| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Acceptkriterier i Danmark og EU

4 Diskussion af risikoacceptkriterier

• 4.1 Diskussion af udvikling i Danmark
• 4.2 Diskussion af gennemgang af praksis i EU
  • 4.2.1 Kvalitative vs. kvantitative kriterier og metoder
  • 4.2.2 Sikring af konsistente og ensartede afgørelser (følgerigtighed)
  • 4.2.3 Sammenligning af kvantitative risikoacceptkriterier
  • 4.2.4 Eksisterende og nye situationer
  • 4.2.5 Håndtering af sårbare objekter (fx hospitaler, skoler, infrastruktur)
  • 4.2.6 Risikoacceptkriterier for miljøskade
  • 4.2.7 Risikoacceptkriterier for helbredsskader
• 4.3 Generelle betragtninger
  • 4.3.1 Individuelt risikoniveau og beskyttelse af sårbare objekter
  • 4.3.2 Samfundsrisiko og risikoaversion
  • 4.3.3 Hyppigheder for dimensionerende uheldsscenarier og maksimum konsekvensafstande
  • 4.3.4 Risikoacceptkriterier for eksisterende og nye situationer
  • 4.3.5 Risikoacceptkriterier for miljøskade
  • 4.3.6 Risikoacceptkriterier for helbredsskader

I dette kapitel diskuteres de studier som er præsenteret i de to foregående kapitler. I afsnit 4.1 diskuteres de danske studier og den danske udvikling med udgangspunkt i Miljøprojekt 112. I afsnit 4.2 diskuteres og sammenlignes de europæiske studier. Til afslutning indeholder afsnit 4.3 nogle generelle betragtninger om valg af risikoacceptkriterier på baggrund af en samlet vurdering af studierne og den nuværende praksis i Europa.

4.1 Diskussion af udvikling i Danmark

Miljøprojekt 112 er en grundig bearbejdning af problemstillingen om risikoanalyse og risikoacceptkriterier.

Udviklingen af den kvalitative metode ved hjælp af sikkerhedsbarrierediagrammer har vist sig at være nyttig. Metoden anvendes generelt i Danmark og i nogle andre lande^[19]. Bortset fra, at der på nuværende tidspunkt er opnået mere erfaring med anvendelse af forskellige metoder og kriterier, kan arbejdet kun kritiseres på følgende punkter:

1. Den kvalitative metode er ikke knyttet til en eksplicit vurdering af de geografiske forhold ved en virksomhed (afstand til beboelse, udstrækning af konsekvenser).
2. Den kvalitative metode fokuserer på acceptkriterier for enkelte uheldsscenarier og udtaler sig ikke om hvordan risikobidrag fra forskellige uheldsscenarier skal lægges sammen.

Dette har formodentlig været med til, at der senere i Danmark er kommet fokus på udvælgelse af et dimensionerende uheldsscenario til udpegning af sikkerhedsafstande. Dvs. at man fravælger det værst mulige uheld og fokuserer på et mindre uheld og lader dets konsekvensafstand bestemme sikkerhedsafstanden. Denne fremgangsmåde er kun forsvarlig, hvis der findes eksplicitte, begrundede regler for hvordan man udvælger dette dimensionerende uheld, og Miljøprojekt 112 vejleder ikke på dette punkt. Denne fremgangsmåde tillader heller ikke at vurdere samfundsrisikoen. Samfundsrisiko er netop relateret til risikoen udenfor sikkerhedsafstanden (nemlig hvis der findes store befolkningskoncentrationer lige udenfor sikkerhedsafstanden), og den kan derfor kun vurderes, hvis man vurderer de uheldsscenarier som medfører konsekvenser udover sikkerhedsafstanden.

Miljøprojekt 112 har forsøgt at gøre de kvalitative og kvantitative kriterier sammenlignelige. For de enkelte hændelser er de kvalitative kriterier på den ene side strengere end de kvantitative kriterier, men på den anden side tages der i den kvalitative tilgang ikke højde for, at der ofte er flere uheldsscenarier som bidrager til den samlede risiko. Disse effekter kompenserer muligvis hinanden, men de gør sammenligningen svær.

For at kvantitative og kvalitative kriterier kan bruges side om side kræver det også, at man ved den kvalitative metode er villig til at udtale sig om hændelser med hyppigheder ned til størrelsesorden 10^-6 pr. år for at få indblik i den maksimale konsekvensafstand, selvom det dimensionerende uheld (som bestemmer sikkerhedsafstanden) har en hyppighed på 10^-4 pr. år. Den praksis for at begrænse sig til de dimensionerende uheldsscenarier, som beskrevet i den tidligere nævnte ”Tønderrapport” (Miljøstyrelsen, 1996) strider med principperne i Miljøprojekt 112, og er delvis skyld i det nuværende behov for nærmere vejledning i risikovurdering i Danmark.

4.2 Diskussion af gennemgang af praksis i EU

Både fra Kommissionens vejledninger og gennemgangen ovenfor af praksis i syv medlemslande konkluderes at der er væsentlig forskel i både acceptkriterier og måder at gennemføre risikoanalyser på i EU’s medlemslande.

4.2.1 Kvalitative vs. kvantitative kriterier og metoder

Kommissionens beskrivelse af kvalitative metoder i vejledningerne viser, at valg af dimensionerende uheldsscenarier i almindelighed medfører fravalg af vurderingen af værst mulige uheldsscenarier, og dermed fravalg af muligheden for at vurdere behovet for beredskabsplaner for uheld som er større end de dimensionerende uheld (de værst tænkelige uheld). Dette skyldes ikke mindst, at betegnelser som ”worst case”, ”worst conceivable” og/eller ”worst credible” er dårligt definerede, og dermed forsvinder forståelsen af forskellen mellem de to begreber.

I Tyskland anvendes en rent kvalitativ metode, dvs. hvor hyppigheder slet ikke vurderes. Der er klare, eksplicitte regler for valg af de dimensionerende uheldsscenarier. Disse scenarier er defineret ud fra en teknisk beskrivelse af udslip og forhold i omgivelsen. Uheld større end de dimensionerende scenarier (fx kollaps af en tank, forsinket antændelse af et eksplosiv udslip, samtidig svigt af flere beholdere pga. ildebrand) indgår ikke i betragtningerne. Risikoacceptkriterierne i form af afstandskrav er entydige.

Kvantitative risikoacceptkriterier gælder for både eksisterende og nye situationer i Nederlandene og Flandern. Disse kriterier ser på både stedbunden (individuel) risiko og samfundsrisiko. I Storbritannien anvendes kriterier baseret på stedbunden (individuel) risiko for nyudvikling i nærheden af eksisterende anlæg. Disse kriterier stiller grænser for, hvor mange mennesker der må udsættes for bestemte risikoniveauer, og tager på den måde delvis højde for samfundsrisiko (implicitte kriterier for forventede tab af liv).

Frankrig har udarbejdet en hybrid metode som nærmer sig en tilbundsgående kvantitativ risikoanalyse. Følgende ”kvalitative” aspekter er dog bibeholdt:

• Hyppighed kan vurderes ved hjælp af hyppighedsklasser.
• Der anvendes faste tærskelværdier for beregning af konsekvensafstande.
• Forskellige konsekvenstyper (varmestråling, toksicitet, overtryk) vurderes adskilt (dvs. hyppighederne lægges ikke sammen).
• Der tages ikke højde for indflydelsen af vindretning eller –styrke, dvs. at sikkerhedsområderne er koncentriske cirkler rundt om farekilden.

Tydelige risikoacceptkriterier er fastlagt som rammer for håndtering af eksisterende og nye virksomheder. Denne planlægning kan også indeholde krav om ekstra sikkerhedsforanstaltninger, både på virksomheden og med hensyn til, at eksponerede bygninger bliver udført på en måde, så de kan yde beskyttelse for deres beboere.

Fremgangsmåden i Italien ligner metoden i Frankrig (European Commission, 2007).

4.2.2 Sikring af konsistente og ensartede afgørelser (følgerigtighed)

I afsnit 1.3.2.2 er det nævnt, at hyppighedsestimater kan være behæftet med stor usikkerhed. Også konsekvensmodeller viser indbyrdes ret store forskelle (Lauridsen m.fl., 2002). Dette kan føre til, at samme (type) anlæg kan vurderes til forskellige risici, hvilket er i strid med princippet om følgerigtighed. Gennemgangen i kapitel 3 viser to måder til at håndtere denne problematik på som begge er relateret til kvantitative metoder og kriterier:

4.2.2.1 Harmonisering

I Nederlandene har der været stor fokus på at harmonisere den kvantitative risikovurderingsmetode. Ideen er at sammenligneligheden af resultater er vigtigere end at beregningerne er rigtige i absolut forstand. Dette arbejde førte til publicering af de ”farvede” bøger (Committee for the Prevention of Disasters, 1992; Committee for the Prevention of Disasters, 1997; Committee for the Prevention of Disasters, 1999; Schüller m.fl., 1997). Virksomheder skulle have meget tungtvejende argumenter for at få accepteret en risikovurdering, som ikke var udført i overensstemmelse med disse vejledninger. Pr. januar 2008 stilles krav^[20] om, at der bruges en bestemt softwarepakke (SAFETI-NL).

En ulempe med denne harmonisering er, at der bruges generiske fejlrater, jf. den ”lilla bog”, og ikke virksomhedsspecifikke oplysninger om udstyr og sikkerhedsforanstaltninger. Risikoen for en virksomhed, hvor der tages ekstra sikkerhedsforanstaltninger, bliver ikke vurderet anderledes end for en sammenlignelig virksomhed, som ikke har disse foranstaltninger. Hermed er princippet om proportionalitet kommet under pres, virksomheder har ikke et yderligere incitament for at forbedre sikkerheden, og det er svært for myndighederne at håndtere vurderingen af ekstra tekniske foranstaltninger i forhold til Seveso II, artikel 12 (i modsætning til den franske metode).

4.2.2.2 Vurderinger foretages centralt

I Storbritannien foretager en central myndighed, HSE, den kvantitative risikovurdering på baggrund af de oplysninger om virksomheden som de lokale myndigheder fremlægger. Der er dermed ikke formelt tale om harmonisering, men man sikrer sig, at vurderingerne udføres ved hjælp af identiske metoder, datakilder og ekspertise. I princippet anvender HSE også generiske data (FRED databasen), men eksperterne fra HSE kan tage højde for specifikke forhold på virksomheden, baseret på oplysninger fra virksomhedens sikkerhedsrapport og/eller virksomhedsbesøg^[21].

4.2.3 Sammenligning af kvantitative risikoacceptkriterier

Gennemgangen peger på, at der i de udvalgte EU lande er enighed om, at acceptkriteriet for stedbunden (individuel) risiko ligger på 10^-6 pr. år for den almene befolkning. Både den flamske, britiske og nederlandske regler tillader at små, ”ikke-sårbare” grupper bliver udsat for risici på højst 10^-5 pr. år. Erhvervsaktiviteter er tilladt ved endnu højere risikoniveauer i Storbritannien. De britiske og flamske regler håndterer lavere grænser for nogle sårbare objekter eller objekter, hvor der kan samles mange folk, dog ikke lavere end 10^-7 pr. år.

Kriterier for samfundsrisiko eksisterer kun i Flandern og i Nederlandene. Disse kriterier er udformet som en linje som begrænser F-N-kurven. I både Nederlandene og Flandern har linjen en hældning på 2 (på dobbeltlogaritmisk skala). I det nederlandske kriterium skal risiko for uheld med 10 eller flere dødsfald være mindre end 10^-5 pr. år, i Flandern er det 10^-4 pr. år (til sammenligning er det grå område ifølge Miljøprojekt 112 mellem 10^-6 og 10^-4 pr. år, se Figur 7).

Det er interessant at sammenligne disse kriterier med de franske hybride kriterier. Tabel 9 er udformet således, at den er sammenlignelig med en F-N-kurve. De franske hyppighedsklasser og alvorlighedsklasser ligger begge en faktor 10 fra hinanden (se hhv. Tabel 5 og Tabel 8). Hermed følger grænsen af det grønne område en hældning på 2 (to trin af gangen), mens grænsen af det røde område følger en hældning på 1 fra moderate til meget store uheld, og en hældning på 2 fra meget store til katastrofale uheld. Dvs. at også i de franske kriterier kommer risiko aversion (se nedenstående afsnit 4.3.2) til udtryk på næsten sammen måde som i Nederlandene og Flandern.

4.2.4 Eksisterende og nye situationer

I flere lande bruges risikoacceptkriterier kun eksplicit i forbindelse med nye virksomheder eller byudvikling i nærheden af eksisterende anlæg. Dette er formodentlig snarere begrundet i juridiske aspekter vedr. godkendelse af eksisterende virksomheder end at det er udtryk for at risikoen i eksisterende situationer skal accepteres.

I de (få) tilfælde hvor acceptkriterierne også anvendes til eksisterende situationer kunne disse for nogle år siden være højere end for nye situationer. Men i dag gælder de samme kriterier for nye og eksisterende situationer, eventuelt suppleret med overgangsordninger (Nederlandene, Frankrig).

4.2.5 Håndtering af sårbare objekter (fx hospitaler, skoler, infrastruktur)

EU’s medlemslande anvender forskellige principper for udvælgelse og beskyttelse af objekter (mennesker, bygninger, arealer) som betragtes at være særligt sårbare i tilfælde af et uheld. I de fleste tilfælde er udvælgelsen af sårbare objekter uargumenteret, men i nogle tilfælde argumenteres der ud fra objekter som er vanskelige at evakuere.

I almindelighed skelnes mellem fire kategorier af eksponerede individer:

1. Medarbejdere på selve anlægget (både ansatte og eksterne håndværkere). I princippet er disse individer beskyttet ud fra krav om arbejdssikkerhed. De er i de fleste tilfælde ikke inkluderet i overvejelser vedr. samfundsrisiko.
2. Medarbejdere på virksomheder i nærheden af det farlige anlæg. Der accepteres ofte en højere stedbunden (individuel) risiko for erhvervsområder sammenlignet med boligområder (typisk en faktor 10 som i Flandern og Nederlandene). De britiske kriterier baserer sig også her på kriterier for arbejdssikkerhed. Dette kan der argumenteres for fordi:
   1. Det forventes ikke at (de samme) arbejdere på virksomheder er eksponeret hele døgnet.
   2. Der ikke er indrettet sovepladser.
   3. Medarbejdere forventes mere effektivt at kunne håndtere beredskabsinstrukser.
   Spredt beboelse (landbrugsejendomme) regnes også ofte til denne kategori, men dette er mere af praktiske end principielle grunde.
3. Beboere i almindelige beboelsesområder.
4. Individer som befinder sig i særlig sårbare objekter. Her er overensstemmelse mellem landene mindst. I Nederlandene skelnes ikke mellem kategori 3 og 4. I Flandern omfatter kategori 4 skoler, hospitaler og plejehjem. I Storbritannien omfatter kategorien også steder, hvor der kan samles mange folk, som butikscentre og sportsarenaer.

I nogle lande indgår antallet af eksponerede personer også i overvejelser om hvorvidt objekter er mere eller mindre sårbare. Når kriterier for stedbunden (individuel) risiko suppleres med kriterier for samfundsrisiko, vil sidstnævnte kriterier sikre, at objekter hvor der kommer mange mennesker (som store arbejdspladser, butikscentre, sportsarenaer o.l.) ikke udsættes for en for høj risiko. Antallet af eksponerede personer behøver i dette tilfælde ikke at indgå i overvejelser om følsomhed.

4.2.6 Risikoacceptkriterier for miljøskade

I lande, som bruger kvantitative risikoacceptkriterier, er der ikke opstillet eksplicitte kriterier for skade på miljøet. Kvalitative kriterier inkluderer miljøskade i definitionen af alvorlighedsklasser, men der mangler tærskelværdier i relation til miljøskade.

Kommissionens seneste vejledning, del C, nævner et antal metoder til vurdering af miljøskader (se afsnit 3.1) og konkluderer at en generel metode, som fører til sammenlignelige resultater, mangler.

4.2.7 Risikoacceptkriterier for helbredsskader

Alle kvantitative risikoacceptkriterier er baseret på sandsynligheden for dødsfald. Hvis man kender dødeligheden for forskellige eksponeringer, hvad enten det drejer sig om toksicitet, overtryk eller varmestråling, kan man lægge resultaterne sammen og generere et enkelt mål for risiko. Man bruger ofte probitfunktioner (Committee for the Prevention of Disasters, 1992)^[22] for at estimere dødelighed for en given eksponering.

De kvalitative kriterier benytter sig af tærskelværdier. Disse tærskelværdier refererer også til andre helbredseffekter (dog ofte i kvalitative termer), som dermed kan inddrages i vurderingerne. Det er dog også muligt at gennemføre en kvalitativ vurdering ved hjælp af dødelighed alene.

Tærskelværdier for toksicitet, varmestråling og overtryk er sammenlignet for tre lande i Tabel 13. Tærskelværdierne behøver ikke at være sammenlignelige, hvis der ledes efter forskellige påvirkninger (dødelighed eller varige skader). Men det er påfaldende, at mens de tyske tærskelværdier er lavest for varmestråling, er de højest for overtryk, hvilket enten peger på uenighed om det skadevoldende niveau eller inkonsistens mellem de forskellige konsekvenstyper.

Tabel 13. Sammenligning af tærskelværdier for kvalitative risikokriterier

4.3 Generelle betragtninger

4.3.1 Individuelt risikoniveau og beskyttelse af sårbare objekter

Alle personer har krav på det samme beskyttelsesniveau mod ufrivillig risiko. Indtil videre er der henvist til udenlandske studier mht. acceptkriterier for individuel risiko. Information fra Danmarks Statistik viser, at den laveste gennemsnitlige dødelighed er lidt mindre en 10^-4 pr. år for piger mellem 6 og 12 år, se Figur 8. Dermed udgør en ufrivillig risiko fra risikovirksomheder på 10^-6 pr. år højst 1 % af den laveste dødelighed i den danske befolkning, hvilket synes at være tilstrækkeligt lavt.

Det kan diskuteres, om børn og unge skal gives ekstra beskyttelse. Dødelighedsstatistikken giver ikke anledning dertil – den beskyttede gruppe skal udvides til en alder på ca. 30 år for at retfærdiggøre en højere beskyttelse med højst en faktor 3. Men andre grunde kunne være at dødsfald blandt børn og unge repræsenterer et stort antal tabte livsår eller et almindeligt følelsesmæssigt behov for beskyttelse af børn og unge.

Figur 8. Dødelighed i Danmark som funktion af alder for alle årsager (Danmarks Statistik)

Besværlig evakuering anvendes som argumentation for at udpege sårbare objekter. Mange uheldsscenarier er dog ”hurtige” (se afsnit 3.5), hvilket gør at spørgsmålet om evakuering ofte ikke er særlig relevant. Et vigtigere argument er, om objektet spiller en rolle i beredskabsindsatsen. Det betyder at hospitaler, men også brandstationer og anden infrastruktur for beredskabskommunikation bør være placeret udenfor den maksimale konsekvensafstand.

Objekter hvor der kan samles mange mennesker (butikscentre, sportsarenaer m.fl.), bør indgå i overvejelser om samfundsrisiko, og på denne måde reguleres accept af afstand mellem disse objekter og risikovirksomheder.

4.3.2 Samfundsrisiko og risikoaversion

Risikoaversion er betegnelsen for, at samfundet har sværere ved at acceptere ét stort uheld end få mindre uheld, selvom tabet af menneskeliv samlet set er det samme. Dette er én af grundene til, at hældningen i kriteriet for F-N-kurven plejer at være større end 1. Objektive argumenter for hældningen i F-N-kurven er, at store uheld overgår beredskabets kapacitet, og dermed er overlevelseschancer for ofre i et stort uheld mindre end i et lille uheld, og et stort uheld kan have stor påvirkning på en forholdsvis lille befolkningsgruppe (boligkvarter eller medarbejdergruppe), som overgår denne gruppes muligheder for at håndtere almindelige dødsfaldshyppigheder.

Der er ingen konkrete argumenter for, at hældningen på kurven skulle være 2, da ovennævnte argumenter er umulige at kvantificere. Hældningen på kurven for uheld med få ofre (op til ca. 3 til 5 dødsfald) kunne være 1 (dvs. et uheld med tre dødsfald vægtes lige så tung som tre uheld med hver et dødsfald), fordi det vil være indenfor beredskabets normale kapacitet og ikke væsentligt overskride samfundets tilpasningsevne. Ligeledes kunne hældningen for meget store uheld (mere end 500-1000 dødsfald) gøres større for at vise at uheld af sådanne størrelser ikke kan håndteres af beredskabet og vil have uoprettelige konsekvenser for det lokale samfund. Disse små tilpasninger i ydersiden af F-N-acceptkurven forventes i praksis ikke at have stor betydning for godkendelse af almindelige anlæg i Danmark, da overskridelsen oftest vil ske i midten af virksomhedens F-N-kurve, se eksemplet i Figur 2.

Linjen for accept af samfundsrisiko som foreslået i Miljøprojekt 112 ligger lavere i forhold til de acceptkriterier som findes i Nederlandene og Flandern. Her er kriterierne en faktor 10 til 100 højere. Miljøprojekt 112 argumenterer for, at der er sammenhæng mellem miljøprojektets kriterier for stedbunden (individuel) risiko og samfundsrisiko for en gruppe på én person. Det er imidlertid ikke muligt at lave en god sammenligning mellem de to kriterier, da befolkningstæthed ikke indgår i vurderingen af den stedbundne (individuelle) risiko. Det kan kun siges at det er uhensigtsmæssigt, hvis samfundsrisikokriteriet for en gruppe på én er lavere end kriteriet for stedbunden risiko, fordi så overskrides samfundsrisikokriteriet inden kriteriet for stedbunden risiko overskrides.

4.3.3 Hyppigheder for dimensionerende uheldsscenarier og maksimum konsekvensafstande

Ved anvendelse af kvalitative kriterier er det nødvendigt at oprette tydelige retningslinier for hvordan sikkerhedsafstande bestemmes. Det vil ofte være ”repræsentative” scenarier, som ikke nødvendigvis er de værst tænkelige scenarier. Hvis risikoanalysen og risikoaccept begrænses til en vurdering af disse ”repræsentative” dimensionerende scenarier, benægtes det, at der kan forekomme uheld med større konsekvenser. Derfor anbefales det at der også indgår scenarier som kan påvirke omgivelsen uden for sikkerhedsafstande, fx ved metoder som skitseret i afsnit 4.3.5.

Sikkerhedsafstande er sammenlignelig med den risikokontur for acceptabel stedbunden (individuel) risiko ved en kvantitativ vurdering, som ifølge gennemgangen er på ca. 10^-6 pr. år for almen beboelse (afsnit 4.3.1). En sikkerhedsafstand som er baseret på et uheldsscenario med en hyppighed på ca. 10^-6 pr. år vil yde mindst lige så meget beskyttelse som ovennævnte risikokontur – i praksis vil beskyttelsen være bedre, da et uheld ofte vil påvirke kun en del (typisk mellem 1/10 eller 1/100) af det område som potentielt kan blive påvirket. Derfor kan hyppigheden af det dimensionerende scenario passende vælges som ca. 10^-5 pr. år (som svarer tilnærmelsesvis til den nederste grænse ”5E” i den franske metode, se afsnit 3.5). Kriteriet for det dimensionerende scenario kan dermed fx defineres som det uheldsscenario med den største konsekvensafstand, som har en hyppighed højere end ca. 10^-5 pr. år (eller en tilsvarende kvalitativ hyppighedsklasse).

Med hensyn til hyppigheden for det scenario som bestemmer den maksimale konsekvensafstand, vil en nederste grænse ligge mellem 10^-9 og 10^-8 pr. år. Den første værdi svarer til Miljøprojekt 112’s kriterium for scenarier med konsekvensklasse 5.2, sidstnævnte svarer til grænsen som anvendt i den nederlandske lilla bog (Committee for the Prevention of Disasters, 1999).

4.3.4 Risikoacceptkriterier for eksisterende og nye situationer

I nogle lande anvendes, eller har der været anvendt, mere lempelige kriterier for eksisterende end for nye situationer. Det kan diskuteres, om dette er en acceptabel situation i længden – alle borgere har ret til lige behandling, og alle virksomheder bør kunne overholde samme krav. Argumentet for en lempeligere behandling af eksisterende situationer er at der er tale om historiske udviklinger, som er svære og dyre at ændre. Men det bør være et overordnet princip at der arbejdes hen imod en situation, hvor også borgerne i nærheden af eksisterende virksomheder sikres et risikoniveau som ikke er højere end hvad der er acceptabelt for andre. Hertil kan der indføres overgangsordninger med tidsfrister. Virksomheder bør kunne tilpasse sig til stigende krav med hensyn til deres miljøbelastning generelt, og risikoområdet bør ikke være en undtagelse.

4.3.5 Risikoacceptkriterier for miljøskade

Kommissionens seneste vejledning (European Commission, 2006) bekræfter, at der mangler etablerede acceptkriterier for vurdering af skade på miljøet som kan sammenlignes med acceptkriterier for risiko for livstab.

En rettesnor for sammenligning mellem uheld med personskade og uheld med miljøskade kan afledes fra Seveso II-direktivets anneks VI om anmeldelse af større uheld til Kommissionen (European Council, 1997). Forfatteren har tidligere^[23] foreslået dette anneks som basis for at lave en sammenligning mellem konsekvensbeskrivelser for uheld med personskade og uheld med miljøskade, se Tabel 14. Udgangspunkt er kriteriet for indberetning, som svarer til konsekvensklasse 4. Beskrivelser for miljøskade for de andre konsekvensklasser er baseret på at tilpasse skadesomfang på sammen måde som for personskade. Henvisningen i direktivets anneks VI til floder og kanaler er i øvrigt ikke særligt relevant for Danmark, og bør formodentlig erstattes med en sammenlignelig vurdering af miljøskade i saltvandsområder, dvs. fjorde, sunde og kyststrækninger.

I Tabel 14 bruges beskrivelserne som i risikomatrixeksemplet (Tabel 1), og med referencer til både Miljøprojekt 112’s konsekvensskalaer (Tabel 2) og de franske alvorlighedsskalaer (Tabel 8). En sammenligning af den art afslører, at også de sproglige betegnelser for uheldsstørrelser varierer en del (Miljøprojekt 112’s ”alvorlige konsekvenser K=4” svarer til ”stort uheld” i den franske metode og Tabel 1).

Ved hjælp af Tabel 14 kan man lave en kumulativ acceptkurve for uheld, som både kan anvendes på uheld med personskader og uheld med miljøskader, som vist i Figur 9. I stedet for en linje består acceptkriterierne nu af punkter (søjler) for hver konsekvensklasse. Til sammenligning vises det grå ALARA område ifølge de kvantitative kriterier fra Miljøprojekt 112 samt de nederlandske (lysegrønne) acceptkriterier, som repræsenterer en realistisk acceptabel sikkerhedsniveau. Desuden er de franske kriterier vist på sammen måde som i Tabel 9: De grønne felter hhv. søjler nederst til venstre som viser for hvilke hyppigheder små (klasse 2 og 3) uheld kan accepteres uden videre betingelser, og de røde felter hhv. søjler øverst til højre som viser de forbudte risici.

De kvalitative risikoacceptkriterier for uheld som defineret i Miljøprojekt 112 (afsnit 2.1.2) er også vist i denne figur, men det skal noteres at disse kriterier i princippet anvendes på enkelte scenarier (dvs. at kurven ikke er kumulativ). Figuren viser, at der skal ca. 100 uheldsscenarier til før Miljøprojekt 112’s kriterium overskrider et kriterium baseret på den nederlandske grænse for samfundsrisiko.

Tabel 14. Forslag til beskrivelse af konsekvenskategorier for uheld med både personskade og miljøskade, baseret på en sammenligning af kriterier for indberetning af større uheld ifølge Seveso-II direktivet, Anneks VI (European Council, 1997).

Figur 9. Risikoacceptkriterier for uheld med person- og/eller miljøskade, med definitioner i Tabel 14. Det grå område viser ALARA området ifølge de kvantitative kriterier i Miljøprojekt 112.

4.3.6 Risikoacceptkriterier for helbredsskader

Kvantitative risikoacceptkriterier er baseret på dødsfald. Det antages implicit, at dødsfald er proportionelt med helbredsskader. Det er dog af interesse at kunne forudsige antal skadede personer, fordi dette ifølge sagens natur i højere grad kræver kapacitet fra beredskabet end (akut) dødsfald.

En nærmere analyse af sammenhæng mellem dødsfald og helbredsskader findes i (Rasmussen m.fl., 1999). Helbredsskader defineres ved mindst tre forskellige parametre:

• Behov for medicinsk behandling
• Den tid det tager at komme sig oven på skaden
• Omfang af permanente skader

Praktiske oplysninger mangler, som kan binde disse parametre sammen med eksponering for forskellige stoffer eller påvirkninger. Der findes kun få referencer i den videnskabelige litteratur, som beskriver sammenhænge mellem toksisk eksponering og fx hospitalsindlæggelse.

Siden ovennævnte rapport er AEGL-værdierne^[24] udviklet, og disse anses på nuværende tidspunkt for at være det bedste alternativ for toksiske tærskelværdier til brug ved risikoanalyser (Taylor, 2007). AEGL-værdier viser tre forskellige niveauer (fra irritation til livstruende påvirkning), som kunne gøre det muligt at bestemme op til hvilken afstand der er risiko for dødsfald og op til hvilken afstand der er risiko for helbredsskader.

Ved anvendelse af kvalitative metoder til bestemmelse af sikkerhedsafstande udgør AEGL-værdier det foretrukne datagrundlag. Kommissionens ”RoadMaps” (European Commission, 2007) indeholder en sammenligning af IDLH¹⁴, ERPG¹⁸ og AEGL3-værdier. Denne sammenligning vises i Tabel 15.

Tabel 15. Sammenligning af tærskelværdier for påvirkning af toksiske stoffer (European Commission, 2007)

Kommissionens ”Roadmaps” sammenfatter også vejledende tærskelværdier for varmestråling og overtryk pga. eksplosion, disse tærskelværdier adskiller forskellige effektniveauer, se Tabel 16. Dette er det tætteste man kan komme ind på et datagrundlag som giver muligheder for at vurdere forskellige helbredsskader. Der henvises til Tabel 13 for at se hvordan disse værdier forholder sig til de kriterier som bliver brugt i Frankrig, Tyskland og Italien.

Tabel 16. Tærskelværdier for forskellige effekter for varmestråling og overtryk (European Commission, 2007).

[19] Disse diagrammer betegnes ofte som ”Bow-Tie” diagrammer.

[20] Regeling externe veiligheid inrichtingen II (Revi II), december 2007

[21] John Murray, HSE, e-mail den 24. januar 2008

[22] Probitfunktioner beskriver sammenhæng mellem dødelighed i en eksponeret population og dosis. Probitfunktioner for toksiske stoffer er mest baseret på dyreforsøg.

[23] PHARE Twinning project HU/IB/2001/EN/03: Implementation of the Seveso Directive (96/82/EC) by the National Directorate General for Disaster Management and Regional Directorates in Hungary

[24] Acute Exposure Guideline Levels, se http://www.epa.gov/oppt/aegl

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.