6 Høring/varsel

Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke

Efter forvaltningslovens § 19, stk.1 skal der ske partshøring, inden der træffes afgørelse, når:

parten ikke kan antages at være i besiddelse af faktiske oplysninger,
oplysningerne er til ugunst for parten, og
oplysningerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Et påbud er en bebyrdende forvaltningsakt, og de til grund liggende oplysninger må derfor oftest vurderes at være til ugunst for parterne. Kommunen skal derfor vurdere, om parterne har kendskab til alle de væsentlige oplysninger i sagen og kendskab til, at disse oplysninger indgår i afgørelsen.

Sagens parter vil typisk være tankejeren, grundejeren (hvis denne er forskellig fra tankejeren), forsikringsselskabet samt eventuelle naboer, der berøres af forureningen eller de foranstaltninger, der skal udføres. Endvidere vil regionen være part i sagen, da regionen, hvis der mod forventning, skulle vise sig at være en risiko ved en eventuel restforurening eller lignende, vil skulle udføre en offentlig undersøgelses- og afværgeindsats.

I sager, hvor der er flere parter, vil det ofte være således, at den ene part ikke umiddelbart har kendskab til oplysninger, som den anden part er kommet med. Dette vil for eksempel være tilfældet, hvor der bor en lejer i huset, eller hvor forureningen berører en nabo. I sådanne tilfælde høres begge parter samtidig lige inden afgørelse træffes. Fremkommer nye og væsentlige faktiske oplysninger eller helt nye retlige anbringender i forbindelse med høringen, høres den modsatte part herom.

I praksis kan kommunen opfylde pligten til at partshøre ved at fremsende varsel, dvs. et udkast til afgørelse (påbud), til parterne inden, der træffes afgørelse om påbud. Parterne kan herefter inden for en given frist kommentere udkastet. Det bemærkes, at der ikke er pligt til at fremsende et varsel. Et varsel må dog anses for at være en hensigtsmæssig måde at opfylde høringspligten på.

Høringsfristen bør fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder. Ved fastsættelsen af fristen bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold^[7]. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af sagen. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan karakter, at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere sagen og medvirke ved udformningen af udtalelsen. På den anden side kan der også tages hensyn til andre privates eller det offentliges interesse i en hurtig sagsbehandling. Typisk vil en høringsfrist på 1 – 4 uger være tilstrækkeligt.

[7] Dette følger af FOB 1992 187.