Vejledning om strandrensning – februar 2008

1. Indledning

Denne vejledning om strandrensning henvender sig til de kommunale myndigheder, der i henhold til § 35 i lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008 om beskyttelse af havmiljøet (havmiljøloven) er blevet pålagt at opstille et beredskab til sanering af kommunernes kyststrækninger i tilfælde af olie- og kemikalieforurening samt et beredskab til bekæmpelse af forurening i havne.

Med vejledningen tilsigtes det at lette arbejdet med opstilling af disse beredskabsplaner og støtte den praktiske udførelse af strandrensningen.

Vejledningen er en sammenskrivning af Miljøstyrelsens vejledning Nr. 1 fra 1987 ”Strandrensning I - Vejledende retningslinier til kommunale beredskabsplaner for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening” og Miljøstyrelsens vejledning Nr. 6 fra1982 ”Strandrensning II – Teknisk og økologisk vejledning om metoder til forebyggelse, rensning og bortskaffelse af olie på strande”.

Udover den redaktionelle sammenskrivning er indholdet af Strandrensning I og Strandrensning II blevet revideret og suppleret på baggrund af de erfaringer, der er indhøstet indenfor området såvel nationalt som internationalt siden udgivelsen af de to vejledninger, herunder de erfaringer, der blev gjort i forbindelse med uheldet med tankskibet BALTIC CARRIER i marts 2001 som beskrevet i Beredskabsstyrelsens ”Bekæmpelse af olieforurening efter BALTIC CARRIER – en tværgående evaluering og erfaringsopsamling, august 2001”.

Kapitlerne 1- 4 i vejledningen omhandler således samme emner som kapitlerne 1- 4 i Strandrensning I, medens kapitlerne 5 - 14 modsvarer emnerne i afsnittene 1-10 i Strandrensning II.

Det bemærkes, at vejledningen ikke vedrører forurening, der f.eks. stammer fra affaldsbortskaffelse af vragtømmer, fiskerkasser, plastikaffald m.v. Bekæmpelse af disse former for forurening forventes som hidtil at indgå som led i den almindelige kommunale strand- og havnerensning, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1278 af 5. december 2006 om badevand og badeområder.

Endvidere kan der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1981 om bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet. Denne vejledning indeholder retningslinier for opsporing, rapportering og retsforfølgning med hensyn til forurening, der stammer fra land.

Under indtryk af den udvikling, der foregår, såvel med hensyn til arten af de stoffer, der kan udgøre en forureningstrussel som med hensyn til bekæmpelsesmetoder, er det Miljøstyrelsens hensigt at revidere denne vejledning i takt med eventuelle nye erfaringer, der indhøstes, hvorfor man skal opfordre de kommunale myndigheder og andre til at holde Miljøstyrelsen underrettet om forhold, der måtte kunne begrunde en revision af vejledningen.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.