| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Erfaringsopsamling for reduktiv deklorering som afværgeteknologi i moræneler
1 Indledning
1.1 Baggrund og motivation
Stimuleret reduktiv deklorering har været anvendt som oprensningsmetode på en række danske lokaliteter (Bjerg et al., 2006), og der er opnået gode erfaringer fra især sandmagasiner. Der har endvidere været igangsat aktiviteter med stimuleret reduktiv deklorering i kalkmagasiner og moræneler. Oprensningen i moræneler er en mere kompleks proces, da den lave permeablitet af sedimentet gør, at samspillet mellem lermatrix, sprækker og sandslirer har stor betydning ved spredningen af elektrondonor og bakterier.
Hidtidige erfaringer med anaerob reduktiv deklorering af klorerede ethener tyder på, at de største udfordringer ved oprensningen ikke er forbundet med selve de mikrobiologiske processer. Det er i en række tilfælde dokumenteret, at det er muligt at opnå fuldstændig omsætning fra moderstoffet til ethen (Rugårdsvej (Jørgensen et al., 2007b), Glostrup (Region Hovedstaden, 2007b) og Gl. Kongevej 33 (Riis et al., 2008)). Feltresultater, fra afværge med in situ biostumuleret og bioaugmenteret anaerob deklorering af klorerede opløsningsmidler i moræneler, tyder på at tilbagediffusion af moderstoffet fra matrix til sandslirer og sprækker, hvor nedbrydningsreaktioner primært forventes at foregå, sandsynligvis er styrende for tidshorisonten af oprensning (Jørgensen et al., 2007a).
Matrixdiffusion vil betyde, at det kan tage lang tid, før der er opnået en fuldstændig oprensning (som ved alle andre afværgeteknologier i moræneler). Spørgsmålet er så, hvor stor effekten af en delvis oprensning er? Vil det hjælpe at øge sprækketætheden ved fx fraktureringsmetoder? Hvad betyder forekomsten af sandslirer? Hvordan er sammenhængen mellem massefjernelsen i matrix og udsivningen til underliggende grundvandsmagasiner? Udsivningen kan beskrives som den samlede forureningsflux (Tuxen et al.., 2006), der når et underliggende grundvandsmagasin. Vurdering af en sådan udsivning vil kræve en troværdig model, som tager højde for de typiske hydrogeologiske forhold, transport i sprækker og sandslirer, udveksling mellem matrix og sprækker samt de relevante mikrobiologiske processer.
1.2 Formål
Formålet med dette projekt er at indsamle og sammenstille eksisterende erfaringer med anvendelse af in situ biostimuleret og bioaugmenteret anaerob reduktiv deklorering af klorerede opløsningsmidler (primært ethener) i moræneler.
Der er indsamlet data fra 13 lokaliteter i Danmark, hvoraf der er iværksat fuldskalaoprensning i moræneleret på 3. Analysen udarbejdes med henblik på at belyse lokalitetskarakterisering, og hvordan viden fra denne udnyttes i den videre oprensning. Efterfølgende betragtes selve afværgen med hensyn til formål, oprensningskriterier, etablering, monitering og effekt.
På baggrund heraf opbygges en konceptuel forståelse for de styrende processer i forbindelse med transport af klorerede opløsningsmidler, bakterier og elektrondonor.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 August 2009, © Miljøstyrelsen.
|