| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Erfaringsopsamling på udviklingen i poreluftkoncentrationer på villatanksager
1 Indledning
1.1 Baggrund
Villatankforsikringen
Jordforureningsloven blev vedtaget i 1999 og havde til formål at medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.
I lovens §§ 48 og 49 blev der bl.a. indsat bestemmelser om tankejerens ansvar for forureninger fra villaolietanke og om en pligt for ejeren til at forsikre sit ansvar.
Jordforureningslovens § 48 indebærer, som udgangspunkt, at villaolietankejeren har ansvaret for enhver konstateret forurening fra tanken, uanset hvordan og hvornår forureningen er sket, og uanset hvem der ejede tanken, da forureningen skete (ubetinget ansvar). For at sikre villaolietankejerne, der typisk er privatpersoner, mod de omfattende økonomiske konsekvenser af forureningsansvaret, er det i lovens § 49 bestemt, at tankejeren har pligt til at tegne en forsikring, der dækker ansvaret.
Muligheden for at forsikre sig mod det ubetingede ansvar til en rimelig præmie var for den daværende miljøminister og det brede folketingsflertal bag loven den afgørende forudsætning for, at reglerne om det ubetingede ansvar kunne træde i kraft. Indtil der var fundet en acceptabel forsikringsordning skulle lovens øvrige regler – og ikke det ubetingede ansvar – derfor også gælde for villaolietanke.
Reglerne trådte ikke i kraft samtidig med resten af loven 1. januar 2000, da det på dette tidspunkt endnu ikke var muligt at forsikre ansvaret. Der blev efterfølgende etableret en ordning, der indebærer, at oliekunder samtidig med deres køb af fyringsolie fra danske leverandører også køber en forsikring af deres tank. Ordningen finansieres og tilbydes pt. af olieselskaberne, der sælger fyringsolie i Danmark, og administreres af Oliebranchens Miljøpulje (OM) og forsikringsselskabet Topdanmark A/S.
Villaordningen er afgrænset til sager, der hører under Jordforureningslovens § 48, dvs. påbud om undersøgelse og oprensning af forureninger fra tanke under 6.000 liter.
Miljøministeren kunne med etableringen af denne forsikringsordning sætte §§ 48 og 49 i kraft pr. 1. marts 2000.
Empiriske observationer
Dansk Miljørådgivning A/S har på en række villasager set, at poreluftkoncentrationerne er aftaget kraftigt, relativt hurtigt efter spildtidspunktet. Der er således flere eksempler på, at poreluftkoncentrationerne falder med én til flere størrelsesordner indenfor det første år efter spildtidspunktet.
Andre erfaringer
På baggrund af ovenstående observationer, samt Dansk Miljørådgivnings øvrige erfaringer med nedbrydning af BTEX’er i umættet zone; herunder via en sag med stimuleret biologisk nedbrydning, jf. /1/ og /2/, samt flere specialeprojekter på Aalborg Universitet, er det vores erfaring, at BTEX-nedbrydere hurtigt vil vokse op og foretage en nedbrydning i jordens umættede zone. Dette gør sig specielt gældende under transport af stofferne på gasform, væk fra spildområdet, f.eks. op mod indeklimaet eller ned mod grundvandet. Desuden er det vores indtryk, at der sandsynligvis forekommer en betydelig naturlig biologisk nedbrydning af de efterladte restforureninger i jorden; specielt ifht. BTEX’er. Endelig har vi observeret, at der ikke er fundet væsentligt forhøjede kulbrinteindhold i poreluften 1-2 meter over grundvandsspejlet på en række sager (ikke villatanksager), hvor der ellers er observeret fri fase af diesel/fyringsolie på grundvandet.
Datagrundlaget på villasager udmærker sig i forhold til andre tilgængelige forureningsdata ved at:
- der er tale om et stort antal sager med samme produkttype.
- spildtidspunktet og –mængden er forholdsvist veldefineret.
- der foretages grundige beskrivelser af forureningens beliggenhed og koncentrationsniveau.
- der ofte foreligger sammenhørende analyser fra jord og poreluft.
1.2 Formål
Koncentrationsfald over tid
Projektets formål er, ud fra konkrete data på en række villasager, primært at undersøge:
- om der er en generel tendens til at poreluftkoncentrationen af TVOC, benzen, summen af BTEX og C9/C10-aromater falder over tid.
- hvor hurtigt poreluftkoncentrationerne aftager til et niveau under 100 gange Miljøstyrelsens afdampningskriterium.
og sekundært at undersøge om:
- der er forskel på en evt. reduktion i poreluftkoncentration henholdsvis før og efter en oprensning, hvor der er efterladt restforurening, samt efter etablering af passiv ventilation.
- de lokale geologiske forhold, forureningsmængder, forureningskoncentrationer samt afstanden imellem jordforureningen og punktet for udtagning af poreluftprøve influerer på hvor hurtigt, der forekommer en signifikant reduktion i poreluftkoncentrationen.
Datamaterialet fra projektet skulle således gerne give nogle generelle erfaringer om poreluftforureningens sammensætning, spredning, samt evt. udvikling/fald over tid på villasager, hvilket kan være med til at sætte det miljømæssige problem ved at efterlade restforureninger med olieprodukter i perspektiv.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.
|