2 Jordforureningslovens regler om villaolietanke

Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke

2.1 Kommunens kompetence
2.2 Påbudsadressaten

Jordforureningslovens regler om undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke findes i lovens §§ 48 og 49.

§ 48 fastsætter, hvornår der kan meddeles et påbud (hvilke betingelser skal være opfyldt), hvem der har kompetencen til at meddele et påbud, hvem der er påbudsadressat og hvilke typer påbud, der kan meddeles.

§ 48 indebærer som udgangspunkt, at ejeren af villaolietanken har ansvaret for enhver konstateret forurening fra tanken, uanset hvordan og hvornår forureningen er sket, og uanset hvem der ejede tanken, da forureningen skete (ubetinget tankejeransvar).

For at sikre villaolietankens ejer, der typisk er en privatperson, mod de omfattende økonomiske konsekvenser af forureningsansvaret, er det i § 49 fastsat, at ejeren af villaolietanken har pligt til at tegne en forsikring, der dækker ansvaret. § 49 fastsætter også de nærmere retningslinjer for denne forsikringspligt.

Olieselskaberne i Danmark og Topdanmark Forsikring A/S har i fællesskab oprettet en forsikringsordning, der indebærer, at oliekunder samtidig med deres køb af fyringsolie fra danske leverandører også køber en forsikring af deres tank, der dækker forsikringspligten efter §§ 48 og 49.

2.1 Kommunens kompetence

Det er ifølge jordforureningslovens § 48, stk. 1, jf. § 39 kommunalbestyrelsen (kommunen), der har kompetencen til at træffe afgørelse om meddelelse af påbud.

Kommunen kan efter § 48, stk. 1 meddele påbud om undersøgelse af en forurenings tilstedeværelse, omfang og karakter mv. (undersøgelsespåbud) og påbud om afhjælpning af en forurening (oprensningspåbud). Efter § 48, stk. 5, 1. pkt. kan kommunen endvidere meddele påbud om at tåle sådanne foranstaltninger (tålepåbud). Efter jordforureningslovens § 55, 2. pkt. har kommunen mulighed for at bestemme, at et påbud skal efterkommes straks. Se nærmere om strakspåbud i kapitel 4.6.

Kommunen kan meddele et undersøgelsespåbud, når der er behov for at få oplysninger og udføre undersøgelser, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en eventuel forurening. Hvad undersøgelsespåbuddet kan indeholde er nærmere fastlagt i jordforureningslovens § 40, stk.1.

Uddrag af § 48, stk. 1, og § 40, stk. 1:

§ 48. For olieforureninger […] kan miljømyndigheden meddele ejere […] af olietanke, påbud om afgivelse af oplysninger og udførelse af undersøgelser som omhandlet i § 40, stk. 1 […].

§ 40. […] Forureneren kan […] påbydes at

foretage prøveudtagning, analyser og måling af stoffer og lign. med henblik på at klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening samt forureningens art og omfang og
klarlægge, hvordan følgerne af forurening afhjælpes eller forebygges.

Kommunen kan meddele et oprensningspåbud, når der er behov for at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Uddrag af § 48, stk. 1:

For olieforureninger […] kan miljømyndigheden meddele ejere […] af olietanke påbud om […] at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Hvis ejeren af villaolietanken ikke har rådighed over den forurenede ejendom (fx en nabogrund) kan kommunen meddele et tålepåbud til ejeren af den forurenede ejendom om at tåle at undersøgelser, oprydningen, eller at andre foranstaltninger gennemføres, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 5, 1. pkt.

Uddrag af § 48, stk. 5:

Hvis ejeren af olietanken ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan miljømyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at undersøgelser, oprydningen eller andre foranstaltninger gennemføres. Dette påbud er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.

I disse situationer skal kommunen således udstede to påbud: Et til tankejeren om at foretage undersøgelser eller oprensning af den forurenede ejendom og et til ejeren af den forurenede ejendom om, at vedkommende skal tåle undersøgelser eller oprensning (tålepåbud).

Kommunen skal være opmærksom på, at et tålepåbud kan være så indgribende, at det udgør et ekspropriativt indgreb efter grundlovens § 73. stk. 1. Hvornår et tålepåbud vil være ekspropriativt, må vurderes efter et skøn over, hvor tungtvejende begrundelsen for påbuddene om undersøgelse og oprensning er i den konkrete forureningssag, og hvor indgribende gennemførelsen af påbuddene er for ejeren af naboejendommen. Et tålepåbud skal naturligvis også opfylde proportionalitetsprincippet.

Et tålepåbud kan, som det var tilfældet i Gedser-sagen[²], indebære, at bygninger/beboelseshuse skal nedrives og udenomsarealer/haver opbrydes for at blotlægge forureningen med henblik på oprensning. Sådanne indgreb ville normalt uden videre udgøre ekspropriation, men tålepåbud skal ledsages af en pligt til at retablere forholdene, jf. § 48, stk. 4. Samtidig hjemler jordforureningslovens § 76 erstatning for eventuelle skader, som tankejeren påfører anden mands ejendom i forbindelse med undersøgelsen eller oprensningen. Disse to forhold bevirker, at indgrebet er mindre indgribende, end det ellers ville være. Modsat kan omfattende, meget langvarige undersøgelser og oprensninger, eller hvis naboen har særlige interesser i at bevare forholdene på ejendommen, fx hvis bygningerne er fredede eller bevaringsværdige, eller der drives en virksomhed på ejendommen, som ikke umiddelbart kan flyttes, tale for at anse påbuddet som ekspropriativt. At tankejeren ikke er forsikringsdækket kan også få betydning for vurderingen af, om påbuddet er ekspropriativt, da naboen i sådanne tilfælde udsættes for en risiko for, at tankejeren ikke opfylder sin forpligtelse til at sørge for retablering.

Forureninger fra villaolietanke må som hovedregel anses for et forhold, som kommunen efter loven er forpligtet til at føre tilsyn med og gribe ind overfor, jf. jordforureningslovens § 65. Pligten til at gribe ind gælder uanset, hvordan kommunen har fået kendskab til en forurening, dvs. uanset om kommunen har modtaget en underretning/anmeldelse af en forurening, eller om kommunen på anden måde er blevet bekendt med en forurening.

Det må dog antages, at kommunen kan undlade at udstede et påbud, såfremt det vurderes, at forholdet har underordnet betydning, jf. jordforureningslovens § 67, stk. 2. Dette må forudsætte, at kommunen umiddelbart kan vurdere, at der ikke er nogen risiko for menneskers sundhed eller miljøet hverken aktuelt eller i fremtiden. § 67, stk. 2 finder dermed anvendelse i tilfælde, hvor kommunen bliver opmærksom på et forhold ved tilsyn eller ved modtagelse af en anmeldelse, og anser forholdet for at være af underordnet betydning. § 67, stk. 2 finder således anvendelse forinden kommunen overhovedet har overvejet at anvende en påbudsbestemmelse.

Kommunens afgørelse efter § 67, stk. 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bestemmelsens stk. 3.

Har kommunen vurderet om betingelserne for at udstede et påbud efter § 48, stk. 1 er opfyldt, men finder at betingelserne ikke er opfyldt, træffes der afgørelse om ikke at udstede et påbud efter § 48, stk. 1.

En eventuel afgørelse af, at der i en given sag ikke skal udstedes påbud om undersøgelse eller oprensning efter § 48, stk. 1, skal træffes på et sagligt grundlag. Der kan ikke efter jordforureningsloven lægges vægt på fx tankejerens økonomiske formåen. Der kan heller ikke lægges vægt på, om tankejeren er forsikringsdækket, jf. § 49, stk. 2. § 48, stk. 2, 2. pkt., må antages udtømmende at gøre op med, hvornår tankejerens forsikringsforhold har betydning for påbuddets udstedelse.

Hvis en kommune træffer afgørelse om ikke at udstede påbud efter § 48, stk. 1, vil afgørelsen kunne påklages til Miljøklagenævnet. Se nærmere om klage i kapitel 10.

2.2 Påbudsadressaten

Et påbud om undersøgelse eller oprensning efter jordforureningslovens § 48, stk. 1, skal meddeles den, der på tidspunktet for udstedelsen af påbuddet er ejer af den pågældende olietank, hvorfra forureningen antages at stamme (tankejeren), jf. § 48, stk. 1.

Det er uden betydning, om den nuværende ejer af tanken også var ejer, da forureningen indtrådte. Det er også uden betydning, om tankejeren kan betale for oprensningen, herunder om vedkommende fx er insolvent, under konkurs eller lign. Påbuddet skal også i disse tilfælde meddeles til tankejeren.

Påbud efter § 48, stk. 1 kan ikke meddeles andre, herunder fx lejeren eller brugeren af tanken, uanset om disse konkret har været skyld i den konstaterede forurening. Disse kan eventuelt forpligtes til at betale for oprensningen efter andre regler i jordforureningsloven eller olietankbekendtgørelsen /4/. Påbuddet kan heller ikke meddeles til fx tankejerens forsikringsselskab.

I de tilfælde, hvor ejeren af en ejendom har leaset olietanken, eksempelvis af det selskab der leverer olie, er der ikke sammenfald mellem bruger og tankejeren. I dette tilfælde er det forsat tankejeren, der er adressat for påbuddet, dvs. leasingselskabet.

Påbud skal også meddeles til tankejeren, selvom denne ikke har rådighed over den forurenede ejendom, jf. § 48, stk. 4. Dette kan fx være tilfældet, hvis olieforureningen fra tanken har bredt sig til en naboejendom. I sådanne tilfælde kan ejeren af naboejendommen meddeles et tålepåbud, jf. § 48, stk. 5. Se nærmere om tålepåbud i afsnittet om kommunens kompetence ovenfor.

Det bemærkes, at et senere ejerskifte ikke medfører, at der skal udstedes et nyt påbud, ligesom den oprindelige påbudsadressat også er adressat for senere afgørelser, såvel i forhold til at påbuddet efterkommes som eventuelle yderligere påbud i forhold til den oprindeligt konstaterede forurening.

[2] Miljøklagenævnets afgørelse af 7. september 2007, MAD 2007, side 1541.