|
Genanvendelse i LCA - systemudvidelse 3 Vejledningens fokusLivscyklusvurdering af produktsystemer gennemføres ofte for at få svar på spørgsmålet, om det kan betale sig miljømæssigt at foretage ændringer i den måde, systemet er bygget op på. En hyppigt forekommende problemstilling i denne forbindelse er, om der er miljømæssige gevinster ved at øge genanvendelsesgraden for et materiale eller produkt på bekostning af at affaldsbehandle (forbrænde eller deponere) det samme materiale, og det er denne type af problemstilling, der er i fokus i vejledningen. Denne problemstilling kan analyseres gennem at identificere de processer, som berøres af en øget genanvendelse, og sammenligne miljøbelastningen før og efter denne ændring. I Figur 1 er illustreret, hvordan et materiale genvindes og bruges i flere produkter, inden det bortskaffes som affald.
Figur 1. Fremstilling og kaskade-anvendelse af et materiale i forskellige produkter. Hvis resultatet er positivt (genanvendelse nedsætter miljøbelastningen på systemniveau) har den før omtalte ’fordelingstankegang’ ofte ledt til et spørgsmål om, hvilket delsystem der skal have kredit for den miljømæssige gevinst: Det primære produkt, der leverer materiale til genanvendelse, eller det sekundære produkt[5], der udnytter den ressource, der bliver til rådighed som følge af en øget genanvendelse af det primære produkt? Producenten af det primære produkt vil gerne have kredit (og mulighed for miljørelateret markedsføring) fordi hans produkt kan indgå i et større samlet kredsløb, f.eks. på grund af en god designløsning. Producenten af det sekundære produkt vil gerne have kredit, fordi hans produkt gør brug af ressourcer, der ellers ville blive betragtet som affald. Dette spørgsmål er overordentligt vanskeligt at besvare ud fra fordelingstankegangen. Der findes ikke en objektiv, videnskabelig metode til at fordele den opnåede gevinst på det primære og det sekundære produkt, og hverken videnskabelige betragtninger eller ’ret-og-rimeligheds’-betragtninger har hjulpet eksperterne i international forskning i LCA gennem de 5-10 år, hvor man har søgt at besvare spørgsmålet. Overordnet set er begge producenter vigtige aktører i en strategi for at nedsætte miljøbelastningen på samfundsniveau, og en fælles motivation og forståelse for en optimal løsning vil ofte være et væsentligt element i den strategi, der skal implementere løsningen. Om den ene eller den anden skal have kredit er derfor ikke umiddelbart interessant ud fra en samfundsmæssig vinkel. Først med udviklingen af konsekvens-tankegangen blev problemet løst og spørgsmålet er – i det mindste principielt – i et konsekvensperspektiv forholdsvis enkelt at besvare. Spørgsmålet i en konsekvens-tankegang er ikke, hvilket af produkterne der skal krediteres miljøgevinsten. Spørgsmålet er derimod, hvad konsekvensen er af at ændre efterspørgslen efter/udbuddet af et givet produkt. Hvis en øget efterspørgsel efter (og produktion af)det sekundære produkt reelt giver anledning til, at mindre affald deponeres eller forbrændes og mere genanvendes, så er det naturligvis denne miljøkonsekvens, der skal regnes med, når miljøbelastningen for en øget produktion af det sekundære produkt skal beregnes. Det kan fx være tilfældet, hvis der ikke er et veletableret marked (fx en børs) for det aktuelle affald/skrot fra det primære produkt, således at en stor del aktuelt deponeres. En øget efterspørgsel efter den pågældende type affald/skrot kan således reelt etablere et nyt marked og sikre, at mindre deponeres eller forbrændes og mere genanvendes. Hvis der er et marked for affald/skrot fra det primære produkt, således som det f.eks. er tilfældet for returpapir, stålskrot og aluminiumsskrot, vil det ikke blive deponeret eller forbrændt, men anvendt til produktion af et sekundært produkt. En øget efterspørgsel efter (og produktion af) det sekundære produkt vil derfor ikke give anledning til mindre deponering eller forbrænding, men blot til at den øgede brug af skrot tages fra andre anvendelser af den samme type skrot. For at opretholde produktionen af de andre produkter er det som oftest nødvendigt at bruge det tilsvarende primære materiale. I den situation vil den resulterende konsekvens af at anvende mere af det sekundære produkt altså være en tilsvarende produktion af nyt materiale og der vil samlet set ikke være nogen miljøgevinst i form af sparet deponi eller sparet produktion af nyt materiale. Denne sidstnævnte situation vurderes at være den dominerende på materialemarkederne i dag. Disse er præget af en efterspørgsel, der langt overstiger rådigheden af skrot, hvorfor enhver øget anvendelse af skrot fører til en tilsvarende øget produktion af primært materiale. I markedsterminologi hedder det, at skrot ikke er marginalen på materialemarkedet, det er derimod primært materiale, og ethvert forbrug - det være sig af skrot eller primært materiale - trækker primært materiale ind i systemet. Det ligger implicit i det ovenstående, at en øget indsamling af en given type affald/skrot vil medføre en tilsvarende reduktion i anvendelsen af primært materiale, naturligvis under forudsætning af at blandt andet prisen og de kvalitetsmæssige aspekter er tilstrækkeligt attraktive til at sikre en efterspørgsel. Om det er miljømæssigt attraktivt at øge indsamlingen og genanvendelsen er således i første omgang et spørgsmål om afsætningsmuligheder og i anden omgang en afvejning af de miljøbelastninger, der er forbundet med at indsamle og oparbejde en affaldsfraktion, sammenlignet med de belastninger, der er forbundet med at producere en tilsvarende mængde primært materiale. Vejledningen giver nærmere anvisning på, hvordan disse forhold vurderes for det enkelte materiale. Fodnoter[5] Sekundære produkter er produkter, der er fremstillet af sekundære (genanvendte) materialer
|
