| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Acceptkriterier i Danmark og EU

2 Tidligere danske studier

• 2.1 Miljøprojekt 112
  • 2.1.1 Miljøprojekt 112's anbefalinger for kvantitative risikoacceptkriterier
  • 2.1.2 Miljøprojekt 112's anbefalinger for kvalitative acceptkriterier
• 2.2 "Tønderrapporten"

Dette kapitel sammenfatter tidligere danske studier som afspejler udviklingen i praksis af risikoaccept og risikoanalyse i Danmark. Det mest centrale er kendt som ”Miljøprojekt 112” (Taylor m.fl., 1989). Her diskuteres overvejelser mht. valg af risikoanalysemetoder og risikoacceptkriterier og der sluttes med nogle anbefalinger vedr. disse. Det har efterfølgende vist sig, at Miljøprojekt 112 ikke byder på en løsning på hvordan der kan udlægges sikkerhedszoner når man ønsker at bruge kvalitative risikovurderinger. Dette har ført til videre overvejelser i en rapport om udlægning af sikkerhedszoner for et underjordisk naturgaslager i Tønder (”Tønderrapporten”)(Miljøstyrelsen, 1996).

2.1 Miljøprojekt 112

Miljøprojekt 112 indeholder en grundig gennemgang af risikoanalysemetoder og risikoacceptkriterier. Det erkendes, at valg af risikoacceptkriterier og valg af risikoanalysemetoder er knyttet sammen. Det konkluderes at to analyse- eller vurderingsmetoder er praktisk anvendelige, nemlig en metode baseret på kvalitative analyser og en metode baseret på kvantitative analyser. En normbaseret metode anses ikke for at være praktisk anvendelig pga. arbejdet med at tilvejebringe de nødvendige normer.

I konklusionen bemærkes også, at ”det har vist sig muligt at sammenligne resultater fra de kvantitative og kvalitative fremgangsmåder, således at disse under visse forudsætninger kan tilvejebringe resultater, som er sammenlignelige med hinanden”. Dette er en vigtig forudsætning for at man som myndighed kan acceptere anvendelse af forskellige metoder og kriterier i lyset af kravet om ”følgerigtighed” som formuleret i det seneste af Europakommissionens Guidelines (European Commission, 2006)(se afsnit 3.1).

Rapporten fremhæver principielle overvejelser som grundlag for acceptkriterier. De tre vigtigste vedrørende risikoen for tredjeparts gentages her:

1. Den risiko, man udsættes for i det daglige liv fra naturens side, bør ikke øges væsentligt af aktiviteter, såsom industri o.l., skabt af andre uden vores personlige accept;
2. Inden etablering af procesanlæg skal det undersøges, om processer kan substitueres af processer som medfører mindre risiko for uheld.
3. De ressourcer, der er til rådighed for sikkerhedsfremmede aktiviteter, skal først og fremmest sættes ind der, hvor indsatsen giver den største resultat for helheden.

Disse principper operationaliseres delvist ved følgende krav for godkendelse af et anlæg:

1. Et anlæg skal indrettes efter ”ALARA–princippet”^[6], dvs. at alle rimelige tiltag er truffet for at reducere risiko for uheld. Dette inkluderer inddragelse af erfaring opbygget i industrien, anvendelse af anerkendte normer og standarder og etablering af sikkerhedsforanstaltninger som modsvarer anlæggets potentielle risici.
2. Det skal vises, at anlægget ikke udsætter enkeltpersoner eller samfundet for uacceptable risikoniveauer.
3. Den samfundsmæssige fordel af anlægget skal være større end anlæggets risiko for samfundet.

De kvalitative kriterier og vurderingsmetoder retter sig især mod det første krav, og de kvantitative kriterier og metoder mod det andet. Det tredje krav kræver cost-benefit analyser som ofte er meget besværlige og diskutable med hensyn til sammenligning af forskellige værdier (liv, miljø, økonomi), og det behandles derfor ikke videre.

Følgende aspekter behandles ikke i Miljøprojekt 112:

• Spørgsmål vedr. eksisterende versus nye anlæg og udviklingsaktiviteter i nærheden af risikovirksomheder.
• Kriterier for skade på miljøet

2.1.1 Miljøprojekt 112’s anbefalinger for kvantitative risikoacceptkriterier

Miljøprojekt 112 anbefaler følgende kriterier for teknisk vurdering af anlæg:

• En stedbunden (individuel) risiko for dødsfald for den mest udsatte nabo på 10^-6 pr. år.
• Samfundsrisiko formuleret som risiko for dødsfald på 10^-4 pr. år for et uheld med mindst 1 dødsfald, og som falder i forhold til kvadratet på antallet af døde, med et gråt område over denne kurve hvor risikoen bør være ”As Low As Reasonably Achievable” (ALARA).
• Disse kriterier suppleres med krav om at risici reduceres så vidt det er rimeligt (ALARA princippet) og at der skal tages hensyn til alvorlige eller varige skader, samt skader som indtræffer senere.

Miljøprojekt 112 beskriver kun anbefalinger vedr. kvantitative kriterier som er baseret på dødsfald.

Acceptkriteriet for samfundsrisiko vises i Figur 5, se også Figur 2. Figur 5 viser den ”grå zone” hvor det ovennævnte ALARA-princip skal anvendes, og som udstrækker sig over en faktor 100. Det vil sige at hvis risiko for et uheld med mindst ét dødsfald er mindre end 10^-6 pr. år (100 gange mindre end minimumskriteriet på 10^-4 pr. år^[7]), behøves der ikke yderlige sikkerhedsforanstaltninger.

Argumentet for acceptkriteriet for stedbunden (individuel) risiko er at:

• Det svarer til risikoen for naturkatastrofer.
• Det er realistisk, at anlæg med god sikkerhedsmæssig praksis kan opfylde kriteriet.
• Det øger kun den personlige dødsrisiko pga. andre årsager med en lille brøkdel (højst 1 % for børn mellem ca. 10 og 15 år^[8]).

Spørgsmål vedr. kriterier for samfundsrisiko handler om følgende:

• Hældningen af kurven.
• Det absolutte niveau (dvs. skæring af kurven for uheld med kun ét dødsfald).
• Om kurven skal afskæres ved en bestemt uheldsstørrelse (dvs. at uheld over denne størrelse ikke tillades).

Argumentet for det valgte acceptkriterium for samfundsrisiko er at:

• En hældning på 2 på en logaritmisk skala passer til praktiske situationer (observationer af uheld og resultater af risikoanalyser).
• En hældning på en værdi større end 1 stiller skarpere krav til større uheld og tager dermed hensyn til den ekstra belastning som større uheld påfører samfundet.
• Der kan argumenteres for, at værdien ved 1 dødsfald (10^-4 per år) ikke fører til konflikt med kriteriet for stedbunden (individuel) risiko i de fleste praktiske situationer.
• Det er realistisk at anlæg med god sikkerhedsmæssig praksis kan opfylde kriteriet.

Figur 5. Acceptkriterier for samfundsrisiko ifølge Miljøprojekt 112. Den lilla linje angiver minimumskriteriet, den grå zone angiver hvor der skal anvendes ALARA princippet.

2.1.2 Miljøprojekt 112’s anbefalinger for kvalitative acceptkriterier

Miljøprojekt 112 definerer kvalitative acceptkriterier som kriterier, der sikrer at tilstedeværende sikkerhedsforanstaltninger står i rimeligt forhold til risikoen for uheld. Mens en konsekvensanalyse ved kvantitative metoder er essentiel for i detaljer at sætte tal på hvordan uheld påvirker omgivelserne, anvendes konsekvensanalysen ved kvalitative metoder for at kvalificere disse uheld mht. deres potentiale for at kunne påvirke omgivelserne, dvs. for at kvalificere dette uhelds alvorlighed.

Afhængig af både alvorlighed og forventede hyppighed kan der stilles krav til antal og kvalitet (fejlsikkerhed, effektivitet) af sikkerhedsforanstaltninger. Miljøprojekt 112 anbefaler barrierediagrammer^[9] som et værktøj til at gøre resultatet af risikoanalysearbejdet overskueligt. Disse diagrammer viser de mulige hændelsesforløb forud for et uheld og de sikkerhedsforanstaltninger (efterfølgende kaldet barrierer eller sikkerhedsbarrierer), som kan standse eller hæmme uheldet..

Figur 6. Eksempel på et sikkerhedsbarrierediagram

Analysen foregår ved at:

1. Alvorlighed af sluthændelsen (fx ”Reaktor eksploderer” i Figur 6) vurderes ud fra en analyse af hvilke konsekvenser denne hændelse vil have for personer, bygninger, miljøet og lignende.
2. Der findes frem til (en størrelsesorden af) hyppigheden af begyndelseshændelserne (”Fejl på blandingsværk” og ”Forkert blanding af ingredienser” i Figur 6).
3. Kombinationen af sluthændelsens alvorlighed og initierende hændelsers hyppighed bestemmer hvilke krav der stilles til de mellemliggende sikkerhedsbarrierer (tre barrierer i Figur 6).

Miljøprojekt 112 foreslår skalaer for konsekvensernes alvorlighed (konsekvensskala K, Tabel 2), hyppighed (hyppighedsskala H, Tabel 3) og fejlsandsynlighed af sikkerhedsbarriererne.

Tabel 2. Konsekvensskala for uheld ifølge Miljøprojekt 112

Tabel 3. Hyppighedsskala for initierende hændelser ifølge Miljøprojekt 112^[10]

Fejlsandsynlighed for barrierer beskrives med points (barrierepoints). Hvert point indikerer at uheldshyppigheden nedsættes med en faktor v10 (kvadratroden af ti). Hvis den initierende hændelses hyppighed karakteriseres ved H=4 (højst én gang pr. år) og den samlede pointsum fra alle barrierer mellem starthændelsen og konsekvens er 8, så er konsekvensens forventede hyppighed højst 10^-4 pr. år. Rapporten indeholder anbefalinger for hvordan man skal tildele point til forskellige typer af sikkerhedsbarrierer.

Acceptkriteriet er formuleret, således at der afhængigt af den initierende hændelses hyppighed H skal være sikkerhedsbarrierer til stede med en sammenlagt pointsum N, således at:

• For uheld med mulighed for dødsfald (individuel risiko): N= 4·H-2;
• For uheld med konsekvensskala K=5.1 (samfundsrisiko): N= 4·H-4;
• For uheld med konsekvensskala K=5.2 (samfundsrisiko): N= 4·H+2;

Der beskrives også forenklede acceptkriterier. Disse tager kun hensyn til de barrierer som opfylder alle krav for gode barrierer. Disse (mindst automatiske) barrierer kan tildeles mindst 6 barrierepoint, og således kan man nøjes med at kræve et minimum antal barrierer for en given alvorlighed og starthændelse.

Det noteres i Miljøprojekt 112 at de kvalitative krav er mere restriktive end de kvantitative krav (ovennævnt kriterium for individuel risiko er højst 10^-7 per år), som kan betragtes som en ulempe for disse kriterier. Det skal bemærkes at Miljøprojekt 112 ikke omtaler hvordan den kvalitative metode håndterer forskellige uheldsscenarier som hver på deres måde bidrager til risiko. Dette vil gøre de kvalitative kriterier, hvis anvendt pr. scenario, mindre restriktive for det samlede anlæg.

2.2 ”Tønderrapporten”

En arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen og Energistyrelsen med repræsentation af de relevante risikomyndigheder, udarbejdede i 1996 en rapport, Tønderrapporten, der rådgav daværende Sønderjyllands Amt i forbindelse med placeringen og udformningen af de overjordiske anlæg til et evt. naturgaslager i Tønder (Miljøstyrelsen, 1996). Anbefalingerne til Amtet vedrørte især udlæg af sikkerhedszoner, hvilket også kan være relevant i forbindelse med andre risikovirksomheder.

Tønderrapporten er udarbejdet for at belyse en række sikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til et underjordisk naturgaslager, uden at der lægges unødige restriktioner på muligheder for erhvervsudvikling i nærheden af lageret.

Rapporten fokuserer på en hændelse (opbremset udslip fra 12”/16” rør) som betragtes som dimensionerende for sikkerhedsafstanden. Der er ikke foretaget en vurdering af skaderne ved en ukontrolleret gasudblæsning ved brand (blow out), da sandsynligheden ”efter arbejdsgruppens opfattelse er af sådan størrelse, at den [ikke^[11]] skal være dimensionerede for sikkerhedszonerne”. Det fremgår ikke: a) om konsekvensen af blow-out er større end opbremset udslip og b) hvilke sandsynlighedsniveauer der er tale om.

Sikkerhedszoner bliver defineret som zoner, hvor der kan ske hurtig evakuering, så der ikke må etableres institutioner som er vanskelige at evakuere. ”Hurtig evakuering” specificeres ikke nærmere. Der henvises til Stenlille hvor der er sket en opdeling i en indre og en ydre sikkerhedszone. Der må ikke opføres bygninger i den indre sikkerhedszone i lighed med sikkerhedszoner omkring gastransmissionsledninger. Der foreslås, at den indre sikkerhedszone til Tønder er lig med konsekvensafstanden for uheldsscenariet ”udslip fra 12/16” rør med opbremset gassky. Den ydre sikkerhedsafstand bliver fastlagt ved hjælp af den metode, som på daværende tidspunkt blev anvendt til at fastlægge den ydre sikkerhedszone på maksimal 200 m omkring gastransmissionsledninger^[12].

Vi konkluderer at:

1. Indre sikkerhedsafstand er konsekvensbestemt, uheldshyppigheden for det dimensionerende scenario er ikke gjort eksplicit.
2. Ydre sikkerhedsafstand er hverken eksplicit konsekvens- eller risikobestemt, men følger en designstandard.

Ud fra det mødereferat, som er vedlagt rapporten, konkluderes at der er gennemført kvantitative beregninger som støtter, at valget af en sikkerhedsafstand på 100-200 m er acceptabelt i sammenligning med Miljøprojekt 112’s kriterium for samfundsrisiko (den nederste linje i Figur 5).

[6] ALARA: As Low As Reasonably Achievable. Risici skal reduceres med alle “rimelige” midler, dvs. under hensyntagen til omkostningerne af midlerne. ALARA og ALARP (As Low As Reasonably Practical) opfattes i denne rapport som synonymer. ALARA anvendes da denne term anvendes Miljøprojekt 112.

[7] Forventede uheldsfrekvenser udtrykkes oftest med potenser af 10, dvs. 10-4 pr. år betyder at sandsynligheden for uheld er én titusinde pr. år. Det svarer til, at der forventes i gennemsnit ét uheld pr. titusinde år på dette anlæg, eller, hvis der findes titusinde lignende anlæg, at der forventes i gennemsnit hvert år et uheld på et af disse anlæg. Dette udelukker dog ikke at uheldet kan indtræffe når (eller hvor) som helst.

[8] Miljøprojekt 112 henviser til udenlandske statistikker. Den tilsvarende danske statistik er vist i Figur 8, som viser at børn mellem 6 og 12 år har den laveste dødsrisiko i Danmark.

[9] En mere fuldstændig betegnelse er sikkerhedsbarrierediagram.

[10] Nogle konsulentfirmaer anvender p.t. hyppighedsklasser som er i omvendt rækkefølge og har en faktor v10 imellem hver klasse ligesom barrierepoint, dvs. kategori 2 svarer til en hyppighed 0,1 pr. år; kategori 4 til 0,01 pr. år. Hermed kan acceptkriteriet formuleres ved at summen af hyppighedskategori og barrierepoint skal overskride et bestemt minimum.

[11] ”ikke” mangler i den oprindelige tekst.

[12] De for fastsættelsen af sikkerhedszoner relevante forskrifter fremgår af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414/1988, suppleret med Arbejdstilsynets tillægsbestemmelser til ”ASME Guide for Gas Transmission and Distribution Piping Systems” (1983). På nuværende tidspunkt henvises til Arbejdstilsynets (At) Vejledning F.0.1 ”Naturgasanlæg”, 2001.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.