| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Vejledning om strandrensning – februar 2008

13. Fremme af den biologiske nedbrydning af olie

• 13.1. Naturlig biologisk nedbrydning af olieforurening
  • 13.1.1. Hvilke bestanddele af råolien kan nedbrydes af bakterier?
  • 13.1.2. Forhold af betydning for den biologiske nedbrydning af olie
• 13.2. Anvendelse af biologisk oprensning
  • 13.2.1. Vurdering af om biologisk oprensning er anvendelig
  • 13.2.2. Planlægning af den biologiske oprensning
  • 13.2.3. Prøvetagnings- og overvågningsplan

Ved oliespild er det som regel kun en lille del af olien, der fjernes ved traditionelle fysiske oprensningsmetoder; en stor del af olien enten fordamper, eller ligger tilbage nedsivet i kystmaterialet eller i havet. Denne olie vil med tiden ved naturlige processer blive nedbrudt. En stor del af denne nedbrydning kan tillægges mikroorganismer.

Den mikrobielle nedbrydning kan fremmes på forskellige måder, og det kan i nogle tilfælde vælges enten at anvende mikrobiel rensning som efterrensning eller som den eneste rensningsmetode, eventuelt fordi den i nogle tilfælde vil være den mest skånsomme. En større mekanisk oprensningsaktion i et marskområde må fx forventes at gøre større skade på vegetationen end olien i sig selv vil gøre. Det vil dog afhænge bl.a. af spildets størrelse og olietypen, hvordan oprensningen skal gribes an i det konkrete tilfælde. Normalt vil fremme af den mikrobielle nedbrydning af olien udgøre den afsluttende rensning, der følger efter en mekanisk rensning, hvor så meget som muligt af olien er fjernet ved fx skrabning eller spuling.

I dette kapitel beskrives den mikrobielle nedbrydning af oliekulbrinter, og der angives nogle retningslinier for, hvordan man ved en olieforurening kan vurdere, om det vil være en hensigtsmæssig løsning at fremme den biologiske nedbrydning, samt hvordan en sådan indsats kan gribes an. Der kan ikke gives universelle råd, idet den mikrobielle nedbrydning af olien afhænger af mange forhold, blandt andet den aktuelle kysttræknings opbygning, hvor udsat den er for overskylning m.m.

Processen betegnes i det følgende også som biologisk nedbrydning eller oprensning.

En vigtig del af oprensning ved fremme af den biologisk oprensning af olieforurening er planlægning og monitering af oprensningen, således at der hele tiden er overblik over forløbet, og der er mulighed for at korrigere behandlingen.

13.1. Naturlig biologisk nedbrydning af olieforurening

Det vurderes, at størsteparten af den olie, der spildes i havet, nedbrydes ved naturlige biologiske processer, og at det er mikroorganismer, der står for langt den største del af nedbrydningen.

Mikroorganismer, der er i stand til at nedbryde olie, findes alle steder i havmiljøet og på kysterne. Det vurderes, at det fortrinsvis er bakterier, der er aktive ved nedbrydningen af oliekulbrinter i det marine miljø. I områder, hvor der jævnligt er olieforureninger eller ligefrem en kronisk olieforurening, er tætheden af olienedbrydende bakterier stor. Der er ikke nogen enkelt stamme af bakterier, der er i stand til at nedbryde alle bestanddelene af en råolie, men nedbrydningen foregår successivt med medvirken af en lang række arter.

13.1.1. Hvilke bestanddele af råolien kan nedbrydes af bakterier?

Bestanddelene af en råolie kan opdeles i nogle hovedfraktioner efter den kemiske sammensætning. Disse bestanddele er mere eller mindre modstandsdygtige over for biologisk nedbrydning.

13.1.1.1. Mættede kulbrinter

Ligekædede kulbrinter (n-alkaner) med en kædelængde på mellem 10 og 26, er nogle af de forbindelser i råolie, der nedbrydes hurtigst ved bakterielle processer. Forgrenede alkaner er mere modstandsdygtige overfor bakteriel nedbrydning og cyklo-alkaner er særligt modstandsdygtige overfor bakteriel nedbrydning. Ligekædede alkaner med få kulstofatomer (under 10) i kæden, er giftige over for mikroorganismer, og sådanne forbindelser hæmmer derfor den biologiske nedbrydning.

13.1.1.2. Aromatiske kulbrinter

Aromatiske kulbrinter er generelt mere modstandsdygtige overfor mikrobiel nedbrydning end de mættede kulbrinter. Monoaromatiske kulbrinter, fx benzen, er giftige overfor mikroorganismer bl.a. fordi de opløser cellevæggen. I lave koncentrationer, er disse forbindelser dog bakterielt nedbrydelige. Aromatiske forbindelser med flere ringe er mindre giftige overfor bakterier, men bionedbrydeligheden falder med stigende antal ringe.

13.1.1.3. Resiner og asfaltener

Sådanne forbindelser er svært tilgængelige for mikrobiel nedbrydning. Forbindelserne har været betragtet som biologisk ”unedbrydelige”, men nyere undersøgelser tyder dog på, at sådanne forbindelser undergår en vis biologisk nedbrydning.

Sammenfattende er nedbrydeligheden af oliekulbrinter faldende i følgende rækkefølge: Ligekædede alkaner (n-alkaner), forgrenede alkaner, aromatiske forbindelser med lav molekylevægt, cykliske alkaner.

Dette mønster er dog ikke almengyldigt, og den biologiske nedbrydning af ellers svært nedbrydelige forbindelser kan fremmes ved tilstedeværelsen af andre olieforbindelser. Der findes pt. ikke databaser, der angiver, i hvilken udstrækning olier er biologisk nedbrydelige og hvor hurtigt nedbrydningen forløber.

13.1.2. Forhold af betydning for den biologiske nedbrydning af olie

Som nævnt ovenfor har oliens sammensætning en væsentlig betydning for, i hvilket omfang olien kan nedbrydes ved biologiske processer. Den biologiske nedbrydning påvirkes dog i meget væsentligt omfang af andre forhold, herunder temperaturen, tilstedeværelsen af næringssalte og ilt.

Også den omdannelse af olien, der sker umiddelbart efter spildet, har betydning for den biologiske nedbrydning. Fordampningen af de giftige, lettere fraktioner, kan øge bionedbrydningen, mens dannelse af vand-i-olieemulsioner, generelt hæmmer den biologiske nedbrydning. Fotooxidation  kan medvirke til dannelsen af kulbrinter, der er lettere opløselige i vand og dermed lettere tilgængelige for biologisk nedbrydning ved mikroorganismer.

Generelt øges hastigheden af den mikrobielle nedbrydning af olien med stigende temperaturer, ligesom stigende iltindhold også øger nedbrydningen af olie ved biologiske processer. Nedbrydning af olie ved iltfattige forhold, fx af olie, der er begravet i bundmaterialet eller på kyster med finkornet materiale, sker generelt meget langsomt.

Kvælstof og fosfor er nødvendige for at den biologiske nedbrydning kan foregå. Typisk medgår der omkring 70 gram kvælstof og 7 gram fosfor til biologisk nedbrydning af 1 kg olie. Udspredning af kvælstof- og fosforsalte kan derfor øge hastigheden af den biologiske nedbrydning.

Tilstedeværelsen af mikroorganismer, der kan nedbryde oliekulbrinter, er i sagens natur den væsentligste forudsætning for, at nedbrydning kan finde sted. Generelt findes olienedbrydende organismer overalt i havet og på kysterne, og de vil opformeres, når der tilføres olie.

Principielt kan den biologiske oprensning fremmes ved enten at tilføre store mængder olienedbrydende mikroorganismer eller ved at sørge for, at der bl.a. ilt og næringssalte til stede i det nødvendige omfang – eller begge dele.

På baggrund af adskillige gennemførte forsøg, anses det ikke for nødvendigt at tilføre specielle olienedbrydende mikroorganismer. De tilførte organismer vil som oftest alligevel blive udkonkurreret af de mikroorganismer, der allerede er i området, og som er tilpasset forholdene på stedet. Derfor bør oprensning ved hjælp af mikroorganismer ske ved at optimere forholdene for de mikroorganismer, der allerede findes i området. Det følgende er således baseret på, at den naturlige biologiske nedbrydning stimuleres. Dette kan først og fremmest ske ved tilførsel af næringssalte.

13.2. Anvendelse af biologisk oprensning

Som nævnt ovenfor, anses det for at være mere hensigtsmæssigt at stimulere den naturlige bestand af mikroorganismer i et forurenet område frem for at tilføre mikroorganismer, der kan nedbryde oliekulbrinter.

Ved en vurdering af, om det ved en olieforurening er hensigtsmæssigt at fremme den naturlige nedbrydning af oliekulbrinterne, bør der lægges en plan for, hvordan denne oprensning skal gribes an. Da biologisk oprensning ikke er noget, der gennemføres fra den ene dag til den anden, men kan tage måneder, er der tid til at tilrettelægge den biologiske oprensning. Samtidig vil biologisk oprensning være en metode, der anvendes efter en første mekanisk oprensning.

På baggrund af et større litteraturstudie, har den amerikanske Miljøstyrelse, EPA, opstillet retningsliner for, hvordan biologisk oprensning kan tilrettelægges, samt hvordan det kan vurderes, om biologisk oprensning er en hensigtsmæssig oprensningsmetode i det givne tilfælde.

Af disse retningslinier fremgår det, at følgende punkter er væsentlige i forbindelse med biologisk oprensning.

1. Vurdering af om biologisk oprensning er anvendelig i det givne tilfælde

2. Planlægning af den biologiske oprensning

3. Gennemførelse overvågning og afslutning af den biologiske oprensning

13.2.1. Vurdering af om biologisk oprensning er anvendelig

Det første, der skal gennemføres er at vurdere, om forureningen, kysten m.m. i det hele taget er egnet til gennemførelse af biologisk oprensning.

Ved vurdering af om biologisk oprensning er anvendelig i det givne tilfælde indgår en bedømmelse af olietype og oliekoncentrationen i kystmaterialet, det naturlige indhold af næringssalte, kysttype og andre faktorer, fx om der tidligere har været oliespild, årstiden m.m.

13.2.1.1. Olietype

Som beskrevet ovenfor, er det de lettere fraktioner af en olie, der er mest tilgængelige for biologisk nedbrydelige. Der kan ikke opstilles faste retningslinier for hvilke olier det er hensigtsmæssigt at udsætte for biologisk oprensning, men forsøg har vist, at olier med en massefylde på over 30 grader API (se afsnit 6.3.3. ) må betragtes som biologisk let nedbrydelige, mens olier med en massefylde på under 20 grader API er langsomt nedbrydelige. Det er således de lette råolier, der generelt kan betragtes som forholdsvis let nedbrydelige ved anvendelse af biologisk oprensning, mens de tunge olier kun langsomt vil blive nedbrudt.

Forsøg har vist, at rester af spild af brændstoffer er tilgængelige for biologisk nedbrydning i varierende omfang. Således nedbrydes rester af jetbrændstof hurtigere end rester af fyringsolie, der igen nedbrydes hurtigere end rester af dieselolie. Rester er i dette tilfælde den del af et spild af de givne produkter, der er tilbage efter fordampning og udsættelse for ophold i havet.

Dannelse af vand-i-olie-emulsioner hæmmer muligheden for biologisk nedbrydning, idet ilttransporten ind i emulsionen, er meget ringe.

Hvis der er tale om et spild af lette olieprodukter som fx benzin, vil biologisk oprensning ikke være aktuel, idet produktet normalt vil fordampe hurtigt.

13.2.1.2. Olieindhold i kystmaterialet

Olieindholdet i kystmaterialet har betydning for, om det er en fordel at fremme den biologiske nedbrydning. Meget lave indhold af olie i kystmaterialet synes ikke at blive nedbrudt væsentligt hurtigere ved tilsætning af næringssalte. Det må også antages, at det naturlige indhold af næringssalte ikke er nogen begrænsende faktor, når der kun er lidt olie i kystmaterialet, hvorfor tilsætning af næringssalte vil være overflødig og i værste fald skadelig. Ved meget lave olieindhold er det derfor bedre at lade den naturlige nedbrydning stå for rensningen.

Store koncentrationer af olie hæmmer væksten af de olienedbrydende bakterier på grund af de giftige forbindelser olien indeholder. Meget høje indhold af olie i kystmaterialet vil på den anden side hæmme den biologiske nedbrydning, hvorfor anvendelse af biologisk oprensning i sådanne tilfælde ikke er hensigtsmæssig. Som efterrensning efter en mekanisk oprydning kan biologisk oprensning imidlertid være en løsning.

13.2.1.3. Det naturlige indhold af næringssalte

Tilførsel af næringssalte til kystmaterialet er den primære strategi til fremme af den biologiske nedbrydning af olien. Hvis der allerede naturligt forekommer næringssalte i tilstrækkeligt omfang, vil en yderligere tilførsel af næringssalte ikke have nogen væsentlig indflydelse.

Undersøgelse af kvælstofindholdet i porevandet i kystmaterialer er derfor af betydning for at vurdere, om nedbrydningen af olien kan stimuleres ved tilførsel af yderligere kvælstof. Undersøgelser har vist, at et kvælstofindhold på mellem 5 og 10 mg per liter vand er tilstrækkeligt til at opretholde en optimal nedbrydning af oliekulbrinterne. Desuden må det vurderes, eventuelt måles, om der er en stadig tilførsel af næringssalte til området, idet saltene ellers vil forbruges, og den biologiske nedbrydning vil foregå langsommere.

Det indhold af fosfor, der skal til, for at bakterier har en optimal vækst, er omkring en femtedel til en tiendedel af indholdet af kvælstof. Det vil sige et indhold i porevandet i kystmaterialet på mellem omkring 0,5 mg og 2 mg pr. liter vand.

13.2.1.4. Kysttype

Ved en vurdering af, om biologisk oprensning vil have en væsentlig indflydelse på oliefjernelsen, skal kysttypens karakter undersøges nærmere.

Klippekyst, der udsættes for bølger, vil forholdsvis hurtigt blive renset ved naturlige processer, og anvendelse af næringssalte til at fremme den biologiske nedbrydning er stort set umulig, eftersom næringssaltene hurtigt vil blive vasket væk.

På højenergikyster, fx sandstrande udsat for stor bølgepåvirkning og tidevand, vil tilsatte næringssalte ligeledes hurtigt skylles bort. Undersøgelser har dog vist, at lavenergikyster, der udsættes for tidevand, med fordel – når ellers de øvrige betingelser er opfyldt – kan renses ved biologiske oprensningsmetoder, idet næringssaltene kun i begrænset omfang udvaskes med tidevandet.

Imidlertid er der nogle af de karakteristika, der gør lavenergikyster velegnede til biologisk oprensning set ud fra et næringssaltsynspunkt, der gør dem uegnede til biologisk oprensning med hensyn til andre væsentlige faktorer. Først og fremmest er iltforholdene mere favorable på højenergikyster, hvor bølgebevægelsen vil sørge for, at der hele tiden blandes ilt i vandet. Det iltrige vand kan ved bølgebevægelsen trænge ned i sedimentet og kystmaterialet og til stadighed udskifte iltfattigt vand. Ved tidevandskyster uden stærk bølgepåvirkning, vil tidevandet være den væsentligste kilde til iltforsyningen i sedimentet og kystmaterialet. Denne vil så ske langsommere, mens der ikke vil ske en så voldsom udvaskning af næringssalte.

Påvirkningen af kysten med hensyn til udvaskning og iltforsyning af sedimenter og kystmateriale må derfor nøje vurderes, ligesom det i overvejelser om brug af næringssalte til fremme af den biologiske olienedbrydning må indgå overvejelser om, hvorvidt der på det forurenede område af kysten er tilstrækkeligt med fugt eller vand til at nedbrydningen af olien kan ske, idet den biologiske nedbrydning altovervejende sker på grænsefladen mellem olien og vand.

13.2.1.5. Kystmaterialet

Der er med succes gennemført biologisk oprensning af en række forskellige kysttyper. Kystmaterialet har dog stor indflydelse på, hvilket resultat, der opnås. Det er først og fremmest stenkyster, grus- og sandkyster samt marskområder, der er egnede til biologisk oprensning.

Ved oprensning af en sandstrand med et lavt olieindhold, vil det som regel være uden betydning at tilføre næringssalte, idet det naturlige indhold af næringssalte normalt er tilstrækkeligt til at forsyne bakterierne. Undersøgelser har fx vist, at nedbrydningshastigheden af et olieindhold på 0,3 procent i en sandstrand ikke øges væsentligt ved tilførsel af næringssalte. Derimod havde næringssalttilførsel en væsentlig fremmende virkning ved et olieindhold på 3 procent på samme strand.

Omvendt var tilfældet ved tilførsel af næringssalte i et olieforurenet marskområde. Ved et olieindhold på 0,3 procent havde næringssalttilførelsen en væsentligt fremmende betydning for nedbrydningen, mens tilførsel af næringssalte ikke havde nogen betydning ved et olieindhold på 3 procent i et marskområde. Dette kan tilskrives, at der generelt er behov for næringssalte i et marskområde, idet der til stadighed sker en stor nedbrydning af organisk materiale, hvorfor der sås en tydelig virkning ved den lave oliekoncentration.

Ved den høje oliekoncentration i marskområdet havde næringssalttilførelsen imidlertid ingen betydning, idet der ved denne oliekoncentration opstod iltmangel i kystmaterialet, og bakterierne var derfor ikke i stand til at drage nytte af den øgede mængde næringssalt.

Disse eksempler viser, at kysttypen og de lokale forhold meget nøje skal vurderes, når det overvejes at anvende biologisk oprensning.

Kornstørrelsen af kystmaterialet har også en betydning. Groft sand tillader lettere ilt at passere ned i kystmaterialet, mens silt er meget tæt overfor iltpassage.

13.2.1.6. Temperaturens betydning

Olienedbrydende bakterier kan nedbryde olie selv ved lave temperaturer. Nedbrydningshastigheden falder imidlertid med faldende temperatur, og den biologiske olienedbrydning på en frossen strand vil næsten være gået i stå.

Biologisk nedbrydning vil også hæmmes af, at de lette og giftige oliefraktioner ved lave temperaturer vil være længere tid om at fordampe.

Fremme af den biologiske nedbrydning er derfor mest hensigtsmæssig at gennemføre i den varme tid af året, men kan også foretages om vinteren, såfremt kystmaterialet ikke er frosset gennem længere perioder.

13.2.1.7. Tidligere olieforureninger

Hvis der tidligere har været olieforurening i et område, vil der i nogle tilfælde allerede være et forøget antal mikroorganismer, der kan nedbryde kulbrinter. Sådanne områder vil derfor ofte – såfremt de øvrige betingelser i øvrigt er opfyldt – være velegnede for oprensning ved biologiske metoder.

I Tabel 13 er der en sammenfatning af forhold, der skal tages i betragtning ved en vurdering af, om der skal gennemføres en biologisk oprensning.

Tabel 13:, Oversigt over de vurderinger og undersøgelser, der skal gennemføres som beslutningsgrundlag for iværksættelse af biologisk oprensning.

13.2.2. Planlægning af den biologiske oprensning

Hvis de ovennævnte undersøgelser og vurderinger peger på, at der med fordel kan gennemføres en biologisk oprensning, bør denne indledes med udarbejdelsen af en plan for det nærmere forløb.

Denne plan bør indeholde følgende elementer:

1. Udvælgelse af velegnet næringssaltprodukt

2. Fastlæggelse af den mængde, der skal udspredes, samt plan for udspredningen af næringssaltet

3. Prøvetagnings- og overvågningsprogram

13.2.2.1. Udvælgelse af velegnet næringssaltprodukt

De specifikke forhold på den aktuelle kyst er bestemmende for, hvilken type næringssaltkilde, der skal vælges. Det skal vurderes, om der ved anvendelsen kan ske skader på miljøet, eller om anvendelsen kan føre til uønskede bivirkninger. Anvendelse af organisk baserede næringssalte har ved forsøg givet anledning til frigivelse af ammoniak, der udover at hæmme nedbrydningen af olien også udøver en giftvirkning i vandmiljøet.

Det skal vurderes, om der skal anvendes et coated middel, der kun tillader en langsom frigivelse af næringssaltene, eller om dette ikke er nødvendigt. Det er ved forsøg konstateret, at visse coatede produkter ikke frigiver tilstrækkelige mængder næringssalte i koldt vejr, hvorfor det er vigtigt at have alle nødvendige specifikationer på det anvendte middel. Anvendelse af et middel med en overflade, der binder sig til olie frem for til vand kan være en fordel.

På baggrund af forholdene på kyststrækningen, herunder tidevandsforhold, bølgeenergi og kystmateriale udvælges en egnet næringssaltkilde. For en nærmere diskussion af mulighederne for næringssaltkilder kan der henvises til litteraturen ligesom markedet kan undersøges.

13.2.2.2. Fastlæggelse af den nødvendige næringssaltmængde

Der findes ikke nogen fast standardmængde, der skal udspredes for at opnå optimal biologisk nedbrydningshastighed. Nedbrydningen af olien foregår i grænsefladen mellem oliepartiklerne og det vand, der i kystmaterialet omgiver oliepartiklerne. Undersøgelser har vist, at en koncentration på omkring 5-10 mg kvælstof per liter vand giver en tilfredsstillende nedbrydning. Opretholdelsen af en konstant koncentration af kvælstof i porevandet har afgørende betydning for nedbrydningen. Selvom det teoretiske forbrug af kvælstof til nedbrydning af en given oliemængde kan beregnes, kan det være svært at estimere ændringer i kvælstofkoncentrationen. Det tilsatte næringssalt vil muligvis blive fortyndet af tidevand og delvist udvasket, ligesom udstrømmende grundvand og kraftig nedbør, kan føre næringssaltene ud i havet. Derfor skal den optimale næringssaltkoncentration så vidt muligt konstant opretholdes.

Ved tilsætning af næringssalte i flydende form må der ved doseringen tages hensyn til den fortynding, der sker i kystmaterialet. Ved nogle forureninger er der således anvendt koncentrationer af kvælstof ved udspredningen på omkring 100 gange den optimale værdi i porevandet, det vil sige op til 1 gram kvælstof per liter vand.

13.2.2.3. Udspredningsfrekvens

Ved nogle kyster kan tilførte næringssalte blive udvasket på en dag ved højvande og bølgeaktivitet, mens næringssalte på beskyttede kyststrækninger med ringe tidevand kan blive i kystmaterialet i flere uger. Da det er vigtigt at opretholde den optimale koncentration af næringssalte i porevandet, må det for den enkelte kyststrækning vurderes, hvor ofte tilførsel af næringssalte er nødvendigt. Vurderingerne bør underbygges af målinger af det aktuelle indhold flere steder på det pågældende kystområde. Ved anvendelse af produkter, der kun langsomt frigiver saltene, kan der være længere mellem udspredningerne stadig afhængig af bølgeaktiviteten.

Næringssaltene kan udspredes med håndsprøjte eller fra et køretøj alt afhængig af kystens tilgængelighed.

Den mest simple måde at tilføre næringssalte til de forurenede områder, er at udsprede granulat ved lavvande. Anvendelse af granuleret næringssalte vurderes at være den billigste måde at fremme den biologiske olienedbrydning på. Granulatet kan, afhængig af det forurenede områdes størrelse og karakter, spredes med hånddrevne spredere eller fra almindelige traktordrevne gødningsspredere. Hvis der anvendes udspredning af opløste næringssalte, skal der bringes en del materiel til kysten, fx blandetanke, rør, slanger, pumper og sprinklere.

Uanset spredningsmåden, må doseringen beregnes med henblik på at opretholde den optimale koncentration i porevandet, og beregningerne må underbygges af jævnlige analyser af kvælstofindholdet i porevandet.

Nedbrydningen af oliekulbrinter kan fremmes ved jævnlig harvning af fx en sandstrand. Herved blandes det olieforurenede sand med det næringssaltholdige porevand samtidig med at der føres ilt ned i kystmaterialet. Det skal undgås, at olien ved denne behandling føres længere ned i kystmaterialet, og harvning og lignende behandling bør ikke bruges i marskområder, da harvning her kan medføre, at kysten nedbrydes.

13.2.3. Prøvetagnings- og overvågningsplan

For at se om den biologiske nedbrydning fremmes af tilsætning af næringssalte og for at have mulighed for at justere og korrigere tilsætningen af næringssalte, bør der før den biologiske oprensning påbegyndes, udarbejdes en plan for, hvordan oprensningen kan følges.

I denne plan skal der indgå afsnit om prøvetagning og analyse, ligesom planen skal fastlægge journalføring med hensyn til udspredning af næringssalte og øvrig gennemførelse af oprensningen.

De parameter, der kan analyseres for, er angivet i Tabel 14.  Afhængig af det forurenede områdes størrelse og de tilgrænsende områders biologiske sårbarhed, kan analyseprogrammet begrænses. De parametre, der er mærket med en stjerne, bør der dog i alle tilfælde analyseres for.

Tabel 14: Parametre, der kan analyseres for ved gennemførelse af biologisk oprensning. Markering med stjerne betyder, at analyser bør gennemføres i alle tilfælde.

Ved hjælp af analyseresultaterne korrigeres behandlingen, så kvælstofkoncentrationen så vidt muligt holdes på et optimalt niveau.

Der bør så vidt muligt efterlades et referenceområde, der ikke undergår nogen behandling, således at virkningen af næringssalttilsætningen kan følges. De samme analyser gennemføres for dette område som for det behandlede. Dette område bør efterfølgende saneres.

Der skal udarbejdes en prøvetagningsplan der statistisk tager højde for den ofte meget uensartede spredning af olien ud over området som en olieforurening sædvanligvis efterlader. Der skal ved prøvetagningsplanen tages hensyn til, at olieforureningen også vertikalt kan være meget uensartet spredt.

Et tilstrækkeligt fintmasket prøvetagnings- og analyseprogram er nødvendigt for at kunne bedømme, hvordan oprensningen forløber samt til at afgøre, hvornår behandlingen skal afsluttes. De vil være uforholdsmæssigt dyrt at fortsætte behandlingen til al olie er nedbrudt. En vis mængde må efterlades til naturlig nedbrydning.

Med hensyn til gennemførelse af vurderinger af, hvordan analyseresultater under behandlingen skal fortolkes, samt hvordan disse data mest hensigtsmæssigt kan behandles, henvises der til faglitteratur. Her vil man kunne finde beskrivelser af, på hvilket grundlag det kan afgøres, hvornår en biologisk oprensning må betragtes som afsluttet. Der kan specielt henvises til den førnævnte vejledning fra den amerikanske miljøstyrelse (US Environmental Protection Agency). I denne findes der tillige adskillige referencer.

Biologisk oprensning kan tage fra måneder op til omkring et år. Oprensning af områder med særligt store oliekoncentrationer kan tage endnu længere tid.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.