Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i sexlegetøj

1 Indledning

Danskerne er et af verdens mest oplyste, nysgerrige og frisindede folkefærd. Det gælder også på det seksuelle område (E. Bork). Skriftlig pornografi og billedpornografi blev således frigivet i Danmark allerede i 1967 og 1969 (Rune E. Larsen).

Med den lette adgang til Internettet er det samtidig blevet utrolig nemt anonymt at søge information om sex og samliv (fx www.sexhealth.org), og forbrugere, der er seksuelt eksperimenterende eller blot frisindede, kan nu ganske anonymt købe sexlegetøj via Internetbutikkernes mange fristelser.

Sexlegetøj omfatter en lang række produkter fremstillet i plast eller gummi, men andre materialer som glas og stål anvendes også. Legetøjet findes i mange geometrier og design, og opfindsomheden må siges at være stor.

Mest kendt er de mangfoldige udgaver af dildoer i form af mange forskellige størrelser, farver og design (www.sexhealth.org). Mange er batteridrevne massageapparater (vibratorer), og de mest raffinerede er fjernbetjente på samme vis som tv’er og radioer.

Intime beklædningsgenstande (fetichtøj) i form af lange handsker, støvler, hætter og diverse undertøj og dragter med tæt kontakt til huden tilbydes også forbrugerne i mange varianter.

Sexlegetøjet fremstilles fortrinsvis i vinyl (blød pvc) eller af gummilatex. Den mest kendte og billigste latex fremstilles fra naturgummi, og det må antages, at hovedparten af det gummibaserede legetøj er fremstillet af naturgummilatex. Der findes dog også silikonebaseret legetøj. Et nyt hudlignende materiale, der hævdes at stamme fra rumfartsindustrien, vinder frem på markedet. Det kaldes Cyberskin. En infrarød analyse har vist, at det er et termoelastisk materiale (SEBS).

Med hensyn til oprindelse er det karakteristisk, at en meget stor del af sexlegetøjet fremstilles i Fjernøsten, især Kina, men der er også danske producenter af såvel dildoer som intim latexbeklædning.

Recepturerne er uden undtagelse ukendte.

Anvendelse af sexlegetøj er ikke en ny foreteelse. Dildoer fremstillet i sten, jade eller læder har eksisteret siden oldtiden. De ældste menes at være 2000-4000 år gamle og stammer bl.a. fra Kina.

Vibratoren blev opfundet i 1880’erne og blev brugt af læger til behandling af kvinder, der efter datidens diagnose led af hysteri. Med nutidens viden har virkningen i virkeligheden været en stimulering af kvinderne til orgasme.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.