Udvikling af kompetence og værktøjer til implementering af REACH med fokus på virksomheder inden for rengøringsmiddel- og kosmetikbranchen.

5 Ekstern formidling

5.1 REACH-vejledning

Størstedelen af virksomhederne blev ved de opfølgende dialogmøder præsenteret for dispositionen for og tankerne omkring den REACH-vejledning, der ville blive udarbejdet. Flere virksomheder udtrykte i den forbindelse behov for en manual på en kogebogsform, hvor virksomhedens aktioner i forbindelse med REACH blev beskrevet trin for trin. Generelt var der ønske om, at vejledningen koncentrerede sig om downstream-brugere og deres forpligtelser. Desuden var der behov for, at vejledningen kunne bruges som opslagsværk, og at de forskellige afsnit derfor kunne læses selvstændigt. For at understrege dette fokus, blev vejledningens undertitel døbt ”- en manual for downstream-brugere”.

REACH-vejledningen blev udarbejdet i perioden december 2007 - februar 2008 og er i høj grad baseret på vejledningen beskrevet i RIP 3.5-2 /1/. Erfaringer fra projektet er inddraget i forbindelse med beskrivelsen af, hvordan virksomhederne kan gribe kortlægningen af deres kemikalier an. Vejledningen er udarbejdet som en kogebog, således at læseren i starten af hvert kapitel på listeform præsenteres for de overordnede aktioner virksomheden bør tage, hvorefter disse aktioner beskrives mere detaljeret. Fokusområderne i vejledningen har været:

  • Hvordan virksomheden finder sin(e) rolle(r) under REACH, og hvilke forpligtelser de enkelte roller medfører
  • Hvordan virksomheden forbereder sig bedst til REACH?
  • Hvordan kortlægning af kemikalier kan foretages
  • En trin-for-trin beskrivelse af, hvordan virksomheden lever op til de vigtigste forpligtelser for downstream-brugere

REACH-vejledningen er frit tilgængelig på SPT´s hjemmeside (www.SPT.dk) og er vedlagt som bilag K.

5.2 Eksternt rettet workshop

For at formidle erfaringerne for projektet til en bredere kreds af danske virksomheder blev der afholdt en to-dages workshop. Workshoppen blev afholdt som en fælles formidling af erfaringerne fra SPT’s REACH-projekt og et tilsvarende projekt inden for Kemikaliebanchen. Workshoppen var således en fælles formidling af resultaterne af de to projekter, samtidig med at nye informationer omkring REACH blev præsenteret. Der blev afholdt otte møder i planlægningsgruppen, der bestod af aktører fra begge projekter. Forberedelserne til workshoppen inkluderede blandt andet planlægning af programmet, koordineringsmøder med indlægsholdere og moderatorer, udarbejdelse af materiale til indbydelser, kursusmappe og planlægning af de praktiske forhold.

Programmet for workshoppen havde følgende fokusområder:

  • En introduktion til REACH
  • Erfaringer fra Kemikaliebranchens projekt
  • Erfaringer fra SPT’s projekt
  • Afprøvning af IT-værktøjer udviklet i og uden for projekterne
  • Mere information om eksponeringsscenarier
  • Gruppearbejde med anvendelsesbeskrivelse i eksponeringsscenarier
  • Myndighedernes håndhævelse af REACH

Programmet er vedlagt i bilag L.

Der blev givet en generel introduktion til REACH samt en introduktion til virksomheders roller og forpligtelser. Disse indlæg kunne forud for workshoppen fravælges af de deltagere, der ikke følte det nødvendigt med en introduktion til REACH. Erfaringerne fra Kemikaliebranchens projekt blev formidlet ved tre indlæg afholdt af deltagere i projektet. Indlæggene omhandlede henholdsvis arbejdet med kortlægning, kommunikation med leverandører og involvering af virksomhedens ledelse. Erfaringerne fra SPT-projektet blev formidlet i ét indlæg omhandlende kortlægning af kemikalier. Desuden blev der givet en introduktion til værktøjerne udviklet i de to projekter, hvorefter der under resten af workshoppen var mulighed for at afprøve værktøjerne ved opstillede computere. Da erfaringerne fra projekterne viste, at der var blandt virksomhederne behov for yderligere information om eksponeringsscenarier, blev det valgt at afholde to indlæg og gruppearbejde med dette tema. Endelig var der tre sektioner med indlæg afholdt af myndighederne, som omhandlede henholdsvis håndhævelse af REACH, REACH Helpdeske og status for Kommissionens RIP-projekter.

Der blev i november 2007 udsendt ca. 250 indbydelser til virksomheder, myndigheder og konsulenter, herunder de 45 virksomheder, der havde deltaget i ét af de to projekter. Der deltog i alt 94 personer i workshoppen, repræsenterende 63 virksomheder/myndigheder/konsulenter. En deltagerliste er vedlagt i bilag L.

Workshoppen blev afholdt den 23.-24. januar 2008 i Søhuset, Hørsholm. Arrangementet og rammerne modtog generelt meget positiv kritik fra deltagerne. Deltagerne udfyldte ved workshoppens afslutning et spørgeskema, der efterfølgende blev sammenfattet. Sammenfatningen er ligeledes vedlagt i bilag L.

Alt skriftligt materiale anvendt i forbindelse med workshoppen er tilgængelig på hjemmesiden http://reach-kursus.dhigroup.com.

5.3 Output af ekstern formidling

Generelt var virksomhedernes forventninger til REACH-vejledningen høje, og mange så frem til at have en simpel manual som hjælp til at gribe arbejdet med REACH an. Deltagernes ønsker og fokusområder blev vægtet højt under udarbejdelsen af vejledningen. På baggrund af virksomhedernes interesse blev det vurdere, at de havde til hensigt at anvende vejledningen i deres arbejde og dermed få følgende output:

  • En REACH-vejledning på dansk og med fokus på de mest relevante emner
  • En trin-for-trin manual til brug ved kortlægning af kemikalier og opfyldelse af forpligtelser
  • Henvisninger til yderligere relevant information
  • Et fælles udgangspunkt i branchen for at kommunikere omkring REACH

Der var stor tilslutning til den eksterne workshop, og kritikken til arrangementet var generelt positiv. Mange roste en god struktur og sammenhæng i workshoppens indlæg og syntes, det var interessant at høre om andre virksomheders erfaringer med REACH-arbejdet. Desværre var der ikke mange af deltagerne, der benyttede lejligheden til at afprøve de udviklede værktøjer. De fleste begrundede dette med, at de hellere ville bruge tiden på at ’netværke’. På baggrund af tilbagemeldingerne vurderes workshoppen at have givet deltagerne:

  • Et indblik i hvordan arbejdet med REACH gribes an i andre virksomheder, herunder
  • Forslag til metoder til kortlægning af kemikalier
  • Forslag til hvordan der kommunikeres med leverandører
  • Forslag til at skabe engagement omkring REACH internt i virksomheden
  • Introduktion til værktøjer, der kan hjælpe i arbejdet med REACH
  • Indblik i hvordan der i praksis arbejdes med eksponeringsscenarier
  • Myndighedernes tilgang til håndhævelse af REACH

 



Version 1.0 November 2008, © Miljøstyrelsen.