Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af produkter til indvendig bilpleje

1 Introduktion

1.1 Baggrund

Miljøstyrelsen har tidligere fokuseret på produkter til den udvendige vedligeholdelse af bilen. I nærværende projekt er produkter til den indvendige vedligeholdelse undersøgt.

Biler plejes ikke kun for at forlænge holdbarheden af de enkelte materialekomponenter, som bilen består af, men også for at bilen skal fremstå som ren og ”ny”. Til dette formål findes en lang række bilplejemidler, som kan rengøre og vedligeholde overfladerne i kabinen eller skabe en behagelig duft.

Den indvendige pleje af bilen vil typisk blive udført af ejeren, men kan dog også blive udført af fx bilplejecentre, typisk inden et videresalg.

Flere og flere danskere tilbringer dagligt kortere eller længere tid i deres biler ved pendling mellem hjem og arbejde. Dette betyder, at eksponering for kemiske stoffer via indeklimaet i bilen kan forventes at have en ikke uvæsentlig betydning.

Bilplejeprodukter er produkter, der enten har rensende egenskaber, plejende egenskaber, kosmetiske egenskaber eller en kombination af disse egenskaber.

Mange produkter til bilpleje indeholder organiske opløsningsmidler, konserveringsmidler og duftstoffer, som fra andre typer af produkter er kendt som potentielt sundhedsskadelige stoffer.

Mange rensemidler er baseret på forskellige blandinger af alkoholbaserede opløsningsmidler og tensider, evt. tilsat ammoniak, konserveringsmidler og duftstoffer. Opløsningsmidler kan være sundhedsskadelige, og da de indgår i forholdsvis høje koncentrationer i produkterne, vil de kunne indåndes under påførelsen af bilplejemidlet eller under den efterfølgende brug af køretøjet, da stofferne er let fordampelige. Tensider kan ved udledning til miljøet være giftige for vandlevende organismer, men de er typisk ikke specielt sundhedsproblematiske.

Konserveringsmidler i renseprodukter kan være baseret på isothiazolinon-forbindelser, som er potentielt allergifremkaldende. Produkterne kan desuden være tilsat alergifremkaldende duftstoffer.

Plejemidler skal give kabinens materialer en velholdt overflade, fx skinnende, smidig eller smudsafvisende. Produktsortimentet omfatter bl.a. midler til pleje af plast (såkaldt vinyl make-up), plejemidler til læder og imprægneringsmidler til tekstiloverflader.

For at afhjælpe dårlig lugt i kabinen, fx fra cigaretrøg, kan der anvendes midler til at rense luften. I modsætning til sædvanlige duftfriskere/duftophæng overdøves den ubehagelige lugt ikke med parfume, men fjernes ved hjælp af fikserende indholdsstoffer.

I de senere år er der kommet nye produkter på markedet, som baserer sig på nanoteknologi. Produkterne kan eksempelvis være målrettet tekstilimprægnering eller ruder. Midlerne påføres i et tyndt lag, så der dannes en smudsafvisende overflade eller en overflade, som modvirker dannelse af dug.

1.2 Formål

Formålet med projektet har været at kortlægge og vurdere udvalgte indholdsstoffer i produkter til indvendig bilpleje samt at vurdere eventuelle sundhedsmæssige effekter for forbrugerne.

1.3 Opbygning af rapporten

Projektet bestod af følgende delelementer: En kortlægning og herefter en indledende screeningsundersøgelse af, hvilke flygtige og semiflygtige organiske stoffer som produkterne indeholder. Med udgangspunkt i screeningsresultaterne er der efterfølgende udvalgt produkter til kvantitative analyser. Ligeledes med baggrund i screeningsundersøgelsen er der udvalgt 4 produkter til emissionsforsøg. Herefter er foretaget en sundhedsmæssig vurdering af udvalgte indholdsstoffer.

Af Kapitel 2 fremgår resultaterne af kortlægningen, herunder en oversigt over de 41 indkøbte produkter samt oplysninger om indholdsstoffer fra henholdsvis produkternes emballage og sikkerhedsdatablade. Endvidere fremgår kriterier for udvælgelse af 26 produkter til screeningsanalyse.

I kapitel 3 redegøres for den relevante lovgivning for den aktuelle produktgruppe.

I kapitel 4 er der opstillet relevante eksponeringscenarier for de indkøbte bilplejemidler. Eksponeringscenarierne har dannet grundlag for tilrettelæggelsen af emissionsanalyserne.

Af Kapitel 5 fremgår resultaterne af en screeningsundersøgelse for indhold af flygtige og semiflygtige organiske stoffer i de 26 udvalgte produkter.

På baggrund af resultaterne af screeningsanalysen i kapitel 5 beskrives i kapitel 6 resultaterne af de kvantitative analyser foretaget for 15 udvalgte produkter.

Endvidere fremgår resultaterne af emissionsforsøg for fire udvalgte produkter.

Af kapitel 7 fremgår resultaterne af undersøgelser for nanopartikler i fire produkter, der er markedsført som baseret på nanoteknologi.

Af kapitel 8 fremgår en sundhedsmæssig vurdering af udvalgte indholdsstoffer i de analyserede produkter i kapitel 6.

Af kapitel 9 fremgår eksponeringsberegninger for de fire produkter, hvor der i kapitel 6 er foretaget emissionsmålinger.

 



Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.