| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Genanvendelse af brugt stenuld - Hovedprojekt
10 Samlet vurdering og anbefalinger
10.1 Sammenfattende vurdering
Med henvisning til rapportens indledning i kapitel 4 og forsøgsplanlægning beskrevet i kapitel 5, kan der sammenfattes følgende vurderinger.
10.1.1 Forsøg med kildesortering og rensning af brugt stenuld
På baggrund af de gennemførte interviews med nøgleoperatører (se 5.4) og de gennemførte forsøg i forbindelse med nedrivningsprojekter (se 5.3) må det vurderes, at der er gode muligheder for udsortering af brugt stenuld ved kildesortering, og at dette ikke vil kræve væsentlig ekstra tid. Samtidigt kan det konstateres, at kildesorteringen er så god, at der ikke er behov for efterfølgende yderligere sortering.
10.1.2 Gennemførelse af praktiske forsøg med anvendelse af sorteret brugt stenuld i produktionen af nye stenuldsprodukter.
Som ovenfor nævnt er kvaliteten af den udsorterede stenuld tilfredsstillende. Samtidigt har produktionsforsøgene på Rockwools fabrik i Vamdrup vist, at der på grund af den gamle stenulds fiberkemiske sammensætning (se 5.5) er behov for løbende kontrol og analyser, samt en stram styring af produktionsprocessen.
Endvidere har forsøgene hos Rockwool påvist et behov for eventuelle fremtidige investeringer i forbindelse med etablering af et permanent genanvendelsessystem. Sådanne investeringer vurderes, at ville medføre lempede krav til renheden af den brugte stenuld som modtages hos Rockwool (se 6.5.3).
Det er i forbindelse med hovedprojektet blevet vurderet, at der med hensyn til mængder og størrelser af udsorteret stenuld til genanvendelse, kan forventes et potentiale på 90% af den samlede estimerede årlige mængde som fremstilles ved nedrivning og renoveringer, svarende til 5.609 tons i 2003 (se 5.6.1 og 4.2.1), som også er den mængde, der er anvendt ved de miljø- og økonomimæssige beregninger i projektet.
10.1.3 Vurdering af de bedst mulige indsamlings-, transport- og håndteringsmetoder for det indsamlede brugte stenuld
På grundlag af de gennemførte forsøg og de i kapitel 7 opstillede mulige modeller for genanvendelsessystem for stenuld må det, ud fra de miljømæssige, arbejdsmiljømæssige og økonomiske konsekvenser (se 8 og 9), vurderes at det bedst mulige indsamlings-, transport- og håndteringsmetode for det indsamlede brugte stenuld opnås ved anvendelse af genanvendelsesmodel 1.
Med henblik på at vurdere en fremtidig udvikling er der udført fremskrevne beregninger for årene 2006 og 2008 (bilag G – J).
Af de fremskrevne beregninger ses, at der med øgede mængder af brugt stenuld sker et mindre fald i transportomkostningerne og et lille fald i miljøomkostningerne. Et samtidigt forventeligt fald i omkostningerne hos Rockwool, skyldes hovedsageligt at deres omkostninger per år er faste.
Det er en forudsætning for at opnå de økonomiske og miljømæssige fordele ved et genanvendelsessystem, at der sikres en tilstrækkelig tilført mængde og kvalitet af det materiale, som leveres til Rockwool med henblik på genanvendelse.
10.2 Anbefalinger
På grundlag af de her gennemførte forsøg og de foreslåede genanvendelsesmodeller med tilhørende miljø- og økonomimæssige vurderinger, anbefales det at etablere et genanvendelsessystem for let mineraluldsisolering, baseret på det i ovenstående model 1 anbefalede genanvendelsessystem, herunder fastlæggelse af nødvendige mængder og transport af mineraluld
Model 1 omfatter et genanvendelsessystem for brugt stenuld baseret på en geografisk opdeling samt to parallelle systemer (tostrenget) til slutdisponering, herunder indsamling og levering af brugt kildesorteret stenuld til genanvendelse (Rockwool) og videreudnyttelse (Carbogrit/blæsemiddel) enten direkte eller via regionale indsamlingsstationer.
Det anbefales derfor, at der tages indledende skridt til en dialog og en nærmere drøftelse med relevante parter og interessenter i et sådant genanvendelsessystem, med henblik på en nærmere konkretisering af rammerne for et sådant system.
10.2.1 Lovkrav vedrørende transport og oparbejdning af brugt stenuld
Det vurderes, at der ikke umiddelbart vil være behov for udformning af yderligere lovkrav til transport og oparbejdning af brugt stenuld til genanvendelse.
Derimod vil der være behov for en ændring af praksis, så stenuld som affald går til genanvendelse i stedet for til deponi. Der vil således være et behov for erkendelse af at let mineraluldsisolering er et egnet materiale til genanvendelse. Dette vil formodentlig samtidigt kræve en ændring af den typiske vejledning og anbefalinger fra kommunerne omkring affaldshåndteringen, herunder regulativanvisningerne omkring affald til deponering og genanvendelse.
Det anbefales, at der indledningsvis foretages en screening af den nuværende lovgivning af relevans for bygge- og anlægsaffald og genanvendelse heraf, samt det i praksis generelt anvendte regelsæt for slutdisponering af mineraluld.
Det anbefales i den forbindelse at udrede eventuelle spørgsmål omkring genanvendelse af stenuld for henholdsvis; 1) stenuld anvendt i ny produktion af mineraluld hos Rockwool og, 2) videreudnyttelsen af stenuld til fremstilling af blæsemiddel hos RGS90.
Herudover anbefales det at vurdere behovet for en gennemførelse af en oplysningskampagne omkring genanvendelse af mineraluld, målrettet mod det forskellige interessentgrupper og relevante myndighedsorganer. I den forbindelse bør behovet for bl.a. oplysninger omkring sortering og adskillelse af stenuld og glasuld vurderes.
10.2.2 Rockwool fabrikkernes krav til modtagelse af brugt stenuld
Rockwool fabrikkernes krav til stenuld, som modtages til genanvendelse, vil til dels afhænge af omfanget af nyinvesteringer til håndtering af styring af stenuld i produktionsprocessen. Såfremt Rockwool foretager de i afsnit 6.5.3 foreslåede investeringer, anbefales det, at det som minimumskrav fastsættes, at stenulden skal være kildesorteret og, at indholdet af fremmedstoffer/urenheder ikke oversiger 5% af vægtmængden.
Det anbefales ligeledes, at det udredes, hvilke minimumsmængder tilført brugt stenuld som er nødvendige for opretholdelse af et rentabelt genanvendelsessystem samt hvorvidt opkrævning af et modtagegebyr vil være formålstjenstligt.
10.2.3 Nedriverfirmaernes krav til levering af brugt stenuld
Et eventuelt krav om kildesortering vurderes ikke at skabe behov for særlige tiltag indenfor nedbrydningsbranchen. Brancheaftalen NMK96 (se 5.4) vurderes at give et tilstrækkeligt grundlag for en permanent indførelse af krav om kildesortering af stenuld til genanvendelse.
Samtidigt vurderes det, at et økonomisk incitament for nedbrydningsbranchen vil ligge i de mindskede omkostninger til bortskaffelse af mineraluld, såfremt slutdisponeringen ændres fra den nuværende deponering til genanvendelse.
Med henblik på etablering af et fremtidigt genanvendelsessystem for brugt stenuld, anbefales det derfor, at der indledningsvis udarbejdes en rammeplan og strategi for igangsætning af drøftelser med relevante interessenter samt igangsættelse af nødvendige udredninger jf. ovenstående anbefalinger.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.
|