Manual for indarbejdelse af miljøaspekter i produktstandarder

1 Indledning

1.1 Formål

Formålet med denne manual er at give personer, der medvirker ved standardisering af produkter, praktiske råd og vejledning til at indarbejde miljøaspekter i standarder. Det er således hensigten at medvirke til at de tekniske aspekter i standarder bliver kombineret med miljømæssige hensyn.

1.2 Baggrund

Produktstandarder har væsentlig indflydelse på produkters miljøforhold, idet standarder ofte fastlægger krav til produkternes udformning, indhold og virkemåde. Selvom en produktstandard primært retter sig mod en af faserne i et produkts livsforløb, vil de også have indflydelse på de andre faser i produktets livscyklus og dermed også på miljøforholdene i disse andre faser.

Produktstandarder kan derfor være et godt instrument til at forebygge og reducere miljøpåvirkningerne fra produkter i deres livscyklus.

De store standardiseringsorganisationer, f.eks. CEN og ISO, har allerede taget en række initiativer til at integrere miljøhensyn i standardiseringsarbejdet, bl.a.:

  • ISO Guide 64: 1997 (DS/INF 118:1997) (en generel vejledning i håndtering af miljøspørgsmål i forbindelse med produktstandarder)
  • CEN Environmental Guidelines (CEN’s generelle ramme for indarbejdelse af miljøaspekter i standarder)
  • CEN Environmental Help Desk (CEN’s kontor for assistance til standardiseringskomitéer i miljøspørgsmål)
  • ISO standarder for miljøledelse m.v. (ISO 14000 serien, som indeholder en lang række standarder, der retter sig mod virksomhedernes miljøarbejde).

Disse miljøinitiativer er beskrevet nærmere i bilag 3. Det må konstateres, at der er lang vej endnu, før miljøspørgsmål er lige så vel integreret i standardiseringsarbejdet som i andre sammenhænge. Bl.a. inden for området produktstandarder er der et udækket behov for at indarbejde miljøaspekter. Denne manual har således til formål at forbedre denne situation.

1.3 Afgrænsning og definitioner

Manualen vedrører produktstandarder, d.v.s. standarder, der stiller tekniske krav til fysiske produkter, herunder krav til indhold af stoffer og materialer, styrke, fremstillingsmetoder m.v. Manualen vil i mindre grad beskæftige sig med metode-, test- og ledelsesstandarder.

Manualen gennemgår således ikke Miljøledelsesstandarderne, ISO14000 serien, selvom principperne heri vil blive anvendt ved miljøvurdering af produkterne.

Sideløbende med tilblivelse af manualen er der gennemført et konkret arbejde med at indarbejde miljøaspekter på fire produktområder, som også anvendes som de gennemgående eksempler i manualen. Box 1.1 viser de fire produktstandarder.

Box 1.1: De fire produktstandarder, som anvendes som eksempler i manualen

  • Beton (EN 206-1 Beton – Del 1: Specifikation, egenskaber, produktion og overensstemmelse
  • Murværk (Eurocode 6: Design of Masonry Structures, herunder bl.a. prEN 771 Specifications for masonry units)
  • Byggevarer (Termiske isoleringsmaterialer CEN/TC 88, Adhoc Group on Environment)
  • Metal (EN ISO 12944-5 om Maling og lak – Korrosionsbeskyttelse af stålkonstruktioner med maling Del 5: Korrosionsbeskyttende malingssystemer)

Manualen retter sig primært mod standardiseringsarbejde i CEN-regi, men kan i princippet også anvendes i sammenhæng med standardiseringsarbejde i andet regi, f.eks. ISO, da alle de store globale, regionale og en del nationale standardiseringsorganisationer har tilkendegivet interesse i at indarbejde miljøaspekter i standarder.

1.4 Målgruppe

Målgruppen for manualen er fageksperter, der indgår i standardiseringsarbejde, men som til dagligt ikke arbejder med miljøspørgsmål i produktsammenhæng.

Fageksperter i standardiseringsarbejde kommer ofte fra produktionsvirksomheder, brancheorganisationer, forbrugerorganisationer, forskningsinstitutioner, konsulentfirmaer m.fl., hvorfor disse udgør manualens primære målgruppe.

Manualen kan også anvendes af andre, som har brug for en systematik til miljøvurdering af produkter.

1.5 Manualens opbygning

Manualen er struktureret på følgende måde:

  • Kapitel 2 beskriver samspillet mellem produktstandarder og miljø, og den rolle produktudviklingen og dermed standarder kan spille. Desuden gives en introduktion til CEN’s miljøcheck-liste, som er et instrument til at lave en første screening af et produkts miljøforhold.
  • Kapitel 3 giver en opskrift på hvordan et produkts væsentligste miljøaspekter identificeres og dermed hvor arbejdet med at inkorporere miljøaspekter skal koncentreres.
  • Kapitel 4 giver ideer til at reducere miljøpåvirkningerne fra fremstilling m.v. af produkter.
  • I kapitel 5 gives anvisninger på, hvordan man skaber forståelse for de miljømæssige aspekter i forbindelse med standardiseringsarbejde.
  • Bilag 1 indeholder en ordforklaring og bilag 2 en referenceliste.
  • Bilag 3 giver et overblik over produktstandarders tilblivelse og initiativer, de store standardiseringsorganisationer har taget på miljøområdet.
  • Bilag 4 giver en nærmere beskrivelse af udvalgte ”værktøjer”, udviklet til analyse af produkters miljøpåvirkning i deres fulde livscyklus (livscyklusvurderinger)
  • Bilag 5 beskriver en sammenfattende model for standarder og miljøaspekter.
  • Bilag 6 indeholder en liste over ISO miljøstandarder.

Manualens opbygning fremgår af diagrammet i Box 1.2 nedenfor.

Box 1.2: Manualens opbygning

Box 1.2: Manualens opbygning

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.