5. Eksempler på Olieforureninger

Vejledning om strandrensning – februar 2008

5.1. Danske Farvande
- 5.1.1. JAN i Kattegat
- 5.1.2. BALTIC CARRIER i Østersøen
5.2. Udenlandske Farvande

5.1. Danske Farvande

5.1.1. JAN i Kattegat

Den 2.august 1985 kolliderede den vesttyske tanker JAN med et fastfyr på Hals Barre ved indsejlingen til Limfjorden. Ved kollisionen opstod hul i tankerens skrog, der medførte lækage fra 2 lasttanke indeholdende svær fyringsolie. Den første melding lød på, at tankeren kun havde mistet et par tons olie, men det viste sig senere, at ca. 200 tons af den i alt 3000 tons store last var flydt ud i havet ved kollisionen.

Bl.a. på grund af kollisionsstedets geografiske position, ankom Miljøstyrelsens bekæmpelsesfartøjer først til området 10 timer efter kollisionstidspunktet, på hvilket tidspunkt de 200 tons var drevet ca.10-12 kilometer mod nordøst.

Olien havde nu spredt sig over et betydeligt område, og da vejrforholdene samtidig var blevet forværrede, var det umuligt at hindre olien i at ramme den sydvestlige del af Læsø. Her blev en stor del af kysten omfattende udstrakte strandenge forurenet og et stort antal fugle blev ligeledes ramt af olieforureningen.

I forbindelse med frigørelsen af JAN fra fyret på Hals Barre skete der et yderligere olieudslip på 100 tons, men henset til, at Miljøstyrelsens bekæmpelsesfartøjer på dette tidspunkt befandt sig tæt ved havaristen, blev stort set hele dette udslip mekanisk optaget fra havoverfladen.

Rensning af strandengene på Læsø medførte derimod store problemer. Omkring 150 personer arbejdede i mere end 2 uger med assistance fra forsvaret, der bl.a. anlagde midlertidige veje i de vanskeligt tilgængelige og særdeles sårbare områder.

JAN forureningen var et klassisk eksempel på, at selv et stærkt begrænset olieudslip – afhængig af olietypen, uheldsstedets geografiske placering og de herskende vejrforhold – kan anrette betydelige skader på lokaliteter m.v. også langt fra selve uheldsstedet.

Erfaringerne fra Læsø pegede også på, at det rette flybårne fjernovervågningsudstyr kunne have effektiviseret indsatsen på havet. Det blev ligeledes konstateret, at brug af den mekaniske bekæmpelsesmetode på havet var tilfredsstillende, når indsatsen foretages kort tid efter et olieudslip har fundet sted og rimelig tæt på forureningskilden. Endelig blev det konstateret, at sanering af strandenge er særdeles vanskeligt og kræver specialudstyr.

5.1.2. BALTIC CARRIER i Østersøen

Den 29. marts 2001 kort efter midnat kolliderede tankeren BALTIC CARRIER med fragtskibet TERN i Østersøen øst for Falster. Ved kollisionen mistede BALTIC CARRIER ca.2.350 tons svær fyringsolie af den samlede last på ca. 33.000 tons. På grund af vejrforholdene var det ikke muligt at optage olien ude på det åbne hav, og olien drev mod Møn og Falster, hvor den sidst på dagen fortsatte ind i Grønsund.

Næste dag kunne det konstateres, at der var store forureninger af kyststrækningerne navnlig inde i Grønsund. Efter 2 ugers indsats var der opsamlet ca. 3.950 tons olie og olieforurenet materiale, der fordelte sig med ca. 1.100 tons opsamlet på sejlbart (dybt) vand og ca. 2.850 tons opsamlet ved operationer i de kystnære dele af søterritoriet og på kysten.

Efter yderligere 4 måneders forløb havde de berørte kommuner i samarbejde med amtskommunen opsamlet yderligere ca. 6.800 tons olieforurenet materiale.

Olieforureningen var den største opgave, som det danske havmiljøberedskab hidtil havde været stillet overfor, og der blev indhøstet en række erfaringer, herunder, at den aktuelle olietype pga. sin høje viskositet ikke kunne pumpes eller skimmes(suges) op. Et andet vanskeligt aspekt viste sig at være begrænsede muligheder for at få det opsamlede materiale deponeret.

5.2. Udenlandske Farvande

5.2.1. TORREY CANYON i den Engelske Kanal

Olieforurening som et meget alvorligt problem blev først rigtigt erkendt af den bredere offentlighed efter tankskibet TORREY CANYON’s forlis den 18. marts 1967. Hændelsen foranledigede starten på det gennem årene så stærkt udbyggede europæiske samarbejde indenfor olieforureningsbekæmpelse på havet. Således blev bl.a. grundlaget for samarbejde i Nordsøen etableret i 1969 gennem vedtagelse af den såkaldte Bonn aftale.

TORREY CANYON stødte på et skær ud for Land’s End ved Cornwall’s kyst og i løbet af 10 dage strømmede 119.000 tons kuwaitisk råolie ud.

På Cornwall blev en kyststrækning på hen ved 225 km bestående af klipper og sand- og grusstrande forurenet med olie. Olien nåede den 10. april 1967 også Frankrigs kyster, hvor der ligeledes skete en betydelig forurening. Olien blev bl.a. søgt opsuget med savsmuld samt sprøjtet med pulveriseret kridt, som fik ca. 3.000 ud af 20.000 tons til at synke.

Der anvendtes omkring 20.000 tons savsmuld, der i olievædet tilstand drev ind på kysterne og i væsentlig grad øgede transport og bortskaffelsesproblemerne.

På den engelske side af Kanalen blev der iværksat et stort strandrensnings-arbejde, mest baseret på anvendelse af dispergeringsmidler. Der brugtes ca. 10.000 tons til en oliemængde på ca. 14.000 tons.

Klipperne blev spulet rene for olie med en blanding af dispergeringsmiddel og fersk- eller saltvand, hvorefter det kraftige tidevand til dels førte den resterende olie ud i havet. På strandengene ved lavvande blev olie-sandblandingen tilsat dispergeringsmiddel skubbet ned under højvandslinien for at få tidevandet til at rense sandet. En af side-effekterne ved at anvende dispergerings-midler var, at olien trængte længere ned i sandet end den ellers ville have gjort, og derved blev en større mængde sand forurenet med olie.

Visse steder, især på strande med stor bølgepåvirkning, blev olien dækket af sand og grus og først fundet, da dette forsvandt.

De anvendte metoder førte i de mest forurenede områder til en total udryddelse af dyr og planter, men til alt held var der nogle enkelte steder på kysten, som ikke blev ramt af forureningen. Her overlevede de fleste plante- og dyrearter, og fra disse områder blev de forurenede strækninger senere rekoloniseret.

En anden og mere iøjnefaldende virkning viste sig de følgende år på klipper og skær. De blev totalt overgroet af grønalger. Det skyldtes, at de dyr, som levede af at spise alger, døde. Dertil kom, at grønalgerne restituerede hurtigere efter forureningen fra olien og dispergeringsmidlerne. Af disse årsager blomstrede algerne kraftigt op, så klipperne blev helt grønne. Dette varede nogle få år, indtil algerne igen blev holdt nede. En blomstrende flora kan således være udtryk for et biologisk system, der er bragt kraftigt ud af balance. Et lignende fænomen blev iagttaget 10 år senere efter forureningen fra tankskibet AMOCO CADIZ.

5.2.2. AMOCO CADIZ i den Engelske Kanal

Samme dele af den franske kyststrækning, som blev ramt af olieforureningen under TORREY CANYON-ulykken, blev igen forurenet efter tankskibet AMOCO CADIZ’s grundstødning og forlis på et skær 1,5 km fra land. AMOCO CADIZ var et liberiansk tankskib med 225.000 tons let arabisk og iransk olie. Forliset skete natten mellem den 16. og 17. marts 1978 som følge af en rorskade.

Skibet brækkede midt over, og næsten al olien løb ud i løbet af 14 dage. Olien dækkede i de første dage kun en mindre kyststrækning med lagtykkelser på op til 80 cm. På grund af skiftende vind blev olien spredt ud på en ca. 350 km lang strækning bestående af klipper, skær og lavvandede områder. Inden for denne strækning var der både muslingefiskeri og badeområder. Muslinge-fiskeriet langs kysten blev hårdt ramt. Der blev konstateret dødelighed på op til 50% og en stor del af de overlevende muslinger måtte destrueres. Muslingerne på disse banker havde 3-10 gange forhøjet olieindhold.

Under det meget omfattende strandrensningsarbejde var mange tusinde mennesker involveret. Som det var tilfældet ved TORREY CANYON-ulykken, blev der også her iværksat en lang række videnskabelige undersøgelser af oliens virkning på miljøet. Mange former for bekæmpelsesmidler og teknikker blev anvendt, men selv om man havde en del erfaring, var det en stor og meget vanskelig opgave.

AMOCO-CADIZ forliset var en stærk medvirkende årsag til, at De Europæiske Fællesskaber, nu Den Europæiske Union, udviklede forskellige muligheder for assistance til bekæmpelse af olieforurening af havet.

5.2.3. “Blow out” i EKO-FISK feltet

Danmark fik olieforureningsproblemet ind på livet i april 1977, da der skete et “blow-out” på EKO-FISK feltet i Nordsøen. Dermed opstod en situation, hvor Jyllands vestkyst var truet af olieforurening.

De massive oliemængder nåede dog ikke kysten, men denne ulykke gav anledning til iværksættelse af en række planer for koordinering af indsats og materiel hos de truede amter og kommuner. Disse planer dannede grundlaget for forhandlinger mellem Miljøstyrelsen, amter og kommuner om udarbejdelse af beredskabsplaner i tilfælde af olieforureninger på kysterne.

5.2.4. EXXON VALDEZ, Alaska

Den 24. marts 1989 gik tankskibet EXXON VALDEZ på grund i Prince William Sund i Alaska. Indenfor 6 timer efter grundstødningen lækkede tankskibet ca. 36.000 tons af dets samlede last af råolie på ca. 172.000 tons og gav hermed anledning til én af de største miljøkatastrofer i USA`s historie.

På grund af dårlige vejrforhold samt et kraftig tidevand havde olien efter en uges forløb spredt sig op til 150 km fra grundstødningspositionen og store mængder af olien lejrede sig over normalvandstandslinien.

Over ½ million fugle og mere end 5000 havoddere omkom. 11.000 personer var involveret i oprensningen af ca. 2500 km. kystlinie, et arbejde, der foregik over 3 sommerperioder. EXXON VALDEZ grundstødningen var en stærk medvirkende faktor til skabelsen af en global konvention om samarbejde i bekæmpelse af olieforurening (OPRC konventionen).

5.2.5. ERIKA i den Biscayiske bugt

Tankskibet ERIKA, lastet med 30.000 tons svær fyringsolie, brækkede i 2 dele i en kraftig storm i den Biscayiske havbugt i Atlanterhavet den 11. december 1999, 60 sømil fra den franske kyst. Omkring 20.000 tons olie flød ud i havet. Skibets stævn sank dagen efter og agter delen af skibet sank den 13. december. Et ½ år efter forliset, påbegyndtes arbejdet med at tømme den sunkne tanker for den resterende olie, et arbejde, der succesfuldt blev gennemført på 3 måneder.

Erfaringerne har vist, at bekæmpelse af svær fyringsolie er overordentlig vanskelig. Desuden havde franske bekæmpelsesmyndigheder meget store problemer med at bekæmpe olien medens den flød på havet grundet dårlige vejrforhold og stor geografisk spredning af olien. Det lykkedes således på havet kun at optage omkring 3-4 % af den totale udslipsmængde. I løbet af december blev ca. 400 km fransk kyststrækning forurenet, hvilket det tog op til et ½ år at rengøre. I strandsaneringsarbejdet udgjorde den midlertidige deponering af den opsamlede olie og andet olieforurenet materiale et stort problem. Der blev ikke gjort forsøg på at adskille affaldet med henblik på endelig bortskaffelse. Dette resulterede i en ophobning af mere end 200.000 tons bestående af olie, sand, affald, tang, beskyttelsestøj, flydespærringer og andet kasseret bekæmpelsesmateriel såsom skrabere, skovle og spande.

Erfaringer fra ERIKA forureningen viste endnu engang, at vejen til succesfuld oliebekæmpelse og sanering er god beredskabsplanlægning og effektive kommando og kommunikationslinier mere end teknologi og udstyr alene.

Også vigtigheden af træning og uddannelse af de rette målgrupper blev kraftigt understreget ved denne forureningshændelse.