Listen over Uønskede Stoffer 2009

Bilag H - Forklaring til stjerner i den nye klassificering

Uddrag fra Bilag VI (Harmoniseret klassificering og mærkning af visse farlige stoffer) i Klassificeringsforordningen.

De tabeller der henvises til neden for er henholdsvis Listen over farlige stoffer, hvor klassificering er baseret på kriterierne i bilag I i Klassificeringsforordningen (tabel 3.1) og Listen over farlige stoffer, hvor klassificering er baseret på kriterierne i bilag VI til direktiv 67/548/EØF(tabel 3.2).

Minimumsklassificering

For visse fareklasser, herunder akut toksicitet og STOT gentagen eksponering, svarer klassificeringen efter kriterierne i direktiv 67/548/EØF ikke direkte til klassificeringen i fareklasse og –kategori i denne forordning. I disse tilfælde skal klassificeringen i dette bilag betragtes som en minimumsklassificering. Denne klassificering anvendes, hvis ingen af følgende betingelser er opfyldt:

- Producenten eller importøren har adgang til data eller andre oplysninger, jf. bilag I, del 1, som medfører klassificering i en alvorligere kategori sammenlignet med minimumsklassificeringen. I sådanne tilfælde anvendes klassificeringen i den alvorligere kategori.

- Minimumsklassificeringen kan justeres yderligere på baggrund af oversættelsestabellen i bilag VII, når producenten eller importøren kender den fysiske tilstand af det stof, der benyttes ved testen for akut toksicitet ved indånding. I sådanne tilfælde erstatter klassificeringen på baggrund af bilag VII nærværende bilags minimumsklassificering, hvis den afviger fra denne.

Minimumsklassificering for en kategori er angivet i kolonnen »Classification« i tabel 3.1 med referencen (*). Referencen * kan også forekomme i kolonnen »Specific Concentration Limits and M-factors«, hvor den angiver, at den pågældende indgang har specifikke koncentrationsgrænser for akut toksicitet i henhold til direktiv 67/548/EØF (tabel 3.2). Disse koncentrationsgrænser kan ikke »oversættes« til koncentrationsgrænser i henhold til denne forordning, navnlig ikke når der er angivet minimumsklassifikation. Når referencen (*) er angivet, kan klassificeringen for akut toksicitet for denne indgang imidlertid give grund til særlig bekymring.

Eksponeringsvej kan ikke udelukkes

For visse fareklasser, f.eks. STOT, skal eksponeringsvejen kun angives i faresætningen, hvis det er endeligt påvist, at faren ikke kan frembringes ad nogen anden eksponeringsvej i overensstemmelse med kriterierne i bilag I. I henhold til direktiv 67/548/EØF er eksponeringsvejen angivet for klassificeringer med R48, når der fandtes data, som kunne berettige klassificeringen af denne eksponeringsvej. Klassificeringen i henhold til 67/548/EØF med angivelse af eksponeringsvej er blevet »oversat« til den tilsvarende klasse og kategori i denne forordning, men med en generel faresætning, som ikke specificerer eksponeringsvejen, fordi de fornødne oplysninger ikke er tilgængelige.

Disse faresætninger er angivet i tabel 3.1 med referencen (**).

Faresætninger for reproduktionstoksicitet

Faresætningerne H360 og H361 indikerer en generel bekymring med hensyn til indvirkninger på både forplantningsevne og udvikling: »Kan forringe/mistænkes for at skade forplantningsevnen eller det ufødte barn«.

Ifølge kriterierne kan den generelle faresætning erstattes af en faresætning, som kun angiver den bekymrende egenskab, hvor enten forplantningsmæssige eller udviklingsmæssige virkninger viser sig ikke at være relevante. For ikke at miste oplysninger fra de harmoniserede klassificeringer vedrørende virkninger for forplantningsevnen og fosterudviklingen i henhold til direktiv 67/548/EØF er klassificeringerne kun oversat for de virkninger, der er klassificeret i henhold til nævnte direktiv. Disse faresætninger er angivet med referencen *** i tabel 3.1.

Manglende mulighed for korrekt klassificering for fysiske risici

For visse indgange var en korrekt klassificering for fysiske risici ikke mulig, da der ikke forelå tilstrækkelige data for anvendelse af klassificeringskriterierne i denne forordning. Indgangen kan placeres i en anden (også højere) kategori eller endog en anden fareklasse end den angivne. Den korrekte klassificering skal bekræftes ved testning. Indgange med fysiske risici, der skal bekræftes ved testning, er angivet med referencen **** i tabel 3.1.

 



Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.