Listen over Uønskede Stoffer 2009

2 Læsevejledning

Kemiske stoffer på Miljøstyrelsens ”Liste over Uønskede stoffer 2009” (LOUS 2009) er angivet i alfabetisk rækkefølge efter deres mest anvendte navn. Nogle stoffer fremgår selvstændigt, mens andre er grupperet enten efter funktion eller kemisk stofgruppe. I bilag A findes en samlet oversigt over stofferne.

Stofferne på listen er udvalgt efter et sæt nærmere beskrevne kriterier, som Miljøstyrelsen har fastsat. Listen er ikke lovgivningsmæssigt bindende, men skal opfattes som et signal til industrien om, hvilke stoffer Miljøstyrelsen vurderer, der bør fokuseres på ved substitution.

Stoffer og stofgrupper er identificeret med trivialnavn, systematisk navn samt identifikationsnummer (CAS-nr. og EINECS-nr.). Desuden er stoffernes anvendelse samt klassificering efter eksisterende og nye klassificeringsregler angivet. Begge klassificeringer fremgår af EU’s ”Liste over farlige stoffer”. En oversættelsestabel mellem eksisterende og ny klassificering er vedlagt som bilag G. Forklaring til de stjerner, der er en del af den nye klassificeringsmetodik, er angivet i bilag H. Kun stoffer, der er på ”Listen over farlige stoffer”, har en harmoniseret klassificering. Det vil sige en officiel EU-klassificering.

Stoffer, der stammer fra ”Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering af kemiske stoffer”[4] (Selvklassificeringslisten) har en klassificering, der er baseret på stoffernes formodede effekter fundet ved hjælp af computerestimationsmetoder (de såkaldte QSAR-metoder). Da anvendelsen af QSAR er forbundet med en vis usikkerhed, er denne klassificering alene vejledende og altså ikke juridisk bindende. Det betyder også, at hvis der foreligger test-data, der viser, at stofferne ikke skal have den foreslåede klassificering, skal disse data anvendes i stedet. Oversættelse af den angivne klassificering af stoffer på QSAR-listen til ny klassificering skal baseres på klassificeringsforordningens bilag VII, der også findes som bilag G til LOUS.

Enkelte stoffer, der hverken er på Listen over farlige stoffer eller selvklassificeringslisten, som for eksempel nogle af stofferne med særlig dansk fokus, har ingen klassificering.

Supplerende oplysninger om stoffernes regulering inden for Miljøministeriets område samt andre relevante oplysninger er desuden angivet. Der er alene fokus på stoffernes brug i kemiske produkter eller forbrugerartikler, mens relationen til eventuel brug i fødevarer eller medicin ikke er taget i betragtning her.


[4] Miljøstyrelsens ”Vejledende liste til selvklassificering af kemiske stoffer”, som bygger på computermodeller kaldet QSAR (selvklassificeringslisten) er beskrevet i ”Miljøprojekt nr. 1303, 2009: The Advisory list for self-classification of dangerous substances”, som findes på Miljøstyrelsens hjemmeside http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Kemikalier/
Stoflister+og+databaser/Vejledende+liste+til+selvklassificering+af+farlige+stoffer/

 



Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.