Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2001-2008
1 Introduktion
I Danmark findes to rottearter, nemlig den brune rotte (Rattus norvegicus) som bortset fra enkelte øer er vidt udbredt og også forekommer i kloaksystemer, og husrotten (Rattus rattus), som er meget sjælden. Begge arter er omfattet af den samme lovgivning vedrørende bekæmpelse. Rottebekæmpelse i Danmark er underlagt miljølovgivningen og i øvrigt i løbet af projektperioden 2001-2008 fastlagt i Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v., henholdsvis nr. 611 af 23. juni 2001 og nr. 1507 af 13. december 2007. Danmark har en veltilrettelagt rottebekæmpelse, der ifølge lovgivningen er organiseret gennem kommunerne. Enhver, der konstaterer forekomst af rotter, er ansvarlig for, at dette straks anmeldes til kommunen. Som en lovpligtig foranstaltning udføres rottebekæmpelsen enten af kommunens eget personale, eller den er udliciteret til et bekæmpelsesfirma. Bekæmpelse med kemiske midler må kun foretages af autoriseret personale.
Rotter udgør et potentielt problem for mange virksomheder, ikke mindst i fødevaresektoren. Derfor har mange virksomheder, som økonomisk vil kunne lide store tab ved forekomst af rotter, etableret sikringsordninger. Ifølge bekendtgørelsen om bekæmpelse af rotter m.v. defineres sikringsordning med rottebekæmpelse således (§1, nr. 6): ”Et bekæmpelsesprogram omfattende systematisk udlægning af rottebekæmpelsesmidler i foderdepoter, der tilses og suppleres med bekæmpelsesmidler med passende intervaller”.
Bekæmpelse af rotter omfatter mange elementer, idet man følger principperne for integreret skadedyrsbekæmpelse. Disse principper omfatter først og fremmest renholdelse og oprydning for at begrænse rotternes adgang til døde og skule- og redesteder, foruden vedligeholdelse af bygninger. Til den egentlige bekæmpelse anbefales indendørs som bedste løsning ofte fælder, ikke mindst for at undgå, at døde rotter kommer til at ligge skjult på utilgængelige steder. Fælder kan i øvrigt anvendes i mange situationer, og det er op til rottebekæmperen at afgøre, om der skal anvendes fælder eller kemiske bekæmpelsesmidler.
Kemiske bekæmpelsesmidler, der anvendes i Danmark, er udelukkende midler, der hindrer blodet i at størkne, og rotten dør på grund af en forblødning i de indre organer eller under huden. Derfor kaldes de med en fællesbetegnelse for antikoagulanter. De virker ved, at de påvirker den fysiologiske proces i leveren, hvori K-vitamin indgår, for at danne de stoffer, der direkte indgår i blodstørkningsprocessen. Normalt har en rotte et vist depot af K-vitamin i leveren, men under indvirkning af en antikoagulant opbruges dette depot. Denne proces tager nogle dage, ofte to til fire, og først herefter indtræder der tydelige symptomer på forgiftning hos rotten. Den første antikoagulant, warfarin, kom på markedet i 1950’erne og revolutionerede nærmest rottebekæmpelsen. Der gik dog ikke mange år, før det første tilfælde af bekæmpelsessvigt dukkede op i 1962 i Vejle Amt. Tilfældet blev undersøgt, og det viste sig at være resistens, altså modstandsdygtighed, mod warfarin, der var årsagen (Lund, 1964).
I daglig tale bruges ordet resistens ofte i bred betydning, om noget, der ikke er så nemt som forventet, specielt i forbindelse med bekæmpelse af sygdomme eller skadedyr. I denne rapport anvendes en klar definition, som den engelske specialist i resistens Greaves gav i 1994:
”Antikoagulant resistens er et kraftigt tab af effektivitet i det praktiske arbejde, selvom antikoagulanten er blevet anvendt korrekt, og hvor effektivitetstabet skyldes tilstedeværelsen af en rottestamme med en arvelig og hertil svarende reduceret følsomhed over for antikoagulanten”.
Når en rotte udviser resistens som ovenfor beskrevet, betyder det i praksis, at det er svært eller umuligt at bekæmpe den pågældende rotte med den givne antikoagulant. Når der i denne rapport tales om resistens, er der derfor tale om forekomst af et sådant tab i effektiviteten af et middel, at det i praksis ikke kan anvendes til bekæmpelse.
Når man karakteriserer et bekæmpelsesmiddel over for forskellige dyrearter, anvendes ofte betegnelsen LD50 (”lethal dose”, 50%), som er et mål for den dosis af stoffet, som kan slå 50% af dyrene i et forsøg ihjel. Dermed beskrives også, at der kan være dyr i en given bestand, som vil dø ved noget lavere dosis, lige såvel som der kan være dyr, der først dør ved en noget højere dosis. Dyr, der kræver en noget højere dosis end flertallet af dyrene for at dø, men som vil kunne bekæmpes under praktiske forhold med et givent stof, beskrives af Greaves (1994) som havende en let nedsat følsomhed (”slightly reduced sensitivity”) over for det pågældende stof.
De stærkeste antikogulanter er normalt virksomme i enkeltdoser, hvilket i praksis vil sige, at de blot skal gives til dyrene en enkelt dag. Enkelte rotter vil kunne overleve en enkelt dags fodring og sammenlignet med hovedparten af en rottebestand, vil sådanne enkeltindivider derfor karakteriseres som havende en let nedsættelse af følsomhed over for det pågældende aktivstof. Når disse individer med en let nedsat følsomhed ikke kan overleve en 2-dages ædetest, ses det, at der ikke vil være problemer i bekæmpelse under praktiske forhold. Derfor vil sådanne rotter ikke karakteriseres som værende resistente jf. den ovenfor givne definition.
Resistens hos rotter er her i landet kun et relevant emne for den brune rotte. I denne rapport er ordet rotte derfor i alle tilfælde ensbetydende med den brune rotte.
Efter forekomsten af resistens i Danmark og andre lande er der blevet udviklet andre og stærkere antikoagulanter. For hver ny antikoagulant på markedet har man fået mulighed for at bekæmpe nogle af de rotter, der var blevet resistente mod lidt ældre og svagere antikoagulanter.
Som nævnt var warfarin den første antikoagulant, der blev taget i brug i Danmark, og resistens viste sig første gang i 1962 efter næsten 10 års brug. Derefter kom coumatetralyl på markedet i 1967 til brug mod de warfarin-resistente rotter, men allerede efter 2 år optrådte der også resistens mod dette aktivstof. Den kemiske industri fortsatte udviklingen af antikoagulanter til brug også mod resistente rotter, og i 1976 og 1979 kom henholdsvis difenacoum og bromadiolon, som er endnu stærkere antikoagulanter, på markedet. Efter få år, allerede i henholdsvis 1979 og 1980 fandt man de første rotter med resistens mod difenacoum og bromadiolon (Lund, 1989). Med hensyn til resistens mod de nævnte aktivstoffer, er der en styrkerækkefølge fra warfarin til coumatetralyl, bromadiolon og sidst i rækken difenacoum. Da warfarin ikke længere anvendes i Danmark, er det de tre øvrige, der har størst interesse. Rotter, der kun er resistente mod coumatetralyl, vil kunne bekæmpes med bromadiolon. Rotter, der er resistente mod bromadiolon, er normalt også resistente mod coumatetralyl, og de vil kunne bekæmpes med difenacoum. Rotter med resistens mod difenacoum må bekæmpes med endnu stærkere aktivstoffer. I løbet af 1980’erne er der introduceret tre meget potente antikoagulanter, brodifacoum, flocoumafen og difethialon. Der er ikke påvist resistens mod disse tre aktivstoffer, som må betragtes som sideordnede ved valg til bekæmpelse af rotter, der er resistente mod difenacoum.
Uanset hvilket af de seks forskellige aktivstoffer, der anvendes i rottebekæmpelsen, er mekanismen i rotten grundlæggende den samme. Warfarin er nævnt ovenfor, men har ikke været på det danske marked siden sidst i 1980’erne. Som den svageste af alle antikoagulanter indgår den dog stadig i resistensundersøgelser.
Undersøgelse for resistens hos rotter har været en aktivitet, der har været gennemført ved Skadedyrlaboratoriet (navneændring 1. januar 2004 fra Statens Skadedyrlaboratorium), siden det første resistenstilfælde opstod, omend med lidt varierende intensitet gennem årene. Det har altid været sådan, at en rottebekæmper, der oplevede bekæmpelsessvigt, på Skadedyrlaboratoriet har kunnet få undersøgt, om årsagen var forekomst af resistens.
Når der på en lokalitet konstateres resistens, er det nødvendigt at bruge et stærkere middel end det, der er resistens imod. Anbefalingerne følger de ovenfor nævnte styrkeforhold. Når der ikke forekommer resistens, anbefales det at bruge det svageste middel, coumatetralyl. De stærkeste midler, brodifacoum, flocoumafen og difethialon, anbefales kun anvendt i tilfælde af resistens mod difenacoum. Denne strategi for bekæmpelse af resistente rotter og rottebestande uden resistens er grundlaget for den rådgivning, der videregives til rottebekæmperne efter undersøgelse af rotter for mulig resistens. Denne strategi med begrænset anvendelse af de mest potente midler har til hensigt at forsinke mulig udvikling af resistens mod disse midler. Derved skulle det være muligt at sikre, at der i årene fremover vil være stærke midler til rådighed til fortsat at bekæmpe de mest resistente rotter, som nu i mange år har været rotter med resistens mod difenacoum. Strategien er i øvrigt i overensstemmelse med det generelle ønske i samfundet om ikke at bruge stærkere kemiske midler end nødvendigt til at løse et skadedyrsproblem. Endelig er der problematikken omkring sekundære forgiftninger, som kan forekomme ved bekæmpelse af rotter. Når det drejer sig om antikoagulanter til bekæmpelse af rotter, er det generelle mønster, at de svageste giver den svageste miljøbelastning, mens de stærkere udgør en større risiko. Denne risiko er udtrykt ved generelt højere giftighed (lavere LD50-værdi) over for såvel måldyrene, rotterne, som over for ikke-måldyr (Buckle, 1994; Lodal & Hansen, 2002).
I begyndelsen af 1990’erne var resistens konstateret i det østlige Jylland, på det vestlige Fyn og i den sydlige del af Sjælland. I 1994 blev det muligt at øge indsatsen, og der blev sat fokus på områder, der grænsede op til kommuner, hvor resistens var kendt. Rotter blev indsamlet løbende gennem hele året.
I år 2000 blev der stillet ændrede og meget skrappere krav end tidligere til omgang med og transport af levende dyr, heriblandt levende rotter. Indsamlingsproceduren for rotter til resistensundersøgelser måtte derfor lægges om med forøgede omkostninger til følge. På baggrund af disse forhold og ikke mindst de resultater, der var opnået i perioden siden 1994 blev det blandt hovedinteressenterne prioriteret højt at fortsætte med undersøgelse af rotter fra områder, hvor resistens ikke var kendt. Hovedinteressenterne var Miljøministeriet, Fødevareministeriet samt Skadedyrlaboratoriet, og der blev enighed mellem disse om en fordelingsnøgle for udgifterne til fortsatte undersøgelser.
Som udgangspunkt for fortsatte undersøgelser blev der opsat som hovedformål at følge udviklingen af resistens på landsplan, som herefter kan danne grundlag for miljøhensyn i rottebekæmpelsen.
Projektet måtte tilrettelægges og organiseres således, at der kunne sikres en så god som mulig undersøgelse af rotter for resistens over for rottegifte. På grund af de nye transportbestemmelser, blev indsamlingen af rotter organiseret regionsvist hovedsageligt med udgangspunkt i et amt. Proceduren har været, at alle kommuner i en udvalgt region er blevet opfordret til at deltage i en periode forår eller efterår i tilknytning til de to årlige bekæmpelseskampagner, kommunerne normalt gennemfører. Indfangning af rotterne er foretaget af de lokale rottebekæmpere. Der kan være problemer med rottebekæmpelsen uden for den region, der på et givet tidspunkt er i fokus. Derfor har det været muligt i sådanne tilfælde at indsende rotter til undersøgelse, når Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om et resistensproblem. Til forskel fra rotter fra en region, kaldes sådanne rotter ”ad hoc”. Endelig indleveres jævnligt rotter til Skadedyrlaboratoriet, og inden de aflives, bliver de undersøgt for eventuel resistens, og de registreres som en ”diverse” gruppe.
Ved start i en ny region er der blevet indledt med et møde for alle involverede i en region, og det omfatter alle fra rottebekæmpere til det administrative personale i kommunerne og de firmaer, som mange kommuner har kontrakt med om udførelse af rottebekæmpelse. Såvel projektlederen fra Skadedyrlaboratoriet som Miljøministeriets konsulent(er) i rottebekæmpelse har på disse møder aktivt orienteret om og instrueret i, hvorledes projektet i praksis udføres. For at skabe så stor interesse og forståelse for projektet lokalt som muligt, er der blevet udsendt pressemeddelelser og givet interview til den lokale presse, og projektlederen har medvirket i en række radio- og tv-indslag om sagen.
Viden om resistensudvikling og resistensens udbredelse i landet kan forbedre rådgivningsgrundlaget for Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse og derved den lovpligtige rottebekæmpelse, som organiseres af kommunerne. Løbende er alle resultater blevet meddelt skriftligt til alle relevante enheder, først og fremmest kommunen, rottebekæmper og eventuelt involveret firma, med kopi til rottekonsulenten. Foruden den skriftlige rapportering har der af hensyn til det ofte presserende i situationen været hurtig og direkte kontakt mellem Skadedyrlaboratoriet og rottebekæmperen.
Som nævnt ovenfor har udviklingen af resistens og dens spredning i landet været fulgt siden 1962. Der har været nogle hovedfaser i undersøgelserne, som kort skitseres herunder.
1.1 Perioden 1962 – 1994
Siden det første fund af resistens hos den brune rotte i Danmark i 1962 (Lund, 1964) har der med varierende intensitet været undersøgt for eventuel resistens hos rotter. Hovedparten af de undersøgte rotter i perioden er blevet indfanget på lokaliteter med bekæmpelsessvigt. Enhver rottebekæmper kunne i sådanne tilfælde sende rotter til undersøgelse, og undersøgelsen foregik ved, at rotterne blev fodret med et præparat svarende til det, der havde været anvendt i bekæmpelsen på den pågældende lokalitet. På denne måde har det været muligt at følge spredning af resistens fra det første fund i Vejle Amt samtidig med udvikling af resistens mod antikoagulanter af stigende styrke (Lund, 1984). Resistensen har nærmest spredt sig som ringe i vandet, først i Jylland i nordlig, vestlig og sydlig retning og senere fra Lillebæltsbroen mod øst over dele af Fyn. I 1987 konstateredes det første tilfælde af resistens på det sydlige Sjælland og herfra er også set en vis spredning (Lodal, 2001). Med kommunerne som grundenheden i bekæmpelsen af rotter kan udbredelsen af resistens hos rotter vises i kortet i Figur 1.
Det skal bemærkes, at en kommune har signatur for resistens, når blot en enkelt rotte er fundet resistent. Alle dele af en kommune har samme signatur, uanset hvor resistens er fundet. Derfor har f. eks. en del små øer resistens-signatur, selv om der ikke er fundet resistens på selve øen. Tilsvarende må det også påpeges, at mange steder i en kommune med signatur for resistens er rotterne ikke resistente. I flere tilfælde forekommer de resistente rotter på et meget begrænset område i en kommune.
Antallet af kommuner på de forskellige niveauer for resistens ses i Tabel 1, som er et uddrag af det datamateriale, der ligger til grund for kortet.
Tabel 1. Antal kommuner med konstateret resistens på de forskellige resistensniveauer blandt brune rotter indfanget 1962-1993
1.2 Perioden 1994 – 2001
Fra begyndelsen af 1994 blev undersøgelse for resistens intensiveret med fokus rettet mod kommuner, der grænsede op til kommuner med kendt resistens. Med denne intensiverede indsats fulgte også en mere detaljeret registrering af data for hver enkelt rotte, som ikke mindst blev muliggjort med moderne EDB-teknik. Blandt de medvirkende kommuner blev enkelte undersøgt grundigere end andre med fangst af rotter fra mange steder i de pågældende kommuner. Dette viste blandt andet, at resistens blandt rotter kan være begrænset til visse dele af kommunen (Lodal, 2001). Figur 2 viser den geografiske udbredelse af resistens, som den var blevet registreret frem til foråret 2001. Med en stærkt forbedret dataregistrering fra starten af 1994 kan der på kort, der viser resultater efter 1. januar 1994, også vises kommuner, hvorfra rotter ikke har udvist resistens.
På alle kort i denne rapport, der dækker tiden efter 1. januar 1994, gælder, at ikke-farvede (hvide) kommuner ikke har leveret rotter siden begyndelsen af 1994, eller der har ikke på noget tidspunkt før 1994 været forekomst af nogen form for resistens.
Tabel 2 viser antallet af kommuner med konstateret resistens blandt brune rotter indfanget i hele perioden fra 1962 til og med foråret 2001. For rotter undersøgt efter 1. januar 1994 gives som i Figur 2 herover også oplysninger om kommuner, hvor der ikke er konstateret resistens.
Tabel 2. Antal kommuner med konstateret resistens på de forskellige resistensniveauer blandt brune rotter indfanget 1962-2001
1.3 Perioden 2001 og fremefter
Denne rapport giver en samlet fremstilling af projektet for undersøgelse af rotter for resistens, som blev påbegyndt i efteråret 2001 og blev afsluttet med sidste indsamling af rotter i december 2008. Hovedelementet er undersøgelse af rotter efter en regional opdeling af landet. I modsætning til de foregående år blev fokus rettet mod samtlige kommuner i et amt og ikke blot mod de kommuner, der grænsede op til kommuner, hvorfra resistens var kendt. I tilfælde af bekæmpelsesproblemer har rotter kunnet undersøges, uanset hvor i landet tilfældet forekom.
I efteråret 2001 påbegyndtes regional undersøgelse i Sønderjyllands Amt, og denne blev fortsat det følgende år. I efteråret 2002 var kommunerne i Århus Amt grundlaget for den regionale indsats. I 2003 valgtes Storstrøms Amt samt Langeland som region for foråret, mens Viborg Amt blev region for efterårets undersøgelse. Region for foråret 2004 var Nordjyllands Amt, men da under halvdelen af kommunerne medvirkede, indgik udvalgte kommuner også i undersøgelserne efterår 2004 sammen med kommunerne i Roskilde Amt. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2003 og 2004 er givet af Lodal (2006a).
I 2005 udgjorde kommunerne i Fyns Amt med undtagelse af Langeland, som blev undersøgt i 2003, grundlaget for den regionale indsats om foråret, mens Vestsjællands Amt blev region for efterårets indsats. Resultater af undersøgte rotter indfanget i 2005 er givet af Lodal (2006b).
Kommunerne i Ringkjøbing Amt dannede basis for den regionale undersøgelse i foråret 2006, mens kommunerne i Frederiksborg Amt var i fokus for den regionale indsats om efteråret. Resultaterne af undersøgelserne af rotter modtaget i 2006 er givet af Lodal (2007).
I foråret 2007 var det de gamle kommuner i det tidligere Ribe Amt, der var i fokus sammen med kommunerne København og Frederiksberg. Begge områder fortsatte i den regionale undersøgelse i efterårsmånederne sammen med de gamle kommuner i det tidligere Vejle Amt. Resultaterne af undersøgelser af rotter indfanget i 2007 er givet af Lodal (2008).
I foråret 2008 indgik de resterende områder, som var kommunerne i det tidligere Københavns Amt samt Bornholm i den regionale undersøgelse. Resultaterne af undersøger af rotter modtaget i 2008 fremgår af Lodal (2009).
Foruden rotter fra de udvalgte regioner indgår også såkaldte ”ad hoc” rotter foruden ”diverse” rotter i undersøgelser for eventuel forekomst af resistens. De såkaldte ”ad hoc” rotter er rotter fra steder med bekæmpelsessvigt, og hvor Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse har vurderet, at der kunne være tale om resistens. Betegnelsen ”diverse” rotter bruges om rotter, som uopfordret indleveres til laboratoriet, og de indgår også i resistensundersøgelserne, såfremt de overlever karantæneperioden.
På baggrund af resultaterne af selve undersøgelserne for hele landet forsøges en analyse af forholdet mellem brug af bekæmpelsesmidler mod rotter og forekomst af resistens. Dette gøres ud fra en betragtning om, at resistens og det niveau den forekommer på, har en betydning for, hvor stærke midler det er nødvendigt at bruge. Omvendt kan de svageste midler anvendes, når der ikke forekommer nogen form resistens.
Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.