Vejledning om strandrensning – februar 2008

14. Ilanddrevne tromler m.v.

14.1. Ilanddreven tromler, beholdere, kasser og lignende strandingsgods

I beredskabsplanen bør der udover de i kapitel 3 angivne retningslinier også indgå retningslinier for de foranstaltninger, der skal iagttages ved ilanddrivning fra havet af beholdere eller lignende.

Disse kan inddeles i følgende 3 kategorier efter deres indhold:

a. Miner, bomber og andre sprængstoffer og ammunition.

b. Beholdere, hvis indhold er ukendt og eventuelt kan være farligt.

c. Beholdere, hvis indhold umiddelbart kan fastslås.

I alle tilfælde skal fund af ilanddrevne beholdere m.v. anmeldes til det stedlige politi, der i henhold til strandingslovgivningen skal tage stilling til, hvorledes der ejermæssigt og i relation til bjærgelønskrav skal forholdes med hensyn til godset.

Ad kategori a.

Såfremt der er tale om beholdere m.v. indeholdende ammunition og sprængstoffer, underrettes politiet, som foretager det videre fornødne i henhold til de for politiet gældende retningslinier. Eventuel uskadeliggørelse af ammunition og sprængstoffer vil efter aftale mellem politiet og forsvaret blive foretaget af forsvaret, medens politiet forestår afspærring af området.

Ad kategori b.

Indtil der haves sikkerhed for, at indholdet ikke er eksplosionsfarligt, forholdes som anført under a. Det påhviler politiet at træffe de for den offentlige sikkerhed nødvendige foranstaltninger (afspærring) i de tilfælde, hvor indholdet kan tænkes at rumme en fare for mennesker, dyr og omgivelser, f.eks. på grund af dets giftighed eller brand-/sundhedsfare.

Den kommunale ledelse kan afhængig af situationen udtage prøver af indholdet for analyse ved Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen (besøgsadresse: Universitetsparken 2, 2100 Kbh. Ø) eller andet autoriseret laboratorium. Prøvetegningen planlægges med det valgte laboratorium og bør foretages af kompetent personale fra det kommunale redningsberedskab iført beskyttelsesudstyr tilpasset situationen. Hvis det rette udstyr ikke er til rådighed, kan der rettes henvendelse til Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter. Viser analyseresultatet, at indholdet har farlige egenskaber, må der i samarbejde med politiet tages stilling til bortskaffelsen, herunder borttransporten. Den kommunale ledelse kan forinden rådføre sig med f.eks. Kommunekemi a/s, Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen via kemikalieberedskabsvagten, giftlinien på Bispebjerg Hospital eller Miljøstyrelsen om transportmåde, eventuel midlertidig deponering og oprensning i tilfælde af lækage m.v.

I de tilfælde, hvor indholdet eller afsender/modtager fremgår af beholderens afmærkning, kan den kommunale ledelse overveje at tage kontakt med producenter eller importører af de pågældende stoffer. Disse vil normalt være i stand til at vurdere stoffets farlighed og eventuelt kunne påtage sig borttransporten med henblik på anvendelse af indholdet eller dettes bortskaffelse på forsvarlig måde.

Udlevering af godset må kun finde sted, efter at der af politiet er taget stilling til spørgsmålet om sikkerhedsstillelse for bjærgelønskrav.

Hvis borttransporten kan eller må formodes at indebære risiko, bør der i samarbejde med politiet træffes de nødvendige foranstaltninger, f.eks. politieskorte, valg af transportform, -rute, -tid og færdselsregulering med henblik på at nedbringe risikoen mest muligt.

Farlige stoffer, der ikke er eksplosionsfarlige eller radioaktive, skal afleveres til den kommunale indsamlingsordning for farligt affald. Det fremgår af bekendtgørelse om affald nr. 1634 af 13. december 2006. Det er generelt kommunen, der skal anvise affald til behandling eller bortskaffelse, hvorfor det i alle tilfælde er hensigtsmæssigt at tage kontakt med kommunens affaldsansvarlige på et så tidligt tidspunkt som muligt.

Er indholdet ufarligt, kan beholderne efter samråd med politiet fjernes fra stranden.

Ad kategori c.

Såfremt indholdet må betegnes som farligt, forholdes der på samme måde som angivet for kategori b. Er indholdet ufarligt, kan beholderne efter samråd med politiet bortfjernes fra stranden.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.