5 Vurdering af betingelserne i § 48 – Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 2 2009 – Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke

Ud fra de indhentede oplysninger vurderer kommunen, om forureningen er omfattet af jordforureningslovens § 48.

Både et undersøgelsespåbud og et oprensningspåbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, hvilket bl.a. indebærer, at det ikke skal kunne påvises, at der har været en uforsvarlig adfærd hos tankejeren. Ansvaret er således et ubetinget tankejeransvar.

Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt, før tankejeren kan meddeles et undersøgelses- og/eller et oprensningspåbud.

Påbud kan dog ikke meddeles, hvis der foreligger en af de helt ekstraordinære situationer omtalt i afsnit 5.5.

Da forsikringsdækning ikke er en betingelse for udstedelse af påbud, skal kommunen ikke vurdere, om forureningen er forsikringsdækket. Se nærmere om forsikringsdækning i afsnit 11.2.

Hvis det vurderes, at betingelserne er opfyldt, skal kommunen udstede et påbud. Se dog afsnit 2.1.

5.1 Konstateringstidspunktet

Påbud kan kun udstedes, hvis forureningen er konstateret efter 1. marts 2000, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 1. Det er således tidspunktet for forureningens konstatering, og ikke hvornår forureningen rent faktisk er sket, der er afgørende ved vurderingen af, om der kan udstedes påbud efter jordforureningslovens § 48, stk. 1.

I den situation, hvor kommunen har modtaget en underretning/anmeldelse, regnes dette tidspunkt for konstateringstidspunktet i forhold til jordforureningslovens § 48, stk. 1.

Der kan være tilfælde, hvor der kan opstå tvivl om, hvorvidt forureningen faktisk er konstateret på et andet (tidligere) tidspunkt. Det følger eksempelvis af Christiansfelddommen^[4], at en fravigelse af at regne underretnings/ anmeldelsestidspunkt for konstateringstidspunktet må forudsætte, at det i den konkrete sag kan lægges til grund, at forureningen faktisk er konstateret på et andet (tidligere) tidspunkt. Hvis forureningen faktisk er konstateret på et (tidligere) tidspunkt, har anmelderen tilsidesat pligten efter miljøbeskyttelsesloven til at underrette kommunen straks efter forureningen er konstateret, og det (tidligere) tidspunkt regnes for konstateringstidspunktet.

Det skal dog bemærkes, at dommen er anket til Højesteret med forventet domsafsigelse i 2010. Man bør derfor afvente højesteretsdommen inden Christiansfelddommen lægges til grund for en afgørelse, da der er mulighed for, at Højesteret vil fortolke konstateringstidspunktet anderledes.

For at betingelsen om, at forureningen er konstateret efter 1. marts 2000 er opfyldt, skal der være konstateret en forurening. Det er ikke, som ved udstedelse af et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, tilstrækkeligt, at der er mistanke om en forurening. Der skal være konstateret en egentlig jordforurening og fx ikke kun et hul i tanken, hvorfra der ikke er tegn på udsivning, eller spild på et underlag, hvor olien ikke kan trænge igennem. Det er dog ikke et krav, at forureningens fulde omfang og styrke er klarlagt, men blot at der er konstateret en forurening fra tanken, fx at man kan se eller lugte olie fra jorden. Der kan ikke udstedes et påbud, hvis der ikke i sagen er klare holdepunkter for at antage, at der er sket en jordforurening^[5]. I tvivlstilfælde må kommunen foretage nærmere undersøgelser, for at kunne vurdere, om der kan udstedes et påbud efter § 48, stk. 1.

Er der fx hul i tanken, skal kommunen være opmærksom på, at der måske i stedet er grundlag for at indskærpe overholdelse af reglerne om vedligeholdelse, jf. olietankbekendtgørelsen /4/.

5.2 Villaolietank

Ved ”villaolietanke” forstås tanke med et rumindhold under 6.000 liter, hvor 50 procent eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, herunder varmtvandsopvarmning, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt.

”Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 pct. eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, […].”

Det kan give anledning til tvivl, om 50 pct. eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra en olietank, anvendes til beboelse, når tanken er installeret i en ejendom med blandet bolig og erhverv. Det kan fx være en ejendom, der rummer en detailhandelsbutik i stueetagen, kombineret med beboelse på etagerne over stueplan.

Afgrænsningen af, hvilke arealer der kan siges at blive opvarmet af olie fra tanken, bør ikke være for snæver. Et oliefyr vil normalt blive anset for at være den energikilde, der anvendes til opvarmning af hele ejendommen, uanset om der i et givent lokale i ejendommen konkret er etableret en varmekilde (fx en radiator) med forbindelse til fyret.

Som udgangspunkt må et lokale uden varmekilde, men med bygningsmæssig sammenhæng med rum, hvor varmekilde er etableret, betragtes som opvarmet af ejendommens energikilde og derfor medregnes ved opgørelsen af arealet, når lokalet anvendes som enten bolig- eller erhvervsareal^[6]. Der kan dog være holdepunkter for det modsatte. Et kølerum vil fx ikke kunne medtages i beregningen af det opvarmede areal.

Oliefyret må anses for at være den varmekilde, der opvarmer hele ejendommen, uanset om der er tændt for varmen eller ej.

Det er forudsat i olietankbekendtgørelsen /4/, at en villaolietank kun anvendes til mineralolie, og at man ved en villaolietank forstår tank med tilhørende rørsystem.

5.3 Umiddelbart før konstatering

For det første skal anlægget have været i brug efter den 1. marts 2000. Det vil kun sjældent give problemer at konstatere, om anlægget har været i brug efter denne dato.

Forureningen må derudover ikke skyldes en tank, der er blevet sløjfet. Selvom anlægget har været anvendt efter den 1. marts 2000, kan der således ikke meddeles påbud, hvis anlægget ikke også har været eller kunne have været brugt i perioden umiddelbart før konstateringen af forureningen. Det har ikke været hensigten, at der skal kunne meddeles påbud efter jordforureningslovens § 48 til en ejer af en olietank længe efter, at denne er blevet sløjfet.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke […], hvis anlægget har været brugt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, og har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen.

Udtrykket ”umiddelbart før konstatering” skal forstås sådan, at tanken skal have været funktionsdygtig op til tidspunktet for skadens indtræden. I det tilfælde, hvor forureningen skyldes en siveskade – der kan have stået på i en længere periode før den opdages – skal ordet ”umiddelbart” forstås sådan, at tanken skal have været anvendt frem til tidspunktet for konstateringen af forureningen.

Tanken skal ikke konkret have været anvendt. Det er kun et krav, at tanken kunne anvendes. Selv om en tank i en periode ikke har været anvendt, uden at denne dog er taget varigt ud af brug og derfor ikke er sløjfet efter de gældende regler, vil den således kunne være omfattet af stk. 3.

Eksempel 5.1.

I en sag for Miljøstyrelsen (j.nr. MST 83300010) blev der i 2005 konstateret en forurening, som hidrørte fra en Ajva plasttank gravet ned i 1976 og taget ud af brug i 1982, da opvarmning af den pågældende ejendom overgik til fjernvarme. Forureningen blev konstateret efter lovens ikrafttræden og stammede fra en villaolietank. Tanken var imidlertid blevet sløjfet i 1982 og derfor ikke anvendt efter 1. marts 2000. Der kunne derfor ikke udstedes påbud.

Hvor lang tid der skal gå fra en tank er sløjfet (taget varigt ud af brug), til der ikke længere kan udstedes påbud afhænger af en konkret vurdering. I en konkret sag har Miljøstyrelsen imidlertid tilkendegivet, at såfremt en tank i 6 måneder har været taget varigt ud af brug, inden forureningen konstateres, kan der ikke udstedes et påbud, hvilket harmonerer med ophøret af forsikringspligten i jordforureningslovens § 49, stk. 3.

At der er foretaget udskiftning af enkelte dele af tankanlægget fx rørledninger, er ikke ensbetydende med, at tanken er sløjfet. Der vil stadig være tale om det samme anlæg, selv om enkelte dele af anlægget er udskiftet.

Modsat vil en udskiftning af selve tanken betyde, at tanken må anses for at være sløjfet, uanset om dele af anlægget har været anvendt senere. Se eksemplet nedenfor.

Eksempel 5.2.

En olietank, der var anvendt indtil 1997 og derefter udskiftet, havde forårsaget en olieforurening, som blev påbudt oprenset. Anvendelsen af tanken var ophørt i 1997, men kommunen henviste til, at andre dele af anlægget, såsom fx rørledninger mv., var anvendt efter 1. marts 2000. Ved Vestre Landsrets dom af 26. november 2003 (14. afd. i B-2207-02, trykt i UfR 2004.660 V og MAD 2003.1303 V) blev kommunens påbud ophævet, bl.a. fordi tanken måtte anses for sløjfet i 1997. Det forhold, at rørledninger og andet var anvendt efter den 1. marts 2000, kunne ikke føre til andet resultat.

5.4 Uforsvarlig adfærd

Hvis der er udvist uforsvarlig adfærd fra tankejerens side, skal forureningen være sket efter 1. januar 2000, for at kommunen kan udstede påbud efter § 48, stk.1.

Det følger af jordforureningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., at hvis et forhold er omfattet af § 49, stk. 2, kan der kun udstedes påbud efter § 48, stk. 1, hvis forureningen er sket efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. […] Er betingelserne for at udstede påbud efter stk. 1 opfyldt, men forholdet omfattet af § 49, stk. 2, kan der kun udstedes påbud efter stk. 1, hvis forureningen er sket efter lovens ikrafttræden.

Der kan således ikke udstedes påbud i medfør af § 48, stk. 1, såfremt forureningen er sket før lovens ikrafttræden (1. januar 2000), og der foreligger en situation omfattet af § 49, stk. 2 (undtagelserne fra forsikringsdækning).

Stk. 2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen

Det vil sige, at kun i de tilfælde, hvor forureningen er sket før lovens ikrafttræden, er det relevant for kommunen at foretage en vurdering af, om tankejeren har udvist uforsvarlig adfærd. Er forureningen sket efter lovens ikrafttræden, er der ubetinget tankejeransvar.

Kommunen bør derfor som det første vurdere, hvornår forureningen påviseligt eller med stor grad af sikkerhed er sket.

Hvis forureningen vurderes at være sket efter lovens ikrafttræden, skal kommunen ikke vurdere tankejerens adfærd. Påbuddet kan meddeles, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, uanset om tankejeren har udvist uforsvarlig adfærd.

Hvis forureningen vurderes at være sket før lovens ikrafttræden, skal kommunen vurdere tankejerens adfærd. Hvis forsikringspligten bortfalder, er der ikke hjemmel til at meddele påbud efter § 48.

I langt de fleste tilfælde, er tankejerens adfærd således irrelevant ved bedømmelsen af, om der kan udstedes et påbud.

Eksempel 5.3.

I en sag for Miljøstyrelsen (M 335/05-0026) var der tale om en forurening fra en ulovlig Ajva-tank, hvor ejeren af tanken havde konstateret en lækage i 2004. Det var afgørende for påbudsadgangen, at forureningen var sket efter 1. januar 2000 (ved udsivning i 2004), idet ejerens uforsvarlige adfærd (den ulovlige tank) i modsat fald ville medføre, at der ikke kunne udstedes påbud.

I nogle sager kan det være vanskeligt umiddelbart at konstatere, om en forurening er ældre eller ny. Kan det ikke umiddelbart klarlægges, om forureningen er gammel – dvs. hidrører fra perioden før lovens ikrafttræden – må der i stedet tages stilling til, om der er oplysninger, der tyder på at tankejeren har udvist uforsvarlig adfærd eller i øvrigt er omfattet af § 49, stk. 2.

Findes ingen oplysninger, der tyder på, at tankejeren har udvist en sådan adfærd (fx at tanken er ulovlig), er der ingen grund til at undersøge forureningstidspunktet nærmere, idet der i så fald kan udstedes et påbud, uanset hvornår forureningen er sket.

Har tankejeren derimod udvist en uforsvarlig adfærd, der er omfattet af § 49, stk. 2, bliver det helt afgørende, hvornår forureningen er sket, og dette må derfor undersøges nærmere.

Det bemærkes, at for at tankejernes uforsvarlige adfærd skal være omfattet af § 49, stk. 2, skal der være årsagsammenhæng mellem den uforsvarlige adfærd og den opståede skade.

Hvis tankejeren derimod ud fra andre oplysninger eller på et senere tidspunkt bliver opmærksom på, at der er tale om en olietank, der ikke er sløjfet efter forskrifterne, er han forpligtet til at få tanken sløjfet forskriftsmæssigt. Det kan fx være i tilfælde hvor tankejere støder på en ikke-afblændet påfyldningsstuds.

Har en tankejer gjort det, der med rimelighed kan forventes af ham, for at opnå en viden og derved bringe sig i god tro om de faktisk forhold omkring tanken, må det således antages, at der er forsikringspligt, uanset det senere måtte vise sig, at de faktiske forhold forholder sig anderledes.

5.5 Særlige undtagelsessituationer, hvor påbud efter § 48 er udelukket

Påbud kan ikke udstedes, hvis forureningen er opstået på grund af ekstraordinære omstændigheder, dvs. krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 2, 1. pkt.

Kommunen skal hver gang, der konstateres en negativ påvirkning af miljø eller natur forholde sig til, om denne negative påvirkning indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Udgør forureningen en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal forureningen behandles efter miljøskadekapitlet (kap. 4a) og miljøskadeloven. Såfremt der ikke er tale om en miljøskade eller en overhængende fare herfor, fortsætter kommunen sin behandling af sagen efter § 48.

Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, for at en forurening kan karakteriseres som en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Blandt andet skal forureningen have et vist omfang og forureningen skal være forårsaget af en erhvervsmæssig aktivitet. På grund af villaolietankenes maksimale størrelse (6.000 l) og det forhold, at tanken ofte ejes og bruges til opvarmning af privat beboelse, vil der kun i helt særlige tilfælde foreligge en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade.

I de tilfælde, hvor der er tale om forurening fra en privat villaolietank, er det altså ikke relevant at vurdere, om forureningen har karakter af en miljøskade.

De tilfælde, hvor der kan blive tale om at vurdere, om forureningen er en miljøskade eller en overhængende fare herfor er fx, hvis tanken er leaset eller hvis udlejning af ejendommen kan karakteriseres som en erhvervsmæssig aktivitet i miljøskadelovens forstand. Se nærmere om miljøskade i Miljøstyrelsens vejledning om miljøskadelovens skadebegreb /5/.

5.6 Hvis påbud ikke kan udstedes efter § 48

Når der ikke kan udstedes et påbud efter jordforureningsloven § 48, stk. 1, kan der meddeles påbud til tankejeren, såfremt der er grundlag herfor, efter de øvrige bestemmelser om påbud i forbindelse med jordforurening, jf. § 48, stk. 6.

Der er først og fremmest tale om de øvrige bestemmelser om påbud i jordforureningsloven og miljøbeskyttelsesloven. Bestemmelserne vil ikke blive omtalt nærmere i denne vejledning.

Er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at udstede et påbud, skal kommunen i helt akutte tilfælde (fx hvor der er alvorlig fare for sundheden) skride ind over for forureningen efter jordforureningslovens § 68, stk. 2. Det er i så fald kommunen, der må bære den økonomiske byrde. Se nærmere om de akutte tilfælde i afsnit 4.2.

Er der ikke tale om et akut tilfælde, og kan der ikke meddeles påbud efter de øvrige bestemmelser om påbud, fx fordi tankejeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd, må kommunen sende oplysningerne i sagen videre til regionen med henblik på, at forureningen indgår i den offentlige forureningskortlægning og prioritering.

[4] Utrykt dom, sag nr. B-3937-06, afsagt af Østre Landsrets 16. afdeling den 25. juni 2008.

[5] Dette fremgår af Miljøklagenævnets afgørelser MAD 2005 1749, MAD 2005 1756 og MKN 110-00015.