| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
NATUR OG MILJØ 2009
DANSK MILJØTEKNOLOGI I FRONT
Danmark har en stolt tradition inden for miljøteknologi. Når det gælder vindmølleteknologi har vi været pionerer og har stadig en førende position. Men også inden for landbrugsteknologi, vand, luft, kemikalier og affaldsbehandling er vi i front.
Regulering og skrappe krav fra de danske myndigheder f.eks. til luftforurening og vandkvalitet har været med til at give udviklingen af nye, miljøvenlige teknologier et skub. Et højt udviklet forskningsmiljø og et erhvervsliv med ambitioner om at gøre miljøteknologi til en god forretning har ligeledes trukket i den rigtige retning.
Dansk miljøteknologi er kendetegnet ved mange store virksomheder. Flere af de største danske industrikoncerner, som producerer mange forskellige produkter, er i front på verdensmarkedet, når det gælder udvikling af miljøeffektive teknologier.
DANMARK HAR CA. 720 VIRKSOMHEDER, DER UDVIKLER OG SÆLGER MILJØEFFEKTIVE TEKNOLOGIER. I 2006 BESKÆFTIGEDE VIRKSOMHEDERNE CA. 120.000 MENNESKER, OMSATTE FOR MERE END 300 MIA. KRONER OG EKSPORTEREDE FOR 130 MIA. KR.
FIGUR 7: Andelen af miljøteknologiske virksomheder fordelt på miljøområder

Kategorierne er baseret på de miljøudfordringer, de sigter mod. Klimaforandringerne er klart det største område – både målt på antal virksomheder og antal beskæftigede.
Kilde: FORA*
FIGUR 8: Fuldtidsansatte fordelt på miljøområder

Andelen af fuldtidsansatte i miljøteknologiske virksomheder fordelt på de otte kategorier.
Kilde: FORA
* En række af virksomhederne afsætter flere typer af teknologier. I disse tilfælde er virksomheden og dens ansatte talt med inden for flere typer af løsninger. Det betyder, at summen af virksomheder og antal ansatte inden for de 8 kategorier overstiger det samlede antal virksomheder og ansatte inden for miljøeffektiv teknologi.
De danske virksomheder er typisk industri- og rådgivningsvirksomheder, der blandt andet leverer teknologiske komponenter, systemløsninger, rådgivning samt forskning og udvikling inden for en række primære hovedområder eller sektorer inden for miljøteknologi, nemlig:
- Energi- og klimaforandringer: Løsninger, teknologier eller produkter, der giver en reduceret udledning af drivhusgasser, herunder forskellige former for vedvarende energi
- Luftforurening: Teknologier, der nedsætter luftforureningen, eksempelvis gennem luftrensning eller reduceret udledning
- Forbrug af råvarer og materialer: Teknologier, der fører til mindre brug af materialer og råvarer
- Vand: Teknologier, der fører til reduceret forbrug, mindre forurening af overflade- eller grundvand eller renser spildevand.
- Kemikalier: Teknologier, der undgår eller reducerer behovet for problematiske kemikalier i materialer, forbrugerprodukter, bekæmpelsesmidler m.v.
- Affald: Teknologier, der omdanner affald til nye ressourcer, reducerer affaldsmængden og mængden af farligt affald
- Jordforurening: Teknologier, som reducerer forurening af jorden eksempelvis gennem rensning eller gennem formindsket udsivning.
- Arealanvendelse og biodiversitet: Løsninger, teknologier eller produkter, der medfører mindre arealbehov, eller som medvirker til at mindske negativ påvirkning af biodiversiteten.
Udvikling af nye miljøvenlige teknologier går ofte på tværs af områderne. Eksempelvis kan teknologier, der reducerer motorers brændstofforbrug samtidig reducere udledningen af drivhusgasser og luftforurening. Desværre ser vi også nogle gange, at teknologiske løsninger, der løser et miljøproblem, kan være med til at forstærke et andet.
Miljøteknologi kræver viden
De danske virksomheder, der producerer miljøteknologi, ligger i den videnstunge ende. Deres produktion ligger ofte på et avanceret teknologisk niveau baseret på en høj grad af faglig viden. Den videnstunge produktion stiller store krav til medarbejderne og deres kompetencer. De miljøteknologiske virksomheder er afhængige af at kunne skaffe og tiltrække de rette, højtudannede medarbejdere og dermed i sidste ende af, at der er tilstrækkelig mange, der søger ind på de relevante uddannelser, som ofte er naturvidenskabelige og/eller teknologirettede.
Det er regeringens politik at støtte op omkring og styrke den danske profil som et moderne, højteknologisk samfund, der er konkurrencedygtigt bl.a. i kraft af den viden og know-how, der findes i befolkningen og erhvervslivet. Globaliseringen betyder, at Danmark og andre industrialiserede lande har måttet sadle om i forhold til den traditionelle industriproduktion, hvor konkurrenceparametrene lå i at billiggøre masseproduktion af simplere varegrupper. I stedet skal Danmark i højere grad være på forkant med den teknologiske udvikling og leve af at forske og udvikle de løsninger, vi har brug for i fremtiden.
Miljøteknologier er et vigtigt element i denne vision. Det er videnstunge teknologier, som kan bidrage til at minimere den belastning, vi påfører miljøet, når vi udvikler vores samfund. På den måde er miljøteknologi en moderne ramme for fremtidens udvikling.
FIGUR 9: Eksport fordelt på miljøområder

Eksporten er vigtig for mange danske virksomheder, fordi det danske marked i mange tilfælde er for lille til at forrente investeringerne.
Kilde: FORA

I DANMARK ER DER TO HOVEDÅRSAGER TIL FORURENING AF VANDMILJØET:
- BEFOLKNINGSTÆTHEDEN GØR, AT VI PRODUCERER RELATIVT MEGET SPILDEVAND SET I FORHOLD VORES BEGRÆNSEDE AREAL
- DEN DANSKE LANDBRUGSSEKTOR FYLDER MEGET MED EN STOR HUSDYRPRODUKTION OG OMKRING 2/3 AF DANMARKS AREAL UNDER PLOV.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.
|