsatsområder:

Miljøstyrelsen: Industri og transportkontoret samt økonomisektionen med ansvar for projektledelse, dokumentation af de faste fyrings- og industrianlæg samt de-NOx-teknologier og samfundsøkonomiske beregninger.

Skatte- og Finansministeriet med henblik på rådgivning af, hvilke adfærdsregulerende tiltag det vil være relevant foretages samfundsøkonomiske beregninger for.

Energistyrelsen med ansvar for opgørelse af energiforbrug, energiprognoser og effekten af CO2-kvoter.

DMU/SYS med ansvar for emissionsopgørelserne for alle kildetyper og fremskrivninger af NOx-emissionerne under forskellige forudsætninger.

FORCE-Technology: Udarbejder oversigt over eksisterende mulige de-NOx-teknologier på eksisterende el- og varme producerende anlæg fra 120 kW  -  50 MW,  samt de direkte omkostninger i forbindelse med deres implementering.

Dansk Gasteknisk Center: Faglig ekspertise for så vidt angår de tekniske mulighed for gasfyrede anlæg bl.a. turbiner, motorer, kedler, procesbrændere for natur- og biogas.

Herudover deltager Dansk Energi, ELSAM, Eltra, Energinet.dk, Energi E2, Danske Kraftvarmeværkers Forening, DONG, DanskFjernvarme, Dansk Industri og Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme bl.a. med henblik på teknisk og økonomisk rådgivning.

Projektstyringen.

Der er i januar 2004 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de involverede parter: Miljøstyrelsen (Industri og transport samt Stab og Strategi), Energistyrelsen, Skatte- og Finansministeriet, DMU/SYS, Dansk Energi, ELSAM, Eltra, Elkraft system, Energi E2, Dansk Gasteknisk Center, DONG, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Industri, og Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme

Trafikministeriet og Dansk Jordbrugsforskning har oplyst, at de ikke har ressourcer til at deltage aktivt, men har udtrykt ønske om at blive holdt orienteret om projektets udvikling.

Ulrik Torp


Bilag 1

Del 1: Emission af NO2 i tons fra danske kilder i 2001.

Kraftværker 42273
Fjernvarme 1786
Erhverv og institutioner 1055
Beboelse 4970
Industriens egenproduktion 5196
El- og varmesektoren i alt 55280
Vejtrafik 70348
Ikke-vejgående mobile kilder 34575
Fiskeri 11916
Cementindustri 9774
Færger 6434
Gas og olieudvinding offshore 6091
Flaring, offshore 3332
Tog 1975
Raffinaderier 1620
Landbrug med videre 1336
National flytrafik 782
Militær 607
Fritidsfartøjer m.v. 489
Kunstgødning 410
Flaring, raffinaderier 21
Hovedtotal 204990

Del 2: NOx emissioner for 2002 og fremskrivninger for 2004 frem til 2010 i tons

Sektor 2002 2004 2006 2008 2010
Forbrænding i energisektoren 53.073 56.900 59.000 46.900 47.200
Ikke-industriel forbrænding 7.446 6.400 6.400 6.500 6.600
Forbrænding i fremstillingsindustrien 18.829 6.800 6.800 6.800 6.900
Produktionsprocesser 427 400 400 400 400
Vejtransport 66.749 59.200 52.200 45.600 39.500
Andre mobile kilder 55.592 50.000 47.700 45.900 44.500
Flaring 2.786 2.100 2.100 1.800 1.300
Landbrug 0 0 0 0 0
Total emission 200.902 181.600 174.600 153.900 146.400

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.