NATUR OG MILJØ 2009

FLERE MENNESKER – STØRRE BELASTNING

Vi bliver flere og flere mennesker på kloden. Det er mennesker med helt basale behov for mad og rent drikkevand. Mennesker, der gerne vil have nye bukser, en ny computer og et køleskab, der kan lave isterninger. Flere mennesker forbruger flere ressourcer og producerer mere affald – alt sammen noget, som vil tære på ressourcerne og belaste miljøet, hvis ikke vi kan finde mere effektive og miljørigtige måder at producere, forbruge og recirkulere vores ressourcer på. Der er også en sammenhæng mellem vores økonomiske formåen og vores miljøbelastning. Når vi tjener flere penge, stiger forbruget. Hvis vi vil fortsætte den økonomiske vækst, er vi nødt til at udvikle teknologier, der gør det muligt at mindske miljøbelastningen. Miljøteknologi giver ekstra god mening, fordi den på én gang kan være med til at løse konkrete miljøudfordringer og skabe omsætning, arbejdspladser og eksport til gavn for virksomhederne og samfundet som helhed. Miljøteknologierne er i højere grad end traditionelle teknologier fremtidssikrede i forhold til et krav om bæredygtighed, som vil blive stadigt stigende.

FLERE MENNESKER FORBRUGER FLERE RESSOURCER OG PRODUCERER MERE AFFALD – ALT SAMMEN NOGET, SOM VIL TÆRE PÅ RESSOURCERNE OG BELASTE MILJØET

FIGUR 6: Udvikling i verdens befolkning

FIGUR 6: Udvikling i verdens befolkning

En stor del af den befolkningstilvækst, som verden har oplevet frem til i dag, har fundet sted i de store udviklingsøkonomier som Kina og Indien, hvor der samtidig er gang i en udvikling, der gør det muligt for en stadig større middelklasse at øge forbruget.

Man regner med, at klodens befolkning i 2050 vil være vokset til over 9 milliarder mennesker. I dag er vi ca. 6,8 milliarder. Langt den største del af befolkningstilvæksten vil ske i udviklingslandene, hvor der i forvejen er mangel på infrastruktur og miljøteknologiske hjælpemidler.


Kilde: FN

 



Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.