7 Undersøgelse af forureningen

På baggrund af det sagens parter eventuelt har oplyst til sagen, og det som kommunen har konstateret ved en eventuel besigtigelse, skal kommunen meddele et egentligt undersøgelsespåbud.

Undersøgelsespåbuddet bør meddeles hurtigst muligt efter høringsfristens udløb.

Hensigten med et undersøgelsespåbud er at få afgrænset og beskrevet forureningen, samt på baggrund heraf at vurdere i hvilket omfang, forureningen udgør en risiko for miljø eller sundhed. For den del af forureningen, som det ikke med høj grad af sikkerhed kan afvises udgør en risiko for miljø eller sundhed, skal der endvidere udarbejdes forslag til foranstaltninger, der kan afhjælpe denne risiko, typisk fjernelse af forureningen.

Kommunen bør i undersøgelsespåbuddet give påbudsadressaten mulighed for, på eget initiativ og risiko, at fjerne hele eller dele af forureningen i forbindelse med undersøgelsen. På denne måde kan sagsforløbet ofte afkortes og ejeren af den forurenede ejendom sikres den hurtigst mulige oprensning til lavest mulige omkostninger.

7.1.1 Proportionalitetsvurderingen

Når kommunen meddeler et undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 1, skal det ske under iagttagelse af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet betyder kort fortalt, at undersøgelsespåbuddet ikke må være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Det følger derfor bl.a. af proportionalitetsprincippet, at kommunen, når den skal fastsætte påbuddets indhold, er forpligtet til ikke at gå videre med hensyn til at påføre adressaten byrder end formålet med afgørelsen tilsiger. Det betyder, at omkostningerne til undersøgelser skal være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til forureningens forventede omfang og risikoen forbundet hermed. Kommunen har altså pligt til at undgå, at et undersøgelsespåbud bliver uforholdsmæssigt dyrt i forhold til omfanget og arten af forureningen.

Kommunen må ved udstedelsen af et undersøgelsespåbud ud fra de foreliggende oplysninger vurdere, at de påbudte undersøgelser er nødvendige for at afdække forureningen, og at der ikke påbydes undersøgelser, som vil være uforholdsmæssigt bekostelige at udføre i den konkrete situation.

Proportionalitetsprincippet finder anvendelse ved hvert af de påbud, som kommunen udsteder i en forureningssag. Ved udstedelsen af et givent påbud må kommunen vurdere, om påbuddets indhold, på det stadium som sagen nu er på, er proportionalt. Kommunen skal i den forbindelse inddrage alle de oplysninger, som kommunen er i besiddelse af og skal tage de omkostninger i betragtning, som allerede er afholdt til opfyldelse af tidligere undersøgelsespåbud og eventuel akut indsats. Kommunen må således vurdere, hvor væsentlig forureningen er, og sammenholde dette med de omkostninger, der skal afholdes, og de omkostninger som hidtil er afholdt.

7.1.2 Krav til påbuddets form og indhold

Kommunen skal ved udarbejdelsen af undersøgelsespåbuddet sikre sig, at formkravene i jordforureningsloven og forvaltningsloven er opfyldt. Det vil sige, at påbuddet skal:

Det fremgår udtrykkeligt af jordforureningslovens §§ 54 og 55, at afgørelser skal være skriftlige og indeholde en frist for efterkommelse. Fristen skal være rimelig og tage hensyn til de faktiske muligheder. Kravet om, at påbuddet skal være skriftligt kan dog fraviges, når der er tale om behov for øjeblikkelig indsats, jf. § 54, stk. 3. Se nærmere om strakspåbud i afsnit 4.6.

Et undersøgelsespåbud skal også være klart og bestemt. Kravet om klarhed og bestemthed medfører, at afgørelsen skal være skrevet i et let forståeligt sprog, så adressaten klart og utvetydigt kan læse af påbuddets tekst, hvad der kræves for at opfylde påbuddet.

Med henblik på at tankejer kan vide, hvad der skal til for at opfylde påbuddet, bør det være specificeret, hvad forureningsundersøgelsen som minimum skal omfatte. I påbuddet bør eksempelvis fastsættes et antal boringer, deres omtrentlige placering og dybde, eventuelle filtersatte boringer, antal analyser af jord- og vandprøver samt eventuelle indeklimamålinger og lignende.

I nogle tilfælde er det dog vanskeligt på forhånd at tage stilling til, hvordan en forureningsundersøgelse teknisk skal tilrettelægges, herunder hvilke undersøgelser der er behov for. I sådanne tilfælde må kommunen i stedet påbyde tankejeren at udtage de prøver og gennemføre de undersøgelser, der, af tankejeren, vurderes at være nødvendige for at kunne klarlægge forureningens størrelse, udbredelse og påvirkning af omgivelserne. Hvis kommunen ikke kan præcisere påbuddet tilstrækkeligt og forureningsforholdene vurderes at være særligt komplicerede, kan kommunen fastsætte i påbuddet, at et oplæg til undersøgelser eller afhjælpende foranstaltninger skal godkendes af kommunen inden udførelsen.

Kommunen skal være opmærksom på, at eventuelle krav om retablering af miljøet (arealer) eller bygninger skal fremgå af påbuddet.

I forhold til påbud om undersøgelse på den ejendom, der tilhører tankejeren, gælder en pligt efter jordforureningslovens § 48, stk. 1 for kommunen til at stille krav om at den hidtidige miljømæssige tilstand, dvs. arealerne, retableres.

I forhold til påbud om undersøgelse på en ejendom, der ikke tilhører tankejeren, gælder en pligt efter § 48, stk. 4, 2. pkt. for kommunen til at stille krav om retablering af både arealer og bygninger.

Det bør også fremgå af påbuddet, hvordan undersøgelsens resultater skal beskrives og dokumenteres.

Der skal herudover gives en kort og præcis begrundelse, der henviser til retsreglerne (dvs. navnlig jordforureningslovens § 48, stk. 1), de faktiske omstændigheder, som kommunen har lagt vægt på ved afgørelsen, og de hovedhensyn, der har været bestemmende for påbuddets indhold, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24. Det bør herunder også fremgå af påbuddet, hvilke parter der har været varslet/hørt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1 og parternes eventuelle kommentarer.

Efter jordforureningslovens § 77, stk. 1, nr. 1, kan kommunens påbud påklages til Miljøklagenævnet og indbringes for domstolene. Påbuddet skal derfor ledsages af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens §§ 25 og 26. Se nærmere om klage og søgsmål i kapitel 10.

Når kommunen har sikret sig, at påbuddets indhold og form er i overensstemmelse med ovenstående, sendes påbuddet til tankejeren og de klageberettigede. Det skal bemærkes, at en hurtig sagsbehandlingstid kan være afgørende for at undgå, at forureningen spreder sig yderligere med deraf følgende øgede omkostninger til undersøgelse og oprensning.

Påbud efter jordforureningslovens § 48, stk. 1, skal ikke tinglyses, idet der ikke er fastsat nærmere bestemmelser herom i medfør af § 48, stk. 7.

7.1.3 Kommunen vurderer om undersøgelsespåbuddet er opfyldt

På baggrund af undersøgelsernes resultater samt sagens øvrige oplysninger, skal kommunen vurdere, om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at sagens videre forløb kan fastlægges.

Hvis der allerede i forbindelse med undersøgelsen er sket en fuldstændig oprensning eller hvis undersøgelsen viser, at forureningen ikke udgør eller kan udgøre en risiko for sundhed eller miljø, kan sagen afsluttes. Se nærmere om sagens afslutning i kapitel 9.

Hvis undersøgelsen viser, at det ikke med en høj grad af sikkerhed kan afvises, at forureningen udgør eller kan udgøre en risiko for sundhed eller miljø, skal kommunen træffe afgørelse om fjernelse af forureningen og genopretning af den hidtidige tilstand eller tilsvarende afhjælpende foranstaltninger (meddelelse af oprensningspåbud).

I de tilfælde, hvor forureningen ikke er tilstrækkeligt afgrænset og klarlagt, kan kommunen meddele et nyt undersøgelsespåbud om supplerende undersøgelser. Såfremt undersøgelsespåbuddet har angivet specifikke krav til undersøgelser, og disse ikke er efterkommet, er en indskærpelse af dette påbud tilstrækkeligt.

I en indskærpelse skal det beskrives præcist og udtømmende, hvilke dele af påbuddet der ikke anses for opfyldt, herunder hvilke undersøgelser eller vurderinger, der skal gennemføres, for at påbuddet kan anses for opfyldt. Det bemærkes, at en dialog om påbuddets opfyldelse, inden der gives en indskærpelse, kan være fremmende for sagens videre behandling.

Kommunen må foretage sin vurdering indenfor rimelig tid efter modtagelsen af undersøgelsens resultater, da et eventuelt påbud om oprensning skal meddeles indenfor rimelig tid efter undersøgelsespåbuddet. Hvornår kommunens adgang til at meddele påbud ophører på grund af passivitet vil bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Det bemærkes, at der har været sager, hvor passivitet er indtrådt efter ca. 1 år.

Om undersøgelsen, herunder risikovurdering og forslag til afhjælpende foranstaltninger, er tilstrækkelig til, at der kan udstedes et oprensningspåbud, er afhængigt af den enkelte sags omstændigheder og er i høj grad en teknisk vurdering. I de følgende afsnit er angivet retningslinjer for de tekniske krav til forureningsundersøgelse, risikovurdering og forslag til afhjælpende foranstaltninger. Disse retningslinjer bør være udgangspunktet for opfyldelse af undersøgelsespåbuddet. Kommunen kan derfor inddrage retningslinjerne i sin vurdering af, om undersøgelsespåbuddet er opfyldt.

7.2 Tekniske krav til undersøgelsen

Med hensyn til prøvetagning i forbindelse med forureningsundersøgelserne samt anvendelse af kemiske analyser på sagerne, der vedrører villaolietanke, kan det overordnet sammenfattes, at udførelsen af borearbejdet, udtagningen og håndteringen af jordprøver foretages efter de generelle retningslinjer i:

Etableringen af filtersatte boringer og udtagning af grundvandsprøver foretages efter de generelle retningsliner i:

Poreluftprøver anbefales udført i henhold til det tidligere Fyns Amts poreluftsmanual /6/, indtil der evt. måtte foreligge nyere retningslinjer.

7.2.1 Jordprøver

Den praktiske udførelse af forureningsundersøgelsen på villatanksager foretages som på øvrige olieforureningssager. Ved borearbejde udtages der jordprøver for hver halve meter og fra hvert geologisk lag i Rilsan-pose til PID-måling og i glas med tætsluttende låg til eventuel senere kemisk analyse. Jordprøverne bliver i felten geologisk beskrevet og bedømt for en eventuel forurening. Der indsendes jordprøver til kemisk analyse for indhold af oliekomponenter (totalindhold og BTEX’er). Såfremt der træffes forurening i boringen, bør denne udføres til minimum 1,0 m under bund af forureningen. Hvis der træffes fri fase olie i boringen, bør det dog undlades at bore dybere end forureningen, hvis dette vil medføre at forureningen spredes yderligere.

Ved bortgravning af forurening i forbindelse med undersøgelsen skal der udtages prøver af sider og bund af udgravningen, enten for at eftervise, at den tilbageblevne jord er uforurenet eller som led i kortlægning af en restforurening. Afstanden mellem prøvetagningspunkterne og prøvehåndteringen bør være analog til fremgangsmåden ved jordprøver udtaget fra boringer. Dvs. den vandrette afstand mellem prøvetagningsstederne bør være som afstanden mellem boringer, mens den lodrette afstand mellem to prøvetagningspunkter på samme prøvetagningssted bør være 0,5 m.

Da forureningerne typisk sker tæt på bygninger, kan de have spredt sig ind under bygningen. I disse tilfælde vil forureningsundersøgelserne skulle omfatte indendørs boringer, fx udført som håndboringer, til både horisontal og vertikal afgrænsning af forureningen.

Ved udførelse af håndboringer, både udendørs og indendørs, er det vigtigt at være opmærksom på, at det i praksis kan være overordentligt vanskeligt fuldstændig at undgå, at den overliggende forurenede jord trækkes med ned i borehullet eller med op, når boret trækkes op af borehullet. Dette vil kunne medføre en kontaminering af den underliggende uforurenede boreprøve, så den vertikale forureningsudbredelse overestimeres. Dette kan til dels imødegås, hvis der foretages en meget grundig renskæring af jordprøven fra boret eller hvis minimum en boring i hotspot udføres som en foret boring.

Hvis der er tale om boringer udført inde i en beboelsesbygning, er en relativt nøjagtig vertikal afgrænsning af jordforureningen vigtig af hensyn til vurderingen af oprensningsomkostningerne. Den vertikale udbredelse af jordforureningen kan have en stor betydning for omkostningerne til fjernelse af forureningen, da en stor vertikal udbredelse vil medføre væsentligt øgede omkostninger til sikring af bygningernes stabilitet m.v. i forbindelse med en bortgravning af forureningen.

Som alternativ til udførelse af vertikale håndboringer i boligen, kan der i nogle tilfælde udføres vandrette eller skråboringer ind under boligen ude fra. I forbindelse med bortgravning af forureningen tæt på boligen kan der også udføres horisontale håndboringer ind under soklen til vertikal afgrænsning af forureningen.

7.2.2 Grundvandsprøver

Såfremt der træffes vandførende lag på ejendommen inden for den typiske boredybde på op til 5-10 meter, bør der etableres et passende antal filtersatte boringer, så det efterfølgende er muligt at pejle grundvandets beliggenhed, bestemme grundvandets strømningsretning og udtage grundvandsprøver til kemisk analyse for indhold af oliekomponenter (totalindhold og BTEX’er).

Typisk konstateres der magasiner med sekundært grundvand eller lommer af sekundært grundvand inden for de øverste ca. 10 m, men der er selvfølgelig regionale forskelle. Træffes der ikke grundvand inden for denne dybde, og har oliespildet et omfang, der medfører en risiko for grundvandsforurening, kan det være nødvendigt at bore dybere, hvis der er dybereliggende grundvand i området. Der henvises til /1/.

Det bemærkes, at der er foretaget en erfaringsopsamling for grundvandsforurening baseret på 1.436 sager med villaolietankforureninger, hvoraf der er udvalgt 14 sager til nærmere analyse med hensyn spredningen af olieforureningen i grundvandet i forhold til blandt andet restforureningens størrelse og tilstedeværelsen af fri fase /7/. Erfaringsopsamlingen har blandt andet vist følgende:

På baggrund af erfaringsopsamlingen kan det konkluderes, at der på de inddragede sager typisk måles kortere forureningsfaner end man ville finde ved konservative beregninger med eksempelvis JAGG. Samtidig viser erfaringsopsamlingen, at fanelængden typisk er stabil eller aftagende efter 1-2 års monitering.

7.2.3 Poreluftprøver

Ved forureninger, som har bredt sig ind under en bolig og ikke bortgraves som led i undersøgelsen, bør der som udgangspunkt udtages poreluftprøver.

Poreluftprøverne tages under betongulv i kælder (eller i stueetage, hvis der ikke er kælder), således at der kan udarbejdes en risikovurdering i forhold til forureningens eventuelle påvirkning af boligens indeklima.

Er der tale om trægulv uden et underliggende betonlag, bør poreluftprøverne udtages med poreluftsspyd, som føres minimum 0,5 m ned i jorden, for at undgå, at der opsuges atmosfærisk luft i prøven, så der gives et falsk billede af de reelle poreluftkoncentrationer.

Luftprøverne opsamles på kulrør eller andre absorptionsrør typisk ved brug af batteridrevne vakuumpumper med flowmåler. Rørene indsendes efterfølgende til kemisk analyse for indhold af kulbrinter, BTEX’er og C₉-C₁₀-aromater. Alternativt kan den oppumpede luft analyseres direkte på en transportabel gaschromatograf.

Ved udtagning af poreluftprøver skal man være opmærksom på, at de målte koncentrationer kan variere betydeligt såvel stedligt som tidsligt. Variationerne skyldes primært geologiske og meteorologiske faktorer /6/ og ændringer over tid. Der bør derfor tages hensyn til disse variationer ved behandlingen af resultaterne.

Ved et betongulv af minimum 80 mm tykkelse^[8] uden synlige revner eller andre utætheder ved rørgennemføringer og lignende, samt et godt luftskifte i rummet, vurderes det i /1/, at en fortyndingsfaktor på 100 kan anvendes som et konservativt skøn over poreluftkoncentrationens transportbidrag til indeklimakoncentrationen.

Eksempel 7.1

Miljøklagenævnet har i afgørelse af 9. januar 2009 (MKN-113-00014) bemærket, at dæmpningssfaktoren ikke nødvendigvis er konservativ, og at en dæmpning på faktor 100 ikke bør anvendes uden sikkerhedsfaktor, idet vejledningen ikke tager sigte på påbudssager men på den offentlige indsats, samt at betingelserne for dæmpningen skal være opfyldt i hele den periode, hvor forureningen kan udgøre en risiko for påvirkning af indeklimaet.

Det skal imidlertid bemærkes, at der er gennemført en erfaringsopsamling over hvordan poreluftkoncentrationerne udvikler over tid, når der er tale om forureninger fra villaolietanke /8/. Erfaringsopsamlingen viser følgende:

På baggrund af erfaringsopsamlingerne kan det konkluderes, at en risikovurdering der viser, at en efterladt (rest)forurening med fyringsolie ikke p.t. udgør en indeklimarisiko, må kunne betragtes som konservativ, fordi der over tid må forventes faldende poreluftkoncentrationer og dermed mindre afdampning til indeklimaet /8/. Dette er i overensstemmelse med en lang række tidligere erfaringer, der viser at oliekomponenter, herunder især de flygtige BTEX’er, typisk nedbrydes biologisk over tid /1, 9 m.fl./.

De nye erfaringer giver et bedre grundlag for vurdering af poreluftsforurening, herunder tidslige variationer i målingerne. På baggrund heraf må det som udgangspunkt anses for tilstrækkeligt at basere risikovurderingen på en poreluftundersøgelse bestående af to målerunder, forudsat at der ikke ses en betydelig stigende tendens i forureningskoncentrationerne, eller andre forhold indikerer behov for flere målerunder. I forhold til den fremtidige påvirkning af indeklimaet kan resultatet af målingerne betragtes som konservativt, idet der alt andet lige må forventes faldende forureningskoncentrationer i poreluften over tid, jf. /8/. Dette bør også tages i betragtning ved vurdering af dæmpningen gennem et eventuelt betongulv, herunder behovet for en sikkerhedsfaktor, idet det bør vurderes, om de faldende forureningskoncentrationer kan kompensere for senere ændringer i gulvkonstruktion eller lignende, der fører til øget forureningstransport fra poreluften til indeklimaet.

I forbindelse med poreluftundersøgelsen bør der foretages en byggeteknisk gennemgang med beskrivelse af boligens indretning (fx hvilke rum ligger i nærheden af forureningen), gulvtypen, herunder om muligt en beskrivelse af gulvopbygningen, gulvtykkelse, indhold af armering og gulvets kvalitet i øvrigt. Eventuelle synlige revner og utætheder ved rørgennemføringer bør ligeledes beskrives. Beskrivelsen af gulvet har relevans i forbindelse med en vurdering af resultaterne og vurdering af dæmpningsfaktoren gennem betongulvet.

Under alle omstændigheder bør der altid foretages en konkret vurdering af poreluftskoncentrationernes påvirkning af indeklimaet, herunder de parametre, der forudsættes for at opnå en eventuel dæmpningsfaktor samt eventuelle andre potentielle kilder til afdampning til indeklimaet.

7.2.4 Undersøgelsens omfang

Ved vurderingen af undersøgelsens omfang bør de særlige forureningsforhold beskrevet i afsnit 3.1 tages i betragtning. Derudover vil det som regel være hensigtsmæssigt, at undersøgelsen inddrager geotekniske data og andre oplysninger, som er nødvendige for design af oprensning af forureningen, i fald det viser sig nødvendigt i henhold til den efterfølgende risikovurdering.

Omfanget af forureningsundersøgelsen er styret af en række forhold, som er afgørende for, hvor mange boringer og kemiske analyser, der er nødvendige for, at undersøgelsen er dækkende i forhold til at kunne udarbejde en fyldestgørende risikovurdering.

Ud over størrelsen af oliespildet og det forurenede område er jordens homogenitet, eller mangel på samme, den mest afgørende enkeltfaktor af betydning for fastlæggelsen af et tilstrækkeligt prøvetagningsnet (punkter i planen og dybden), og dermed for antallet af jordprøver.

Er der fx tale om en homogen sandjord, vil forureningen, alt andet lige, være forholdsvis "velordnet", mens der for en inhomogen morænejord ofte vil være tale om primære spredningsveje i slirer og tilsvarende lille spredning i kompakte lermatricer, samt evt. lommer af sekundært grundvand, der medfører en kompliceret forureningsbeliggenhed fra oprensningens begyndelse.

Det skal dog bemærkes, at forureningens spredningsveje også kan være komplicerede i relativt homogene aflejringer, da selv små grus- og sandlag eller slirer kan være styrende for forureningsspredningen. Kort sagt: Jo mere inhomogen jordmatricen er, jo flere prøver skal der til /10/.

Der kan på den enkelte sag være behov for, at der udarbejdes en konceptuel model, så der opnås et overblik over den lokale geologi og hydrogeologi, boringsplacering, filtersætning, placering af bygninger og forureningens beliggenhed. Eksempel på en konceptuel model (uden boringer) er angivet på figur 7.1.

På baggrund af ovennævnte anbefales det derfor, at jordforureningen typisk afgrænses med miljøtekniske boringer med en indbyrdes afstand på eksempelvis 3-5 meter, afhængig af forureningens størrelse, dog minimum en boring på hver side af forureningen, og at der indsendes 1-4 kemiske analyser pr. boring. Afstande og antal boringer vil dog afhænge af den konkrete sag, men skal sikre, at der er tilstrækkeligt grundlag til at vurdere forureningsudbredelse og -mængde, så der kan foretages en risikovurdering. Undersøgelsen bør også kunne tjene som grundlag for udarbejdelse af forslag til en eventuel oprensning af forureningen. På de sager, hvor det vurderes, at det vil være uproblematisk at fjerne hele forureningen, vil der typisk være behov for et mindre undersøgelsesomfang, dog forudsat at der foretages en tilstrækkelig dokumentation for forureningsfjernelsen.

Ved ovenstående borings- og analyseantal vurderes det, at det på en typisk sag vil være muligt at vurdere jordforureningens udbredelse horisontalt og vertikalt samt at foretage en beregning af den samlede forureningsmasse i jorden før oprensningen og ved de forskellige oprensningsalternativer. Der bør dog altid på baggrund af sagens oplysninger foretages en konkret vurdering af borings- og analyseantallet.

Analyserne bør udvælges, så de i de forurenede boringer afgrænser forureningen horisontalt og vertikalt samt i det forventede hot-spot af forureningen (vurderet ud fra PID-målinger, som normalt giver en god indikation på forureningsniveauet ved frisk fyringsolieforurening). Hvis der opereres med en delvis oprensning til en given dybde bør der suppleres med analyser i og under den forventede afgravningsdybde, så den forventede restforurening kan beskrives ved de enkelte oprensningsalternativer og anvendes til risikovurderingen på den forventede restforurening. Udvælgelsesprincippet ved forventet efterladelse af restforurening er illustreret på figur 7.2. Det bemærkes, at hvis sådanne supplerende prøver udtages umiddelbart efter skadestidspunktet, skal man være opmærksom på, at forureningsudbredelsen på dette tidspunkt ikke er stationær og endnu kan nå at ændre sig væsentligt.

Hvis forureningen har spredt sig til grundvandet, skal der også foretages en afgrænsning her. Det nødvendige antal boringer og filtersætninger vil afhænge af en række faktorer, herunder af hvordan og hvornår forureningen er sket, de geologiske forhold, grundvandets strømningshastighed m.v. En opstillet konceptuel model for forureningens spredning kan her være en støtte.

Er der tale en afgrænsning i et terrænnært sekundært grundvandsmagasin, bør der foretages en bestemmelse af grundvandsforureningens kildestyrke i hot-spots og en afgrænsning med filtersatte boringer, placeret nedstrøms forureningskilden og på tværs af forureningsfanen. På en typisk sag med en jordforurening på 5-10 meter i bredden i forhold til grundvandets strømningsretning vil afgrænsningen kunne foretages med boringer placeret i en afstand på i størrelsesordenen 5-10 meter nedstrøms forureningskilden og på tværs af forureningsfanen, se figur 7.3. Med denne boringsafstand vurderes det, at der generelt vil være et godt grundlag til vurdering af forureningens udbredelse til brug for risikovurderingen og en eventuel monitering af, om forureningen spredes yderligere. I henhold til /1/ bør der være minimum 3 boringer i fanen nedstrøms forureningskilden, men da forureningsfaner fra villaolietanke i følge erfaringsopsamlingen /7/ generelt er relativt korte i forhold til fx forureningsfaner med klorerede opløsningsmidler, kan færre boringer i fanens længderetning være tilstrækkeligt, som vist på figur 7.3. Antallet af boringer og afstanden imellem dem bør dog altid blive fastlagt på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger.

Er forureningen beliggende umiddelbart ved eller under bygningen vil det typisk være relevant at gennemføre en poreluftundersøgelse. Hvis resultaterne af poreluftmålingerne indikerer, at der er en beregningsmæssig risiko – fx via en beregning med JAGG-modellen – kan der foretages en supplerende poreluftundersøgelse, samt evt. en bygningsgennemgang, med henblik på at skaffe grundlag for en vurdering af, om forureningen udgør en reel risiko for indeklimaet.

Indeklimamålinger for oliestoffer kan være vanskelige at tolke, idet der udover jordforureningen er en række andre kilder til forureningen, som kan give anledning til forhøjede indeklimakoncentrationer af denne type stoffer, eksempelvis traffikos, oliefyr, husholdningskemikaler, malingsdampe og tobaksrøg. Under gulv målinger er i langt mindre grad påvirket af andre forureningskilder og er derfor som udgangspunkt bedre egnede som basis for risikovurderingen. Dette udelukker ikke, at det i særlige tilfælde kan være en fordel at lave supplerende indeklimamålinger og eventuelt også udeklimamålinger.

Poreluftmålingerne bør som udgangspunkt foretages i henhold til retningslinierne i /6/ eller nyere viden. Målingerne på en typisk sag bør som udgangspunkt foretages som en måling ved forureningens hot-spot (spildstedet) samt 2-3 afgrænsende målinger for at vurdere forureningens spredning under bygningen. De afgrænsende poreluftprøver på en typisk sag bør som udgangspunkt placeres 3-5 meter fra prøven i hot-spot, som angivet i figur 7.4. De nøjagtige antal prøver og afstanden mellem dem bør dog altid blive fastlagt på baggrund af en vurdering af den konkrete sag. Særlige forhold vedrørende eventuelle forurenede bygningsdele, som kan påvirke prøvetagningen, bør være afklarede inden udtagning af poreluftprøverne.

Hvis målingerne viser, at der kan være en risiko for indeklimaet, skal det vurderes, om der er behov for midlertidigt afhjælpende foranstaltninger. Hvis kommunen skønner det nødvendigt, kan embedslægen inddrages i sagen.

Poreluftprøven til kildekarakterisering vil i en række tilfælde være udtaget meget tæt på den efterladte restforurening og kan derfor vise kraftigt forhøjede poreluftkoncentrationer. Idet sundhedsfaren ved dampe fra fyringsolieforurening under et hus i hovedsagen vil være af kronisk karakter (jf. Miljøprojekt nr. 12, 1995: ”Toksikologiske kvalitetskriterier for jord- og drikkevand”) bør risikovurderingen derfor som udgangspunkt baseres på en gennemsnitsbetragtning for påvirkningen af det givne værelse i bygningen, medmindre dette modsiges af andre forhold, såsom konkrete lugtgener. Dette forudsætter, at der er tilstrækkelig viden om den underliggende jordforurenings udbredelse, og at målepunkterne placeres repræsentativt i overensstemmelse hermed, således vægtningen af målingerne over det forurenede areal svarer til dets relative udbredelse i forhold til rummets gulvareal. På skitsen på figur 7.4 vil det således være den gennemsnitlige poreluftkoncentration i de udførte poreluftmålinger, der anvendes i vurderingen af indeklimapåvirkningen af værelset.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der erfaringsmæssigt sker et væsentligt fald i poreluftkoncentrationerne over tid /8/. Dette skyldes flere forhold, blandt andet at der hurtigt efter spildet sker en hurtig afdampning af de mest flygtige komponenter i fyringsolien, og at afdampningen derfor aftager i takt med, at kilden kommer til at bestå af en større og større andel mindre flygtige komponenter. Dertil vil der ofte, relativt hurtigt efter spildet, begynde at foregå en naturlig nedbrydning af oliekomponenterne i den umættede zone /8, 9/. Det er derfor ikke unaturligt, at der sker et væsentligt fald i poreluftkoncentrationerne over tid.

7.3 Risikovurdering af den fundne forurening

Som udgangspunkt skal der foretages en risikovurdering af den fundne forurening i forhold til risikoen for menneskers sundhed eller miljøet. I visse tilfælde vil forureningen være af et så lille omfang, at den kan karakteriseres som en bagatelforurening. I sådanne tilfælde giver det ikke mening at foretage en konkret risikovurdering.

Nedenfor er beskrevet fremgangsmåden for vurderingen af, om en forurening kan karakteriseres som en bagatelforurening. Hvis dette ikke er tilfældet, er fremgangsmåden for risikovurdering beskrevet i det efterfølgende afsnit.

7.3.1 Bagatelgrænse for restforurening med oliekomponenter

Bagatelgrænsen er en vejledende administrativ grænse, som skal forhindre, at der bruges store ressourcer på risikovurdering, oprensning og myndighedsbehandling af forureninger, som generelt må antages at udgøre en ubetydelig risiko. Derfor skal der i sådanne tilfælde ikke foretages en risikovurdering af forureningen, medmindre der er begrundet mistanke om, at forureningen mod forventning udgør en betydende risiko i det konkrete tilfælde.

Hvor oprensningskriterierne normalt udtrykkes som koncentrationsgrænser for oliestoffer, indeholder nærværende retningslinjer mængdegrænser for oliestoffer, som gør at en forurening ligger under bagatelgrænsen.

Hovedprincippet er, at oprensning kan undlades, når forureningen er svært tilgængelig og forureningsmængden ligger under mængdegrænsen, også selv om kvalitetskriterierne og kriterierne for lettere forurenet jord er overskredet.

Der angives følgende vejledende bagatelgrænser: En jordforurening med en samlet mængde på op til 10 kg dieselolie eller fyringsolie (gasolie) eller op til 2,5 kg petroleum (eller benzinprodukt) kan karakteriseres som bagatelforurening, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

Svært tilgængelig placering tolkes i denne sammenhæng som, at forureningen f.eks. er dybtliggende, hvilket uden for bygningen typisk vil sige dybere end 3 meter under terræn, men det bør bero på en konkret vurdering. Endvidere skal der på det pågældende areal vurderes at være ingen eller kun ubetydelig sandsynlighed for, at der indenfor en tidshorisont på 5 – 10 år vil blive bortgravet jord i denne dybde. Foreligger der, eller er der nært forestående planer, det være sig i form af fx kommuneplan, lokalplan, ansøgning om byggetilladelse eller andet, om forandringer af det pågældende areal, vil denne betingelse ikke være opfyldt.

Der kan også være tale om, at det under fx en bortgravning af en forurening ikke har været muligt at bortgrave hele forureningen på grund af geotekniske hensyn til en umiddelbart nærliggende bygning af blivende karakter, dvs. huse og veje men ikke fx carporte skure og lignende. Ud fra førnævnte geotekniske hensyn vil det således heller ikke være muligt at gennemføre andre jordarbejder, som kan berøre forureningen. I disse tilfælde kan forureningen ligge højere end 3 meter under terræn.

Hvis der i særlige tilfælde konkret vurderes at være mulighed for, at forureningen kan udgøre en risiko for indeklimaet, bør dette afklares med målinger af poreluften under gulv. Målingerne foretages efter retablering, således de retablerede forhold svarer til de forhold, der vil være på ejendommen efter oprensningsforløbets afslutning.

Tilsvarende kan der i særlige tilfælde udtages grundvandsprøver, hvis forureningen skønnes at kunne forurene grundvandet, og der er indvindingsboringer i umiddelbar nærhed. Under normale forhold vurderes der ikke at være mulighed for, at en så lille forurening vil kunne give en betydende påvirkning af en grundvandsressource.

For at dokumentere, at der er tale om en forurening under bagatelgrænsen skal forureningen og den omgivende rene jord karakteriseres og eftervises ved hjælp af prøvetagning og analyser. Restforureningen af olie beregnes ud fra kulbrintekoncentrationen og det forurenede jordvolumen.

Prøvetagning i forurenede områder foretages ved enten boringer eller indstik i gravefronten i tilknytning til gravearbejdet. Prøvetagningen foretages ved indstik mindst 0,1 meter bag gravefronten for at få udtaget jordprøver, hvor flygtige komponenter ikke er afdampet i væsentlig grad, med mindre prøven udtages i glas straks efter afgravning. Prøverne kan ikke udtages som blandingsprøver.

Fra boringerne udtages der mindst én prøve pr. 0,5 boremeter. Samtlige prøver karakteriseres geologisk og forureningsmæssigt og screenes herunder ved måling med fotoionisationsdetektor eller tilsvarende. Hvis der er tale om en frisk fyringsolieforurening vil PID-målingerne normalt give en god indikation på forureningsniveauet. PID-målinger er som regel ikke velegnede ved ældre fyringsolieforureninger. Som det også fremgår andetsteds i vejledningen bør der altid foretages akkrediterede kemiske analyser til dokumentation af forureningsomfang og oprensningsniveau. Men i og med at en stor del af undersøgelserne og oprensningerne på villatanksager typisk gennemføres indenfor uger eller måneder efter spildtidspunktet, vil PID-målinger på disse relativt friske fyringsoliespild kunne anvendes som et supplement til akkrediterede kemiske analyser.

Såfremt karakteriseringerne ikke giver indikation af forurening, analyseres herefter som udgangspunkt en prøve pr. boring for indhold af kulbrinter til verifikation af renheden. ”Ren” defineres i denne sammenhæng som indhold af kulbrinter under jordkvalitetskriteriet. Der skal dog i den forbindelse tages hensyn til analysehastigheden, da jordprøver analyseret som hasteprøver kan vise et for lille indhold af kulbrinter grundet en for kort udrystningstid end hvis jordprøven var analyseret ved ”normal” analysetid. Der kan således blive tale om beregningsmæssigt at regulere analyseresultatet, så kulbrinteindholdet bliver større. Eksempelvis ved hasteanalyser med 2 timers ekstraktion vil ekstraktionsudbyttet ved VKI-metoden generelt være ca. 80-90 % af udbyttet efter 16 timers ekstraktion. Ved nedbrudt fyringsolie i fed lerjord kan udbyttet dog være helt ned til 50 % /2/. Hasteanalyser anvendes ofte i forbindelse med gravesager for hurtigt at kunne vurdere, om der skal opgraves mere, mens udgravningen er åben.

Fra det forurenede område udvælges som udgangspunkt mindst tre prøver til kemisk analyse for indhold af kulbrinter. Prøverne til analyse udvælges som de prøver, der ud fra karakteriseringerne påregnes mest forurenede. Er der tale om et meget begrænset område, er 2-3 jordprøver sandsynligvis tilstrækkeligt til at beskrive den gennemsnitlige forureningskoncentration i det forurenede jordvolumen, mens et større område med relativt lave koncentrationer normalt vil kræve flere jordprøver for at beskrive det forurenede jordvolumen.

På baggrund af analyseresultaterne fastlægges kulbrintekoncentrationen i det forurenede jordvolumen som gennemsnitskoncentrationen af analyseresultaterne fra området. Er der stor spredning på analyseresultaterne kan det være nødvendigt at udtage flere jordprøver til kemisk analyse og lade disse resultater indgå i beregningen af gennemsnitskoncentrationen.

Hvis der er tale om en restforurening med en høj gennemsnitskoncentration, men et begrænset volumen vil der dog kunne være behov for en tæt prøvetagning for at kunne dokumentere, at restforureningen er under bagatelgrænsen. Der kan i så fald være behov for at udtage prøver til kemisk analyse med ca. 0,5 meters mellemrum, som angivet i nedenstående eksempel i figur 7.5.

Som det fremgår af eksemplet kan der således være behov for en relativ tæt prøvetagning, så det forurenede jordvolumen og den gennemsnitlige forureningskoncentration i dette kan beregnes tilstrækkeligt præcist til at dokumentere, at forureningen er under bagatelgrænsen.

Voluminet af det forurenede område beregnes som jordvoluminet beliggende inden for de dokumenterede rene prøvetagningsfelter. Herefter beregnes restforureningen af olie som den gennemsnitlige kulbrintekoncentration gange jordvoluminet gange jordens densitet (se i øvrigt figur 7.5). Sidstnævnte findes ved tabelopslag i appendiks 5.3 til Miljøstyrelsens vejledning om oprydning /1/.

Der kan være flere bagatelagtige forureninger på en lokalitet, men det må i givet fald dokumenteres, at de forurenede prøvetagningsfelter ligger klart adskilt fra hinanden, det vil sige med en indbyrdes dokumenteret afstand på mindst 10 meter adskilt af dokumenteret rene analyser. I modsat fald må forureningerne betragtes som én forurening. Der bør maksimalt være tre bagatelagtige forureninger på en lokalitet.

7.3.2 Risikovurdering

Det følger af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at der skal gennemføres en risikovurdering med henblik på at fastlægge det nødvendige oprensningsomfang. En forurening vil ikke kunne kræves fjernet, hvis der er en høj grad af sikkerhed for, at forureningen hverken nu eller i fremtiden vil kunne udgøre en risiko for mennesker eller miljø. Der henvises til afsnittet nedenfor om proportionalitetsprincippet (afsnit 8.1.1).

Vurderingen af risikoen ved at efterlade en given forurening skal være baseret på konkrete data og beregninger ud fra en detaljeret og fyldestgørende forureningsundersøgelse. Den skal omfatte nuværende og mulige fremtidige risici for indeklima, arealanvendelse (kontakt med forureningen), grundvand og overfladevand samt eventuelt andre muligheder for påvirkning af sundhed eller miljø. Risikovurderingen skal tage højde for alle ændringer, som vil kunne indtræffe i den tid forureningen består, og som ikke vurderes usandsynlige.

Ved vurderingen af, om der foreligger en risiko ved forureningen for miljø eller sundhed, som må føre til et påbud om genopretning, kan der tages udgangspunkt i de risikoberegningsmodeller, der er indeholdt i vejledning nr. 6/1998 om oprydning af forurenede lokaliteter /1/.

Dette gælder, selvom vejledningen efter sit indhold tager sigte på offentlige oprydninger og ikke direkte kan anvendes i påbudssituationen. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at risikovurderingerne ved påbudssager, herunder villaolietanksager, adskiller sig fra risikovurderinger ved den offentlige afværgeindsats. Det skyldes, at påbudssager hviler på princippet om genopretning, hvilket indebærer, at også potentielle fremtidige ændrede forhold (fx etablering af vandindvindingsboringer eller ændring af fx en lade til følsom arealanvendelse i form af bolig) skal tages i betragtning.

En forurening antages ifølge vejledningen at udgøre en risiko, såfremt forureningen efter risikoberegningerne må vurderes at kunne overskride de i vejledningens kapitel 6 fastlagte kvalitetskriterier.

Risikovurderingerne bør som udgangspunkt udføres som konservative beregninger, eksempelvis med Miljøstyrelsens JAGG-model. Jo mere avancerede beregninger, der foretages med JAGG-modellen, des større er kravene til data /1/. Hvis der eksempelvis regnes med biologisk nedbrydning af forureningen forudsætter det, at der foreligger konkrete målinger, som dokumenterer, at bionedbrydningen rent faktisk foregår med den forudsatte hastighed. I praksis har dette vist sig vanskeligt at dokumentere, men Miljøstyrelsen planlægger at sætte projekter for udvikling af praktisk gennemførlige metoder til dokumentation af bionedbrydning i gang. I første omgang vil dette alene omfatte bionedbrydning i umættet zone.

Hvor det er hensigtsmæssigt kan der efter omstændighederne anvendes mere komplicerede risikovurderingsværktøjer. En forudsætning for at anvende komplicerede risikovurderingsværktøjer er, at datagrundlaget er tilstrækkeligt godt, og at der er tale om en almindeligt anerkendt og veldokumenteret beregningsmodel.

I forhold til grundvandet skal grundvandskriterierne som udgangspunkt være opfyldt umiddelbart under forureningskilden. Risikoen ved restforureningen skal derfor som udgangspunkt kun beregnes ved brug af JAGG-modellens trin 1, når denne model anvendes. Konkrete målinger i grundvandet kan i nogle tilfælde erstatte beregninger efter JAGG-modellens trin 1, hvis man har en høj grad af sikkerhed for, at forureningen under de foreliggende forhold burde have spredt sig til grundvandet og nået et stabilt niveau.

JAGG-modellens trin 2 og 3 for grundvand giver mulighed for at kalkulere med forurening af grundvand op til 100 m nedstrøms eller et år fra forureningskilden. Trin 2 og 3 er udarbejdet særligt med henblik på prioritering af den offentlige oprydningsindsats. Under hensyn til lovens målsætning om genopretning bør JAGG trin 2 og 3 som udgangspunkt derfor ikke benyttes.

Der bør således ikke kalkuleres med en forurening af grundvandet nedstrøms for forureningskilden, fordi der herved kan gives afkald på en potentiel grundvandsressource i en længere årrække. Det vil navnlig være tilfældet, hvis der er tale om grundvand, der vil kunne anvendes til drikkevandsforsyning, uanset i hvilket område, drikkevandsressourcen er beliggende. Tilsvarende gælder, hvis forureningen af et sekundært grundvandsmagasin indeholder en latent risiko for forurening af et primært grundvandsmagasin.

Der kan være tilfælde, hvor omkostningerne til fjernelse af forureningen viser sig at være uproportional med værdien af den grundvandsressource, der ønskes beskyttet, jf. nedenfor afsnit 8.1.1 om kommunens afvejning af omkostningerne til oprensning overfor den miljø- eller sundhedsmæssige gevinst. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at acceptere forurening af en begrænset del af en grundvandsressource, og i den forbindelse kan det være relevant at benytte eksempelvis JAGG trin 2 og eventuelt 3 til at fastslå risikoen forbundet hermed. Dette bør være under forudsætning af, at risikovurderingen kan anses for konservativ og baseret på målinger af eksempelvis nedbrydningskonstanten, så der er en stor grad af sikkerhed for, at forureningen ikke vil sprede sig ud over det, der er antaget i risikovurderingen.

I vurderingen skal ud over kvalitetskriterierne også indgå risikoen for udvaskning til nærliggende recipienter, om området er udpeget som indeholdende særlige drikkevandsinteresser samt om der er aktuelle planer om lokale indvindinger.

Alternativt kan risikovurderingen, i ovennævnte tilfælde, hvor omkostningerne til fjernelse af forureningen viser sig at være uproportional med risikoen for den grundvandsressource, der ønskes beskyttet, baseres på konkrete data fra monitering af forureningsfanen over en periode af typisk 2-3 år, i kombination med erfaringerne om typiske spredningsmønstre for forureningsfaner fra villaolietanke /7/. Hvis moniteringen viser, at forureningsfanen er stabil i udbredelse og koncentrationer, og forholdene i øvrigt svarer til lignende sager i erfaringsopsamlingen, herunder at forureningen allerede har givet anledning til en forureningsfane i grundvandet, kan dette give en høj grad af sikkerhed for, at forureningen ikke spreder sig yderligere på længere sigt.

Særlig for en forurening beliggende under en bygning eller lignende, gælder, at hvis ikke restforureningen med stor sikkerhed kan antages at være reduceret til et ubetydeligt niveau (i forhold til påvirkning af grundvandet) i løbet af bygningens restlevetid, bør der foretages en supplerende risikovurdering baseret på de potentielle forhold, der vil fremkomme hvis bygningen fjernes og forureningen blotlægges. Det bør i den forbindelse indgå, om der er nedløb eller faskiner fra tag, der kan øge infiltration af nedbør fra ubefæstede arealer ind under og gennem jorden under et hus. I øvrigt bemærkes, at infiltrerende nedbør i mange tilfælde i større eller mindre omfang kan trænge ind under og sive gennem jorden under et hus, selvom huset ikke er fjernet. Dette forhold bør ligeledes indgå i risikovurderingen.

I forhold til arealanvendelse gælder, at risikoen skal vurderes både i forhold til den aktuelle anvendelse og en fremtidig anvendelse. Som udgangspunkt gælder, at hvis forureningen kun træffes under 3 meters dybde, vil forureningen under normal anvendelse (havebrug o.l.) ikke udgøre en risiko for menneskers sundhed.

Det skal dog i den forbindelse også tages stilling til risikoen ved ombygninger eller nedrivning af bygninger, etablering af kælderanlæg mv. Der kan ikke uden videre lægges til grund, at en forurening under bygninger eller bygningsanlæg vil være afskærmet i ubegrænset tid. Ved vurderingen af risikoen i forbindelse med forureninger under almindelige beboelsesejendomme har Miljøklagenævnet fastsat et udgangspunkt, hvorefter at det ikke uden videre kan forudsættes, at huse består uændrede i mere end 20-30 år frem. Garager, udhuse og udestuer bør efter nævnets opfattelse – ligeledes som udgangspunkt – anses som midlertidige. Tilsvarende bør belægninger anses som midlertidige.

Dette indebærer ifølge Miljøklagenævnet, at der som udgangspunkt ikke bør efterlades en større mængde forurening under en beboelsesbygning, end der efter en konkret beregning kan antages at ville blive nedbrudt ved naturlige processer i jordmiljøet i løbet af den periode, hvor bygningen - i overensstemmelse med det af nævnet forudsatte - må forventes at bestå i sin nuværende skikkelse.

I forhold til indeklima kan der bl.a. ved vurderingen af risikoen for afdampning tages hensyn til en bestemt gulvkonstruktion eller lignende, der dog ikke må være driftskrævende for tankejeren eller grundejeren, udover hvad der ligger inden for en normal vedligeholdelse af huset. Vurdering af indeklimarisikoen vil oftest baseres på under gulv målinger, hvorfor disse skal vurderes under hensyn til den enkelte gulvkonstruktion. Der skal tages hensyn til anvendelsen (f.eks. boligformål) over gulvet.

Af Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1998 /1/ fremgår bl.a., at dæmpning af størrelsesorden 100 gange fordrer en gulvkonstruktion af god kvalitet opbygget som betongulv med en tykkelse på mindst 80 mm og uden synlige revner samt fordrer et godt luftskifte i de påvirkede rum. Af Miljøklagenævnets afgørelse af 9. januar 2009 (se eksempel 7.1) fremgår det, at der i påbudssager - hvor vejledningen ikke nødvendigvis kan anvendes direkte – kan være behov for at indlægge en vis sikkerhedsmargin heri for at imødekomme eventuelle fremtidige ændringer i gulvkonstruktion eller lignende, der kan give anledning til øget forureningstransport fra poreluften til indeklimaet. Det skal i den forbindelse nævnes, at der er gennemført en erfaringsopsamling af poreluftmålinger fra villaolietankforureninger, hvor resultaterne blandt andet viser, at poreluftkoncentrationerne generelt er aftagende med tiden. Der henvises til afsnittet om poreluftsprøver (afsnit 7.2.3). I øvrigt bemærkes, at der ikke foreligger pålidelige beregningsmetoder for dæmpning gennem trægulve på grund af den store variation i trægulvenes tæthed.

Der bør i forbindelse med vurderingen af den fremtidige påvirkning af indeklimaet tages hensyn til, om der er risiko for, at olie fra en restforurening er trængt ind eller kan trænge ind i væggene og øge afdampningen til rummet. Der henvises i øvrigt til afsnit 11.6 om de særlige administrative forhold ved forurenede bygningsdele.

Poreluftmålinger og eventuelle indeklimamålinger skal udføres med behørig hensyntagen til de tidslige variationer, som kan observeres i stofkoncentrationer i poreluft grundet barometertryk, temperatur, nedbørsforhold med mere på måledagene.

7.4 Forslag til afhjælpende foranstaltninger

Såfremt risikovurderingen viser, at det ikke kan afvises, at forureningen udgør en risiko for sundhed eller miljø, skal afrapporteringen af undersøgelsen indeholde et forslag til hvordan forureningen fjernes og den hidtidige tilstand genoprettes eller tilsvarende afhjælpende foranstaltninger. Dette forslag kan omfatte et eller om nødvendigt flere scenarier til afhjælpning af de fundne risici. Afhjælpningsscenarierne skal prissættes, så kommunen kan vurdere proportionaliteten i forbindelse med valget af afhjælpningsscenarie. Se hertil kapitel 8 nedenfor.

I forbindelse med prissætningen af de enkelte afhjælpningsløsninger henvises i øvrigt til /11/, som angiver forudsætninger og enhedspriser for forskellige typer oprensning i forbindelse med oliespild ved og under boliger. Der skal dog i den forbindelse gøres opmærksom på dels, at der kan være nogle lokale prisforskelle samt den generelle pristalsudvikling, dels at omkostninger forbundet med forureningsfjernelse i ældre/dårligt funderede bygninger kan være forbundet med en stor usikkerhed og være meget specifikke for den enkelte ejendom. De angivne enhedspriser i /11/ kan således udelukkende anvendes til at give en realistisk størrelsesorden for afhjælpningsomkostningerne, hvorfor der på større sager bør indhentes egentlige tilbud baseret på de lokalitetsspecifikke forhold. Disse kan dog også være behæftet med usikkerhed.

7.4.1 Retablering

I forbindelse med undersøgelsen foretages retablering af arealer og bygninger, der har været berørt af undersøgelserne.

Dette kan fx indbefatte opfyldning af huller i gulvet, hvor der er foretaget poreluftsmålinger, eller sløjfning af boringer og retablering af bygninger.

Kommunen kan eventuelt tillade at undlade retablering, hvis undersøgelsen viser, at yderligere afhjælpning af forureningen er nødvendig, og denne afhjælpning vil påvirke de steder, der skal retableres.

[8] Miljøklagenævnet har i afgørelse af 14. juli 2009 bemærket, at der skal være tale om et armeret betongulv, da dæmpningsfaktoren på 100 kommer fra beregningseksemplet i appendiks 5.4 til Miljøstyrelsens vejledning 6 fra 1998, som omhandler dæmpning gennem et armeret betongulv.

7.1 Meddelelse af undersøgelsespåbud