Sammenfatning

En fælles forståelse af emballagedirektivets krav til emballageminimering

Det overordnede formål med projektet har været at give myndigheden (Miljøstyrelsen) og emballage- og vareproducenter en fælles forståelse af kravene til emballageminimering i EU’s emballagedirektiv, herunder niveauet for den dokumentation, som den enkelte virksomhed på anmodning skal kunne fremlægge.

Som en fleksibel og operationel fremgangsmåde foreslås det, at virksomheder etablerer og vedligeholder et dokumentationssystem, der opfanger viden om gode og dårlige egenskaber ved en emballage og beskriver de konsekvenser, disse har for emballagens endelige udformning. Det skitserede system beskriver en række elementer, der umiddelbart må anses som generelt vigtige, men der er ingen formelle krav til det system, som den enkelte virksomhed vælger at bygge op. De ”vigtige” elementer er beskrevet kort som afslutning på denne sammenfatning.

Foruden forslaget til et dokumentationssystem indeholder rapporten diverse checklister, der kan anvendes ved udvikling af emballager med fokus på minimering. Checklisterne er dels taget fra standarden DS/EN 13428 og dels sammenfattet fra engelske/franske værktøjer. Desuden gives der et overblik over de ti ydeevnekriterier og for hvert enkelt kriterium oplistes en række emballageegenskaber, der er relevante indenfor den givne overskrift.

Rapporten giver i et bilag også et overblik over, hvordan Emballagedirektivet er implementeret i praksis i England og Frankrig. Tilgangen i de to lande er noget forskellig, hvilket primært skyldes, at ansvarsfordelingen er forskellig. I England – ligesom i Danmark - er det packer/filler, der har ansvaret for at tilvejebringe den ønskede dokumentation, mens det i Frankrig er ”designeren” af en emballage, der har dette ansvar. Det vurderes dog, at kontrolmyndigheder i begge lande langt hen ad vejen accepterer en systemtilgang på linie med den, der foreslås i denne rapport.

Projektets baggrund

EU’s Emballagedirektiv (94/62/EF) indeholder tre sideordnede krav til henholdsvis emballagers fremstilling og sammensætning, deres genbrugelighed og deres indhold af farlige stoffer. For at hjælpe virksomheder med at overholde Direktivets krav er der udarbejdet en række standarder, herunder DS/EN 13428, der blandt andet anviser en struktureret tilgang til at vurdere sin emballage i forhold til kravet om minimering. Standarden benyttes imidlertid kun i begrænset omfang, sandsynligvis fordi den tilsyneladende stiller lidt firkantede krav til dokumentation.

Ansvaret for at have den nødvendige dokumentation vil generelt ligge hos packer/filler. En emballageproducent, der markedsfører tom emballage (hyldevarer), har dog ansvaret for, at emballagen er minimeret kvantitativt, indtil den overdrages til en packer/filler ved en transaktion. Virksomheder, der markedsfører produkter under eget varemærke, har ansvaret for dokumentationen, uanset om der er tale om en standardløsning eller ej.

Metoden i DS/EN 13428 til emballageminimering

Strukturen i metoden i DS/EN 13428 er, at man skal kortlægge kravene til emballagens egenskaber med hensyn til 10 brede ydeevnekriterier, udpege et (og kun et!) kritisk punkt indenfor disse ydeevnekriterier og derefter via forskellige former for tests dokumentere, at emballagen ikke kan minimeres yderligere uden, at det går ud over produktets beskyttelse eller det for forbrugeren nødvendige sikkerheds-, hygiejne og acceptniveau. Denne dokumentation skal i princippet udarbejdes for alle komponenter i den samlede emballageløsning (både salgsemballage, multipak/transportemballage og palleløsninger).

Rent formelt stiller Direktiv og standard således krav om, at der foreligger tests, der sandsynliggør, at emballagen ikke kan blive mindre. Sådanne tests kan være af meget forskellig karakter, fra mekaniske tests (fald, vibration, hældning) af forskellige løsninger, over prøveforsendelser via de mest krævende ruter, til forbrugerpaneler, hvor inviterede slutbrugere bedømmer, om emballagen lever op til deres krav. Det ligger implicit i dette, at testene skal omfatte en løsning, der ikke er tilstrækkelig god til at opfylde alle krav og som derfor skal være ændret i den endelige løsning. Der kan for eksempel være tale om, at en uacceptabel del af produkter eller emballage beskadiges i en mekanisk test eller ved en prøveforsendelse, eller at forbrugerne ikke accepterer en løsning, fordi den ikke er tilstrækkelig let at håndtere.

Virksomhedernes dagligdag

Langt de fleste virksomheder er motiverede for at bruge så lidt emballage som muligt, om ikke alene af miljømæssige hensyn så af økonomiske. Mange emballerer flere hundrede tusinde produkter hver dag, og så betyder hvert gram, der kan spares i en emballage, også en stor økonomisk besparelse.

Mange virksomheder sætter derfor store ressourcer af til at designe og udvikle emballager, der lever op til de krav, som stilles gennem hele værdikæden, med et minimalt forbrug af materiale. De tester selv diverse løsninger – eller får testene lavet eksternt, og når en tilfredsstillende løsning er fundet, bliver den implementeret.

Virksomhederne opfylder således ånden i Direktivet, nemlig at arbejde aktivt med at udvikle optimerede emballageløsninger, men de kan kun sjældent dokumentere, at de også lever op til Direktivets bogstav. Den anbefalede fremgangsmåde i DS/EN 13428 anvendes ikke – eller kun sjældent – i praksis, idet det generelle fokus er på at udarbejde løsninger, der er teknologisk funktionsduelige og accepteret af alle aktører i hele værdikæden. Ved slutningen af udviklingsarbejdet ligger der således en løsning, der er gennemtestet på alle relevante måder, men i forhold til kravene i standarden er der hverken udpeget et (og kun et) kritisk punkt eller lavet dokumentation for, at en lettere løsning ikke har den ønskede ydeevne.

Et alternativt system til dokumentation af emballageminimering

At en virksomhed arbejder aktivt med at optimere emballageløsninger – og dermed opfylder Direktivets ånd – kan dokumenteres på andre måder end ved at vise eksempler på anvendelsen af DS/EN 13428.

I rapporten skitseres et system, som en virksomhed kan opbygge med henblik på at kunne give den ønskede dokumentation. Systemet kan fungere selvstændigt, men mange virksomheder vil sikkert finde det hensigtsmæssigt at integrere relevante elementer i et allerede eksisterende miljø- eller kvalitetsledelsessystem som EMAS, ISO 14001 og ISO 9001. Kernen i systemet er, at det opfanger viden om gode og dårlige egenskaber ved en given emballage og lagrer denne information sammen med en beskrivelse af, hvad der eventuelt er gjort for at korrigere uheldige egenskaber.

Følgende elementer må anses som vigtige i et dokumentationssystem:

Erfaringer fra den primære udviklingsproces. I denne proces laves der ofte en række tests, der kan anvendes som dokumentation, men mange virksomheder gemmer ikke denne information på en struktureret måde, f.eks. som en del af et design brief eller design review med tegninger og anden teknisk information.
Erfaringer fra emballageproduktion. Som et eksempel kan fejlraten stige ud over det acceptable, når den egentlige emballageproduktion sættes i gang, fordi der anvendes en anden maskine end ved udviklingsprocessen. I sådanne tilfælde vil emballagens design ofte skulle ændres, hvilket vil være det afgørende punkt i en udviklingsproces.
Erfaringer fra fyldningsprocesser. Når produktionen hos packer/filler startes, kan der opstå problemer, f.eks. ved at emballager går i stykker under fyldningen eller vælter på fyldelinien. Årsagen til problemerne vil ofte kunne karakteriseres som den kritiske parameter for en emballage, og dokumentation for problemer og gennemførte ændringer vil være et vigtigt element i en dialog med kunder og kontrolmyndighed.
Erfaringer fra distribution. Hvis et produkt er beskadiget, når det når frem til kunden, er det tegn på, at det samlede emballagesystem ikke yder den ønskede beskyttelse. Beskrivelse af problemet og hvordan det er blevet korrigeret er et vigtigt element i dokumentation af en emballageløsning.
Dialog med salgssteder. Mange emballager udvikles i dialog med salgsstederne, og kundens ønsker kan ikke siddes overhørigt, hvis man ønsker at blive på markedet. Det er normalt fuldt accepteret, at dette også kan betyde at en emballage bliver større, f.eks. for at minimere risikoen for tyveri, men en formel dokumentation for dette kræver, at man kan præsentere en skriftlig tilkendegivelse fra kunden.
Dialog med slutbrugere. Tilbagemeldinger fra slutbrugere vil – i relation til emballagen - ofte have form af klager over, at emballagen ikke fungerer tilfredsstillende: Den kan være svær at åbne, doseringsmekanismen fungerer ikke, produktet er beskadiget, osv. Sådanne klager skal naturligvis tages alvorligt, herunder at virksomheden forsøger på at forbedre emballagen. For at sikre en god dokumentation er det vigtigt at kundeklager lagres, så de kan genfindes ved f.eks. et kontrolbesøg.

For en given virksomhed vil ikke alle ovenstående elementer være relevante, og der kan også være andre elementer, der er af lige så stor vigtighed. I rapporten findes en simpel checkliste, der beskriver emner/elementer i dokumentationssystemet, relevante aktører og hvilken type af dokumentation, der kan være tale om. Ud fra denne liste kan virksomheden beskrive grundelementerne i sit dokumentationssystem.

Det ligger udenfor rammerne af denne rapport at give mere præcise anvisninger på, hvordan systemet opbygges og vedligeholdes, men en virksomhed, der har de relevante procedurer på plads, vil generelt kunne dokumentere overfor en kontrolmyndighed, at der arbejdes seriøst med emballageudvikling og –optimering.