|
Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke 8 Afhjælpende foranstaltninger8.1 Meddelelse af oprensningspåbudHvis undersøgelsen viser, at det ikke med en høj grad af sikkerhed kan afvises, at forureningen udgør eller kan udgøre en risiko for sundhed eller miljø, skal kommunen træffe afgørelse om fjernelse af forureningen og genopretning af den hidtidige tilstand eller tilsvarende afhjælpende foranstaltninger (meddelelse af oprensningspåbud). Et oprensningspåbud indebærer, at den før forureningen bestående tilstand skal genoprettes. Genopretning af den hidtidige tilstand indebærer som udgangspunkt fjernelse af al forurening fra villaolietanken. Ifølge Koldingdommen[9] fører proportionalitetsprincippet dog til, at en forurening eller restforurening med olie – uafhængigt af omkostningernes størrelse – som udgangspunkt ikke kan påbydes fjernet, hvis der foreligger en høj grad af sikkerhed for, at den hverken aktuelt eller i fremtiden indebærer en miljø- eller sundhedsmæssig risiko. I forbindelse med udstedelse af oprensningspåbuddet skal kommunen tage stilling til, hvilke afhjælpningsforanstaltninger, der skal foretages samt omfanget af disse. Ved fastlæggelsen af omfanget af de afhjælpende foranstaltninger skal det sikres, at foranstaltningerne:
Risikovurderingen og omkostningerne til det eller de af påbudsadressaten opstillede afhjælpningsscenarier vil typisk være grundlaget for valget af afhjælpningsløsning. 8.1.1 ProportionalitetsvurderingNår kommunen meddeler et oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 48, stk. 1 skal det ske under iagttagelse af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Dette har særlig betydning ved vurderingen af omfanget af de afhjælpningsforanstaltninger, der skal foretages. Udgangspunktet i jordforureningsloven er, at den hidtidige tilstand – dvs. den tilstand, der bestod før forureningen indtraf – altid skal genoprettes, hvilket bl.a. indebærer, at forureningen skal fjernes. Som en undtagelse til dette udgangspunkt gælder det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet betyder kort fortalt, at oprensningspåbuddet ikke må være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Det følger derfor bl.a. af proportionalitetsprincippet, at kommunen, når den skal fastsætte påbuddets indhold, er forpligtet til ikke at gå med hensyn til at påføre adressaten byrder end formålet med afgørelsen tilsiger. Det betyder, at omkostningerne til oprensning skal være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til den miljømæssige eller sundhedsmæssige gevinst ved at fjerne forureningen og risikoen forbundet med at efterlade hele eller dele af forureningen. Proportionalitetsprincippet indeholder således to undtagelser til princippet om fuldstændig genopretning:
Det følger at det første krav – at oprensningen skal være nødvendig af hensyn til miljøet eller menneskers sundhed – at en oprensning ikke kan påbydes, hvis der foreligger en høj grad af sikkerhed for, at den forurening, som påbuddet angår, hverken aktuelt eller i fremtiden kan indebære en risiko for miljøet eller menneskers sundhed. Afgørelse om oprensningspåbud kan med andre ord kun træffes, når en risikovurdering viser, at det ikke kan udelukkes, at der kan være en aktuel eller fremtidig risiko for sundhed eller miljø (risikovurderingen). Hvis der kan efterlades en forurening på en måde, hvor der derefter er en høj grad af sikkerhed for, at denne forurening hverken aktuelt eller i fremtiden vil indebære en miljø- eller sundhedsmæssig risiko, kan denne forurening ikke kræves fjernet. Dette gælder uafhængigt af omkostningernes størrelse ved fjernelse af den pågældende forurening, jf. Kolding-sagen refereret i eksempel 8.1 nedenfor. Eksempel 8.1. I den såkaldte Kolding-sag pådømt af Højesteret (refereret i UfR 2005, side 2923) var der blevet konstateret en olieforurening delvist under bryggerset i en beboelsesbygning hidrørende fra en lækage fra husets oliefyr. Et rådgivende ingeniørfirma anbefalede i den forbindelse en oprydning, der ville indebære, at der henstod en restolieforurening på 2,5 m2 i dybden 2,5 til 4,5 m under terræn. Omkostningerne ved oprydning af denne restforureningen isoleret ville være 190.000 kr. Kommunen afgjorde imidlertid, at det anbefalede afværgetiltag med restforurening ikke opfyldte kravet om genoprettelse af hidtidig tilstand, hvorfor det ikke kunne accepteres. Som en konsekvens heraf skal der altid – forinden der udstedes et oprensningspåbud om at fjerne al forurening – tages stilling til, om der kan efterlades en restforurening på den forurenede ejendom, der i givet fald ikke vil indebære den ovennævnte risiko. Fremgangsmåden ved risikovurderingen er nærmere beskrevet i afsnit 7.3.2. Det andet krav, der følger af proportionalitetsprincippet, er, at kommunen skal sikre sig, at de omkostninger, der medgår til opfyldelse af et påbud, står i rimeligt forhold til den miljømæssige gevinst, der vil være forbundet med påbuddets opfyldelse. Samtidig indebærer kravet, at hvis genopretningen kan foretages lige godt ved flere metoder, skal den billigste vælges. Ved bedømmelsen af, om omkostningerne til fjernelse af en given forurening overstiger den miljømæssige eller sundhedsmæssige gevinst ved en fjernelse, skal kommunen lægge vægt på, at det altovervejende udgangspunkt i loven er, at forureninger, der ikke med en høj grad af sikkerhed kan afvises at udgøre en potentiel fare, skal fjernes, og at en række af de værdier, som jordforureningsloven tilsigter at beskytte (drikkevand mv.), er vanskelige at prissætte. Heroverfor skal kommunen lægge vægt på, om der er et misforhold mellem den aktuelle eller potentielle risiko ved en given forurening sammenholdt med omkostningerne ved en fjernelse. Heri indgår de risikofaktorer, der fremgår af risikovurderingen, jf. afsnit 7.3.2. ovenfor, og det overslag over omkostninger, der er udarbejdet af påbudsadressaten i forbindelse med undersøgelsen af forureningen. I nogle situationer vil fx bygninger eller andet skærme for en mindre restforurening, og fjernelse af disse vil medføre så store omkostninger ved oprensning, at dette er i et helt åbenbart misforhold til risikoen ved at lade en mindre restforurening forblive på ejendommen eller etablere foranstaltninger til nedbringelse af risikoen ved at lade forureningen blive på ejendommen. I sådanne tilfælde vil proportionalitetsprincippet kunne føre til, at der ikke skal meddeles påbud om oprensning. Afvejningen heraf er dog skønsmæssig, og hensynet til minimering af risikoen ved forureningen er i den forbindelse tungtvejende. Eksempel 8.2. I en sag afgjort af Miljøklagenævnet (MKN 113-00014 af 9. januar 2009) var der konstateret en olieforurening fra brud på en olierørledning til en indendørs villaolietank, hvorved ca. 1.100 liter olie var løbet ud i jorden. Kommunen afgjorde, at forureningen skulle undersøges og oprenses. Forsikringsselskabet gennemførte en forureningsundersøgelse og foretog bortgravning af 244 tons olieforurenet jord. Der blev herved efterladt en restforurening vurderet til ca. 140 kg olie fordelt i ca. 11 tons jord over et areal på 38 m² i 1-3 meters dybde. Der blev udtaget poreluftprøver og vandprøver fra et terrænnært grundvandsmagasin til afklaring af restforureningens påvirkning af indeklima og grundvand. Lokaliteten er beliggende i et område med drikkevandsinterreser, og afstanden til nærmeste indvindingsboring er ca. 2 km. Nærmeste overfladevandområde er en bæk 150 fra lokaliteten. Forsikringsselskabets rådgiver vurderede, at det vil koste ca. 500.000 kr. at fjerne restforureningen på grund af udgifter til delvis nedrivning og genopførelse af huset på grunden, mens fjernelse af forureningen, hvis den var fritliggende, ville koste 50.000 kr. Rådgiver konkluderer, at der ikke nogen reel eller potentil risiko for sundhed eller miljø, undtagen hvis der graves dybere end 1 meter. På baggrund heraf foreslår rådgiver, at restforureningen efterlades. Kommunen er sammen med amtet uenig heri, idet JAGG-beregninger indikerer en risiko for grundvandet, og der desuden fundet fri oliefase i grundvandet. I stedet kræver kommunen en bedre dokumentation for restforureningen, en revideret risikovurdering og flere prissatte alternativer til total oprensning. Efter flere undersøgelser og fornyet vurdering af restforurening (nu vurderet til 90 kg olie) og risiko, foreslår rådgiveren, at der kan gennemføres monitering af grundvandet i en afgrænset periode. Kommunen påbyder i stedet oprensning af restforureningen. Forsikringsselskabet påklager afgørelsen til Miljøklagenævnet under henvisning til, at det ikke vil være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at påbyde fjernelse af restforureningen, da den kun udgør en meget lille, potentiel risiko for sundhed og miljø, mens udgifterne til oprensning af restforureningen er opgjort til 860.000 kr. Miljøklagenævnet vurderer, at restforureningen består af 229 kg olie på et areal på 22 m². Nævnets JAGG-beregninger viser en overskridelse af kvalitetskriteriet for grundvand umiddelbart under lokaliteten med 8-15 gange. Nævnet anfører desuden, at der ifølge beregningerne vil ske en forurening af grundvandet med ca. 6 g olie om året i tusinder af år fremover. Nævnet finder endvidere, at der vil være en risiko for kontakt med forureningen ved ombygningsarbejde, som i det konkrete tilfælde ikke kan anses for usandsynlige inden for en kort årrække, hvor det ikke kan antages, at forureningen er nedbrudt i et sådant omfang, at den ikke udgør en risiko ved kontakt. Endelig finder nævnet, at risikoen for indeklimaet ikke er tilstrækkeligt belyst. På baggrund heraf finder nævnet, at omkostningerne til en total oprensning af restforureningen, som forventes at være under 1 mio. kr. ekskl. moms, ikke strider mod det forvaltningsretslige proportionalitetsprincip. Nævnet ændrer kommunens afgørelse til et påbud om at udarbejde projekt for oprensning af restforureningen, så den miljø- og sundhedsmæssige risiko fra forureningen fjernes. Det bemærkes, at kommunen ved proportionalitetsvurderingen skal inddrage de samlede omkostninger til undersøgelse og oprensning af forureningen overfor den samlede risikoreduktion, der herved opnås. I øvrigt skal dokumentationen for forureningsfjernelse og omkostningerne hertil ved en eventuel frivillig oprensning, akut indsats/skadesbegrænsning og/eller fremskyndet forureningsfjernelse indgå i kommunens vurdering af behovet for et oprensningspåbud. Dog skal omkostningerne ikke indgå i kommunens vurdering, hvis den fjernede forurening ikke ville udgøre en risiko for mennesker eller miljø. Tilsvarende gælder for omkostninger til en eventuel senere frigravning af tilfyldt jord med henblik på fjernelse af en restforurening. I eksempelboksene 8.3 – 8.5 er vist 3 tænkte eksempler på proportionalitetsvurderingen i form af afvejningen af på den ene side de samlede omkostninger til oprensning af en forurening og på den anden side den risiko, forureningen udgør. De tekniske forhold i eksemplerne, herunder forureningsudbredelse, risikovurdering, prissætning af afhjælpende foranstaltninger og sammenlignelighed med lignende sager fra erfaringsopsamlingerne, forudsættes at være veldokumenterede, med mindre andet er nævnt. Eksemplerne er medtaget, fordi der endnu kun findes få eksempler fra praksis. Oprensningsomfanget i de tænkte eksempler afspejler Miljøstyrelsens opfattelse af størrelsesordenen af de omkostninger, der i hvert af de givne eksempler ville være proportionale til imødegåelse af de risici, som er beskrevet i eksemplerne. Eksemplerne er søgt udformet således, at proportionalitetsafvejningen er i overensstemmelse med de afgørelser, der foreligger, men samtidig dækker en større spændvidde af situationer. Eksemplerne er medtaget med forbehold for, at Miljøklagenævnet og domstolene i konkrete sager kan komme til et resultat, der ikke stemmer overens med eksemplerne. Det er ikke hensigten, at eksemplerne skal foregribe konkrete afgørelser og domme, og derfor vil Miljøstyrelsen følge op med vejledende udtalelser efterhånden som praksis udvikler sig. Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at en proportionalitetsvurdering altid skal være baseret på de konkrete forhold. Eksemplerne kan derfor ikke uden videre lægges til grund. Eksempel 8.3. Tænkt eksempel udarbejdet af Miljøstyrelsen. En utæthed i en underjordisk tank har over flere år bevirket en jordforurening i 2-3 meters dybde på i alt 160 kg olie, heraf 30 kg inde under huset. Der er tillige fundet olieforurening i et terrænnært, indvindbart grundvandsmagasin umiddelbart under det forurenede område, mens der ingen forurening er i grundvandet 8 meter nedstrøms for det forurenede område. Nærmeste indvindingsområde til vandforsyning er beliggende 1,5 km fra lokaliteten. Nærmeste overfladevandområde er beliggende ca. 700 m fra lokaliteten. Ud fra oliens mængde og sammensætning samt de geologiske og hydrogeologiske forhold vurderes det ved hjælp af JAGG trin 2, at olien vil kunne sprede sig ca. 35 meter nedstrøms. Imidlertid vurderes det ud fra erfaringsdata fra lignende forureninger /7/, at hvis de 130 kg forurening uden for huset fjernes, vil restforureningen på 30 kg sandsynligvis kun kunne give anledning til en forureningsfane på højst 11 meter. Dette stemmer overens med de konkrete målinger, hvor grundvandsforureningen har spredt sig mindre end 8 meter fra kilden. Beregninger i JAGG samt to runder med poreluftmålinger under gulv viser, at en efterladelse af restforurening ikke vil medføre et indeklimaproblem. Der vil ikke være risiko for kontakt med forureningen ved udskiftning af kloakrør under huset og lignende, men det vil være nødvendigt at fjerne restforureningen, hvis huset senere rives ned, eller der graves ud til kælder. Der ses dog ingen konkrete indikationer for, at sådanne arbejder måtte forestå indenfor de nærmeste 5-10 år. Omkostningen til en eventuel senere fjernelse af restforureningen skønnes i denne forbindelse at være ca. 20.000 kr. Der foreligger således to løsningsmuligheder:
Merudgiften på 600.000 kr. til løsning b) vurderes ikke at være proportional med den relativt begrænsede potentielle risiko, restforureningen udgør, og løsning a) vil som udgangspunkt være tilstrækkelig til at give en høj grad af sikkerhed for, at forureningen ikke spreder sig yderligere. Hvis moniteringsdata efter 2 år imidlertid mod forventning ikke giver sikkerhed for at forureningsfanen er stabiliseret eller aftagende, og resultaterne ikke tyder på, at dette vil ske indenfor en eventuelt forlænget moniteringsperiode, vurderes det nødvendigt at gennemføre løsning b). Det bemærkes, at der er tale om en potentiel risiko for en eventuel fremtidig vandforsyning tæt på grunden, og denne risiko kan undgås ved at undlade at etablere eventuelle fremtidige vandforsyningsboringer i en vis afstand fra grunden. Eksempel 8.4. Tænkt eksempel udarbejdet af Miljøstyrelsen. En tank på en ældre landbrugsejendom har i flere år lækket med det resultat, at anslået mellem 500 og 1.000 liter olie er sivet ud i jorden. Rådgiveren foretager en undersøgelse, der viser, at olien er delvis nedbrudt, således at der nu skønnes at være ca. 600 kg olie tilbage i jorden, heraf ca. 1/3 som fri fase. Forureningen er beliggende i en dybde af 1,5 - 5,0 meter tæt op ad stuehuset, som er funderet på syldsten, og den forurenede jord kan således ikke bortgraves uden stor risiko for omfattende sætningsskader på huset. Det vurderes ud fra tilstedeværelsen af fri fase og erfaringsopsamlingen /7/, at forureningen kan medføre spredning af forurening i grundvandet op til 48 meter nedstrøms det forurenede område. Konkrete målinger viser, at den nuværende spredning er omkring 30 meter nedstrøms for hotspot. Der er tale om et højt beliggende, frit magasin uden overliggende dæklag af ler, hvorved magasinet bliver meget sårbart over for forureningsnedsivning. Nærmeste vandindvindingsboring er beliggende ca. 2,3 km væk, så der er alene tale om en potentiel grundvandsrisiko ved fremtidig vandindvinding i området. Der vurderes ikke at være risiko for indeklimaet, men ved eventuel fremtidig udgravning til under 1,5 meters dybde er der risiko for kontakt med forureningen. Rådgiveren foreslår følgende løsninger:
Løsning a) vurderes i det konkrete tilfælde ikke at give tilstrækkelig grad af sikkerhed for, at risikoen for grundvandet reduceres, da der er tale om et sårbart magasin uden dæklag af ler, og risikovurderingen indikerer, at forureningen vil kunne sprede sig relativt langt nedstrøms for grunden. Ved at vælge løsning b) opnås en høj grad af sikkerhed for, at risikoen for grundvandet fjernes. Eksempel 8.5. Tænkt eksempel udarbejdet af Miljøstyrelsen. En overjordisk tank er sprunget læk umiddelbart efter en påfyldning, således at ca. 2.000 l er løbet ud og nedsivet i jorden omkring tanken, hvor belægningen består af perlegrus. Forsikringsordningen foranstalter samme dag en hurtig indsats i form af opgravning af den forurenede jord omkring tanken, således at forureningen ikke spreder sig yderligere. Dog er en del af olien sivet ind under huset, og ved hjælp af vandrette og skrå boringer i gravefronten bliver restforureningen afgrænset til ca. 190 kg olie beliggende i 0,5-2,5 meters dybde. Beregninger viser, at forureningen kan udgøre en risiko for indeklimaet og en potentiel risiko for et indvindbart, terrænært grundvandsmagasin, hvorfra der dog ikke sker indvinding i dag. Der udføres dernæst JAGG trin 2 beregninger, som viser, at forureningen vil kunne give anledning til en forureningsfane på over 100 meter. Rådgiveren udfører omfattende målinger af grundvandet, og disse viser en forureningsfanen på ca. 15 meter. Ved sammenligning af de målte koncentrationer med erfaringsdata fra sager under lignende forhold /7/ når rådgiveren frem til, at den maksimale længde af fanen sandsynligvis højst vil kunne blive 22 meter. Rådgiveren foreslår følgende løsningsmuligheder:
Løsning a) vurderes at give en høj grad af sikkerhed for, at forureningsfanen i grundvandet ikke vil overskride 22 meter, hvilket underbygges af de nuværende målinger og den efterfølgende monitering i en begrænset periode. Der er ydermere er tale om et terrænnært grundvandsmagasin, hvorfra der kun er begrænsede muligheder for vandindvinding. Merudgiften på 1,5 mio. kr. vurderes således ikke at være proportional med den trods alt begrænsede risiko, som forureningen udgør for eventuelle fremtidige vandforsyningsinteresser. I fald moniteringsdata efter 3 år mod forventning ikke giver sikkerhed, for at forureningsfanen er stabiliseret eller aftagende, og resultaterne ikke tyder på, at dette vil ske indenfor en eventuelt forlænget moniteringsperiode, vurderes det nødvendigt at gennemføre løsning b). Hvis der i stedet allerede havde været en vandindvindingsboring, som ville kunne påvirkes af en forureningsfane på 22 meter, eller hvis forureningen kunne sprede sig til en mere betydende grundvandsressource, ville dette være skærpende omstændigheder, som trækker mod løsning b). Det skal bemærkes, at løsning a) vil medføre en vis ulempe for grundejer med hensyn til senere ændringer i boligen (kælder), men i og med at den øverste meter forurenet jord er udskiftet, vurderes der i det pågældende tilfælde ikke at være forureningsrisiko ved almindelige aktiviteter såsom reparation af kloakrør. Der foreligger ingen konkrete planer eller lignende for de nærmeste år, som indikerer behov for dybere gravning. 8.1.2 Krav til påbuddets form og indholdKommunen skal ved udarbejdelsen af oprensningspåbuddet sikre sig, at formkravene i jordforureningsloven og forvaltningsloven er opfyldt. Det vil sige, at påbuddet skal:
Det fremgår udtrykkeligt af jordforureningslovens §§ 54 og 55, at afgørelser skal være skriftlige og indeholde en frist for efterkommelse. Fristen skal være rimelig og tage hensyn til de faktiske muligheder. Kravet om, at påbuddet skal være skriftligt kan dog fraviges, når der er tale om behov for øjeblikkelig indsats, jf. § 54, stk. 3. Se nærmere om strakspåbud i afsnit 4.6. Et oprensningspåbud skal også være klart og bestemt. Kravet om klarhed og bestemthed medfører, at afgørelsen skal være skrevet i et let forståeligt sprog, så adressaten klart og utvetydigt kan læse af påbuddets tekst, hvad der kræves for at opfylde påbuddet. Ved krav om afhjælpende foranstaltninger bør det angives, på hvor stort et areal og til hvilken dybde jordforureningen som udgangspunkt skal fjernes, med forbehold for at forureningen under oprensningen kan vise sig at have et større omfang end vurderet ved forureningsundersøgelsen. Endvidere bør det angives, hvordan forureningsfjernelsen skal dokumenteres, typisk ved jordprøver fra bund og sider af udgravningen. Endelig bør kommunen betinge sig mulighed for at inspicere udgravningen før den retableres. Kommunen skal være opmærksom på, at eventuelle krav om retablering af miljøet (arealer) eller bygninger skal fremgå af påbuddet. I forhold til påbud om oprensning på den ejendom, der tilhører tankejeren, gælder en pligt efter jordforureningslovens § 48, stk. 1 for kommunen til at stille krav om at den hidtidige miljømæssige tilstand, dvs. arealerne, retableres. I forhold til påbud om oprensning på en ejendom, der ikke tilhører tankejeren, gælder en pligt efter § 48, stk. 4, 2. pkt. for kommunen til at stille krav om retablering af både arealer og bygninger. Kommunen skal endvidere være opmærksom på, at et krav om monitering af en efterladt forurening, også skal fremgå af påbuddet. Et sådan krav kan sammenlignes med et egenkontrolvilkår. Kommunen skal i påbuddet fastsætte, hvordan og hvor længe moniteringen skal foregå. Hvis dette allerede er fastsat i et moniteringsprogram, kan kommunen henvise dertil. Det bør også fremgå af påbuddet, hvordan oprensningens resultater skal beskrives og dokumenteres. Der skal herudover gives en kort og præcis begrundelse, der henviser til retsreglerne (dvs. navnlig jordforureningslovens § 48, stk. 1), de faktiske omstændigheder, som kommunen har lagt vægt på ved afgørelsen, og de hovedhensyn, der har været bestemmende for påbuddets indhold, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24. Det bør herunder også fremgå af påbuddet, hvilke parter der har været varslet/hørt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1 og parternes eventuelle kommentarer. Efter jordforureningslovens § 77, stk. 1, nr. 1 kan kommunens påbud påklages til Miljøklagenævnet og indbringes for domstolene. Påbuddet skal derfor ledsages af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens §§ 25 og 26. Se nærmere om klage og søgsmål i kapitel 10. Når kommunen har sikret sig, at påbuddets indhold og form er i overensstemmelse med ovenstående, sendes påbuddet til tankejeren og de klageberettigede. Påbud efter jordforureningslovens § 48, stk. 1, skal ikke tinglyses, idet der ikke er fastsat nærmere bestemmelser herom i medfør af § 48, stk. 7. Som forslag til paradigme for oprensningspåbud henvises til bilag 6. 8.1.3 Kommunen vurderer om oprensningspåbuddet er opfyldtNår de påbudte afhjælpningsforanstaltninger er udført, skal kommunen vurdere, om oprensningspåbuddet er opfyldt. Denne vurdering sker på baggrund af en afsluttende rapport fra rådgiveren. Hvis rapporten dokumenterer, at der ikke er nogen restforurening, som udgør en fare for sundhed eller miljø, og området er retableret, kan oprensningspåbuddet anses for opfyldt og sagen kan afsluttes. Se nærmere om sagens afslutning i kapitel 9. I tilfælde af, at påbudsadressat foreslår at efterlade en restforurening, som, på grund af nye oplysninger, ikke er i overensstemmelse med det oprensningsscenarie, kommunen har påbudt, skal det være dokumenteret med en høj grad af sikkerhed, at restforureningen ikke udgør en risiko for sundhed eller miljø. Alternativt bør kommunen foretage en fornyet proportionalitetsafvejning ud fra påbudsadressatens oplysninger om risikoen ved restforureningen og omkostningerne til fjernelse af denne. Hvis oprensningen ikke er tilstrækkelig til at påbuddet kan anses som opfyldt, kan kommunen meddele et nyt oprensningspåbud om yderligere oprensning. Såfremt oprensningspåbuddet har angivet specifikke krav til oprensningen, og disse ikke er efterkommet, er en indskærpelse af dette påbud tilstrækkeligt. I en indskærpelse skal det beskrives præcist og udtømmende, hvilke dele af påbuddet der ikke anses for opfyldt, herunder hvilke tiltag eller vurderinger, der skal gennemføres, for at påbuddet kan anses for opfyldt. Det bemærkes, at en dialog om påbuddets opfyldelse, inden der gives en indskærpelse, kan være fremmende for sagens videre behandling. Hvis der er igangsat en monitering som sikkerhed for, at en forurening ikke udgør en uacceptabel påvirkning fx grundvand eller indeklima, og det i moniteringsperioden viser sig, at koncentrationerne er stigende eller kommer over et acceptabelt niveau, bør kommunen udstede et nyt oprensningspåbud i henhold til et oprensningsscenarie, der på forhånd bør være beskrevet af påbudsadressaten, og som med en høj grad af sikkerhed kan eliminere risikoen. Kommunen kan i stedet for at udstede et nyt oprensningspåbud påbyde moniteringsperioden forlænget i en kortere periode eksempelvis 6 måneder for at følge udviklingen i koncentrationsniveauet, hvis det vurderes, at restforureningen ikke udgør en akut risiko og at en forlænget moniteringsperiode kan tilvejebringe et grundlag, der godtgør, at restforureningen ikke udgør en risiko. Som udgangspunkt for kommunes vurdering af om dokumentationen af oprensningen og oprensningsniveauet er tilstrækkeligt, er i de følgende afsnit angivet den tekniske fremgangsmåde for forskellige oprensningsmetoder og dokumentation af disse. 8.2 Teknisk fremgangsmåde ved afhjælpning8.2.1 GravesagerI langt de fleste af sagerne /6/ vil de afhjælpende foranstaltninger på villaolietanksagerne bestå af en bortgravning af den forurenede jord. Som tidligere nævnt vil størstedelen af disse sager være simple forureningsmæssigt, således at al forureningen kan bortgraves. Til gengæld varierer sagernes kompleksitet med hensyn til det entreprenørmæssige arbejde afhængig af forureningens størrelse og placering i forhold til boligen, forureningsdybden, adgangsforholdene mv. Generelt er gravesagerne relativt komplicerede ud fra et entreprenørmæssigt synspunkt. Dette skyldes hovedsagligt, at forureningen ofte sker tæt på boligen, og at der ofte er begrænsede adgangsforhold. Dette sætter begrænsninger til det entreprenørmaskinel, der umiddelbart kan anvendes, og dermed den opnåelige gravedybde, ligesom der skal tages hensyn til boligens fundering, så der ikke sker sætningsskader. På mange sager må boligen således i begyndelsen af opgravningsfasen først stabiliseres ved, at der udføres understøtninger af fundamentet, evt. i flere omgange, inden der kan graves til den nødvendige dybde. Dette gælder både ved indvendige og udvendige opgravninger. Understøtningerne kan eksempelvis udføres som sektionsvise understøbninger, hvor der understøttes et mindre område ad gangen, eller ved at lave borede fundamenter, hvor der bores til under den nødvendige opgravningsdybde, hvorefter borehullet opfyldes med beton. De borede fundamenter hæftes på boligens eksisterende fundament, hvorefter opgravningen af forurenet jord kan påbegyndes. Behovet for understøtninger afhænger også af den lokale geologi og udgravningsdybden. Er der tale om en mindre udgravning i en fast ler, kan opgravningen muligvis gennemføres uden nogen videre foranstaltninger, hvorimod udgravning i løst sand som oftest kræver en væsentlig stabilisering af boligen før udgravning. På de sager, hvor der er relativt gode adgangsforhold, og hvor der kan anvendes større gravemaskiner, kan der ved opgravninger tæt på boligen med fordel anvendes gravekasse, så opgravningen af den forurenede jord sker ved sektionsvis opgravning, hvor der genindfyldes rent sand, der komprimeres før næste sektion udgraves. Der kan ligeledes anvendes opboringsmetode, hvor det forurenede jord opbores med en snegl på 0,6-1,6 m i diameter i et forerør, som stabiliserer borehullet og sikrer, at jorden uden omkring borehullet ikke skrider sammen og forårsager sætningsskade. Ved anvendelse af disse to metoder er stabilisering i form af understøtning af boligen ofte ikke nødvendig. På sager, hvor forureningen er beliggende under garager, carporte, udhuse og lignende, kan det være nødvendigt at nedrive disse bygninger eller dele heraf, før gravearbejdet igangsættes. Omkostningerne forbundet med nedrivning og efterfølgende genopførelse er som regel langt mindre end de omkostninger, der vil være forbundet med at stabilisere bygningen og gennemføre opgravningen med bygningen beliggende i udgravningsområdet. Ved indvendig opgravning af forureningen skal der ofte udføres understøtninger af fundament og vægge for at undgå sætningsskader. Der vil som regel være meget begrænset plads til opgravning og håndtering af jorden, hvorfor anvendelse af maskiner kan være vanskelig. Der vil typisk blive anvendt minigraver, hvis der er tilstrækkelig plads, men der vil ofte også skulle håndgraves for at fjerne den forurenede jord. Jorden transporteres ud af boligen ved brug af transportbånd, maskindrevne trillebøre eller blot almindelige trillebøre. I forbindelse med opgravningerne skal påbudsadressaten eller dennes rådgiver være opmærksom på, at dokumentation for oprensningsniveauet sikres. Dokumentationen af oprensningsniveauet vil på udgravningssagerne oftest bestå af udtagning af enkeltjordprøver fra kant og bund af udgravningen, hvorfra der er fjernet fyringsolieforurenet jord. Dette har umiddelbart den fordel, at prøveudtagningen kan koncentreres om de områder, hvor der ud fra feltobservationer i forbindelse med gravearbejdet vurderes at være størst risiko for, at der kan være efterladt restforurening. Det vil således være lettere at udvælge områder med risiko for restforurening i en udgravning, hvor der er langt bedre mulighed for at følge forureningsspredningen, end i boringer foretaget fra terræn, som fx i forbindelse med dokumentation af en in-situ oprensning. Det nødvendige antal dokumentationsprøver vil afhænge af den konkrete sag, herunder de lokale geologiske forhold på ejendommen. Der vil således være behov for et større antal dokumentationsprøver i inhomogen jord, som ler med sandslirer, end i homogen sand. Tilsvarende kan der være behov for en ekstra dokumentation, hvis der er risiko for forureningsspredning langs med nedgravede kloakker, kabler m.v., hvor forureningen kan være spredt i fyldaflejringer omkring de nedgravede installationer. På en typisk sag bør der udtages en prøve fra hhv. udgravningens kant og bund pr. ca. 20-40 m². Antallet skal dog altid fastlægges på baggrund af en vurdering af den konkrete sag, herunder den lokale geologi m.v. Der skal dog som hovedregel udtages kontrolprøver fra alle udgravningens kanter og bund /1/, som angivet på figur 8.1. 8.2.2 In-situ oprensningerPå enkelte sager, hvor en bortgravning af forureningen er meget omkostningskrævende eller vanskeligt gennemførlig i praksis, kan det være relevant at gennemføre en in-situ oprensning af forureningen, fx ved forceret biologisk nedbrydning eller vakuumventilering /12, 10/. I praksis har det dog vist sig at være meget vanskeligt at foretage fuldstændige oprensninger af fyringsolieforureninger ved hjælp af in-situ oprensningsmetoder indenfor en begrænset periode. Generelt kan in-situ oprensninger således ikke anbefales på villaolietanksager. Hvis der undtagelsesvis planlægges gennemført en in-situ oprensningsmetode, bør kommunen stille krav om dokumentation for metodens oprensningseffekt, og der bør, allerede inden oprensningen igangsættes, både være aftalt en oprensningsgrad og tidshorisont samt en beskrivelse af relevante alternative metoder, hvis oprensningen ikke forløber som forventet. Denne fremgangsmåde adskiller sig principielt ikke fra in-situ oprensninger på andre typer af forureningssager /10/. I forbindelse med in-situ oprensning skal påbudsadressaten eller dennes rådgiver være opmærksom på, at sikre, at der tilvejebringes den nødvendige dokumentation for oprensningsniveauet. Ved in-situ oprensninger vil dokumentationsprøverne typisk blive udtaget fra miljøtekniske boringer og ikke fra en udgravning. Dette vil give et dårligere billede af forureningsspredningen, hvorfor der bør stilles skærpede krav til dokumentationen for oprensningen. Dette adskiller sig principielt ikke fra andre forureningssager, hvor der anvendes in-situ oprensningsmetoder /10/. Ud over størrelsen af forureningen og det forurenede område er jordens homogenitet de mest afgørende enkeltfaktorer ved fastlæggelsen af et tilstrækkeligt prøvetagningsnet (punkter i planen og dybden) og dermed for antallet af jordprøver til dokumentation for oprensning. I forbindelse med slutdokumentationen for in-situ oprensningen anbefales det, at der som minimum foretages en dokumentation som ved forureningsundersøgelser med hensyn til boringstæthed og analyseantal. 8.2.3 IndeklimaforanstaltningerPå sager, hvor der efterlades restforurening, kan det som en del af afhjælpningsforanstaltningerne være nødvendigt at sikre indeklimaet i boligen. Hvilke foranstaltninger der vil være tilstrækkelige på den enkelte sag, afhænger bl.a. af den efterladte mængde fyringsolie, koncentrationsniveauet og den vertikale beliggenhed af restforureningen. Det bemærkes, at indeklimaforanstaltninger er relevante ved sager med restforurening, hvor omkostningerne til en fuldstændig oprensning ikke vurderes at være proportional med den hermed forbundne risikoreduktion, og hvor indeklimaforanstaltninger vil kunne give en ekstra sikkerhed mod forureningspåvirkning. Der tænkes først og fremmest på passive foranstaltninger, som med stor sikkerhed kan antages mindst at have en levetid som den øvrige bygnings restlevetid, og som ikke i sig selv kræver vedligeholdelse. Et eksempel på en sådan foranstaltning er støbning af et armeret betongulv i en krybekælder, hvor der før var jord. I sager, hvor restforureningen er relativt begrænset og evt. relativt dybtliggende, kan det være tilstrækkeligt, at der efter opgravning af forureningen og genindfyldning med rent sand støbes et nyt tæt betongulv, der overholder det gældende bygningsreglement. Sikringen af indeklimaet kan også ske ved, at der foretages en tætning af alle fuger og tætning ved rørgennemføringer med en fugemasse. For at sikre at de flygtige kulbrinter ikke trænger op igennem gulvet ved disse steder, skal fugemassen være resistent for kulbrinter. Med hensyn til vurderingen af den ekstra sikkerhed, der vil kunne opnås med sådanne foranstaltninger, henvises til afsnit 7.2.3. Hvor restforureningen har et større omfang kan det være nødvendigt at etablere ventilationsdræn i det kapillarbrydende drænlag under betongulvet. Ventilationsdrænene føres ud af boligen og afsluttes typisk med en svanehals, som opstilles ved boligen eller væk fra denne. Hermed sikres det, at der foretages en passiv ventilation af de flygtige kulbrinter. Det skal ved placering af svanehalsen/udgangen af ventilationsdrænet sikres, at afdampning fra drænet ikke sker i nærheden af vinduer, døre eller andre ventilationsenheder til boligen. Etablering af ventilationsdræn i forbindelse med opgravning af forureningen og genindfyldning er ofte forbundet med relativt lave omkostninger set i forhold til de øvrige omkostninger, der er forbundet med opgravning inde i boligen. Det kan derfor være en fordel at etablere et ventilationsdræn i retableringsprocessen, således at betongulvet ikke skal brydes op igen, hvis der efterfølgende viser sig stadig at være et indeklimaproblem. Viser det sig ved den efterfølgende dokumentation af effekten af den passive ventilation, at dette ikke er tilstrækkelig, er det muligt at igangsætte midlertidig aktiv ventilation ved montering af en pumpe til drænet. Det bemærkes dog, at afhjælpningsforanstaltninger som udgangspunkt ikke må være driftskrævende. Den aktive ventilation bør derfor kun finde sted i en afgrænset periode, hvorefter det bør være tilstrækkeligt med passiv ventilation, eksempelvis fordi forureningsindholdet i poreluften i den underliggende jord er faldet i mellemtiden. I modsat fald må der andre foranstaltninger til, såsom fjernelse af restforureningen. På nogle sager kan det foruden etablering af ventilationsdræn være nødvendigt at montere en diffusionshæmmende membran under betongulvet for at minimere risikoen for, at der trænger flygtige kulbrinter op gennem betongulvet. Der bør udføres dokumentation af effekten af de udførte indeklimaforanstaltninger, typisk ved udtagning af nye poreluftprøver under gulvet eller eventuelt af afkastluften fra den passive eller aktive ventilation. Moniteringen af poreluften bør foregå over en længere periode, fx 1 år med 2 målerunder under repræsentative forhold, hvor det skal demonstreres, at forholdene lever op til forudsætningerne for afværgeforanstaltningen. 8.2.4 Særlige forhold vedrørende forurening under bygningNår en forurening ligger under en bygning eller en vej, gør dette i en vis udstrækning forureningen utilgængelig. Forurening under garager, udhuse, carporte og lignende betragtes som udgangspunkt ikke som utilgængelig, idet disse konstruktioner typisk ikke vil kunne forudsættes at bestå i et længere tidsrum. Om forurening under en bygning kan siges at være beskyttet i ubegrænset tid kræver en konkret vurdering, hvori blandt andet bygningens tilstand og alder, områdets planlægningsmæssige karakter og eventuelle konkrete planer om bygningsmæssige forandringer samt nedbrydningen af forureningen må indgå. Miljøklagenævnet har i en række afgørelser fundet, at en almindelig beboelsesejendom som udgangspunkt ikke kan forudsættes at bestå uændret i mere end 20-30 år frem. Det tilkendegivne tidsrum repræsenterer alene et udgangspunkt for den nødvendige vurdering. Konkrete forhold kan begrunde et andet resultat[10]. Vurderingen af selve den forventede restlevealder for bygningen kan fx foretages af en byggesagkyndig eller beregnes ved hjælp af det udkast til et vurderingsværktøj, der er udarbejdet af bl.a. Statens Byggeforsknings Institut (SBI). Det er tilgængeligt på internettet på www.levetider.dk. Det skal bemærkes, at hvis der er kendskab til konkrete planer om bygningsændringer, kan en vurdering af bygningens levetid være overflødig at foretage. Af figur 8.2 fremgår et eksempel på en beregning af en bygnings forventede restlevealder ud fra SBI’s vurderingsværktøj. Endvidere fremgår de data og forudsætninger, som er lagt til grund ved den konkrete beregning. Udover restlevetiden skal det vurderes, hvilke risici der kan opstå ved ændringer på huset såsom udskiftning af underjordiske rør. Som udgangspunkt bør der ikke efterlades en større mængde forurening under en bygning, end der efter en konkret vurdering kan antages at ville blive nedbrudt ved naturlige processer i jorden i løbet af den periode, hvor bygningen må forventes at bestå uændret. Imidlertid kan det af proportionalitetshensyn være nødvendigt at efterlade restforurening under en bygning, selvom denne forurening ikke kan forudsættes nedbrudt som anført ovenfor. Nedenfor er derfor angivet eksempler på foranstaltninger, der kan imødegå de risici, dette typisk vil kunne medføre. For at forebygge risikoen for kontakt med en forurening under en bygning i forbindelse med senere bygningsrenoveringer af fx gulve eller udskiftning af nedgravede rør, kan man fjerne fx 1,0 meter jord under det eksisterende gulv og udlægge signalnet i gravefeltet til adskillelse af ren jord fra forurenet jord. I det omfang en sådan fjernelse sker til minimum den dybde, hvor der kan forventes rørarbejder eller lignende i forbindelse med den almindelige vedligeholdelse og brug af bygningen, må en sådan jordfjernelse betragtes som tilstrækkelig til at forhindre risikoen for kontakt med den forurenede jord, dog undtaget risikoen for kontakt ved eventuel etablering af kælder. Det skal i øvrigt bemærkes, at der i forbindelse med bortgravning af forurenet jord ned til mindst 1,0 meter under eksisterende gulvbelægning kan være behov for funderingsmæssige ekstraforanstaltninger for at undgå sætningsskader på bygningen. Hvis forureningen efterlades, skal regionen vurdere, om den eventuelt skal kortlægges på vidensniveau 2, og der skal derfor søges om tilladelse efter jordforureningslovens § 8 til eventuelle senere bygge- og anlægsarbejder. Derved kan risikoen for kontakt med forureningen imødegås ved at der i forbindelse med byggearbejdet stilles de nødvendige krav til håndteringen af den forurenede jord. Det skal i øvrigt bemærkes, at omkostningerne til håndtering af forurenet jord ved et efterfølgende bygge- og anlægsarbejde, hvor bygningen fjernes typisk vil være meget begrænsede i forhold til de omkostninger, der vil være ved at fjerne restforureningen under en eksisterende bygning. Derudover kan der til reduktion af risikoen ved en restforurening under en bygning eventuelt etableres permanente foranstaltninger, som dog ikke bør være driftskrævende eller medføre begrænsninger i grundejerens nuværende arealanvendelse. Det skal understreges, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan efterlades forurening under en bygning, kræver samme vurdering af øvrige risikoelementer og proportionaliteten, som hvis der skulle efterlades forurening et andet sted. 8.2.5 Monitering af forureningPå sager, hvor der efterlades forurening, kan det være relevant, at der i en tidsbegrænset periode efter den gennemførte afhjælpningsindsats udføres monitering af grundvandet eller af poreluftkoncentrationerne under boligen. Moniteringen skal sikre, at antagelserne i risikovurderingen af forureningens udbredelse holder stik. Dette kan eksempelvis indebære eftervisning af, at en forureningsfane i grundvandet er stabil, og at forholdene er sammenlignelige med tilsvarende sager i erfaringsopsamlingen /7/. Hvor beregninger viser, at der kan være en risiko for områdets udnytbare grundvandsressourcer eller nærliggende overfladevand, men at det at det ud fra erfaringsopsamlingen /7/ og konkrete målinger kan sandsynliggøres med en høj grad af sikkerhed, at denne risiko for forureningspåvirkning af vandressourcen vil være begrænset, kan det være relevant som en sikkerhedsforanstaltning at udføre en monitering i udvalgte grundvandsboringer for at eftervise dette, samt at forholdene svarer til lignende sager i erfaringsopsamlingen. Vejledning nr. 6/1998 stiller i visse tilfælde krav om monitering /1/. Moniteringsboringerne placeres ved hot spot og nedstrøms den efterladte forurening og om nødvendigt i retning mod nærliggende indvindingsboringer eller overfladevand. Placering af filtersatte boringer m.v. er nærmere omtalt i afsnit 7.2. Det er her meget vigtigt, at moniteringsboringerne med stor sikkerhed kan placeres indenfor forureningsfanen, idet det er en forudsætning, at forureningen er nået ned i grundvandet. Der fastlægges et moniteringsprogram, som typisk indeholder:
Eksempelvis kan moniteringsprogrammet indeholde krav om, at der skal udtages grundvandsprøver hver 3. eller hver 6. måned i en periode på typisk ikke over 2-3 år. Dette vil i øvrigt være i overensstemmelse med /1/. I tilfælde, hvor resultaterne indikerer, at en fortsættelse af moniteringsprogrammet vil vise den ønskede stabilisering af forureningsfanen, kan moniteringsperioden eventuelt forlænges i op til samlet 5 år. Perioden bør dog fastlægges på baggrund af en konkret vurdering af bl.a. grundvandsstrømningshastigheden, så der opnås sikkerhed for, at evt. udvaskning fra forureningen eller grundvandstransport fra hot-spot-området observeres i de filtersatte boringer i moniteringsperioden. Ligeledes bør der foretages en vurdering af, at moniteringsperioden er tilstrækkelig til at dokumentere, at de forventeligt højeste forureningskoncentrationer i grundvandet er opnået i moniteringsperioden. Hvis beregninger indikerer en risiko for indeklimapåvirkning, som ikke vurderes at være til stede i praksis, kan der gennemføres monitering af indeklima og poreluft for at dokumentere, at forureningen ikke har en uacceptabel påvirkning af indeklimaet. Her skal der tages hensyn til eventuelle øvrige kilder, som vil kunne påvirke forureningskoncentrationen i indeklimaet, herunder cigaretrygning, oliefyr, brug af rensebenzin og lignende i husholdningen, afgasning fra eller maling og påvirkning fra udeluften. I forbindelse med udførelse af fx bortgravning af den øverste halve eller hele meter jord under gulvet kan der etableres poreluftstationer i gulvet, så det er muligt at udføre en efterfølgende monitering på poreluften, uden at skulle gennembore gulvet. Er der i forbindelse med indeklimasikringen udlagt et ventilationsdræn i det kapilære lag under gulvet til passiv ventilation, bør dette være afproppet i en periode før udtagning af poreluftprøven, så det er den reelle ligevægtssituation i poreluften, der måles på. Derved sikres det, at målingen repræsenterer en tilstand, hvor drænet ikke har nogen effekt og at målingen viser den reelle indeklimabelastning uden afhjælpningsforanstaltninger. Derved sikres også en konservativ vurdering af indeklimarisikoen på lang sigt, hvis fx drænet på et senere tidspunkt fjernes. Der bør fastlægges et moniteringsprogram, som typisk indeholder:
Det bemærkes, at det i erfaringsopsamlingen for poreluft og grundvand i forbindelse med villatanksager er konstateret, at koncentrationerne typisk falder med tiden /7,8/. Hvis moniteringen af grundvand eller indeklima forløber som forventet under hensyntagen til naturlige variationer, og det via moniteringen kan dokumenteres, at forureningen ingen risiko udgør, som går ud over det forudsatte i påbuddet, kan sagen afsluttes. For det tilfælde, at det i moniteringsperioden viser sig, at koncentrationerne er stigende eller kommer over et acceptabelt niveau, så det ikke kan afvises, at forureningen udgør en risiko for områdets grundvandsinteresser eller nærliggende overfladevand, bør der på forhånd være udarbejdet et oprensningsscenarie. Moniteringen bør afrapporteres efter hver moniteringsrunde, så kommunen har mulighed for at følge moniteringen løbende. Rapporterne vil typisk indeholde følgende:
8.2.6 RetableringSe generelt om retablering i afsnit 11.5. I forbindelse med oprensningen foretages retablering af de arealer og bygninger, der har været berørt af oprensningsaktiviteterne. Dette kan fx indbefatte genopfyldning af udgravninger med ren jord og at de bygninger, det har været nødvendigt helt eller delvist at nedrive for at kunne fjerne forureningen, retableres. 8.2.7 Den afsluttende rapportEfter udførelse af de afhjælpende foranstaltninger skal påbudsadressaten eller dennes rådgiver udarbejde en afsluttende dokumentationsrapport med resultaterne fra de udførte afhjælpningsforanstaltninger. Rapporten skal indeholde en beskrivelse af de udførte afhjælpningsforanstaltninger med angivelse af:
Derudover vedlægges:
Er der tale om en simpel sag, hvor der kun er udført en mindre undersøgelse, inden forureningen er fjernet, foretages afrapportering af både undersøgelsen og afhjælpningsforanstaltningerne ofte i samme rapport. Er det tale om en kompliceret sag, hvor der er udført undersøgelse, udarbejdet risikovurdering og forslag til afhjælpningsalternativer, vil den afsluttende dokumentation typisk bestå af en rapport omfattende afhjælpningsforanstaltningerne med reference til den tidligere udarbejdede undersøgelsesrapport. Er der efterladt restforurening i forbindelse med afhjælpningsforanstaltningerne, er det vigtigt, at det i rapporten anføres, hvor restforureningen er beliggende. På baggrund af repræsentative analyseresultater fra det forurenede område skal det i rapporten også vurderes, hvor stor en mængde olie der efterlades. Hvis der ikke er tale om en bagatelforurening, skal rapporten indeholde en risikovurdering, som dokumenterer, at restforureningen ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø og heller ikke i fremtiden kan komme til at udgøre en risiko, der går ud over det forudsatte i påbuddet. Der henvises til afsnit 7.3 om bagatelforurening og risikovurdering. [9] Sag nr. 55/2004 afsagt af Højesteret den 30. juni 2005. [10] Nævnets udtalelse om den tid, en bygning vil bestå uændret, er anfægtet i en verserende retssag (juni 2009).
|