Emballageforsyningen i Danmark 2007

Sammenfatning

I 2007 var emballageforbruget i Danmark 978.960 tons svarende til, at hver dansker bruger 180 kg emballage pr. år. Ca. halvdelen af emballagemængden ender i virksomheder og resten hos de private husstande.

Baggrund og formål

Emballageforsyningen er den samlede mængde emballage, der findes her i landet, og som derfor forventes at blive til emballageaffald i Danmark det pågældende år, da emballage har kort levetid. Hvert år bliver der også foretaget opgørelser af, hvor store mængder emballageaffald der går til genanvendelse. Sammen med emballageforsyningsopgørelsen skal disse materialespecifikke analyser anvendes til at dokumentere, at Danmark overholder EU´s krav til genanvendelse af emballageaffald. Danmark når især op på store genanvendelsesprocenter for glas- og papemballage. Energien i det emballageaffald, som ikke indsamles til genanvendelse, udnyttes i affaldsforbrændingsanlæg.

I gennem de 14 år emballagestatistikken er udarbejdet, er der anvendt den samme principielle opgørelsesmetode. Herved kan totalmængderne direkte sammenlignes over tid. Datakilderne er Danmarks Statistiks data for udenrigshandel og den danske industris produktion. Opgørelsen omfatter såvel engangs- som genbrugsemballager.

Undersøgelsen

Emballageforsyningen fremkommer som resultatet af 2 separate del-opgørelser. I den første del opgøres forsyningen af tomme emballager, som igen består af den indenlandske produktion af nye emballager, hvortil importen af tomme emballager tillægges og eksporten af tomme emballager fratrækkes. I den anden del opgøres det dels, hvor store mængder emballager, der ankommer til landet gennem import af emballerede produkter og dels hvor store emballagemængder, der forlader landet gennem eksport af emballerede produkter. Den samlede danske emballageforsyning er således summen af de 2 delopgørelser.

Emballageforsyningen er i første omgang opdelt i hovedemballage-materialegrupperne: pap/papir, glas, plast, metal, tekstil og træ. Desuden er pap/papir, plast og metal yderligere underopdelt. I alt omfatter emballageforsyningsstatistikken 19 forskellige materialegrupper.

Datakilderne til emballageopgørelsen er Danmarks Statistiks opgørelser af udenrigshandelen og den danske industris produktion fordelt på varepositionsnumre. For hver enkelt af de 9.200 varepositioner er emballageanvendelsen vurderet og med basis i produktions- og udenrigshandelstal er den samlede emballageanvendelse for hver enkelt vareposition kalkuleret. Det skal dog nævnes, at der er en række potentielle fejlkilder ved den anvendte metode. Først og fremmest baserer opgørelsen sig på en vurdering af emballageanvendelsen med tillæg af oplysningerne fra tilgængelige datakilder. Dernæst kommer der nogen usikkerhed fra datagrundlaget fra Danmarks Statistik, idet bl.a. en række oplysninger er diskretioneret, da der kun er en eller få virksomheder, der dominerer hele varepositionen.

I en separat del af arbejdet opgøres anvendelsen og beholdningen af retur- eller genbrugsemballager. Men det skal påpeges, at der til denne del er knyttet en stor usikkerhed, idet der stort set ikke findes nogle statistiske data på området.

I forlængelse af hovedopgørelsen af emballageforsyningen er den samlede emballagemængde fordelt ud på de i alt 9.200 forskellige varepositioner, således at man direkte kan fremfinde det samlede emballageforbrug for hver enkelt varegruppe. Disse mængder kan så samles i større grupper. Endelig er emballagemængderne fordelt på affaldssteder, for at man derved kan få oplysninger om, hvor de enkelte specifikke emballagetyper skal bortskaffes fra.

Hovedkonklusioner

Den samlede danske forsyning af emballager for året 2007 er i alt på 978.960 tons. Fordelingen på hovedmaterialegrupperne ser således ud:

Figur 1: Fordeling af emballageforsyningsmængden

Figur 1: Fordeling af emballageforsyningsmængden

Projektresultater

Den samlede danske forsyning af emballager for 2007 er i alt på 978.960 tons, hvoraf 59,5% er salgsemballager og 40,5% er transportemballager.

På nedenstående skema ses den samlede danske emballageforsyning for 2007 fordelt ud på de enkelte materialer:

Samlet emballageforsyning, 2007
Materiale Salgsemballager,
tons
Transportemballager,
tons
I alt, tons
Bølgepap 172.804 228.874 401.678
Andet pap 75.357 7.655 83.011
Papir 43.622 5.495 49.118
Papir og pap, i alt 291.783 242.023 533.807
Glas, i alt 105.234 0 105.234
PVC 813 0 813
PP 18.322 3.975 22.296
PS 2.385 3.169 5.555
EPS 6.328 3.115 9.443
Laminat-plast 8.671 521 9.191
PET 9.674 173 9.847
HDPE 21.038 3.957 24.996
LDPE 76.105 32.726 108.832
Anden plast 827 178 1.006
Plast, i alt 144.163 47.815 191.978
Aluminium 8.283 0 8.283
Hvidblik/stål 23.117 3.682 26.800
Metal, i alt 31.400 3.682 35.082
Tekstiler, i alt 5.290 60 5.350
Træ, i alt 5.083 102.426 107.509
I alt 582.954 396.006 978.960
%-fordelt 59,5 40,5 100,0

Figur 2: Emballageforsyningen 2007 fordelt på materialer

Pap og papir er det største emballagemateriale og udgør 54,5% af den samlede mængde.

På følgende skema fremgår udviklingen af emballageforsyningsmængden for de seneste 10 år:

Materialer 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007
Papir og pap 435 469 475 488 502 495 497 516 528 534
Glas 176 188 168 184 156 152 132 119 101 105
Plast 158 153 157 150 157 154 174 183 191 192
Metal 36 26 45 43 41 42 39 40 42 35
Tekstil 4 4 3 3 4 4 4 4 4 5
Træ 94 107 108 117 101 108 94 120 106 108
I alt 903 947 956 985 961 956 940 983 972 979
Indeks (1998=100) 100 105 106 109 106 106 104 109 108 108

Figur 3: Emballageforsyningen i perioden 1998-2007 opgjort i 1.000 tons

I lighed med opgørelserne fra og med år 2000 er der foretaget en fordeling af emballageforsyningsmængden ud på de enkelte varepositioner. Denne opgørelse viser, at det fortsat er drikkevarer i form af øl, sodavand, vin og spiritus der samlet anvender den største emballagemængde.

Desuden er der gennemført en opgørelse af anvendelsen af genbrugsemballager. Den viser, at der er en beholdning på 301 mio. genbrugsemballager og de har i alt cirkuleret 1,5 mia. gange. Majoriteten heraf er flasker til øl og sodavand. Såfremt denne emballagemængde var engangsemballager, ville den give et tillæg til emballageforsyningen på 1.200.000 tons pr. år – altså mere end en fordobling af den nuværende emballageforsyning. Mængden af genbrugs- og genpåfyldelige emballager er faldende især som følge af den stigende anvendelse af engangsemballager til drikkevarerne.

Endeligt er der foretaget en opgørelse af, hvor de samlede emballagemængder ender – altså med andre ord hvorfra de aktuelle emballagemængder skal bortskaffes. Den største mængde emballageaffald skal bortskaffes fra de private husholdninger. I alt tegner de sig for ca. 46% af den samlede emballageaffaldsmængde.

 



Version 1.0 September 2009, © Miljøstyrelsen.