Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen 26/2006 – Manual for indarbejdelse af miljøaspekter i produktstandarder – Bilag 3: Hvordan bliver en standard <br> til?

En standard er et dokument, hvis indhold repræsenterer et teknisk kompromis, som er tilvejebragt ved en beslutningsproces, der er baseret på konsensus. Dvs. at der er en høj grad af enighed om standarden i det udvalg, der udarbejder den – uden at der nødvendigvis er fuldstændig enstemmighed.

Der findes principielt syv forskellige typer af standarder (se fig. B.1 nedenfor). I praksis er de fleste standarder dog en blanding af flere typer. En standard kan f.eks. stille krav til: dimension (papirformater, gevind, dataformater), systemer (kvalitetsstyring, miljøledelse), ydeevne (last og sikkerhed, varmeisoleringsevne, belysning, materialer) eller beregningsmodeller. Standarder kan også beskrive terminologien på et fagområde eller anvise metoder til f.eks. kemiske analyser eller prøvning. Standardisering retter sig især mod krav til ydeevne for ikke at bremse innovation og udvikling.

Det kan være svært at komme med et godt eksempel på en produktstandard, da der er flere forskellige kombinationer af ovenstående typer, der er almindelige. Ydeevnestandarder kan i dette tilfælde også karakteriseres som normer.

Produktstandarder hvori der stilles specifikke krav til f.eks. materialevalg og fremstilling, kan potentielt have konsekvenser for miljøet. Nedenfor i Box B.1 er gengivet en indholdsfortegnelse for en sådan standard.

Box B.1: Eksempel på disposition for en standard, i dette tilfælde standarden DS/EN ISO 12944-5 Maling og Lakker. Korrosionsbeskyttelse af stålkonstruktioner med malingssystemer. Del 5: Beskyttende malingssystemer

Disposition:

Scope
Normative references
Definitions
Types of paint
Paint systems
Annex A: Paint systems for corrosivity categories and categories for water and soil
Annex B: Prefabrications primers
Annex C: General properties of different generic types of paint

Standardiseringsarbejdet foregår på fire niveauer: dansk, nordisk, europæisk og internationalt niveau. Det europæiske og det internationale arbejde er dominerende. Det nordiske samarbejde er efterhånden gledet i baggrunden i takt med, at det europæiske og internationale arbejde har udviklet sig. Det nordiske samarbejde fungerer dog stadig med det formål at stå stærkere nordisk i forhold til det internationale og europæiske forum.

Selvom der er forskellige regelsæt for europæisk og international standardisering, er den overordnede proces for udviklingen af standarder i store træk ens. Da forskellene under alle omstændigheder ikke har den store betydning i denne sammenhæng, har vi derfor valgt at lægge hovedvægten på europæisk standardisering. I Danmark varetages standardiseringen af Dansk Standard. Dansk Standard er medlem af en række internationale standardiseringsorganisationer, hvoraf de mest kendte er følgende:

2.1 Den europæiske standardiseringsorganisation (Comité Européen de Normalisation)

CEN blev grundlagt i 1961 og CENELEC i 1973. Medlemmerne af de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC er de nationale standardiseringsorganer i EU- og EFTA-landene samt Tjekkiet.

2.2 Den europæiske elektrotekniske standardiseringsorganisation (Comité Européen de Normalisation Electrotechnique)

CENELEC tager sig af den europæiske standardisering inden for det elektrotekniske fagområde. Alt andet europæisk standardiseringsarbejde med undtagelse af telekommunikation hører under CEN

CEN's vigtigste samarbejdspartner er CENELEC. CEN og CENELEC har etableret et formelt samarbejde, således at de to organisationers arbejdsfelter er afgrænsede. Desuden medfører samarbejdet, at CEN og CENELEC anvender stort set de samme procedurer.

2.3 Den internationale standardiseringsorganisation (International Organization for Standardization)

ISO blev grundlagt i 1947 og omfatter nationale standardiseringsorganer fra flere end 100 lande. Organisationen varetager alle standardiseringsområder bortset fra telekommunikation og elektroteknik, som varetages af:

2.4 Den internationale elektrotekniske standardiseringsorganisation (International Electrotechnical Commission)

IEC blev grundlagt i 1906. Flere end 50 lande deltager som medlemmer af organisationen, der varetager det elektrotekniske standardiseringsarbejde på internationalt niveau.

Samarbejdet mellem CEN og ISO kaldes Wien-aftalen. Den tilsvarende aftale mellem CENELEC og IEC kaldes Dresden-aftalen. Begge aftaler er beskrevet i afsnit 8 i DS hæfte 17:2001.

Den øverste myndighed i såvel CEN som CENELEC er Generalforsamlingen (General Assembly, GA), mens den daglige ledelse varetages af den administrative bestyrelse (CA) og den tekniske bestyrelse (BT). Det er BT, der godkender oprettelsen af nye TC’er, lukker eksisterende TC’er samt godkender nye arbejdsemner, der ikke ligger indenfor en eksisterende TC’s arbejdsområde. Det er de nationale standardiseringsorganisationer, der udpeger medlemmer til BT og CA.

Et nyt arbejdsemne kan foreslås af en Teknisk Komité (Technical Committee, TC), en enkelt medlemsorganisation eller en organisation, som har samarbejde med den aktuelle TC. Godkender TC’en arbejdsemnet, skal det sikres, at et tilsvarende arbejde ikke allerede er igangsat i CEN eller ISO. Arbejdsemnet må heller ikke overlappe aktiviteterne i andre TC’er. I givet fald skal der oprettes et formelt samarbejde med de relevante TC’er.

Først når det nye arbejdsemne er registreret af CEN, må TC’en gå i gang med at udarbejde standarden. Det godkendte arbejdsemne gives eventuelt til en WG (Working Group), og i løbet af 1-3 år udarbejdes et første arbejdsdokument. Det er i denne fase, der er størst mulighed for at få indflydelse på den kommende standards ordlyd og tekniske indhold.

Arbejdsgrupper har ofte ansvaret for flere arbejdsemner (Work Items, WI’er), og opdeler derfor arbejdet mellem projektledere og/eller danner mindre emnegrupper, som arbejder med de specifikke emner. Deltagerne er eksperter, der nomineres af de nationale standardiserings-organisationer.

CEN Management Center (CMC) er et administrativt organ der har til opgave at rådgive de tekniske komitéer, stå for den tekniske koordination (f.eks. offentlig høring mv., direktiver afklaring af spørgsmål til disse og generel udveksling af informationer.

CEN sektor aktiviteter er eksempelvis konferencer eller seminarer, workshops eller fora med begrænset deltagelse og til specifikke opgaver, samt organisere netværk via korrespondance.

CEN EHD (CEN Environmental Help-Desk) blev oprettet i 1999, for en prøveperiode på 2 år. Perioden er herefter blevet forlænget og bliver evalueret ultimo 2003. Selvom den fremtidige finansiering stadig er usikker, er der god grund til at forvente at Help-Desken fortsætter, om end måske ikke i den nuværende form. CEN EHD består pt. af en person, der med hjælp fra et stort netværk af miljøeksperter, fungerer som europæisk miljørådgivningsorgan i standardiseringssammenhæng. CEN EHD kan desuden frit kommentere arbejdsemner og standardforslag når som helst i processen, dog ikke senere end den offentlige høring.

De tekniske komiteer og arbejdsgrupper opfordres til at gøre brug af Help-desken og dens store netværk af miljøeksperter, når som helst i standardiseringsprocessen.

Konsensus er et af grundprincipperne i såvel europæisk, som international standardisering, der skal således altid arbejdes for at standarderne bliver til i et i et forum, hvor synspunkter fra alle interessenter bliver taget til efterretning.

CEN/EHD har udviklet en række produkter, bl.a. Environmental Guidelines, en Miljøcheck-liste m.m.(se afsnit 3.3). Desuden vedligeholder EHD et netværk af eksperter inden for miljøområder, der kan kontaktes af standardiseringsudvalgene, hvis de har behov for yderligere og mere dybtgående drøftelser af miljøspørgsmål.

CEN Management Centre
Rue Stassart 36
B-1050 Brussels
Phone +32 2 5500922 - +32 2 5500833
Fax +32 2 5500819
Email: cen.ehd@cenorm.be.

Et eksempel på en sektoraktivitet er SABE (Strategic Advisory Body for the Environment), som refererer til BT. SABE er et rådgivende organ, der indstiller spørgsmål af miljømæssig relevans til beslutning i BT. SABE mødes typisk to-tre gange årligt, og har delegationer fra medlemslandene samt repræsentanter for EU Kommissionen, en række europæiske industriorganisationer samt for EEB (European Environment Bureau, paraplyorganisation for de europæiske miljø-og naturfredningsorganisationer) og for ANEC (paraplyorganisation for de europæiske forbrugerorganisationer).

De store standardiseringsorganisationer, f.eks. CEN og ISO, har allerede taget en række initiativer til at integrere miljøhensyn i standardiseringsarbejdet, bl.a. skal nævnes:

I Danmark er der udgivet en folder, som overordnet beskriver integration af miljøforhold i standarder ("Standardisering og miljøet" udgivet af Dansk Standard og Miljøstyrelsen). Desuden arbejdes der i nordisk regi på udarbejdelse af en generel guide til integration af miljøforhold "LCA orienteret standardisering". Denne guide/manual har til hensigt at gøre det endnu lettere for standardisører uden miljø viden at indarbejde miljøhensyn i standardiseringsarbejdet. Med udgangspunkt i denne guide/manual vil Dansk Standard i nærmere fremtid indføje et miljø-afsnit i den generelle uddannelse af standardisører.

ISO Guide 64/CEN Memorandum no. 4 er på dansk udgivet som DS/INF 118:1997 med titlen ”Vejledning om inddragelse af miljøemner i produktstandarder” (Guide for the inclusion of environmental aspects in product standards”).

Guiden indledes med henvisninger til andre internationale standarder der vedrører miljø, bl.a. ISO 14000 serien om miljøledelse samt ISO 14040 serien om livscyklusvurderinger. Disse ISO standarder var under udarbejdelse, da Guiden blev til. Serien er nu videreudbygget.

De indledende referencer efterfølges af en række definitioner om begreber indenfor miljø og standardiseringsområdet.

Guiden giver dernæst en beskrivelse af sammenhængen mellem bestemmelser i produktstandarder og miljøpåvirkninger, som produkter bevirker i deres livscyklus (gengivet i bilag 5).

På baggrund heraf præsenterer Guiden metoder til at identificere og vurdere miljøpåvirkningen, og endelig præsenteres metoder til planlægning af miljøforbedringer

CEN’s Environmental Guidelines indeholder en række generelle anvisninger for hvordan standardiseringsudvalgene bør behandle miljøspørgsmålene i forbindelse med deres arbejde. Anvisningerne omfatter bl.a. de råd der er givet i Box B.2 nedenfor:

Box B.2: Anvisninger fra CEN’s Miljøvejledning, sammenfattet

Alt standardiseringsarbejde bør omfatte en miljøvurdering og den bør gennemføres så tidligt som muligt i arbejdet
Den tekniske komité (TC) bør bestemme hvem der skal foretage miljøvurderingen
Identificér de miljøaspekter der er i forbindelse med standardens subject
Brug CEN’s tjekliste til miljøscreeningen
Udvælg de miljøaspekter der bør behandles i standarder
Indarbejd forslag til behandling af de udvalgte aspekter
Dokumentér resultaterne af miljøvurderingen

CEN’s Environmental Guidelines giver desuden en introduktion til livscyklusvurderinger og til ISO Guide 64 som er nævnt ovenfor. Miljøcheck-listen er gengivet i afsnit 3.3.

ISO har udarbejdet en serie standarder om miljøledelse, ISO 14000 serien. Den indeholder en lang række standarder inden for miljøledelse, herunder:

Ovennævnte serier sigter direkte mod miljøarbejdet med produkter. Disse standarder er derfor meget relevante i en produktstandardiseringssammenhæng.

I det følgende gennemgås proceduren for udarbejdelse af europæiske standarder, for at belyse, hvor i standardiseringsprocessen, indsatsen bør koncentreres for at opnå resultater. Figuren nedenfor illustrerer standardiseringsprocessen som en cyklus fra ide til udgivelse. Processen standser dog ikke ved udgivelsen, da standarder efter en periode på max. 5 år skal granskes. På baggrund af granskningen blive enten revideret, godkendt eller ophævet, efter ønske fra medlemslandene.

Når man arbejder med standardisering er det vigtigt at have for øje, hvor i processen der er størst mulighed for indflydelse. Som det fremgår af figuren, bør man satse på at yde størst arbejdsindsats under udarbejdelsen af de første udkast til standarden, hvis man vil have størst mulig indflydelse. Derfor gælder det i standardisering, at man skal være vågen når et nyt arbejdsemne bliver vedtaget. Det er langt vanskeligere at ændre i teksten på et udkast, end at påvirke ordlyden ved selve udarbejdelsen af udkastforslaget. Med det for øje, er det naturligvis også vigtigt at overvejelser om miljømæssige aspekter ved standarden, inddrages så tidligt som muligt i udkastprocessen.

Ovenstående figur viser både forløbet på Europæisk plan samt hvad der foregå i det danske standardiseringsarbejde.

I en række tilfælde foregår udarbejdelsen af standarder parallelt i CEN og ISO i henhold til Wien-aftalen (samt i CENELEC og IEC i henhold til Dresden-aftalen). Dette kan enten ske ved, at en standard under udarbejdelse i CEN udsendes til høring og til afstemning parallelt i CEN og i ISO (CEN-lead). Eller det kan ske ved, at en standard under udarbejdelse i ISO udsendes til høring og til afstemning parallelt i CEN og i ISO (ISO-lead). I dette tilfælde behandler ISO kommentarerne. Godkendes forslaget begge steder, får standarden status af såvel europæisk som international standard.

I tilfælde af ISO-lead er det vigtigt at bemærke, at indflydelse på standardens udformning kun kan udøves i ISO-regi (indflydelsen i CEN-regi er begrænset til, hvorvidt standarden skal have status som EN eller ej), ligesom CEN’s regler for f.eks. miljøforhold i standarder ikke gælder.

For CENELEC gælder de samme regler i forhold til IEC. I praksis er der dog en væsentlig forskel på CEN og CENELEC på dette område, idet kun ca. 15% af CEN-standarderne er implementeringer af ISO-standarder, mens ca. 80% af CENELEC-standarderne er implementeringer af IEC-standarder. Det vil sige, at på det elektrotekniske område er det IEC, der har initiativet, mens CEN på de øvrige områder i højere grad selv har initiativet. Der er dog en bevægelse mod, at ISO i højere grad tager nye initiativer i forhold til CEN, en bevægelse, der også skal ses i lyset af den stigende betydning af WTO (World Trade Organisation).

CEN og CENELEC opererer med en række stadier (stage codes) for standarderne. Stadierne beskriver den proces, alle standardforslag skal igennem. Af tabel B.1 fremgår dels stage codes for de væsentligste stadier i standardiseringsprocessen. Desuden er rækkefølgen af aktiviteter for europæisk og international standardisering vist.

Tabel B.1: Rækkefølgen af aktiviteter i europæisk og international standardisering

Dette kapitel har blot til hensigt at give en kort gennemgang af standardiseringsproces og struktur. Såfremt man ønsker at vide mere om de europæiske eller internationale regelsæt, kan man med fordel søge oplysninger på CEN’s hjemmeside www.cenorm.be eller i CEN Business Operations Support System (BOSS) www.cenorm.be/BOSS/. Oplysninger om CENELEC findes på www.cenelec.org, mens ISO og IEC har følgende hjemmesider, ISO: www.iso.ce og IEC: www.iec.ch. Endelig kan det anbefales at kigge i Dansk Standards introduktionshæfter om standardiseringsarbejde (ref. 1 og 2).

Bilag 3: Hvordan bliver en standard til?

Bilag 3: Hvordan bliver en standard
til?