Frakturer fra lodrette testboringer på Vestergade 10 Haslev

1 Indledning

1.1 Baggrund

På Vestergade 10 i Haslev har der siden 1967 været drevet renserivirksomhed, hvor der har været anvendt tetrachlorethylen (PCE) til den kemiske renseproces. I forbindelse med registrering af potentielt forurenede virksomheder blev der i 1992-93 konstateret forurening med specielt PCE og dets nedbrydningsprodukter i det underliggende jord og grundvand. Det er endvidere vurderet, at forureningen udgør en trussel mod det primære grundvandsmagasin /1,3/.

På baggrund heraf besluttede Vestsjællands Amt, at der skulle iværksættes afværgeforanstaltninger med sigte på at minimere risikoen for fortsat forureningsspredning til det primære grundvandsmagasin. I et udarbejdet skitseprojekt /2/ blev det anbefalet, at forureningsspredningen skulle hindres ved at etablere lodrette boringer hvorfra der afværgepumpes ved den såkaldte ”Dual Phase Extraction” (også benævnt DPE), hvor porevand og poreluft ekstraheres fra jord ved hjælp af et kraftigt vakuum.

Idet der tidligere er udført DPE pumpetest uden frakturering af boringer på ejendommen med ringe succes, blev det endvidere anbefalet, at afværgeboringerne udbygges med hydraulisk frakturering.

Der henvises desuden til Miljøprojekt nr. 541, år 2000, med titlen ”Frakturering” gennemført under Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening /4/. Dette arbejde er udført som forprojekt til nærværende projekt. Heri beskrives forskellige fraktureringsmetoder og teorien bag, og endvidere er anvendelsesmuligheder belyst ved en række eksempler fra USA. Endelig er metodens egnethed under danske forhold samt specifikt på lokaliteten Vestergade 10, Haslev blevet vurderet.

For at vurdere effekten af hydraulisk frakturering af lodrette boringer på den konkrete lokalitet, har Vestsjællands Amt i samarbejde med Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening iværksat nærværende projekt ”Frakturer fra lodrette testboringer på Vestergade 10, Haslev”. På baggrund af resultaterne har Vestsjællands Amt valgt hydraulisk frakturering kombineret med Dual Phase Extraction som afværgeforanstaltning på ejendommen. Projektets omfang er beskrevet i /5/.

1.2 Formål med aktiviteter under teknologiprogrammet

Formålet med etablering af testsprækker er at få be- eller afkræftet fraktureringsteknikkens anvendelighed på den aktuelle lokalitet, og mere specifikt kvantificere effekten af frakturering ved sammenligning af de hydrauliske egenskaber af boringer med og uden frakturering.

Succeskriteriet for udbygning af ”almindelige boringer” med frakturering bygger altovervejende på de forbedrede hydrauliske forhold, mens hældningen og aperturen (tykkelsen) af de sandfyldte sprækker har mindre betydning.

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.