12. Rensning af olieforurenede kyster

Vejledning om strandrensning – februar 2008

12.1. Generelle forholdsregler
12.2. Oliens spredning og kysternes sårbarhed
12.3. Kysttyper
12.4. Prioritering af renseindsatsen på kysterne
12.5. Baggrund for at kunne gennemføre en prioritering af indsatsen
- 12.5.1. Kystklassificering
12.6. Remobilisering af allerede strandet olie
12.7. Andre faktorer, der har betydning for prioritering af indsatsen
- 12.7.1. Ressourcebaseret prioritering
12.8. Prioritering af indsatsen, sammendrag
12.9. Sandstrand
12.10. Stenstrand
12.11. Strandeng og marsk
12.12. Klippekyster, høfder og moler
12.13. Klinter og skrænter
- 12.13.1. Rensning af klinter og skrænter
12.14. Øer og holme m.m.
- 12.14.1. Rensning af øer og holme m.m.
12.15. Rapportering om forureningens omfang

Dette kapitel indeholder beskrivelser af forskellige kysttyper og af metoder til rensning af dem. Der er mange forhold, der har indflydelse på, hvilke metoder, der er de bedst egnede i de enkelte tilfælde. Olieforureningens størrelse og dens udstrækning, oliens tilstand, årstiden, vejrforholdene, tilkørselsmulighederne, det forhåndenværende materiel og lokale forhold i øvrigt er nogle af de forhold, der er af betydning for, hvilke metoder, der med størst fordel kan anvendes. Det er således en samlet vurdering af den enkelte kystforurening, der vil være bestemmende for, hvorledes rensningen skal gribes an. Dette kapitel, sammenholdt med vejledningen i øvrigt, giver et grundlag for tilrettelæggelsen og udførelsen af kystrensningsarbejdet.

For hver kysttype er det beskrevet, hvorledes olien kan forventes at sprede sig på kysten, og hvorledes en eventuel forebyggelse mod yderligere forurening kan foretages. Endelig er det beskrevet, hvordan stranden renses og eventuelt efterrenses. Kapitlet er indledt med en beskrivelse af nogle generelle forholdsregler, der må forventes at skulle iagttages ved rensning af alle kysttyper.

12.1. Generelle forholdsregler

Ved rensning af alle strandtyper er der nogle tiltag, der skal gennemføres og en række forholdsregler, der må iagttages. Dette er beskrevet i det følgende.

12.1.1. Tilkørselsveje

Det er vigtigt, at der er gode tilkørselsmuligheder til de kystområder, der skal renses, så materiellet kan komme uhindret frem og tilbage. Det kan være nødvendigt at anlægge interimistiske spor eller veje eller forstærke allerede eksisterende adgangsveje. Transporten til og fra rensningsområdet skal så vidt muligt foregå ad disse adgangsveje for at undgå, at der sker nedslidning af vegetationen og terrænet i unødvendigt omfang. Dette er især vigtigt i sårbare områder som klitter, strandenge og marskområder. Samtidig opnås det, at spild af opsamlet olie og olieforurenet sand fra transportkøretøjernes hjul m.v., ikke spredes over større områder.

Adgangsvejene bør, hvis det skønnes nødvendigt, sikres mod nedslidning og ødelæggelse. Vejene kan f.eks. forstærkes med net eller stålplader og må ved større rensningsarbejder efter behov løbende udbedres og forstærkes med grus og sten, for at undgå at køretøjerne kører fast og vejene ødelægges.

12.1.2. Rydning af spor på olieforurenet strand

Hvis olien er nået langt op på stranden, må der, før det egentlige rensningsarbejde påbegyndes, ryddes et spor til materiellet, så dette kan nå til det sted, hvor rensningsarbejdet skal begynde uden at blive unødigt indsmurt i olie. Derved undgås samtidig, at olien køres ned i stranden.

12.1.3. Rensepladser til materiel og bortskaffelse

Ilanddreven olie og olieholdigt materiale betragtes som affald og skal behandles og bortskaffes i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1634 af 13. december 2006 om affald.

Ved anlæggelse af interimistiske veje må der tages hensyn til muligheden for at etablere pladser til rensning eller grovrensning af materiel. Alt efter de lokale forhold kan disse pladser hensigtsmæssigt anlægges i tilknytning til adgangsvejene, og dette bør planlægges ved påbegyndelsen af rensningsarbejdet. Se i øvrigt om rensning af materiel i afsnit 9.6.

Mens der er udviklet mange metoder til optagning og fjernelse af olie fra havet og kysten, er der ofte store problemer forbundet med en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af den opsamlede olie og det olieblandede materiale.

Selv om bortskaffelsen kan være forbundet med problemer, er der dog udviklet en række relativt enkle metoder og arbejdsgange, der i mange tilfælde gør det muligt

at opnå et miljømæssigt set rimeligt resultat.

12.1.4. Forebyggelse mod yderligere spredning af olien

Olien kan med strøm og vind føres langs kysten, og vil derved kunne forurene en meget lang kyststrækning.

Denne vandring langs kysten må derfor søges forhindret så hurtigt som muligt ved hjælp af spærringer. Dette er omtalt i kapitel 9.

12.1.5. Fjernelse af strandingsgods inden olien når kysten

Strandingsgods og affald på stranden skal, hvis det er muligt at nå, fjernes inden olien når ind, da olieindsmurt strandingsgods vanskeliggør strandrensningen, og bortskaffelsen af sådant strandingsgods desuden er besværlig. Rensning af strande for strandingsgods bør således også foretages, hvis allerede ilanddreven olie på grund af vejrforholdene må forventes at ville skylle højere op på stranden.

12.1.6. Sortering af olietilsølet materiale fra stranden

Af hensyn til den efterfølgende bortskaffelse bør sortering af de affaldstyper, der fremkommer ved rensningen planlægges, så rensningsarbejdet og sorteringsarbejdet kan foregå så rationelt og hygiejnisk som muligt.

De materialetyper, der vil være de mest almindelige efter strandrensning, kan inddeles som nedenfor:

1. Ren olie. Olie der ikke i særlig omfang er forurenet med havvand eller strandmateriale.

2. Vandholdig olie.

3. Emulsion af olie og vand. Vand-i-olie emulsioner.

4. Olie i fast form. Tjæreagtige klumper, asfaltklumper.

5. Olieholdigt, fast materiale.

a) tang, planterester, opsugningsmidler.

b) døde fugle og fisk.

c) drivtømmer, tønder, dåser, plastrester m.m.

d) sand, jord og sten.

6. Olieblandet is og sne.

Hvis det ikke har været muligt at nå at fjerne strandingsgods m.m. inden olien er nået ind til kysten, vil det som oftest være det mest hensigtsmæssige at indsamle olietilsølet strandingsgods, plantedele med mere, før rensningen af selve stranden påbegyndes. Olieforureningen kan dog være så omfattende, at det er nødvendigt at rydde et eller flere spor gennem olien, for at kunne foretage indsamlingen på en hygiejnisk forsvarlig måde.

På grund af forskellige behandlingsmetoder, der kan anvendes til de forskellige typer af olieholdigt affald, er det af betydning, at der sker en sortering af materialet allerede på stranden. En sammenblanding af flydende olie med olieholdigt sand og strandingsgods m.v. i samme opsamlingscontainer vil i høj grad vanskeliggøre og fordyre en senere oprensning af olien. Det skal også så vidt muligt undgås at sammenblande materiale med vidt forskelligt olieindhold, idet den mængde materiale, der skal gennemgå en mere omfattende oprensningsproces, derved kan forøges.

Affaldsmængden kan være af en betragtelig størrelsesorden; et olieindhold på omkring 5-10 % i sand og sten (rumfang) er ikke ualmindeligt. 10 tons spildt olie kan således give omkring 200 m³ olieforurenet materiale. I nogle tilfælde vil drivtømmer og andet strandingsgods give anledning til forholdsmæssige større og ofte meget uhåndterlige affaldsmængder.

12.1.7. Afspærring af stranden

Afspærring af stranden og nærliggende områder for offentligheden kan være nødvendig, dels af sikkerheds- og sundhedsmæssige årsager, men også for at undgå nedslidning af vegetation og eventuel nedtrampning og spredning af olien.

12.1.8. Beskyttelse af transportkøretøjer

Arbejdet med at rense transportkøretøjer efter transport af olieforurenet materiale kan være meget omfattende og ressourcekrævende og kræve omfattende forholdsregler for at forhindre at den afrensede olie spredes. For at begrænse rensningsarbejdet kan køretøjernes lad fores med plastpresenninger. Ud over at foringerne beskytter ladet, forhindres olien i at sive ned gennem dette og forurene køretøjet og vejene.

Køretøjernes dæk skal om nødvendigt renses, inden køretøjerne forlader strandrensningsområdet. Dette skal gøres på en plads indrettet til dette.

12.1.9. Arbejdssikkerhed og sundhedsfare

Sikkerheds- og sundhedshensyn kan, særligt ved større forureninger og ved forureninger med lette oliefraktioner, i væsentlig grad være bestemmende for arbejdets tilrettelæggelse. Der kan særligt peges på hensynet til brand- og eksplosionsfare. Der henvises til kapitel 11.

12.1.10. Indhentning af tilladelser

Færdsel, etablering af veje og midlertidige depoter m.m. kan kræve tilladelse fra lodsejerne og eventuelt fra fredningsmyndighederne.

12.2. Oliens spredning og kysternes sårbarhed

I nedenstående Figur 19 er det angivet, hvordan en olieforurening kan forløbe på forskellige kysttyper ligesom kystens sårbarhed er indikeret. Fremstillingen er skematisk, og der kan inden for den enkelte kysttype være stor variation i sårbarheden og forureningens varighed. Sårbarheden er vurderet på baggrund af flere faktorer såsom blandt andet biologisk følsomhed, rekreativ og anden anvendelse af kysten, hvor let det er at fjerne olien samt kystens evne til selvrensning. En sådan klassificering af kysterne kan anvendes ved beredskabsplanlægning, således at sårbarheden allerede på forhånd er vurderet for konkrete kyststrækninger.

Kysttype	Spredning på kysten	Forureningens varighed	Stigende sårbarhed
Klippekyst (Moler .o.lign)	Olien samles i fordybninger og revner og kan danne asfaltlignende belægning.	Uger til år, afhængig af overfladens struktur og bølgepåvirkning
Sandstrand	Trænger forholdsvis langsomt ned; langsomst i fint sand. Kan danne et asfaltlignende lag på overfladen. Evt. kan vind og bølger dække/afdække olien	Måneder til flere år, afhængig af blandt andet sandkornenes størrelse.
Stenstrand	Hurtig nedsivning. Evt. dannelse af asfaltlignende lag på overfladen, afhængig af olietype og stenstørrelse.	Måneder til år, blandt andet afhængig af underlaget, samt indholdet af sand og grus.
Strandeng	Langsom nedsivning i sediment; dannelse af asfaltlignende skorpe på overfladen. Langvarig udsivning til vandet.	Mere end 10 år.
Marsk	Langsom nedsivning i sediment; dannelse af asfaltlignende skorpe på overfladen. Langvarig udsivning til vandet.	Mere end 10 år

Figur 19 Skematisk fremstilling af muligt forløb af olieforurening på forskellige kysttyper og kysttypernes sårbarhed. (Efter Guidelines for the Bioremediation of marine shorelines and freshwater wetlands, U.S EPA, 2001)

12.3. Kysttyper

Det udgangsmateriale, som de danske kysttyper er dannet af, er især moræne- og smeltevandsaflejringer fra istiden. Dette materiale formes af bølger, vandstandsændringer og strøm, som sammen med sol og vind udgør de vigtigste kystformende kræfter. Disse kræfters størrelse varierer og giver anledning til dannelsen af forskellige strandtyper. Fx sker der ved kyster, hvor vandet er stillestående, en sedimentation af finkornede partikler, hvilket kan resultere i dannelsen af strandenge. Har havet kraft nok til at transportere alle finere partikler bort , som ved en stenstrand, bliver kun sten og grus tilbage. På en sådan strand foregår der som oftest en stor materialetransport, hvorfor stranden kan skifte størrelse og udseende på kort tid, alt efter forholdet mellem aflejring af kystmateriale og nedbrydning af kysten. Udvaskning af de finere strandmaterialer behøver dog ikke i alle tilfælde at tillægges havets påvirkning. I fjorde findes der fx i nogle områder stenstrande, som er fremkommet ved nedbørens udvaskning af de finere materialer.

Dyr og planter er tilpasset de levevilkår, som de enkelte strandtyper giver, og kan i visse tilfælde ikke leve andre steder. For nogle dyr og planter er levevilkårene på stranden på grænsen af, hvad de kan tåle, og derfor kan yderligere belastning i form af en olieforurening betyde, at dyrene i kortere eller længere perioder fordrives fra området.

Den danske kystlinie er på ca. 7.400 km og rigt varieret. En opdeling i sandstrand, stenstrand, strandeng, marsk samt klippekyst, klinter, øer og holme, som foretaget i det følgende, vil derfor ikke i alle tilfælde tage højde for lokale forhold. Tidligere olieforureningsulykker har vist, at det kunne have været af stor betydning, hvis det på forhånd var prioriteret, hvilke strandarealer der burde renses først. Derfor bør der ved udarbejdelsen af beredskabsplaner foretages en klassificering og prioritering af kysterne, jf. kapitel 3.

12.4. Prioritering af renseindsatsen på kysterne

For at opnå det bedste resultat ved rensning af kyster for olie, vil det i mange tilfælde, særligt ved forureninger, der strækker sig over større områder og forskellige kysttyper, være nødvendigt at gennemføre en prioritering af, hvor der i særlig grad skal sættes ind med forebyggende tiltag og kystrensning.

En prioritering er nødvendig af hensyn til de begrænsede personalemæssige og udstyrsmæssige ressourcer der er til stede, men det er også nødvendigt at prioritere indsatsen af hensyn til at undgå, at allerede ilanddrevet olie på et senere tidspunkt spredes fx på grund af højvande, og forurener allerede rensede kyststrækninger.

Ved mindre olieforureninger vil det normalt ikke være vanskeligt at prioritere, hvorledes rensningen af kysterne skal gribes an. I de fleste tilfælde vil det blive besluttet, at al olie så vidt muligt skal samles op.

12.5. Baggrund for at kunne gennemføre en prioritering af indsatsen

Der er en række forhold, der er bestemmende for, hvordan det kan prioriteres, hvor indsatsen først og fremmest skal sættes ind ved en olieforurening.

Hvis der er kendskab til et olieudslip inden olien når kysten, kan indsatsen i første række bestå af at beskytte områder mod olieforurening, det vil sige, at der skal udlægges spærringer ud for kysten eller i strandlinien, bugter og havneindløb afspærres m.m. Havne/marinaer i nærheden af truede kyststrækninger bør sikres mod forurening ved udlægning af flydespærringer ved indsejlingerne. Ved denne forebyggende indsats vil det som hovedregel være nødvendigt at prioritere, hvor det er vigtigst at beskytte kysten, idet der som regel ikke vil være hverken tid eller materiel til rådighed til at gennemføre en spærring af alle de truede kyststrækninger. Beslutninger om forebyggende indsats i form af udlægning af spærringer er stærkt afhængige af vejrliget, idet blæst og bølger kan betyde, at udlægning af spærringer på vandet kan være uden betydning, og i værste fald blot belaste de ressourcer der er til stede med et unødigt tidsforbrug og et efterfølgende vanskeligt arbejde med at rense flydespærringer for olie. I sådanne tilfælde kan det i nogle situationer være den eneste løsning at lade olien drive på land og tage den op her. Ved særligt følsomme områder som fx strandenge og marskområder, kan dispergering i nogle tilfælde være en mulighed, hvis det er muligt at nå, inden olien kommer ind på lavt vand.

For at kunne prioritere indsatsen, så det bedste resultat opnås, skal der gennemføres en række vurderinger af bl.a. kysternes type og karakter, dyre- og plantelivet og olieforureningens omfang.

Der er udviklet forskellige prioriteringssystemer for, hvorledes en sådan prioritering kan foretages. Der er i det følgende redegjort for nogle af disse systemer.

En væsentlig del af et prioriteringssystem er en præcis klassificering af de forureningsramte eller – truede kyststrækninger. Derfor er det en fordel, om der allerede foreligger en kystklassificering i forbindelse med beredskabsplaner. Ved justering og revision af beredskabsplaner, vil det være hensigtsmæssigt at opdatere eller udvide allerede foreliggende data om kysternes sårbarhed over for olie. Se i øvrigt kapitel 3.

Hvis det foreliggende materiale om kyststrækningernes følsomhed ikke er tilstrækkeligt detaljeret, skal der foretages en hurtig inddeling af det forurenede eller forureningstruede område efter følsomheden overfor olieforurening. Den nedenfor foreslåede klassificering, der bygger på det såkaldte ESI-system, kan anvendes. Mest hensigtsmæssigt kan følsomheden markeres på et kort. Der findes standardsignaturer, der kan anvendes til angivelse på kortet ved kystklassificeringen.

12.5.1. Kystklassificering

Kystklassificeringssystemet ESI (Environmental Sensitivity Index), blev udviklet i USA i 1976 og er senere blevet udbygget og forbedret.

ESI-klassificeringen bygger på, at fastlæggelsen af en kystlinies følsomhed over for olieforurening ikke alene kan ske på baggrund af kystmaterialets beskaffenhed, men også afhænger af de kræfter i form af bølgepåvirkning og tidevand, der påvirker kysten, samt af kystområdets biologiske sårbarhed. Således bygger ESI-systemet på en karakteristik og forståelse af de fysiske kystprocesser, kystmaterialet, kysttype, olietypen, oliens omdannelse og virkninger og det mønster sedimenttransporten har i det pågældende område, samt den biologiske sårbarhed.

Ved ESI-klassificeringen indgår også, hvor vanskeligt det er at rense en kystlinie for olieforurening.

Skematisk er kystområder, der er udsat for kraftig bølgepåvirkning eller tidevand, og som samtidig har lav biologisk aktivitet, placeret lavt på ESI-skalaen, hvilket betyder, at disse kysttyper har den mindste følsomhed over for olieforurening, mens kyster, der er beskyttet mod kraftig bølgepåvirkning, og som har en stor biologisk aktivitet, er placeret højt på ESI-skalaen, fordi disse kyster er meget følsomme overfor olieforurening.

Af tabel Tabel 8 fremgår ESI-klassificeringen af kystliniers følsomhed for olieforurening. Klassificeringen er delvist modificeret, så den er tilpasset danske forhold.

Områder med opbrudt is kan som udgangspunkt klassificeres som det underliggende kystmateriale. Da det er vanskeligt at rense kyster med opbrudt is, kan sådanne kyster imidlertid gives en højere prioritet både med hensyn til forebyggende tiltag og til oprensning. Fast, sammenhængende is kan som udgangspunkt gives prioriteringsværdien 3 i ESI-tabellen, men det er åbenbart, at tøvejr og nedbør i form af sne eller regn kan betyde, at sådanne isdækkede områder må prioriteres op.

Tabel 8 Følsomhedsindeks for forskellige kysttyper. 1 betegner den laveste følsomhed og 10 den højeste. Baseret bl.a. på Gundlach and Hayes, Vulnerability of coastal environments to oil spill impacts, Mar. Tech. Soc. Jour. 12:18-27, efter SFT-veiledning 99:06, Sanering av akutt forurensning på strand, Del 1, Statens forurensningstilsyn. Oslo 1999.

Følsomheds-indeks – ESI	Beskrivelse af kysten	Kommentarer
1	Udsatte stejle klippekyster samt lodrette menneskeskabte konstruktioner	Høj bølgeenergi vil holde det meste af olien fra kysten. Afsat olie vil som regel hurtigt vaskes væk af bølger. Der kan samles olie over højvandsmærket, hvor den biologiske produktion ikke er særlig stor. I mange tilfælde er rensning ikke nødvendig.
2	Udsatte klippeskær og klippeflader	Høj bølgeenergi vil holde olien borte fra denne kysttype, men der kan samles olie i tidevandssøer, hvor den biologiske påvirkning kan være betydelig. Beslutning om rensning afhænger blandt. andet af, om der er rekreative interesser i området og om der er særlige værdifulde biologiske ressourcer.
3	Finkornet sandstrand	Nedsivning af olie i sandet vil normalt være begrænset, hvilket letter mekanisk opsamling af olien. Den biologiske produktion er sædvanligvis lav. Hvis olien ikke samles op, kan den blive liggende måneder afhængig af bølgepåvirkningen. Der er ofte rekreative interesser.
4	Grovkornede sandstrande	Sandstrande med grovkornet materiale er mere følsomme for olieforurening end finkornede strande, da olien trænger dybere ned i kystmaterialet, og faren for at olien begraves under kystmaterialet er større. Rensning kan være vanskelig, fordi groft sand ikke giver samme stabile underlag som fint sand, og olien kan let blive kørt ned i sandet. Hvis der kun er lille bølgepåvirkning af kysten, kan olien blive liggende i årevis. På mere udsatte steder i måneder.
5	Blandede sand- og stenstrande	Olie kan trænge hurtigt ned i kystmaterialet. Den naturlige fjernelse af olien kan gå langsomt. Der er ofte lav biologisk aktivitet i kystmaterialet p.g.a. udtørring ved lavvande. Ved lille bølgepåvirkning kan olien blive liggende i årevis. Rensning ved fjernelse af kystmaterialet er vanskelig, hvis olien er trængt dybt ned i kystmaterialet.
6	Stenstrande og høfder, stenmoler og kystforstærkninger	Olien trænger hurtigt ned i kystmaterialet og konstruktionerne. Den naturlige fjernelse af olien er langsom. Som regel lav biologisk aktivitet. Ved moderat bølgepåvirkning vil olien blive liggende i årevis. Et fast asfaltlag kan dannes, hvis meget olie når kysten. Rensning ved sedimentfjerning vanskelig, og fjernelse af sediment kan føre til øget kystnedbrydning.
7	Udsatte tidevandsflader	Sedimentet er mættet af vand, således at olien kun i mindre omfang vil trænge ned i dette eller fæste sig til materialet. Olien bliver let transporteret videre langs overfladen til højvandslinien. Der er stor biologisk produktion og stor fare for væsentlig negativ påvirkning.
8	Beskyttede klippekyster, sten og uigennemtrængelige menneskeskabte konstruktioner(moler, kajer m.m.)	Olien kan fæste sig til ujævne overflader, og vil ad naturlig vej fjernes meget langsomt p.g.a. lille bølgepåvirkning, og kan blive siddende i årevis. Olien bør fjernes. Olieansamlinger i tidevandssøer bør ligeledes fjernes.
9	Beskyttede tidevandsområder og strande med højt organisk indhold	Der er stor biologisk aktivitet, både med hensyn til artsrigdom, mængde og produktivitet. Sammen med lille bølgepåvirkning og blødt substrat, betyder dette, at tidevandsområderne er meget følsomme for olieforurening og meget vanskelige at rense. Olien trænger som oftest ikke særligt langt ned i sedimentet. Tidevandsflader har oftest dårlig bæreevne, og rensning kan betyde, at olie trædes eller køres ned i sedimentet. Olien kan blive liggende i flere år.
10	Strandengs- og marskområder	De mest følsomme kystområder på grund af tilstedeværelsen af mange værdifulde biologiske ressourcer. Vanskelig at rense, stort potentiale for skader og lang restitutionstid. Olien kan blive liggende i årevis på grund af den lave eksponering for bølger.

12.6. Remobilisering af allerede strandet olie

Der er imidlertid andre faktorer end kystklassificeringen, der har betydning for, hvor indsatsen med fordel kan sættes ind først. Faren for at olie, der allerede er strandet, igen vil blive skyllet ud i havet må vurderes, da oprensede områder herved atter kan blive forurenede, og rensningen må gentages. Hvis det vurderes, at risikoen for at strandet olie remobiliseres, skal rensning af de områder, hvorfra remobilisering kan ske, prioriteres.

Potentielt kan enhver kyststrækning, der er blevet forurenet med olie, være en kilde til remobilisering af olien. Der er en række forhold, der påvirker sandsynligheden for, at strandet olie remobiliseres. Følgende har især betydning.

Oliemængden
Olietypen
Nedtrængning i kystmaterialet
Kystmaterialets fysiske egenskaber (tørt, vådt, ru eller glat)
Tidevandsforhold
Bølgepåvirkning
Lokale strømme

Generelt er sandsynligheden lille for at olie, der ligger over højvandslinien, bliver remobiliseret, men særlige vejrforhold kan betyde, at olien føres ud i havet igen. Olieemulsion, der er klæbet fast til kystmaterialet, har heller ikke tilbøjelighed til at remobiliseres, men solindstråling og højere temperaturer, kan dog få emulsionen til at brydes helt eller delvist, og der kan ske udvaskning af olien. Friskt spildt olie, der ligger i småsøer eller pytter langs kystlinien, kan imidlertid let remobiliseres. Som en hjælp til at vurdere risikoen for remobilisering af strandet olie fra kysterne, kan nedenstående tabel Tabel 9 anvendes.

Tabel 9: Vurdering af faren for remobilisering af strandet olie under forskellige forhold. Fra SFT-rapport 1734/200, Sanering av akutt forurensning på strand, Del 2: Innsamling av data, prioritering av områder og valg av tiltak.

Karakteristik		Dækningsgrad over 50 procent	Dækningsgrad under 50 procent
Olien klæber ikke til kystmaterialet	Vandmættet substrat (tidevandsflader, is o.lign.) eller olie i småsøer eller tykke lag i tidevandszonen	STOR Stor fare for remobilisering og forurening af andre lokaliteter ved vind- og strømforhold, der fører olien mod andre kyster.	STOR Fare for remobilisering af mindre mængder olie, men mindre fare for sekundær forurening ved vind- og strømforhold, der fører remobiliseret olie mod andre kyster.
Olien klæber ikke til kystmaterialet	Lette olier på tæt kystmateriale i tidevandszonen	STOR Stor fare for remobilisering og forurening af andre kyststrækninger.	LILLE Fare for remobilisering af mindre mængder olie
Olien klæber til kystmaterialet eller ligger over højvandslinien	Lette olier på ikke-vandmættede kystmaterialer (sand, grus, sten)	LILLE Lille fare for remobilisering.	LILLE Lille fare for remobilisering
	Olier med høj viskositet ru overflade	LILLE Lille fare for remobilisering	LILLE Lille fare for remobilisering

På baggrund af kystklassificeringen efter ESI-systemet og en vurdering af sandsynligheden for, at olien remobiliseres fra områder med strandet olie, kan der gennemføres en vurdering af, hvilke områder der skal prioriteres ved en oprensning. Ligeledes kan vurderingen danne grundlag for, hvilke områder, der i særlig grad skal søges beskyttet mod olieforurening ved udlægning af spærringer eller lignende, da forurening af de prioriterede områder både vil volde stor skade samt give anledning til et vanskeligt rensearbejde.

Figur 20: Anvendelse af følsomhedsindeks og vurdering af risikoen for remobilisering af olien ved prioritering af rensningsindsats. Indekstallene 1-3, 4-7 og 8-10 refererer til tallene i ESI-klassificeringen, mens de nederste tal i prioriteringskasserne angiver hvilken prioritering rensningen af de enkelte kysttyper skal gives, hvor 1 angiver den højeste prioritet og 3 den laveste.

Som det fremgår af ovenstående figur Figur 20 vil der altid blive givet den højeste prioritet til rensning af kysttyper, der har ESI-følsomhedsindeks 8 – 10. Her er det uden betydning, om olien kan remobiliseres, da de pågældende kysttyper er yderst sårbare over for olieforurening. Kysttyperne omfatter bl.a. strandenge og marskområder.

Ligeledes ses det, at kysttyper med et følsomhedsindeks på 4-7, såfremt der ikke er fare for remobilisering af olien, vil blive prioriteret som 2. prioritet, men, hvis der er fare for remobilisering af olien, som 1. prioritet. Det samme gør sig gældende ved de laveste følsomhedsindeks på 1-3, hvor fare for remobilisering medfører, at rensningen bliver opprioriteret.

Prioriteringen skal forstås på den måde, at områder, der får prioritet 1 skal oprenses så hurtigt som muligt. Områder med prioritet 2 skal også oprenses, men kan afvente, at den mekaniske oprensning af de områder, der har fået prioritet 1, er igangsat eller afsluttet. Områder der har fået prioritet 3 behøver muligvis ikke oprensning. Her kan naturlig nedbrydning af olien, eventuelt hjulpet af udspredte næringssalte, være en løsning.

Uanset prioriteringen, kan andre hensyn, f.eks. politiske, æstetiske, tekniske eller økonomiske betyde, at lavt prioriterede områder oprenses, ligesom sådanne hensyn generelt kan ændre på prioriteringsrækkefølgen. Fx kan afventen på udstyr, der er velegnet til rensning af højt prioriterede områder betyde, at ventetiden udnyttes til at rense de områder, hvor der findes egnet udstyr, uanset om disse områder er lavt prioriterede.

12.7. Andre faktorer, der har betydning for prioritering af indsatsen

Kystfølsomhedsindekset efter ESI samt en vurdering af faren for remobilisering dækker imidlertid ikke alle de parametre, der har betydning for at foretage en så hensigtsmæssig prioritering af kystrensningen som muligt.

Ved prioriteringen kan der inddrages vurderinger af de ressourcer, der findes i de berørte områder. Rensnings- og beskyttelsesforanstaltninger kan prioriteres ved inddragelse af ikke blot ressourcernes følsomhed overfor olie men også ved at vurdere, om ressourcerne er beskyttelsesværdige og om der er knyttet socio-økonomiske forhold til ressourcerne.

12.7.1. Ressourcebaseret prioritering

Den norske stat anvender en model, hvor en ressourcebaseret model har stor indflydelse på, hvilke områder, der skal prioriteres. Ved modellen indgår også ESI-følsomhedsindeks og vurdering af remobiliseringsfaren, men den ressourcebaserede model har en væsentlig indflydelse på udfaldet af prioriteringen.

Anvendelse af denne model kræver, at der i forvejen er foretaget en standardiseret klassificering af kyststrækningerne efter de retningslinier, der er opstillet ved systemet. Principperne kan dog i en vis udstrækning anvendes ved forureninger af danske kyststrækninger, men den eksisterende danske klassificering af kysterne, som den overvejende fremstår i beredskabsplaner, giver ikke baggrund for en minutiøs anvendelse af den pågældende model.

Ved modellen, der har navnet MOB (Miljøprioriteringer, Oljevern, Beredskab), er der fastsat fire vurderingskriterier, der skal anvendes ved en vurdering af ressourcerne, der fx kan være planter og dyr i området.

Ved prioriteringen anvendes følgende skema.

Tabel 10: Evalueringskriterier og faktorer i den norske MOB-model. Anker-Nilssen, T. Identifikasjon og prioritering av miljøressurser ved akutte oljeudslipp langs norskekysten og på Svalbard. NINA Oppdragsmelding 310:1-18, 1994. Efter SFT-veiledning 99:06, Sanering av akutt forurensning på strand, Del 1, Statens forurensningstilsyn. Oslo 1999.

Evalueringskriterier	Faktorværdier
Evalueringskriterier	3	2	1	0
Naturligt forekommende	--	Ja	nej	--
Økonomisk erstattelig	--	Nej	ja	--
Beskyttelsesværdi	International	National	Regional	Lokal
Generel oliefølsomhed	Høj	middel	Lav	Ubetydelig

De faktorer, der fremkommer ved anvendelse af modellen ganges sammen og resultaterne ordnes i 5 klasser, A til E, hvor A angiver den højeste prioritet.

Resultaterne vil indvirke på den prioritering, der fremgår af Figur 20 således at prioritering A eller B, uanset kystens følsomhedsindeks vil betyde, at oprensningen af det pågældende kystområde får prioritet 1. Hvis vurderingen efter metoden giver prioriteterne C eller D, vil oprensningen af den pågældende kyststrækning som minimum få prioritet 2. Kystfølsomhedsindekset kan dog betyde, at oprensningen får prioritet 1. Ved prioritet E, er prioriteringen bestemt af kystfølsomhedsindekset. Faren for remobilisering af olien kan påvirke prioriteringen, som det fremgår af TabelFigur 20: Anvendelse af følsomhedsindeks og vurdering af risikoen for remobilisering af olien ved prioritering af rensningsindsats. Indekstallene 1-3, 4-7 og 8-10 refererer til tallene i ESI-klassificeringen, mens de nederste tal i prioriteringskasserne angiver hvilken prioritering rensningen af de enkelte kysttyper skal gives, hvor 1 angiver den højeste prioritet og 3 den laveste.

Hvis to områder får samme prioritering, kan mængden af olie på lokaliteterne være bestemmende for, hvor rensningen skal begynde, således at de mest forurenede områder renses først.

Ved modellen prioriteres naturligt forekommende ressourcer altid over ressourcer, der er indført i området. Det kan fx være havbrug, anlæg til dyrkning af muslinger m.m., der således altid vil blive prioriteret lavere end de naturligt forekommende ressourcer.

Ressourcer som ikke kan erstattes ved økonomiske midler, skal prioriteres over ressourcer, som kan erstattes økonomisk. Som regel kan de ressourcer, der er indført i et område erstattes økonomisk.

Ressourcer, der er identificerede som beskyttelsesværdige, skal prioriteres over andre ressourcer. Der kan tages udgangspunkt i mængden af den ressource, der rammes sammenlignet med udbredelsen af ressourcen i større skala. Nogle ressourcer kan også have en videnskabelig værdi, fx kan ressourcen være genstand for forskning eller overvågning. I sådanne tilfælde kan ressourcen opprioriteres. Fastsatte kriterier for, hvad der er vigtige fuglelokaliteter, kan også indgå i prioriteringen.

De ressourcer, der vurderes for oliesårbarhed ved den norske model, er fugle og deres habitater, havpattedyr og deres habitater, fiskebestande, kysttyper, særlige beskyttelsesområder samt naturbaserede aktiviteter og erhverv.

Der er for fugle, havpattedyr og fisk opstillet tal for sårbarheden over for olie. Disse data ligger i en database, der er tilgængelig på Internettet. Tallene kan anvendes direkte i MOB-modellen. Der er også i databasen angivet, hvordan sårbarheden varierer over året for de enkelte arter.

Sårbarheden for kystområder og naturbaserede aktiviteter og erhverv er ligeledes kvantificeret i databasen.

Databasen ligger på adressen: http://www.alphaenv.com/contactweb/Index.htm.

Tabel 11: Sårbarhedstabel for naturressourcebaserede aktiviteter. Efter Beredskap mot akutt forurensning, Model for prioritering av miljøressurser ved akutte oljeutslipp langs kysten, SFT 1767:2000.

Aktivitetstype	Kategori	Faktor
Friluftsområder	Offentlige badepladser Offentlige turområder Nærområder til boligbebyggelse Nærområder til fritidshuse	1-2 1 1 0
Fiskerierhverv	Modtage- og forarbejdningsvirksomhed Kystfiskeri Industrifiskeri	0-1 1 0
Andre produktionserhverv	Havbrug Tanghøstområder Fiskeudklækningsanlæg Husdyrgræsning	1-2 0-1 0-1 0-1
Serviceerhverv	Turistområder Nærområder for overnatningssteder Havneanlæg	1 1 1

For at kunne anvende en ressourcebaseret prioriteringsmodel, er det en fordel, at datamateriale for de enkelte kyststrækninger foreligger, så det er til stede før der sker et oliespild. Det udelukker dog ikke, at prioriteringen af indsatsen kan underbygges af aktuelle vurderinger af ressourcerne i området. Da der ikke findes noget standardiseret dansk system for, hvorledes indsatsen på baggrund af vurdering af ressourcerne skal prioriteres, er det imidlertid ikke muligt at prioritere indsatsen ens fra den ene kommune til den anden, hvilket kan være et problem, når en forurening strækker sig over flere kommuners område.

Ved prioriteringen kan også placeringen af forskellige industrianlæg indgå fx anlæg med vandindtag.

12.8. Prioritering af indsatsen, sammendrag

En prioritering af indsatsen ved olieforurening kan gennemføres ved følgende trin:

1. Omfanget af det forurenede område eller det område, der forventes forurenet bestemmes og kortlægges.

2. De ramte områder klassificeres efter følsomhedsindeks1–10 på ESI-skalen.

3. Følsomhedsindekset omregnes til prioriteringsklasser, 1, 2 eller 3.

4. Det undersøges, om der er særlige beskyttelsesværdige ressourcer i de ramte områder, og disse tillægges i givet fald en værdi (A-E), og medregnes ved prioriteringen af indsatsen. (hvis der pga. datamangel ikke kan beregnes nogen prioriteringsværdi, kan der foretages et skøn over påvirkningen af de aktuelle ressourcer, og dette skøn kan indgå i prioriteringen.)

5. Det vurderes, om nogle af områderne kan være kilde til remobilisering af olien. Hvis dette er tilfældet indgår, dette i prioriteringen

6. Hvis nogle områder får samme prioritet, renses fx områder med den største oliemængde først.

12.9. Sandstrand

Sandstrande er en kysttype, der byder på svingninger i de fysiske forhold. Plante- og dyrelivet er begrænset, og planterne og dyrene er tilpasset de påvirkninger som storme, bølger og is m.m. kan give. Nogle arter bliver udryddet ved disse ofte stærke naturpåvirkninger, men der sker til gengæld en relativ hurtig indvandring fra andre områder. Desuden er sandstrande en kysttype, hvor olie som regel forvolder mindst skade, fordi de fleste olietyper trænger så langsomt ned i sandet, at det normalt vil være muligt at rense stranden, inden nogen væsentlig nedsivning har fundet sted. Derfor vil sandstrande i almindelighed være mindre sårbare overfor olieforurening og strandrensning end andre strandtyper.

Hvor der bag stranden er klitter, må der ved strandrensningsarbejde dog vises særligt hensyn til klitternes vegetation, der er meget følsom overfor færdsel til fods og med maskiner.

12.9.1. Olies spredning på sandstrand

En sandstrands gennemtrængelighed for en given olie er hovedsageligt bestemt af sandkornenes størrelse. Gennemtrængeligheden stiger med voksende kornstørrelse. Generelt er tørt sand lettere gennemtrængeligt end fugtigt sand.

Foruden sandlagets gennemtrængelighed er oliens viskositet (se afsnit 6.3.1. ) af stor betydning for nedsivningshastigheden. Den olie, der når kysten, er som oftest relativt tyktflydende, eventuelt fast, på grund af de omdannelsesprocesser, der har fundet sted på havet, og olien lægger sig normalt som et lag på strandens overflade. Olie, der når kysten som tyktflydende eller som fast, vil ved stigende temperatur - eventuelt som følge af solindstråling - kunne blive så letflydende, at den kan trænge ned i sandet og eventuelt også flyde ned ad strandoverfladen og ud i havet igen og senere atter forurene kysten. Ligeledes kan emulsioner (se afsnit 7.2.4. ) af vand og olie brydes ved temperaturstigning, og olien vil igen blive bevægelig.

Hvis en olieforurening ikke fjernes fra stranden, vil der efter nogen tid, afhængigt af strandmaterialet, olietypen og temperaturen, ske en nedsivning af olien eller dele deraf i sandet. Olien vil lægge sig som et oftest mørkfarvet lag over grundvandsspejlet og med grundvandet efterhånden vaskes ud i havet. Gennemtrængeligheden er størst i grovkornet sand, og en naturlig udvaskning vil foregå hurtigst på strande opbygget af groft sand og grus. Afhængigt af bl.a. grundvandsstrømmen, tidevand og hvor udsat stranden er for bølgernes påvirkning, kan olien opholde sig i fra måneder i grovkornet sand til flere år i fint sand. Hvor grundvandet i lavninger på stranden kommer frem til overfladen, vil olien kunne ligge som en hinde oven på vandet.

Nedsivet olie vil ved udvaskning kunne udsætte dyr og planter i vandet ud for kysten for langvarig oliepåvirkning. En strand med et olielag under overfladen og med tilsynekomst af olie i lavninger er uegnet som rekreativt område.

Strandet olie kan også blive tildækket ved naturlig aflejring af opskyllet sand eller ved sandfygning. Tildækket og nedsivet olie kan senere blive afdækket af vinden og havet.

Nogle olietyper vil kunne danne et asfaltlignende lag på strandoverfladen.

Grundvandsudstrømning over stranden kan om vinteren give anledning til isdannelse over et opskyllet olielag. Fjernelse af olien under isen er næsten umulig, og olien vil have gode muligheder for at sive ned i sandet, og et besværligt rensningsarbejde forestår, når isen smelter. Sådanne områder kræver derfor hurtig indsats.

Hvis tyndtflydende råolie og lette olieprodukter når ind til kysten uden at være blevet omdannet til tyktflydende olie, fx fordi spildet sker tæt på kysten, vil olien på grund af lav viskositet og lav overfladespænding trænge ned i sandet. Sådanne olieprodukter kan give langvarige lugtgener og hører desuden til de akut giftige, og vil ved udsivning til vandet kunne belaste organismerne ud for kysten gennem længere tid.

12.9.2. Forebyggelse af olieforurening af sandstrand

Flydespærringer og opsugningsmidler kan anvendes som beskrevet i kapitel 9. Ud over disse midler til forebyggelse mod olieforurening af strande kan en sandvold etableres til beskyttelse af stranden. Sandvolden kan passende anlægges mellem middelvandstandslinien og højvandslinien. Højden og bredden må afpasses efter bølgepåvirkningen og eventuelt tidevand. Volden bygges ved f.eks. at lade en vejhøvl (grader) køre hen ad stranden langs middelvandstandslinien med bladet indstillet i en passende vinkel på underlaget. Der dannes herved tillige en rende (på søsiden), som olien kan opsamles i. En sandvolds holdbarhed afhænger af bølgeenergien. Holdbarheden øges, hvis volden på søsiden dækkes med plastpresenninger eller – folie, der fastholdes ved nedgravning. Opsamlingen af olie må straks påbegyndes, da det ikke kan forventes, at den etablerede vold kan holde i længere tid. Plastdækket kan give besvær i oprydningsarbejdet, og det er vigtigt at fastgøre det solidt og bruge tilstrækkelig holdbar og oliebestandig plast. En sandvold kan kun anvendes i nogenlunde roligt vejr.

12.9.3. Rensning af sandstrand

I mange tilfælde opdages olien først, når stranden allerede er forurenet. Stranden kan så eventuelt søges beskyttet mod yderligere forurening ved etablering af halmvolde, sandvolde eller ved hjælp af spærringer, opsugningsmidler m.m., således at olien ved højvande ikke spredes til større dele af stranden, og der ikke føres yderligere oliemængder op på kysten.

Rensning af stranden kan, afhængig af oliemængden, olietypen og strandens karakter, foretages manuelt eller ved hjælp af maskiner. Manuel opsamling af olien vil ofte være den mest effektive og mest skånsomme for stranden, og desuden vil bortskaffelsen af den opsamlede olie volde færre vanskeligheder, idet den manuelle rensning er mere selektiv end rensning foretaget med maskiner, således at mængden af sand og sten i det opsamlede materiale vil være langt mindre.

Olieforureningens størrelse kan dog gøre det nødvendigt at anvende maskiner til sammenskrabning og opsamling af olien. Det skal dog i hvert tilfælde overvejes, hvorvidt dele af oprensningen kan gennemføres ved manuelle metoder for at skåne stranden og reducere de resulterende affaldsmængder.

12.9.3.1. Manuel rensning

Til den manuelle rensning kan der ud over skovle, spader og spande m.m. anvendes håndsneskrabere (en bladbredde på 40-60 cm har vist sig at være mest effektiv). Særlige skrabere af træ med en “fod” er effektive til sammenskrabning af olie der ikke er for tyktflydende. Olien kan skrabes sammen i render, hvorfra den kan fjernes med slamsuger eller pumpe eller eventuelt med øse fyldes i tønder. Olien kan også skrabes sammen i en passende bred bane, hvorfra den kan opsamles med fx en frontlæsser. Denne metode vil være mest effektiv overfor relativ tyktflydende olie og olieklumper.

12.9.3.2. Rensning ved hjælp af maskiner

Hvis oliemængden er betydelig, og stranden i øvrigt kan bære tungt materiel, kan stranden renses ved brug af maskiner.

Der er flere måder at gribe rensningen an på afhængigt af olietype og tilgængelige maskiner.

Olien kan skrabes sammen i volde eller bunker med vejhøvl, sneplov, frontlæsser eller eventuelt bulldozer. Det skal tilstræbes at få så lidt sand med som muligt. Sammenskrabningen starter fra et ikke forurenet område, og maskinerne bakkes over det rensede område, for at de ikke skal blive indsmurt i olie, og for at olien ikke skal blive kørt ned i sandet.

Efter sammenskrabningen samles oliebunkerne op med fx frontlæsser. Oliebunkerne skal afpasses de opsamlingsmaskiner der anvendes. Hvis der fx anvendes skraber, skal materialet samles i lange lave volde. Olien kan også samles op med frontlæsser. Den nederste del af materialet kan med fordel optages manuelt for at få så lidt rent sand med som muligt.

Rensning af sand- og grusstrand er flere steder blevet foretaget ved hjælp af en grader i forbindelse med en mindre jordhøvl (scraper). Graderen sammenskraber olien i lange volde, parallelt med vandet, og voldene opsamles med jordhøvl. Voldene kan også opsamles med læssemaskiner eller læsseskovl monteret på en traktor, men en skraber er mest effektiv.

Graderbladet skal indstilles i en vinkel på omkring 50° i forhold til vinkelret på kørselsretningen. Denne vinkel giver det mindste sidespild, og føreren har ved denne vinkel den bedste kontrol over bladets dybde.

På strande med god bæreevne er graderen bedre end de fleste andre maskiner i stand til at afskrabe ganske tynde lag; stranden skal dog være nogenlunde jævn. Graderen kan med godt resultat fjerne lag op til en tykkelse på 5 cm.

Hvis strandens bæreevne er dårlig, kan det være vanskeligt at indstille graderbladet til kun at afskrabe et tyndt lag. Desuden kan der være risiko for, at maskinen kører fast. I sådanne tilfælde kan larvebåndsmaskiner anvendes. Emulgeret olie og tyktflydende olie kan dog gøre arbejdet med den efterfølgende rensning af larvebåndsmaskinerne omfattende.

Hvis der skal fjernes meget tykke sandlag, op til 20 cm, og strandens bæreevne er god, kan en jordhøvl med bedre resultat anvendes alene. Det må dog forudses, at en del olie kan blive kørt ned i kystmaterialet.

På sandstrande kan også anvendes læssemaskine (enten med gummihjul eller larvebånd) til sammenskrabning og optagning, ligesom bulldozer kan bruges. Disse maskiner er bedst egnede til mindre forureninger, eller hvor olien er trængt langt ned i stranden, og større mængder sand eller grus derfor skal fjernes.

Læssemaskiner er også anvendelige til opsamling og bortkørsel af manuelt sammenskrabet olie og olieforurenet sand.

Slamsugere kan anvendes til opsugning af olie direkte fra stranden, hvis olien ligger i et forholdsvis tykt lag, og ikke er for tyktflydende. Slamsuger kan desuden anvendes til opsugning af sammenskrabet olie.

Større olieklumper kan rives sammen med hesterive eller lignende monteret på traktor.

Olieforurening på en sandstrand kan bestå af større eller mindre mængder olieklumper med et vist sandindhold. Det materiale der sammenskrabes med maskiner, indeholder som oftest meget rent sand. Olieklumperne kan skilles herfra ved hjælp af en vibrationssigte. Maskestørrelsen kan f.eks. være omkring 10-20 mm. På samme måde kan olieindsmurt tang, affald m.m. skilles fra sandet. Maskestørrelsen kan her være omkring 50 mm. Eventuelt kan sigterne kombineres, så sorteringen kan foregå i én arbejdsgang. En sådan sortering vil i høj grad lette bortskaffelsesarbejdet.

Hvis olien er tilstrækkeligt tyndtflydende, kan den skrabes sammen i render, som graves på stranden, parallelt med kysten. Olien kan herfra oppumpes til et eventuelt midlertidigt depot eller optages med slamsuger. Hvis olien ligger i et forholdsvis tykt lag på stranden, kan den i nogle tilfælde umiddelbart opsuges med slamsuger.

Opsugningsmidler kan anvendes til opsugning af forholdsvis tynd olie på stranden. Der kan anvendes forskellige former hertil, se herom i kapitel 9.

Tyndtflydende olie, der er trængt ned i sandet, kan opsuges med halm, der nedharves i stranden. Halmen vil opsuge en del af olien og kan samles igen ved rivning. Olie, der ligger på strandoverfladen skal dog fjernes omhyggeligt inden der nedharves halm, således at der ikke samtidig nedharves olie.

Hvis store mængder sand skal skrabes sammen og fjernes, kan der være fare for kystnedbrydning. Kystdirektoratet bør i sådanne tilfælde inddrages.

Hvis vegetationen er blevet forurenet af olie, er det som regel uhensigtsmæssigt at prøve at rense olien af ved spuling. De forurenede planter kan afklippes, idet rodnettet søges bevaret, og det afklippede plantemateriale fjernes.

Kørsel og færdsel på stranden, særlig i klitter, bør tilrettelægges således, at vegetationen beskyttes mest muligt.

12.9.3.3. Efterrensning

Hvis stranden er renset med maskiner, kan en manuel efterrensning på dele af stranden være påkrævet.

Den naturlige nedbrydning af den resterende olie kan lettes, hvis stranden harves eller rives 2-3 gange med ca. 1 måneds mellemrum. På den måde kommer olien i kontakt med luftens ilt, hvilket forøger nedbrydningshastigheden. Det er dog vigtigt, at så meget som muligt af olieforureningen fjernes manuelt inden harvningen, idet det ellers risikeres, at den resterende olieforurening harves ned i stranden. Tilsætning af næringssalte(kvælstofholdige og fosforholdige) kan fremme nedbrydningen af olien. Man skal dog være opmærksom på, at der kan ske en relativ hurtig udvaskning af næringssaltene, hvorfor anvendelsen skal ske med forsigtighed og på baggrund af en vurdering af kystområdets tolerance for et øget indhold af næringssalte samt en vurdering af, hvorvidt næringssalte reelt vil fremskynde den biologiske nedbrydning. Se i øvrigt kapitel 13.

Det skal efter rensning forsøges at bringe stranden tilbage til dens oprindelige udseende. Midlertidige depoter skal renses og fyldes op. Desuden skal eventuelle render og volde jævnes og affald, opsugningsmidler og lignende fjernes.

12.10. Stenstrand

Da bølgeenergien ved stenstrande som regel er stor, er den naturlige rensning af en stenstrand betydelig. Såfremt stranden bliver overladt til selvrensning, kan olien dog volde skade på plante- og dyrelivet i vandet ud for kysten. Derfor må der, selvom rensning af stenstrande kan være meget vanskelig, søges opsamlet så meget olie som muligt.

Bølgeenerginiveauet på stenstrande er som nævnt ofte højt. Dette kræver, ligesom det var tilfældet ved sandstrande, en stor tilpasningsevne hos de dyr og planter, der lever på stranden. Stenstrand er den strandtype, der har det færreste antal plante- og dyrearter.

Selve stranden er derfor ikke så biologisk sårbar som de fleste andre strandtyper, hvorimod der i vandet ud for stenstrande ofte er et rigt plante- og dyreliv.

Stenstrandens planteverden består hovedsageligt af to hovedgrupper; dels blomsterplanter hæftet med rødder mellem stenene, dels planter som kitter sig fast til stenene med hæftetråde, f.eks. lav som omtales nærmere under afsnittet om klippekyst.

En af stenstrandens karakterplanter er strandkål. Den er meget almindelig og vokser kraftigst på strandvoldene, gødet af tang; den kan dog også findes på sandstrandene. En anden plante, som foretrækker denne strandtype, er strandbeden.

Stenene danner et udmærket materiale for vedhæftning af alger, som ofte vokser i store mængder ud for kysterne.

De fugle, som besøger stranden, samler føde fra bølgernes opskyl og fisker i vandområderne ud for stenstrandene. Her kan der på og mellem algerne desuden leve mange forskellige organismer, som fiskeyngelen kan leve af. Der er således her gode vækstbetingelser for flere fiskearter.

12.10.1. Olies spredning på stenstrand

Nedsivning af olie foregår meget hurtigt på stenstrande. Såfremt der i strandene er lag af sand, vil nedsivningen forsinkes noget af dette. Forvitret olie og svær fuelolie vil under nedsivningen danne en klæbrig overflade på stenene. Særlig svær olie vil, eventuelt hjulpet af sand og grus, kunne danne et asfaltlignende lag på overfladen, der, afhængig af bølgeenergien, vil kunne blive liggende i længere tid. Et sådant lag vil ofte være hårdt i koldt vejr men klæbrigt ved sol og varme.

Udvaskning med grundvand og nedbør vil ske forholdsvis hurtigt. Underliggende sandlag vil dog kunne akkumulere nedsivende olie.

12.10.2. Forebyggelse af olieforurening af stenstrand

Stenstrande er meget vanskelige at rense for olie, dels fordi olien hurtigt trænger ned mellem stenene, og dels fordi strandens ujævne overflade er vanskelig at skrabe ren. Det er derfor vigtigt, så vidt det er muligt, at søge at undgå at få olie på denne strandtype. Udlægning af flydespærringer, hvor dette kan lade sig gøre, eller opstilling af en barriere helt inde ved strandkanten, kan hindre oliens spredning til kysten og oliens udbredelse op på stranden.

Olie, der er koncentreret i vandkanten, skal hurtigst muligt fjernes og eventuelt bringes til et midlertidigt depot. Olien kan optages fra vandet med skimmer, slamsuger eller pumpe. Når det drejer sig om mindre mængder, kan olien optages med spand, øse eller lignende. Opsugningsmiddel kan også anvendes ved optagningen, se kapitel 9.

12.10.3. Rensning af stenstrand

Det materiale, der ved rensning fjernes fra olieforurenede stenstrande, indeholder ofte meget store mængder sten i forhold til oliemængden.

For at begrænse affaldsmængden mest muligt må den mest selektive rensningsmetode i hvert enkelt tilfælde anvendes.

Rensningen bør påbegyndes så hurtigt som muligt, idet olien som nævnt hurtigt vil trænge ned mellem stenene. Regn vil fremskynde nedvaskning, og sol og varme gør olien tyndtflydende. De følgende metoder kan anvendes alt efter forureningens omfang.

Ved mindre olieforureninger, hvor olien ligger i spredte klumper eller i mindre flager på stranden, er manuel rensning den mest hensigtsmæssige rensningsmetode. Olieklumper og forurenede sten og andet strandmateriale opsamles med skovl i spande eller i vogne.

Ved mere omfattende olieforurening, hvor sammenhængende olieflager dækker stranden, kan olie, olietilsølede sten m.m. sammenskrabes med frontlæsser eller, hvis olien er trængt mere end 3-5 cm ned mellem stenene, med en bulldozer. Rensningen påbegyndes fra ikke-forurenet område, og der bakkes over det rensede område efter hver sammenskrabning. Herved undgås, at maskinerne smøres unødigt ind i olie, og at olien køres længere ned mellem stenene.

Jordhøvl, læssemaskine og bulldozer kan anvendes på stenstrande. Hældningen på stenstrande kan dog være betydelig og sætte begrænsninger for disse maskiners anvendelse. Hældningen er i almindelighed mindst på ralkyst og størst på rullestenskyst. Larvebåndsmaskiner er bedre egnede til arbejdet på skrånende kyster end maskiner med hjul

Ved sammenskrabning af og eventuel fjernelse af større mængder strandmateriale, må Kystdirektoratet kontaktes.

Opsugningsmidler kan anvendes ved rensning af stenstrand, hvis olien er forholdsvist tyndtflydende. Det er ofte bedst at bruge plader, ruller eller lignende, idet løst opsugningsmiddel kan være vanskeligt at fjerne fra en stenstrand.

12.10.3.1. Efterrensning

Efter rensning af stenstrand vil der ofte stadig være olie tilbage i ret store mængder, hvorfor en efterrensning kan være nødvendig.

En manuel rensning kan ofte med fordel efterfølge en maskinel rensning.

Spuling både ved lavt tryk (5-10 atmosfære) og højtryksspuling (100 atmosfære eller mere) kan anvendes til at rense afsnit af stranden, der af særlige grunde ønskes ren hurtigt. Ved spuling skal der lægges en flydespærring i vandet ud for det område, der spules, således at den afrensede olie opfanges og kan optages med skimmer, slamsuger eller andet; eventuelt ved hjælp af opsugningsmiddel.

Det kan ikke anbefales at bruge spuling til rensning af større strandarealer, idet betydelige mængder olie opløses og suspenderes i spulevandet, og derfor ikke kan opfanges af flydespærringen, hvorfor havet ud for stranden ved rensning vil blive tilført store mængder olie på én gang. Dette kan give skader på plante- og dyrelivet i området, og disse skader vil formodentlig være større, end den olie, der langsomt vil sive ud fra det forurenede område, vil forvolde.

Stranden skal ryddes efter rensningen. Opsugningsmidler skal, så vidt det er muligt, fjernes. Da det kan være vanskeligt at opsamle al opsugningsmaterialet, bør kun naturligt nedbrydeligt opsugningsmiddel anvendes. Midlertidige depoter, volde m.m. renses og jævnes ud.

Det kan overvejes at afslutte rensningen med biologisk oprensning. Se herom i kapitel 13.

12.11. Strandeng og marsk

Strandeng og marsk er de kysttyper, der er de mest sårbare overfor olieforurening både med hensyn til kysternes biologi og geologi. Dette skyldes, at disse strandtyper er meget artsrige og med et gensidigt stærkt afhængighedsforhold mellem flora og fauna og den geologiske opbygning.

Marsk og strandeng er ligeledes meget følsomme over for færdsel til fods og med maskiner, hvorfor det er vigtigt før en rensning iværksættes, at forsøge at afveje de skader selve rensningen vil forårsage, mod de skader olien vil kunne forvolde, og i givet fald tilrettelægge rensningsarbejdet således, at dette vil medføre så lille slitage og nedbrydning af marsken eller strandengen som muligt.

12.11.1.1. Strandeng

Strandengen er almindelig, hvor der findes læ for bølger, fx ved kyster, der ligger ud til lavt vand samt i fjorde eller i andre beskyttede farvande. På grund af beskyttelsen mod bølgeerosion indeholder jorden ler og andre fine partikler, og jorden bliver langt mere frugtbar end på steder, hvor kun sandet er tilbage. Derfor er disse kyststrækninger ofte dækket af en frodig vegetation. Strandengene kan inddeles i to grupper, 1) strandeng med meget lille bølgepåvirkning og 2) strandenge med lille bølgepåvirkning.

12.11.1.2. Strandeng med meget lille bølgepåvirkning

Kysttypen præges i overgangszonen mellem land og hav af en rørskov, hovedsagelig bestående af tagrør, men også af strandkogleaks og blågrønkogleaks. Den er udbredt i Østersøområdet, men også på steder med en højere saltkoncentration, dog ofte i forbindelse med udsivende ferskvand (væld) eller åløb. Kystudviklingen foregår som regel meget langsomt, fordi materialetilførslen er minimal. Højdetilvæksten sker ved henfald af organisk materiale. På denne måde opbygges en næsten horisontal flade bestående af gytje og tørv.

12.11.1.3. Strandeng med lille bølgepåvirkning

På denne kysttype er der ikke rørskov, da rør ikke tåler selv en forholdsvis lille bølgepåvirkning. Bølgepåvirkningen bevirker under perioder med høj vandstand (eventuelt vindstuvning), at finkornet materiale går i suspension med efterfølgende afsætning på bunden og bankedannelse til følge.

På denne måde hæves bundniveauet lidt efter lidt til normal vandstand eller en lille smule over, hvorefter strandengsvegetationen indfinder sig. Udviklingen accelereres af vegetationens evne til at holde på partikler i suspension i vandmasserne under højvandsperioder.

Strandengene oversvømmes hyppigst i efterårs- og vintermånederne.

Når strandengen vokser i højden, nedbrydes den yderste del, så der dannes en lille skrænt på 10-15 cm højde. Denne kaldes forlandskanten. Fra forlandskanten og ind mod land skråner strandengen lidt, så forlandskanten normalt er det højeste punkt.

Et karakteristisk element for denne strandtype er endvidere afvandingsrenderne, som afvander de laveste dele af strandengen.

12.11.1.4. Marsk

I store træk er marskens udvikling identisk med udviklingen af en strandeng med lille bølgepåvirkning. Vandstandsændringer er for strandengen den vigtigste faktor for højdevækst - i marsken er denne udvikling forstærket med mere udpræget tidevand, som med ca. 12 timer og 25 minutters mellemrum oversvømmer de lave områder.

Det materiale som findes i Vadehavet er så finkornet, at bølgeenergien let kan bringe det i suspension. Når vandet trækker sig tilbage, ophører bølgeenergiens virkning, og der kan ske en sedimentation hjulpet af plantevæksten.

Marskens højdevækst er derfor meget hurtigere end strandengens, og den fortsætter til ca. 1 m over middelhøjvandsstanden. Uden for forlandskanten ligger tidevandsfladen eller vaden. Det er det område, som begrænses af middelhøjvands- og middellavvandslinien, og som derfor dagligt overskylles.

Marskens afvandingsrender kaldes loer. De er i forhold til strandengens afvandingsrender større og dybere, især på området med permanent plantedække.

En typisk rækkefølge for de planter, som især findes i marsken og på vaden er fra vandsiden kveller, nogle steder afløst af vadegræs, dernæst annelgræs, harrilgræs (et siv) og inderst, på steder som kun sjældent oversvømmes, jordbærkløver. Der findes mange planter på disse lokaliteter, og de er med deres rødder med til at holde sammen på den fine slik, som derved beskyttes mod erosion og slitage.

12.11.1.5. Dyrelivet på strandeng og marsk

Marsken og strandengene er hjemsted for mange dyregrupper. Mange fugle bruger sådanne områder som fouragerings- og rastepladser under efterårs- og forårstrækkene. Derfor er en stor del af disse vådområder omfattet af Ramsar-konventionen om beskyttelse af flora og fauna, navnlig fugle. Se afsnit 8, hvor områder af særlig betydning for vandfugle, sæler og fiskeyngel er angivet.

Langt de fleste dyr findes i bundens øverste 4-5 cm. Kun nogle få dyr som sandmuslingens og sandormens voksne stadier, går ned på dybder mellem 10-25 cm.

12.11.2. Olies spredning på marsk og strandeng

Olie, der føres ind over tidevandsfladerne og de lavvandede områder udenfor strandenge, kan lægge sig på bunden af disse områder. Dette skyldes fordampning af de lette fraktioner, samt optagelse af sand- og lerpartikler, hvilket gør olien tungere. Olien vil kunne blive liggende på disse flader i længere tid, og nedsivning af olien eller dele deraf i sedimentet, samt tildækning af olien, vil foregå. Den naturlige nedbrydning af olien ophører næsten helt efter nedsivning og tildækning, fordi iltindholdet er ringe. Efterfølgende langvarig udsivning af olie fra sedimenterne i disse områder vil kunne skade plante- og dyrearter og kunne give fisk og muslinger olieafsmag. Endelig vil kræftfremkaldende stoffer fra olien kunne optages i fisk og muslinger og gøre disse uegnede som menneskeføde.

Ved højvande, der overstiger middelhøjvandslinien (f.eks. på grund af vindstuvning), vil olien kunne føres ind i selve marskområdet eller på strandengen. Olien vil her blive fanget af plantevæksten, og kun meget langsomt blive udvasket. Oliens opholdstid i marsk- og strandengsområder vides at kunne være over 10 år.

Nedsivning af den strandede olie vil efterhånden foregå, og olien vil føres med grundvandet ud i afvandingsrenderne eller loerne samt direkte ud i sedimentet i tidevandsfladen eller områderne foran strandengen, hvor en langvarig oliebelastning vil blive resultatet.

På grund af oliens giftvirkning på planterne, der i marsken netop binder det aflejrede materiale, så dette ikke vaskes bort af havet, samt på planterne umiddelbart foran marsken, vil en olieforurening kunne være årsag til en massiv nedbrydning af marsken og vaderne. Særligt vil kanterne mod loerne være udsat for nedbrydning.

Svær, tyktflydende olie har ikke så stor giftvirkning på plantedækket som de lettere oliefraktioner. Fysiske skader på planterne kan dog opstå, når svær olie, der klæber til planterne, udsættes for bølgebevægelser og strøm, ligesom planterne kan blive kvalt ved en massiv olieforurening.

Det har vist sig, at en tilbagevenden af flere dyrearter, fx visse muslinger, til olieforurenede områder først sker, når oliekoncentrationen er aftaget til et lavt niveau. I marskområder kan det derfor vare længe inden disse dyrearter er tilbage.

12.11.3. Forebyggelse af olieforurening af marsk og vader

På grund af marskområdernes store sårbarhed, er det særligt vigtigt at forsøge at standse og opfange olien, inden den når helt ind til den inderste del af vaderne og selve marsken.

Såfremt olieforureningen opdages allerede på havet, kan den søges indkredset af flydespærringer og opsamlet. Hvis det ikke lykkes at opfange olien på havet, f.eks. på grund af vejret, skal sluser og lignende indløb til marsken så vidt muligt straks lukkes, og der skal så hurtigt som muligt etableres spærringer ved loer og andre indløb. Ligeledes skal eventuelle allerede forurenede områder søges afspærret for at hindre olien herfra i at brede sig til nye områder ved næste højvande.

Mindre flydespærringer kan bruges til spærring af indløbene til marsken. På grund af strømmen i loerne, fremkaldt af tidevandet, vil effektiviteten af flydespærringer ofte være nedsat. Etablering af dobbelte spærringer med 30-40 meter mellem hver spærring vil øge effektiviteten.

Opsugningsmiddel samlet i net, kan også anvendes som spærring for indløb til marsken. Disse spærringer fungerer ligeledes bedst, når strømmen ikke er for stærk. Opsugningsmidlet skal jævnligt udskiftes, og den olie, der samler sig foran spærringen, skal opsuges eller opsamles, eventuelt ved brug af løst opsugningsmiddel.

Spærringer, der i mindre grad hindrer vandstrømmen, kan konstrueres af 2 net, som opstilles med et mellemrum på ca. en halv meter eller mere, se kapitel 9. Mellemrummet fyldes med opsugningsmiddel som kan flyde. Opsugningsmidlet skal jævnligt udskiftes. Denne type spærring bør i større afvandingsrender og loer suppleres med endnu er spærring, der placeres 30-40 meter bag spærringen med opsugningsmidlet.

Olien kan også, afhængig af vejrforholdene, søges standset af en jordvold ved indløbet til marsken ligesom den inderste del af vaderne kan beskyttes ved at etablere en vold et stykke fra kysten. En sådan vold kan bygges ved hjælp af en grader, der kører parallelt med kysten med bladet i en passende vinkel til underlaget, således at der samtidig dannes en rende på søsiden af volden. Olien der føres mod kysten med tidevandet vil kunne samles og optages fra denne rende. Voldens holdbarhed forøges, hvis den på søsiden beskyttes med plastfolie, der skal fastholdes ved nedgravning i sandet.

12.11.4. Rensning af marskområder

Hvis der når olie ind i loerne og de mindre indløb, og olien ved vindstuvning når op i selve marskområdet, må en eventuel rensning foretages med de metoder, der er beskrevet nedenfor.

På grund af de store vanskeligheder der er forbundet med rensning af marsk - både fordi det er vanskeligt at bringe materiel frem, og fordi olien lægger sig i den tætte vegetation, vil der efter rensning stadig være større mængder olie tilbage.

Marsken er meget sårbar overfor slitage og nedbrydning, og for at undgå at skaderne på marsken forårsaget af rensningen, bliver større end de skader det må antages olien vil forvolde, må en del af olien ofte blive liggende.

Hvis der er tale om en massiv olieforurening, og det derfor må antages, at olien vil ødelægge marsken i området, er en total afskrabning af den forurenede jord en løsning. Herved forhindres en spredning af olien til andre områder af marsken.

Afskrabningen kan foretages enten manuelt, eller ved større olieforureninger, med maskiner. Det er væsentligt at få så lidt uforurenet materiale med som muligt.

Entreprenørmaskiner vil i marskområder og i strandenge hovedsageligt kunne anvendes til borttransport af manuelt indsamlet olie, mens maskinerne godt vil kunne anvendes til sammenskrabning af olie på vaderne ved lavvande.

En rensningsteknik, der tager højde for marskens sårbarhed, er spuling. Spuleudstyret kan eventuelt sejles frem i loerne.

Spuletrykket skal være så lavt, at så lidt som muligt af sedimentet spules bort. Det område, hvor spulingen foregår, må afspærres med flydespærringer eller net med opsugningsmiddel eller begge dele, så olien ikke forurener nye områder. Den olie, der samler sig ved afspærringerne skal suges op, hvilket bedst foretages med skimmere. Slamsugere kan også anvendes, men deres adgang til marskområdet vil oftest være begrænset. Desuden kan forskellige former for opsugningsmiddel anvendes til opsamling af olie fra spulevandet.

Afskæring af et olietilsølet plantedække må i nogle tilfælde foretages. De afskårne planter opsamles fx i tønder. Områder, hvor plantedækket er afskåret, er lettere at rense ved spuling, ligesom opsugningsmidler kan anvendes på disse områder. Afskæring af plantedækket gør dog marsken meget følsom overfor nedbrydning, og kan derfor ikke anbefales til større sammenhængende områder, men må fortrinsvis anvendes, hvor det ikke er muligt at bruge andre rensningsmetoder.

Fra et olieforurenet marskområde vil der i længere tid efter rensningen sive olie ud i afvandingsrenderne. Denne olie kan opfanges ved i en længere periode at opretholde spærringer, eventuelt af opsugningsmiddel, i renderne, hvorved den udsivende olie ikke spredes yderligere.

12.11.5. Rensning af vader

Det er vigtigt at fjerne olien fra vaderne, idet den ellers kan spredes af tidevandet og forurene nye områder.

Olie på vaderne kan ved lavvande skrabes sammen med maskiner. Sammenskrabning bør ske med maskiner, som kan indstilles til kun at skrabe det øverste olieholdige lag sammen, f.eks. grader, sneplov, jordhøvl eller frontlæsser. For kun at få så lille en affaldsmængde som muligt, og for ikke at skade dyrelivet, er det vigtigt ikke at fjerne mere materiale end nødvendigt. Skrabning af de tættere bevoksede dele af vaden bør, så vidt dette er muligt, foregå manuelt.

Olien kan også fjernes fra vaderne ved spuling. Olien kan herfra samles i gravede render, hvorfra den kan opsamles med f.eks. skimmer eller slamsuger. I nogle tilfælde vil olien umiddelbart kunne opsuges med slamsuger, eventuelt kan slamsugeren udstyres med et fladt mundstykke.

Mindre oliemængder kan opsamles manuelt. Håndskrabere kan f.eks. anvendes. Den sammenskrabede olie opsamles herefter som ovenfor, eller, hvis det drejer sig om mindre mængder, i tønder. Rensningen påbegyndes i alle tilfælde så vidt muligt fra strøm- og vindsiden.

Hvis vegetationen er helt dækket af olie, vil spuling sjældent kunne fjerne al olien. Planterne bør derfor afklippes, men det er vigtigt ikke at beskadige rødderne. Det afklippede plantemateriale opsamles i tønder.

12.11.6. Efterrensning af marsk og vader

Nogen egentlig mekanisk efterrensning af marsk og vader vil sjældent være hensigtsmæssig på grund af den yderligere nedslidning og beskadigelse af marsk og vader, rensningen vil kunne forårsage. Det kan dog overvejes at gennemføre en biologisk oprensning. Se herom i kapitel 13.

Når rensningen af marsk og vader er afsluttet, skal der imidlertid foretages en oprydning og reetablering. Olien og rensningsarbejdet har ofte givet skader i marsken og på vaderne i form af ødelagt plantedække og nedslidte eller afskrabede områder. På disse områder kan en genplantning overvejes.

12.11.7. Forebyggelse af olieforurening af strandeng

Forebyggelse af olieforurening af strandeng kan ske ved hjælp af flydespærringer og opsugningsmidler som nævnt under marsk. Da der oftest ikke er noget væsentlig tidevand, vil spærringerne være mere effektive ved strandenge end ved marskområder.

12.11.8. Rensning af strandenge

De rensningsmetoder, som er beskrevet for marskområder, kan også bruges på strandenge.

Spuling, optagning med slamsuger og skimmere, anvendelse af opsugningsmidler, afklipning af plantedækket eller - hvis forureningen er meget omfattende - sammenskrabning af den forurenede jord, kan således foretages.

Afvejninger af oliens skadevirkninger mod rensningsforanstaltningernes skadevirkninger kan medføre, at det besluttes at lade olien ligge, helt eller delvis.

12.11.9. Efterrensning af strandenge

Nogen egentlig mekanisk efterrensning vil sjældent være hensigtsmæssig på grund af den yderligere nedslidning og beskadigelse af strandengen, som efterrensning vil kunne betyde. En efterfølgende biologisk oprensning kan imidlertid overvejes. Se herom i kapitel 13.

Opretholdelse af spærringer af afvandingsrenderne i en længere periode efter olieforureningen vil kunne opfange udsivende olie.

12.12. Klippekyster, høfder og moler

Oliens spredning på klipper, høfder og moler, samt de rensemetoder, der kan anvendes for at fjerne olien, ligner hinanden meget. Dette afsnit dækker derfor både klippekyster samt høfder og moler og andre lignende menneskeskabte konstruktioner.

På klippekyster er grænsen mellem land og hav diffus, bestemt af stedets bølgegang. Ved brændingskyster kan havplanter nå højt op over højvandslinien, og graden af overskylning fremkalder en inddeling af kysten i forskellige zoner. Plantebælterne benævnes efter havets aftagende indflydelse: bølgeslagszonen, bølgesprøjtzonen og saltstøv-zonen.

Klippekyster findes i Danmark kun på Bornholm, men høfder, moler og større sten byder planterne på samme levevilkår som klippekyster. De dyr, der lever på klipper, er for det meste fastsiddende dyr, som kræver et stabilt underlag. Det er fx rurer, snegle og muslinger. Desuden er der normalt gode betingelser til stede for et rigt fugleliv. På Bornholm findes klippepytter som er levesteder for en helt speciel fauna afhængigt af, om pytten påvirkes mest af salt- eller ferskvand.

12.12.1. Olies spredning på klippekyst

Ved olieforurening af klippekyster, vil olien især lægge sig i de områder, hvor der er læ for bølgerne, det vil sige i bugter og indskæringer samt i revner og sprækker. Olie, der ikke fjernes fra disse beskyttede områder, kan være en kilde til langvarig forurening af andre områder.

Ved stejle klippekyster vil bølgetilbagekastning ofte holde det meste af olien fra kysten, og rensning vil i nogle tilfælde ikke være påkrævet. Olie vil af bølger kunne kastes over mindre skær og klipper og afsættes på læsiden. Ofte vil olien samles i størst mængde på de steder, hvor der findes mest strandingsgods.

Oliens opholdstid uden rensning kan for stærkt bølgepåvirkede kyster være få uger, mens opholdstiden for beskyttede strækninger kan være op til flere år.

12.12.2. Forebyggelse af olieforurening af klippekyst

De områder, som særligt må beskyttes mod olieforurening, er vige og bugter samt områder i øvrigt, der ligger i læ for bølgepåvirkningen.

Beskyttelsen kan foretages med flydespærringer. Desuden kan opsugningsmidler i form af ruller, plader eller lignende anbringes i sprækker, “ovne” og andre steder, hvor vandet kan slå olien ind, og hvor det kan være svært at rense. Opsugningsmidlerne skal sikres mod at føres væk af vand og vind.

12.12.3. Rensning af klippekyst

En stor del afrensningsarbejdet kan bestå i fjernelse af olietilsølet strandingsgods. Dertil kommer rensningen af skær og klippesider, hvor olien ofte sidder svært tilgængeligt. Så meget olie som muligt må fjernes med spader, skovle, skrabere og koste, og den fjernede olie samles i tønder eller lignende.

Afrensning af den resterende olie kan, hvis olien ikke er for tyktflydende, foretages med opsugningsmiddel og koste. Der bør bruges naturligt nedbrydeligt opsugningsmiddel, da opsamlingen af al opsugningsmiddel kan være vanskelig. Yderligere afrensning kan i særlige tilfælde foretages ved højtryksspuling med koldt eller varmt vand. De områder, der skal renses, afspærres med flydespærring eller på land med volde af opsugningsmiddel eller sand, og den afrensede olie opsamles.

Ved spuling opløses og suspenderes relativt store mængder olie i spulevandet, og denne olie vil derfor ikke kunne opfanges med flydespærring. Dertil kommer at højtryksspuling dræber næste alt dyre- og planteliv. Derfor bør spuling kun anvendes på steder, hvor der er særlige grunde til hurtigt at få klipperne renset, f.eks. af hensyn til fugle eller af hensyn til færdsel det pågældende sted. I stedet for spuling kan damprensning anvendes. Damprensning er dog ikke så effektiv som højtryksspuling; dertil kommer, at de biologiske skadevirkninger er lige så store som ved højtryksspuling.

Om arbejdssikkerhedsproblemer i forbindelse med spuling, se kapitel 11.

Olie fra klippepytter og fordybninger kan fjernes med opsugningsmidler.

Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at bringe materiel frem fra land, hvorfor det i nogle tilfælde må bringes til arbejdspladsen med både. Olie, som opsamles efter spuling, kan optages med f.eks. skimmer og sejles væk. Det kan være vanskeligt eller umuligt at anbringe midlertidige depoter til den opsamlede olie på kysten.

12.12.4. Efterrensning af klippekyst

En egentlig efterrensning er ikke nødvendig på klippekyst i bølgeslagzonen, idet den resterende olie som oftest hurtigt vil udvaskes.

Dispergeringsmidler kan i enkelte tilfælde anvendes på steder, hvor bølgepåvirkningen er minimal - især kan hensyn til fuglelivet være en tungtvejende grund. Rensning ved højtryksspuling eller damprensning bør dog forsøges først. Tilladelse til brug af dispergeringsmiddel skal indhentes hos By- og Landskabsstyrelsen.

12.13. Klinter og skrænter

12.13.1. Rensning af klinter og skrænter

Klinter og skrænter vil i nogle tilfælde være svære at rense på grund af faren for udskridning. Dette forhold kan i visse tilfælde medføre, at olien må blive liggende. Spuling og damprensning bør, som ved klippekyster, kun anvendes i særlige tilfælde. Opsamling af afrenset olie samt etablering af spærringer sker på samme måde som ved de øvrige kysttyper.

12.14. Øer og holme m.m.

I det danske havområde findes et stort antal ubeboede øer, holme, rev og rønner. De er gode ynglesteder for flere arter af ænder, vadefugle, måger og terner. Flere af disse fugle hører til vore mest sjældne.

Øer med stenrev og sandrevler benyttes ligeledes af sæler som tilholdssted i yngleperioden og under pelsfældning.

Både fugle og sæler har brug for så megen ro på ynglepladserne som muligt.

Ved oprensning for olie på sådanne steder er det derfor vigtigt at tage hensyn til dyrene ved at nøjes med at rense, hvor det er mest nødvendigt, og færdes så få som muligt i områderne.

For at hindre sælunger bliver indsmurt i olie, kan større, forurenede sten skrubbes rene eller vendes, så den rene side kommer opad.

12.14.1. Rensning af øer og holme m.m.

Rensningen af øer og holme foretages som beskrevet under de respektive kysttyper. Der skal dog tages et udstrakt hensyn til dyrelivet på disse lokaliteter som beskrevet ovenfor.

12.15. Rapportering om forureningens omfang

I forbindelse med rekognoscering af en kyststrækning ved en forurening i kystnært farvand, anvendes nedenstående Tabel 12 af Beredskabsstyrelsens personale ved rapportering af forureningsgraden for den pågældende kyststrækning til den landbaserede lokalledelse.

Disse informationer videregives af den lokale ledelse på land til den udpegede områdeleder til søs, som normalt er et miljøskib. Disse informationer fra land videregives til områdelederen enten på radio eller telefon.

Tabel 12: Kode for forureningsgrad, farvemarkering på kort, forureningens omfang på kysten og forureningens omfang på vandet i kystzonen Jf. Beredskabsstyrelsens rapporterings til den landbaserede ledelse

Kode for forureningsgrad	Farvemarkering på kort	Forureningens omfang på kysten.	Forureningens omfang på vandet i kystzonen
0	INGEN	Ingen olie	Ingen olie
1	BLÅ	Ringe oliemængde. Klumper på op til 5 cm i diameter, højst 2 stk. per kvadratmeter.	Ringe oliemængde. Oliefilm eller enkelte klumper på op til 5 cm i diameter højst en meter ude i vandet regnet fra strandlinien. Højst 2 stk. per kvadratmeter.
2	ORANGE	Tyndt olielag eller klumper på op til 5 cm tykkelse og diameter på op til 30 cm. Højst 2 stk. pr. kvadratmeter.	Tyndt olielag eller klumper på op til 5 cm tykkelse og diameter på op til 30 cm højst 1 meter ude i vandet regnet fra strandlinien. Højst 2 stk. per kvadratmeter.
3	RØD	Sammenhængende olielag 1-2 cm tykt eller klumper tykkere end 5 cm og med en udstrækning på ca. 0,5 kvadratmeter. Højst 1 klump per kvadratmeter.	Sammenhængende olielag 1-2 cm tykt eller klumper tykkere end 5 cm og med en udstrækning på ca. 0,5 kvadratmeter højst 1 meter ude i vandet regnet fra strandlinien. Højst 1 klump per kvadratmeter.
4	BRUN	Sammenhængende olielag på 2 –10 cm tykkelse eller tæt ansamling af klumper på 5-10 cm tykkelse.	Sammenhængende olielag på 2 –10 cm tykkelse eller tæt ansamling af klumper på 5-10 cm tykkelse op til 5 meter ud i vandet regnet fra strandlinien.
5	SORT	Sammenhængende olielag på mere end 10 cm tykkelse eller tæt ansamling af klumper på mere end 10 cm tykkelse.	Sammenhængende olielag på mere end 10 cm tykkelse eller tæt ansamling af klumper på mere end 10 cm tykkelse. Forureningen strækker sig mere end 5 meter ud i vandet regnet fra strandlinien.