Vejledning til bekendtgørelse om påfyldning og vask af sprøjter til udbringning af bekæmpelsesmidler

5 Krav til opsamlingsbeholdere

Opsamlingsbeholdere skal være tætte, så der ikke kan ske udsivning af opsamlet vaskevand med indhold af plantebeskyttelsesmidler (§4). Miljøstyrelsen har oprettet en autorisationsordning ’10 års beholderkontrol’ for kontrol af beholdere til flydende husdyrgødning, ensilagesaft eller spildevand. Ordningen omfatter åbne og lukkede beholdere til flydende husdyrgødning (gylle), ensilagesaft eller spildevand med en kapacitet på 100 m³ og derover. Kommunen kan stille krav om, at en beholder på under 100 m³ skal kontrolleres, hvis der er begrundet tvivl om beholderens styrke og tæthed. Kommunen kan endvidere kræve en beholder kontrolleret, hvis dens alder ikke kan dokumenteres, og beholderen efter kommunens skøn er mere end 10 år gammel. Det er brugerens ansvar at rekvirere kontrol af beholdere. Nærmere oplysninger findes på Teknologisk Instituts hjemmeside, http://www.godningsbeholderkontrollen.dk/4954,3.

5.1 Gyllebeholdere

Gyllebeholdere vil altid have en størrelse, der betyder, at disse vil være underlagt 10 års beholderkontrol. Reglerne i husdyrbekendtgørelsen for sikkerhed og anvendelse af gyllebeholdere betyder endvidere, at der ikke skal etableres yderligere sikkerhedsforanstaltninger ved opsamling af vaskevand med rester af plantebeskyttelsesmidler.

5.2 Anden beholder end gyllebeholder

Anden beholder end gyllebeholder, der anvendes til opsamling af vaskevand og spild af plantebeskyttelsesmidler i forbindelse med påfyldning, må ikke anvendes til andre formål (§4). På mange bedrifter og virksomheder vil opsamling af vaskevand og spild af plantebeskyttelsesmidler i forbindelse med påfyldning ske fra pladser, hvor også andre maskiner kan vaskes. Det vil være hensigtsmæssigt også at opsamle vaskevand fra vask af andre landbrugsmaskiner. Såfremt en vaskeplads udelukkende anvendes til rengøring af traktorer og andre markredskaber end sprøjter, kan der søges tilladelse til at udlede spildevandet til vandløb eller dræn.

Der kan anvendes mange forskellige typer og størrelser af beholdere. Beholderne skal være tætte. Det kræver efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 2 tilladelse til at etablere nedgravede beholdere. Nedlagte ajlebeholdere vil normalt ikke kunne anvendes, idet de ofte må anses for at være utætte. Eksisterende beholdere, som anvendes til opsamling af vaskevand, skal opfylde bekendtgørelsens krav om tæthed.

Beholdere placeret over terræn kræver i henhold til miljøbeskyttelsesloven ikke godkendelse. Beholdere bør stå på et stabilt underlag.

Der findes anlæg, hvor vaskevandet behandles i et biologisk aktivt medie forud for opsamling i en beholder. Sådanne anlæg kan opfattes som en del af opsamlingssystemet, og skal være tætte, således at der ikke kan ske nedsivning eller afstrømning. Det skal bemærkes, at mediet i biologiske anlæg (f.eks. barkflisanlæg og biobed) ved udskiftning skal behandles og bortskaffes som affald.

5.3 Ikke stationære beholdere i væksthuse

Hvis vaskevand i forbindelse med vask i væksthus opsamles i en beholder, der ikke er stationær, skal det på beholderen fremgå, at den indeholder vaskevand med rester af plantebeskyttelsesmidler.

 



Version 1.0 Juli 2009, © Miljøstyrelsen.