| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Acceptkriterier i Danmark og EU

3 Anvendelse af risikoacceptkriterier i EU

• 3.1 Europakommissionens Land Use Planning Guidelines
  • 3.1.1 Risikoanalysemetoder og risikokriterier
  • 3.1.2 Øvrige tekniske aspekter
• 3.2 Europakommissionens eksempler på risikoanalysemetoder ("Roadmaps")
• 3.3 Risikoacceptkriterier i Finland
• 3.4 Risikoacceptkriterier i Flandern
• 3.5 Risikoacceptkriterier i Frankrig
• 3.6 Risikoacceptkriterier i Nederlandene
• 3.7 Risikoacceptkriterier i Island
• 3.8 Risikoacceptkriterier i Storbritannien
• 3.9 Risikoacceptkriterier i Tyskland

I dette kapitel beskrives risikoanalysemetoder og risikoacceptkriterier i forhold til fysisk planlægning af eller rundt om risikovirksomheder i Den Europæiske Union. Europakommissionen har udgivet to vejledninger om hvordan bestemmelserne om fysisk planlægning i Seveso II-direktivet kan implementeres i praksis (European Commission, 1999; European Commission, 2006). Endvidere har Kommissionen udarbejdet en oversigt af såkaldte ”Roadmaps” (European Commission, 2007), med flere tekniske detaljer og eksempler på implementeringer i en række EU-medlemslande.

Disse vejledninger samt ”Roadmaps” beskrives først, efterfulgt af en mere detaljeret gennemgang af praksis i syv udvalgte lande (Finland, Flandern, Frankrig, Nederlandene, Island, Storbritannien og Tyskland).

3.1 Europakommissionens Land Use Planning Guidelines

Europakommissionen har udarbejdet vejledninger til fysisk planlægning for risikovirksomheder og deres omgivelser (European Commission, 1999; European Commission, 2006). Disse vejledninger viser de forskellige måder, hvorpå medlemslandene kan opfylde deres forpligtelser mht. sikring at den fornødne afstand mellem risikovirksomheder og sårbare objekter. Der fokuseres i denne gennemgang på den seneste vejledning fra 2006. Denne vejledning er delt op i del A, B og C.

Del A beskriver de generelle overvejelser, som spiller en rolle ved implementering af politiker for fysisk planlægning for risikovirksomheder og deres omgivelser. Det drejer sig om beskyttelse af menneskeliv, naturområder, overfladevand og grundvand. Robuste politikker for fysisk planlægning af og/eller i nærheden af risikovirksomheder baseres på følgende elementer:

• Følgerigtighed: Betyder at der opnås sammenligelige afgørelser i sammenligelige situationer.
• Proportionalitet: Begrænsningers omfang (fx sikkerhedsafstande) udvides i takt med risikoens størrelse.
• Gennemskuelighed: En klar forståelse af beslutningsprocessen.

Disse elementer operationaliseres i en række generelle principper, herunder at der skal findes risikoanalysemetoder (for at sikre følgerigtighed) og vurderingskriterier baseret på skade eller risiko (for at sikre proportionalitet).

Del B beskriver tekniske aspekter, som omfatter:

• Typer af risikoanalysemetoder.
• Risikokriterier.
• Udvælgelse af uheldsscenarier som inddrages i analysen og beslutningen.
• Information om hyppigheder af kritiske hændelser.
• Konsekvensmodellering og skadepåvirkning.

En række af disse aspekter er uddybet nærmere i nedenstående afsnit 3.1.1 og 3.1.2.

Del C handler om miljøaspekter. De fleste risikoanalysemetoder (og dermed også risikokriterier med relevans for fysisk planlægning) fokuser på menneskeliv. Vejledningen konkluderer at der mangler metoder til vurdering af risiko for miljøet, men alligevel er myndighederne forpligtet til at forholde sig til spørgsmål om naboskab til sårbare naturområder, sjældne dyre- eller plantearter, og/eller beskyttede vådområder. Metoder, som anvendes i begrænset omfang, er indeksmetoder til at kvalificere farlige stoffer på deres potentiale til at skade miljøet (ved hjælp af et fareindeks), og til at kvalificere omgivelsernes følsomhed (ved hjælp af et følsomhedsindeks, eksempelvis en følsomhed, der baserer sig på hastigheden for nedsivning af forurening i jorden). Det har været forsøgt at definere acceptkriterier baseret på den tid, der kræves til at genetablere en oprindelig tilstand.

3.1.1 Risikoanalysemetoder og risikokriterier

Der findes forskellige tilgange til risikoanalyse og risikokriterier i EU. Både vejledningen fra 1999 og den fra 2006 beskriver de forskellige tilgange uden at anbefale én af metoderne. Den seneste vejledning udpeger fire elementer i to forskellige led:

• 1. Kvantitative (numeriske) versus 2. Kvalitative (ikke-numeriske) metoder;
• 3. Deterministiske (sikkerhed defineres ved hjælp af konkrete konsekvensanalyser uden at inddrage sandsynlighed) versus 4. Probabilistiske (sikkerhed defineres ved hjælp af sandsynlighedsfordelinger) metoder.

Disse elementer findes i forskellige kombinationer. Fire af disse kombinationer er nærmere beskrevet i de følgende afsnit.

3.1.1.1 Konsekvensbaserede risikoanalysemetoder

Konsekvensbaserede risikoanalysemetoder kaldes også for deterministiske risikoanalysemetoder. Konsekvensbaserede metoder baseres på en vurdering (geografisk udstrækning) af konsekvenser af ”tænkelige” (credible, conceivable) uheld, uden eksplicit at kvantificere hyppigheden af disse uheld. Det grundlæggende princip er det ”værst tænkelige uheld”. Filosofien er, at hvis der ydes den nødvendige beskyttelse mod det værst tænkelige uheld, vil der også være beskyttelse nok ved mindre uheld. Vurdering af uheldets sandsynlighed indgår kun implicit ved de kriterier som bruges til at fastlægge det værst tænkelige uheld eller referencescenariet. Denne vurdering kan være kvalitativ (fx baseret på antal og typer af sikkerhedsbarrierer) eller kvantitativ. Mere usandsynlige hændelser udelukkes fra analysen (se kommentar i 1.3.2.2).

Konsekvensafstanden for referencescenariet beregnes ved hjælp af én eller flere tærskelværdier for eksponering (fx 1 % dødsfald og hospitalsindlæggelse). Denne metode fører til sikkerhedszoner i form af koncentriske cirkler.

3.1.1.2 Risikobaserede risikoanalysemetoder

Risikobaserede metoder opfatter risiko som kombination af hyppighed og konsekvens, og er eksempler på probabilistiske metoder Konsekvensen analyseres som i den konsekvensbaserede metode, men dertil føjes en eksplicit vurdering af scenariernes hyppighed. Disse kan kombineres på mere eller mindre avancerede måder. De mest avancerede metoder kaldes for kvantitativ risikoanalyse (se også afsnit 1.3.2.1). Disse metoder lægger resultaterne fra alle forskellige uheldsscenarier sammen, vægtet med deres hyppighed. Kvantitativ risikoanalyse fører generelt til to udtryk for risiko: stedbunden (individuel) risiko og samfundsrisiko i form af en F-N-kurve, se afsnit 1.2.3 og 1.2.4. Stedbunden (individuel) risiko anvendes for at vise den geografiske fordeling af risiko, mens samfundsrisiko vurderer, om områder med høj befolkningstæthed kan blive udsat for risiko.

3.1.1.3 ”State-of-the-Art/Best Practice”-tilgang

Denne tilgang er ikke i bogstavelig forstand en risikoanalysemetode. Den underliggende filosofi er, at de nødvendige sikkerhedstiltag skal findes for at beskytte befolkningen mod det ”værst mulige” uheld. Det forudsætter, at virksomheden har taget hensyn til konsekvenser fra disse værst mulige uheld, og har truffet alle nødvendige forebyggende og uheldsbegrænsede tiltag således at risikoen uden for virksomhedens hegn er negligerbar (”zero-risk principle”). Dog erkendes, at det ikke i alle tilfælde er muligt at begrænse uheld til virksomhedens hegn og derfor udlægges sikkerhedszoner baseret på en vurdering af typiske (ikke nødvendigvis værst tænkelige) uheldsscenarier.

3.1.1.4 ”Hybride” metoder

Som ”hybride” metoder nævnes risikobaserede metoder, hvor ét af elementerne (oftest hyppighed) vurderes mere kvalitativt, dvs. i form af klasser i stedet for med kontinuerlige tal. Anvendelse af en risikomatrix er et typisk eksempel.

Som en anden hybrid metode nævnes anvendelse af tabeller med faste afstande som en forenkling af den konsekvensbaserede metode. Tabeller med faste sikkerhedsafstande bruges mest til mindre og mere rutinemæssige situationer (fx F-gastankstationer for biler). Vejledningen peger på at tabeller ofte er konservative (dvs. anvender forholdsvis store sikkerhedsafstande), og mest anvendes til en hurtig vurdering af hvilke situationer der kræver nærmere analyse.

3.1.2 Øvrige tekniske aspekter

Kommissionens vejledning fra 2006 berører også datagrundlaget for risikoanalysen. Der nævnes de fire vigtigste elementer:

• Valg af uheldsscenarier.
• Valg af hændelseshyppigheder.
• Modellering og tærskelværdier.
• Tekniske tiltag (”Technical Measures”) som defineret i artikel 12 af Seveso II-direktivet.

For at assistere med udvælgelse af uheldsscenarier udarbejder Kommissionen en database (Risk Hazard Assessment Database – RHAD^[13]). Databasen skulle indeholde information om relevante scenarier pr. farligt stof og aktivitet, med information om hyppighed afhængig af forskellige forhold og afværgende tiltag, men databasen indeholder p.t. ikke mange relevante scenarier.

Vejledningen beskriver fem principper for udvælgelse af scenarier:

• Referencescenarier (som svarer til det, der i denne rapport kaldes for dimensionerende uheldsscenarier) kan udvælges pga. hyppighed og konsekvensens alvor.
• ”Værst mulige” uheld er ikke nødvendigvis basis for fysisk planlægning, men kan vurderes i forbindelse med beredskabsplanlægning og vurderingen af, om de nødvendige tiltag (Best Practice) er truffet for at reducere hyppigheden af det værst mulige uheld til en negligerbar hyppighed.
• Det skal indgå i overvejelsen indenfor hvilken tidsramme konsekvenserne effektueres, med andre ord, om der er tid nok til at aktivere et afværgende beredskab.
• Effektiviteten af sikkerhedsbarrierer må indgå i vurderingen.
• Fysisk planlægning betragtes som både en forebyggende og en afværgende foranstaltning for et anlæg, der overholder god praksis i henhold til gældende standarder.

3.2 Europakommissionens eksempler på risikoanalysemetoder (”Roadmaps”)

Kommissionens vejledning fra 1999 (European Commission, 1999) indeholdt en kort beskrivelse af eksempler på forskellige risikoanalysemetoder for fysisk planlægning i en række EU-medlemslande. Herudover var der også en kort beskrivelse af praksis i Australien, Canada, Rusland, Schweiz og USA.

Efter vejledningen fra 2006 er disse beskrivelser udvidet i et separat dokument under betegnelsen ”Roadmaps” (”Vejen Frem”) (European Commission, 2007). Beskrivelserne er udvidet i den forstand at det er tydeligt fra hvilke medlemslande eksemplerne kommer fra. Samtidig er der i højere grad fokus på processen i fysisk planlægning med en beskrivelse af, hvilke myndigheder og interessenter der er involveret, og hvad deres beføjelser er.

Derudover indeholder ”Roadmaps” en udførlig introduktion med beskrivelse af de forskellige risikoanalysemetoder i forhold til acceptkriterier og tærskelværdier. Der er (i forhold til tidligere publikationer) forholdsvis meget fokus på anvendelse af risikomatricer med eksempler på en beskrivende (dvs. kvalitativ) konsekvensklassifikation.

Der beskrives tærskelværdier for varmestråling, eksplosionstryk og toksicitet. Der kan skelnes mellem anvendelse af såkaldte ”Probitfunktioner” og faste værdier. Probitfunktioner estimerer den procentdel af den eksponerede population, som vil blive påført en bestemt skade ved en bestemt koncentration, hhv. strålingsintensitet eller overtryk. Tærskelværdier angiver derimod den koncentration, hhv. strålingsintensitet eller overtryk, som medfører en forudbestemt skade på helbredet. Dokumentet indeholder eksempler på tærskelværdier for varmestråling og overtryk i EU-medlemslandene og en sammenligning af forskellige toksicitetsdata, nemlig IDLH, ERPG og AEGL^[14] (disse data vises i Tabel 15 i afsnit 4.3.6)

Metoder for fysisk planlægning beskrives for følgende lande: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Nederlandene. Bortset fra Italien er disse lande også nærmere beskrevet i de følgende afsnit. Det bemærkes, at den italienske metode viser stor lighed med den franske praksis.

3.3 Risikoacceptkriterier i Finland

Kilde:
Skrivelse fra Päivi Rantakoski og Leena Ahonen, Safety Technology Authority (TUKES) 9.8.2007.

Ny lovgivning om fysisk planlægning omkring risikovirksomheder er under forberedelse i Finland. Det overordnede princip for planlægning af en risikovirksomhed er, at et uheld ikke må medføre varige skader eller forhindre folk i at flygte fra deres hjem eller det sted, hvor de opholder sig. Alle tænkelige uheldsscenarier skal vurderes. Man må kun se bort fra et uheldsscenario, når operatøren kan vise, at han kan forebygge uheldet under alle tilfælde. Udvælgelse af scenarier sker på kvalitative kriterier.

Sikkerhedsmyndigheden TUKES forbereder en vejledning for udvælgelsen af passende tærskelværdier for de forskellige effekter (trykbølge, varmestråling, toksicitet) og for udvælgelsen af uheldsscenarier.

Uheldets konsekvenser for personer, miljøet og bygninger betragtes. Den måde, hvorpå sikkerhedsafstande bliver implementeret, er under udvikling. I en første casestudy blev der lagt tre zoner ud rundt om en virksomhed, afhængig af konsekvensens størrelse. Sårbare objekter (skoler, hospitaler, plejehjem) planlægges kun udenfor den sidste zone, mens der i den inderste zone kun må ligge virksomheder.

Metoden gælder kun for nye tiltag, dvs. nybyggeri i nærheden af eksisterende risikovirksomheder eller placering af nye risikovirksomheder. Metoden anvendes ikke til vurdering om eksisterende risikovirksomheder er placeret hensigtsmæssig i forhold til eksisterende arealanvendelser.

3.4 Risikoacceptkriterier i Flandern

Kilde:
”Een code van goede praktijken inzake risicocriteria voor externe mensrisico's van Seveso-inrichtingen”

Flandern anvender kvantitative risikokriterier, som er de samme for både eksisterende og nye risikovirksomheder i kolonne 2 og 3. Kriterierne er baseret på tre værdier for stedbunden risiko, se Tabel 4, og en kurve for samfundsrisiko, se Figur 7. Hvis eksisterende virksomheder overskrider kriterierne, medfører dette krav til yderlige sikkerhedsforanstaltninger (for eksempel en ”sikkerhedsinformationsplan”, se nedenfor), men det kan også føre til, at miljøgodkendelsen ikke bliver udstedt, eller at regeringen kan forbyde driften af (dele af) virksomheden.

Det noteres, at enkeltstående boliger (herunder landbrugsbygninger) ikke regnes som boligområde. Vuggestuer og børnehaver regnes ikke som sårbare objekter.

Når iso-risikokurven for 10^-5 per år overskrider virksomhedens ejendomsgrænse skal der opstilles en sikkerhedsinformationsplan som beskriver, hvordan risikovirksomheden og omkringliggende andre virksomheder har truffet aftale om informationsudveksling vedr. risici ved farlige stoffer. Kolonne 2-virksomheder behøver ikke at lave en kvantitativ risikovurdering ifølge den flamske implementering af Seveso II-direktivet, men de flamske lokale myndigheder kan kræve en kvantitativ risikovurdering som grundlag for en miljøgodkendelse.

Tabel 4. Risikokriterier i Flandern.

I vurderingen af samfundsrisiko indgår ikke ansatte og eksternt ansatte på risikovirksomheden, men tilstedevær af personer i nabovirksomheder tages i betragtning. Der er ikke sat et kriterium for samfundsrisiko for uheld med mindre end 10 dødsfald, her må kriterierne baseret på stedbunden risiko yde den fornødne beskyttelse. Det bemærkes dog, at virksomheden også for mindre uheldsscenarier (med mindre end 10 dødsfald) skal vise, at alle nødvendige forebyggelsesforanstaltninger er implementeret.

3.5 Risikoacceptkriterier i Frankrig

Kilder:
Le plan de prevention des risques technologiques (PPRT), Guide méthodologique, Ministère de l’Écologie, du Développement et de l’Aménagement Durables.

Overview of roadmaps in selected member states (European Commission, 2007).

Frankrig har udviklet en detaljeret metode til at håndtere risikovirksomheder og deres omgivelser. Metoden er risikobaseret, men tillader at en del vurderinger er kvalitative, og der er en del forenklinger i forhold til en fuldbyrdet kvantitativ risikovurdering som i Nederlandene, Flandern eller Storbritannien.

Basis for metoden er at der i virksomhedens risikovurdering bliver identificeret en række uheldsscenarier. Disse scenarier skilles først i:

• Hurtige uheldsscenarier.
• Langsomme uheldsscenarier. Langsomme scenarier er dem, hvor uheldsforløbet tillader at man kan evakuere alle personer som kan blive påvirket inden uheldet udvikler sig til det værste^[15]. Virksomheden skal argumentere for, hvornår et scenario må betragtes som langsomt.

Alle scenarier vurderes med hensyn til deres hyppighed. Denne vurdering kan variere fra kvalitativ til kvantitativ med de klassifikationer der fremgår af Tabel 5.

Tabel 5. Inddeling i hyppighedsklasser for uheldsscenarier i følge den franske metode

Næste trin er en vurdering af konsekvenser. For de ”langsomme” scenarier vurderes kun de irreversible skader på værdier og miljø (da folk er evakueret). For hvert scenario analyseres op til hvilken afstand fra kilden, konsekvensen vil være meget alvorlig, alvorlig, irreversibel, eller eventuelt indirekte, se Tabel 6. Dvs. at for hvert scenario kan der tegnes et geografisk kort med 3 til 4 cirkler til hver af disse alvorlighedsgrader (i tilfælde af langsomme scenarier kun én cirkel til irreversible skader). Herefter lægges disse kort sammen for de forskellige scenarier. Toksicitet, varmestråling, overtryk og de ”langsomme” scenarier lægges sammen hver for sig, så for stoffer som både er brandfarlig og toksisk ender man til sidst op med fire geografiske kort som viser vurderinger for hver af disse konsekvenstyper. Nogle meget usandsynlige scenarier må udelukkes fra sammenlægningen ved hjælp af et ”hyppighedsfilter”. Det er kun hændelser i hyppighedsklasse E som opfylder ekstra krav vedr. passiv sikkerhed eller et minimum antal garanterede sikkerhedsbarrierer. Disse scenarier bibeholdes dog for beredskabsplanlægning.

Sammenlægningen sker ved at lægge sandsynlighedsklasser sammen: Fire scenarier af klasse E betegnes som ”4E”; der skiftes til næste klasse ved en faktor 10, så 10 scenarier af klasse E betegnes som D. De endelige geografiske kort med konsekvensafstande opnås ved:

1. Bestem den mest alvorlige konsekvens på et bestemt sted på kortet.
2. Læg sandsynlighedsklasser sammen som på dette sted fører til denne mest alvorlige konsekvens.
3. Angiv ”risiko” på dette sted ved hjælp af risikomatrix som i Tabel 7.

Tabel 6. Tærskelværdier for den franske metode for afgrænsning af konsekvensafstanden

Tabel 7. Risikomatrix for stedbunden (individuel) risiko ifølge den franske metode til udarbejdelse af restriktioner for fysisk planlægning.

På baggrund af disse kort opstilles en plan for risikostyring. Disse planer kan indeholde muligheder for ekspropriering (kun for risikozoner klassificeret som TF+ og TF) og ”délaissement”^[16] (for risikozoner klassificeret som TF+ til F). Disse planer udvikles under hensyntagen til bl.a. lokale forhold og historisk udvikling.

Generelt gælder et forbud mod udvikling af ny beboelse eller erhverv (urbanisering) i de risikozoner som er klassificeret som TF+ til F. Byudvikling er underlagt særlige forhold for de risikozoner M+ til M (for toksicitet eller varmstråling) hhv. M+ til Fai (for overtryk pga. mulighed for glasbrud).

Institutioner som er svære at evakuere, må ikke opføres i de områder hvor der kan forekomme konsekvenser fra de ”langsomme” scenarier.

Planer for risikostyring kan også omfatte tekniske foranstaltninger til at beskytte bygninger og mennesker i farezonen, fx ved at indsætte eksplosionssikre vinduer. En tommelfingerregel er at disse foranstaltninger ikke må koste mere end 10 % af de eksponerede værdier. Dette gælder især i de risikozoner M+ og M.

Et væsentligt element i den franske metode er at den lokale befolkning inddrages i beslutningsprocessen omkring disse risikostyringsplaner.

Ved siden af den stedbundne vurdering foretages også en helhedsvurdering af den totale risikoeksponering for en virksomhed. Dertil defineres fem alvorlighedsklasser for uheldsscenarier som i Tabel 8, som anvendes i den i Tabel 9 viste risikomatrix. Denne matrix implementerer acceptkriterier for samfundsrisiko i Frankrig.

Tabel 8. Alvorlighedsskala defineret som sammenhæng mellem konsekvens og det antal eksponerede personer

Tabel 9. Risikoacceptmatrix for virksomheder i Frankrig. De røde felter viser en uacceptabel risiko: Anlægget kan ikke godkendes. De gule felter viser hvornår anlægget kan godkendes på betingelse af, at alle praktisk mulige (ALARA) sikkerhedsforanstaltninger implementeres. De grønne felter viser hvornår anlægget kan godkendes uden videre betingelser.

3.6 Risikoacceptkriterier i Nederlandene

Kilder:
Decree on External Safety of Installations (Besluit externe veiligheid inrichtingen – BEVI) 2004

Guidance on the Duty of Accountability for Societal Risk

De nederlandske risikokriterier er implementeret ved en bekendtgørelse i 2004. Der er tale om kvantitative risikokriterier formuleret som stedbunden risiko, som sikrer at intet individ udsættes for en for høj risiko. Ved myndighedernes afgørelser (dvs. miljøgodkendelser for virksomheder på den ene side og godkendelser for byplanlægning tæt ved eksisterende virksomheder på den anden side) skal der også indgå overvejelser mht. samfundsrisiko.

Hollændere har udviklet et softwareværktøj til beregning af stedbunden (individuel) risiko og samfundsrisiko. Værktøjet implementerer metoderne fra den ”gule” og den ”lilla” bog (Committee for the Prevention of Disasters, 1997; Committee for the Prevention of Disasters, 1999). Bindende retningslinier kræver fra den 1. januar 2008 resultater ved brug af dette værktøj som grundlag for myndighedsbehandlingen.

Der sondres mellem ”sårbare objekter” og ”begrænset sårbare objekter”. Til det sidste hører spredte boliger (mindre end 2 pr. ha), mindre forretninger og hoteller, erhvervsområder, objekter med rekreative funktioner og objekter med en infrastrukturel funktion (elforsyning, telefoncentraler, flytårne o.l.). Sårbare objekter er boliger, områder til mindreårige, ældre, syge eller handicappede (skoler, børnehaver, plejehjem, hospitaler o.l.), større (centre med) forretninger og hoteller (defineret som etageareal, typisk over 1500 m²) og teltpladser for over 50 personer.

For sårbare objekter må en grænseværdi for stedbunden risiko af 10^-6 pr. år ikke overskrides. For begrænset sårbare objekter gælder samme værdi som en målsætning, som under nogle betingelser må overskrides. For eksisterende miljøgodkendte virksomheder gælder en midlertidigt acceptkriterium på 10^-5 pr. år, men senest i 2010 skal den generelle grænseværdi (dvs. værdien som skal anvendes for sårbare objekter) på 10^-6 pr. år overholdes.

Figur 7. Samlet fremstilling af acceptkriterier for samfundsrisiko i Danmark (ifølge miljøprojekt 112 inklusiv det grå "ALARA"-område), Flandern (afsnit 3.4), Nederlandene (afsnit 3.6) og Storbritannien (indikation af en uacceptabel samfundsrisiko, se afsnit 3.8 ).

Myndighederne skal ved godkendelser sammenligne den beregnede samfundsrisiko med målsætninger for risikoaccept som vist i Figur 7:

• Den forventede hyppighed for uheld med mere end 10 dødsfald må ikke overskride 10^-5 pr. år.
• For uheld med mere end 100 dødsfald ikke 10^-7 pr. år.
• For uheld med mere end 1000 dødsfald ikke 10^-9 pr. år.

Til beregning af samfundsrisiko anvendes en maksimal konsekvensafstand som pr. definition omfatter det område hvor den forventede dødelighed er højere end 1 % ved det værst mulige uheld.

3.7 Risikoacceptkriterier i Island

Island anvender faste sikkerhedsafstande mellem risikovirksomheder eller oplag af farlige stoffer og andre bygninger og arealanvendelser. Disse afstande er i høj grad baseret på brandbeskyttelse Der anvendes altså ikke eksplicitte risikoovervejelser.

Flere bekendtgørelser specificerer afstanden til anlæg med farlige stoffer, herunder bekendtgørelsen for F-gasoplag og oplag af brandfarlige væsker, men bekendtgørelserne vedrører forholdsvis små mængder (25 ton og 100 m³ for henholdsvis F-gas og brandfarlige væsker). Sprængstofbekendtgørelsen er den eneste bekendtgørelse som omfatter Sevesovirksomheder. Denne bekendtgørelse specificerer fx afstand til ”kolonne 3”-virksomhed (her henvises til en virksomhed med oplag af 50 000 ton) som i Tabel 10.

Tabel 10. Sikkerhedsafstand til kolonne 3-virksomheder på Island

3.8 Risikoacceptkriterier i Storbritannien

Kilder:
Risk criteria for land-use planning in the vicinity of major industrial hazards, UK Health and Safety Executive, ISBN 11 885491 7 (1989)

Proposals for revised policies to address societal risk around onshore non-nuclear major hazard installations, UK Health and Safety Executive, Consultative Document CD112 (2007)

I Storbritannien anvendes begrebet ”rådgivningssafstand” (consultation distance, CD), som i praksis kan sammenlignes med sikkerhedsafstand. Disse ”rådgivningsafstande” rundt om hver risikovirksomhed bestemmes af den centrale kompetente myndighed (Health and Safety Executive HSE). Dertil udfører HSE for hver sag risikoberegninger på basis af oplysninger samlet via de lokale myndigheder fra virksomhedens tilladelser (Hazardous Substances Consent data, som indeholder oplysninger om bl.a. mængder af farlig stof, tankstørrelser, tryk, temperatur). Beregningerne er probabilistiske for toksiske stoffer, men de kan være deterministiske i tilfælde af at risikoen forårsages af mulighed for brand og eksplosion.

Rådgivningsafstande er delt i tre zoner, nemlig en afstand op til sandsynligheden af 10^-5 (inderzonen), 10^-6 (midterzonen) og 0,3 x 10^-6 (yderzonen) pr. år for eksponering til en farlig dosis (som kan tilnærmelsesvis sammenlignes med individuel risiko eller stedbunden risiko).

For hver udvikling af eller omkring en risikovirksomhed (dvs. indenfor den yderste rådgivningsafstand) skal den lokale planlægningsmyndighed spørge HSE til råds. HSE har ingen bemyndigelse til at afvise en godkendelse, men kan afgive en ”negativ vurdering”. Dog konkluderes i regeringens vejledning at ”i lyset af den anerkendte ekspertise i ekstern risikovurdering … skal en indstilling fra HSE om at nægte en godkendelse for udvikling af, på, eller i nærheden af en risikovirksomhed, ikke afvises uden de mest dybtgående overvejelser”

Indtil videre foretager HSE kun vurderinger baseret på individuel risiko (sammenlignelig med stedbunden risiko). HSE anvender 10^-6 pr. år som nederste grænse for individuel risiko for den almindelige befolkning: En risiko mindre end dette er ikke signifikant i forhold til hverdagens risici. For sårbare personer (ældre, personer sårbare for eksponering) anvendes en grænse som på 0.3×10^-6 pr. år. Der anvendes 10^-5 pr. år som øverste grænse for accept af ufrivillig risiko (ufrivillig udsatte personer er fx ansatte i omkringliggende virksomheder).

HSE har vurderet hvor mange personer der højst må være indenfor den zone med høj risiko (op til 10^-5 pr. år). Mere end 25 personer ville vurderes som ”væsentlig risiko”. I Tabel 11 vises hvilke typer af arealanvendelse der anses for acceptable indenfor de forskellige risikozoner.

Tabel 11. Nuværende grundlag for HSE’s vurdering af nye udviklingsplaner

Tidligere har HSE ikke vurderet samfundsrisiko, bl.a. fordi den tidligere har været svær at regne ud, men der er nu udviklet en metode som er nem og kræver færre ressourcer. Der er en proces i gang i Storbritannien for at finde frem til et kriterium for samfundsrisiko. Derudover er der en diskussion om HSE’s rådgivning skal udvides udenfor deres rådgivningsafstand som defineret ovenfor, fordi samfundsrisiko netop er relevant udenfor sikkerhedsafstande (se afsnit 1.2.4 og 1.3.1). I 2001 publicerede HSE rapporten: ‘Reducing Risks, Protecting People’ (R2P2) som foreslår at et kriterium for samfundsrisiko skal sikre at følgende udsagn tilgodeses: “risikoen for et uheld som medfører 50 eller flere dødsfald i en enkel hændelse bør betragtes som uacceptabel hvis den forventede hyppighed er mere end 1 pr. 5000 år” (dette udsagn er indikeret i Figur 7).

Det skal bemærkes, at den beskrevne fremgangsmåde kun bruges i forbindelse med nye udviklinger (opførelse af nye boliger, nye virksomheder, osv.) i nærheden af eksisterende virksomheder. Den bruges ikke til godkendelse af eksisterende virksomheder.

3.9 Risikoacceptkriterier i Tyskland

Kilder:
SFK/TAA-GS-1: Störfall-Kommission technischer Ausschuss für Anlagensicherheit, Leitfaden.

Empfehlungen für Abstände zwischen Betriebsbereichen nach der Störfall-Verordnung und schutzbedürftigen Gebieten im Rahmen der

Bauleitplanung - Umsetzung § 50 BImSchG

Den tyske ”Störfallkommission” har i 2005 udarbejdet en vejledning for at implementere SevesoII–direktivets artikel 12 om fysisk planlægning og sikring af den fornødne afstand mellem risikovirksomheder og sårbare objekter. Vejledningen har hjemmel i den tyske miljøbeskyttelseslov. Det bemærkes, at vejledningen ikke anvendes for en vurdering af eksisterende situationer, hvor der i forvejen er udstedt en miljøgodkendelse, eller hvor gældende generelle miljøforskrifter er overholdt.

For oplag af eksplosiver og ammoniumnitrat findes særlige afstandskrav.

Der sondres mellem situationer med eller uden detailkendskab. I tilfælde af at der ikke findes detailkendskab til virksomheden (typisk ved planlægning af nye anlæg), anbefales generelle afstandskrav afhængig af de anmeldepligtige stoffer i virksomheden. Kravene er opdelt i 4 klasser på henholdsvis 200, 500, 900 og 1500 m, se Tabel 12. Disse afstande gælder for virksomheder som i Danmark vil være omfattet af § 4 i risikobekendtgørelsen (kolonne 2-virksomheder), (Miljøministeriet, 2006). Baggrunden for disse anbefalinger er konsekvensberegninger, som anvender følgende standardforudsætninger:

• Udslip af det farlige stof fra et hul på 490 mm² (svarende til rørbrud af et DN 25 rør^[17]).
• I tilfælde af brændbare stoffer antages umiddelbar antændelse.
• Spredning i atmosfæren beregnet som beskrevet i VDI-retningslinie 3783, under anvendelse af gennemsnitlige meteorologiske forhold for industrielle områder, som en vindhastighed på 3 m/s.
• En tærskelværdi på 1,6 kW/m² for varmestråling.
• En tærskelværdi på 0,1 bar for maksimum overtryk for eksplosioner (gennemsnit mellem 0,175 bar for skade på ører og 0,05 bar for personskade fra glassplint).
• En tærskelværdi for toksiske stoffer som er lige med EPRG^[18] 2-værdien.

I tilfælde af, at der er detailkendskab med industrien (typisk ved fysisk planlægning omkring eksisterende virksomheder), udføres konsekvensberegninger for den specifikke virksomhed. Disse beregninger udføres efter ovennævnte forudsætninger, selv om der er en vis frihed i udvælgelsen af scenarier (som størrelse på hullet – det anbefales for eksempel, at beregningsgrundlaget skal være et hul større end 80 mm²). Ved oplag af farlig stoffer i cisterner eller flasker regnes med udslip én enkelt enhed (cisterne eller flaske). Uheldsbegrænsende foranstaltninger tages med i konsekvensvurderingen. Brand, eksplosion og toksiske effekter vurderes hver for sig.

Tabel 12. Tyske anbefalede afstandskrav i tilfælde af, at der ikke findes detaljerede konsekvensberegninger

[13] http://mahbsrv4.jrc.it/rhadnew-v3/adminindex.html

[14] IDLH: Immediately Dangerous for Life and Health (værdier udviklet for beredskabspersonale); ERPG: Emergency Response Planning Guidelines (værdier udviklet for arbejdere, dvs. raske personer); AEGL: Acute Emergency Guidance Level (værdier under udvikling for den almene befolkning)

[15] Et typisk eksempel på et langsomt uheldsscenario er ”boil-over”: Når en tankbrand får lov til at fortsætte, kan olien i bunden af tanken til sidst blive så varm, at den begynder at koge. Dette er en meget voldsomt proces, men man kan nå at evakuere befolkningen i nærheden inden da.

[16] ”Délaissement” henviser til en fransk juridisk konstruktion: Myndighederne kan pålægge forbud mod at genanvende arealer og bygninger efter disse forlades af de nuværende ejere/brugere, i kombination med myndighedernes pligt til at overtage (købe) ejendomme når ejerne ønsker dette.

[17] For fosgen er der anvendt et DN 15 rør.

[18] EPRG: Emergency Response Planning Guidelines, se også note 14. For hvert stof angives 3 koncentrationer (EPRG 1 til EPRG 3). Stoffets EPRG 2–værdi er den koncentration af stoffet i luften, som næsten alle personer kan eksponeres til i en time uden at der opstår varige skader eller påvirkninger som forhindrer personens selvredning.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.