Risikovurdering af pesticidpunktkilder

Sammenfatning og konklusioner

En gennemgang af GRUMO og LOOP samt artikler om undersøgelser af pesticidpunktkilder viser, at pesticidpunktkilder er et betydende problem for dansk vandforsyning. Der findes sandsynligvis et meget stort antal punktkilder i Danmark, men det er dog samtidigt klart, at det sandsynligvis langt fra er alle punktkilder, der udgør en trussel mod drikkevandsforsyningen.

For at afklare dette, er der i nærværende projekt foretaget en gennemgang af håndteringen af pesticider på landbrugsejendomme. Herudover er der udført detaljerede undersøgelser på 5 lokaliteter med pesticidpunktkilder. Gennem dette arbejde er opnået en forståelse for, hvilke mekanismer der er betydende for, om der på en lokalitet dannes en pesticidpunktkilde, og i hvor stort et omfang pesticidpunktkilden udgør en trussel over for grundvandsressourcen.

Den mest betydende faktor for, hvorvidt der dannes en betydende punktkilde, er hvor store mængder af pesticider, der er tabt på lokaliteten. Mængden af tabte pesticider afhænger af antallet af vaske, hvorvidt der bortskaffes restvæske, og om der anvendes skylletank til fortynding af restsprøjtevæske. Endvidere er det klart, at vaskepladsens indretning har betydning for, om der potentielt kan dannes en betydende pesticidpunktkilde.

Den faktiske kildestyrke, der er observeret på de undersøgte lokaliteter, er mellem 1 og 300 gr. aktivstof. Dette på trods af, at der er undersøgt lokaliteter, hvor der efter danske forhold er observeret kraftige forureninger. Samtidig er der i undersøgelserne observeret en betydelig reduktion af koncentrationen af stoffer. Dette indikerer samlet, at pesticidpunktkilder primært udgør en trussel over for almene vandforsyninger, hvis de ligger forholdsvis tæt på indvindingsboringerne.

Således er den samlede konklusion, at fremtidige undersøgelser af pesticidpunktkilder kan fokuseres på potentielle punktkilder som ligger tæt på almen vandforsyning og samtidig er af en vis størrelse.

Den opnåede viden omkring pesticidpunktkilders udbredelse og karakter er syntetiseret i et paradigma for forureningsundersøgelser på potentielle pesticidlokaliteter.

 



Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.