2 Materialer og metoder

Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2001-2008

2.1 Rotternes oprindelse
2.2 Den regionale undersøgelse
2.3 Blodprøveundersøgelse (BCR)
2.4 Ædetest

2.1 Rotternes oprindelse

Rotter til undersøgelser for eventuel resistens stammer fra 3 forskellige indsamlinger, der strakte sig over hele perioden. Den største gruppe udgøres af rotter fra den regionalt baserede del af undersøgelsen, hvor alle kommuner i en udvalgt region blev opfordret til at deltage. En mindre gruppe er ”ad hoc” rotter, som er rotter, der undersøges for eventuel resistens efter en konkret vurdering af mulig årsagen til bekæmpelsessvigt på fangstlokaliteten af Miljøministeriets rottekonsulent. Vurderes det, at forekomst af resistens er en sandsynlig forklaring, sendes rotterne til Skadedyrlaboratoriet til undersøgelse.

Endelig indleveres jævnligt rotter til Skadedyrlaboratoriet, og inden de aflives, bliver de undersøgt for eventuel resistens, og de registreres som en ”diverse” gruppe.

Rotterne i grupperne ”ad hoc” og ”diverse” kommer til laboratoriet og er ikke på samme måde som den regionale del af undersøgelsen betinget af, at der sættes særligt fokus på et område, uanset om rottebekæmperen har problemer i sit arbejde eller ej. Efter modtagelsen af en rotte, er den videre procedure den samme uanset, hvilken gruppe rotten tilhører.

Undervejs i forløbet af undersøgelserne er kommunestrukturen blevet ændret med virkning fra 1. januar 2007. Med en ændring fra 276 kommuner (inklusiv Christiansø) til 98, er der sket en væsentlig ændring med hensyn til detaljeringsgrad, når kommunerne bruges som grundlag. Af hensyn til overskuelighed og detaljeringsgrad er alle data for rotterne knyttet sammen med de gamle kommunenavne. Sidst i rapporten anvendes også de nye kommunenavne, sammenholdt med de nye navne. Der er i disse sammenhænge taget højde for, at nogle af de gamle kommuner er blevet opdelt og fordelt på typisk 2 af de nye kommuner.

2.2 Den regionale undersøgelse

Den regionalt baserede undersøgelse har været organiseret i en forårssæson og en efterårssæson, hvor indfangning af rotter typisk har strakt sig over en periode på 12-14 uger. Indfangning af rotter er foretaget af de lokale rottebekæmpere.

Forud for start af indfangning af rotter blev der i det udvalgte område afholdt informationsmøde, hvortil alle personer, der i området var beskæftiget med rottebekæmpelse, blev inviteret. På disse møder blev der orienteret om grundlaget for hele projektet og om, hvordan det i praksis skulle gennemføres. Rottebekæmperne fik leveret alt det nødvendige udstyr som fælder, kasser til transport af rotter fra fangststedet til laboratoriet forsynet med redemateriale, foderpiller og æbler samt vandflasker. På en fast ugedag i indfangningsperioden er rotter blevet afhentet hos rottebekæmperen eller på selve fangstlokaliteten og kørt til laboratoriet.

Den største sandsynlighed for at konstatere resistens er på lokaliteter, hvor rottebekæmperne har oplevet problemer eller direkte bekæmpelsessvigt med de midler, der har været anvendt. Derfor blev de lokale rottebekæmpere opfordret til fortrinsvis at indfange rotter på lokaliteter, hvor der havde været problemer. For at få et rimeligt antal rotter til undersøgelse tilstræbtes det at få mindst 10 rotter fra hver kommune og meget gerne fra samme lokalitet.

Efter modtagelsen på laboratoriet anbringes rotterne enkeltvis i bure, og alle nødvendige data om hver enkelt rotte indføres i en journal. Enkelte rotter, der har fået gift på fangstlokaliteten, fordi der har været udført rottebekæmpelse, dør under transporten eller kort efter ankomsten til laboratoriet. Derfor holdes rotterne under observation i nogle dage, inden de underkastes undersøgelse for eventuel resistens, idet kun rotter, der forekommer upåvirkede af bekæmpelsesmidler, kan undersøges.

Resistensundersøgelse i laboratoriet foretages på to forskellige måder, nemlig enten ved en blodprøveundersøgelse, der ofte benævnes BCR efter den engelske betegnelse Blood Clotting Response Test, eller ved en ædetest. Ved undersøgelserne følges principperne som beskrevet i EPPO (1995).

2.3 Blodprøveundersøgelse (BCR)

Ved blodprøveundersøgelser (BCR) undersøges først koagulationstiden for rottens blod. Derefter injiceres en afmålt mængde af aktivt stof i rottens bughule. Efter et givet antal dage, afhængigt af hvilket aktivt stof der anvendes, undersøges koagulationstiden igen. Er koagulationstiden steget til et niveau over en given værdi i forhold til den først fundne koagulationstid, er den pågældende rotte ikke resistent. Bibeholdes koagulationstiden på et niveau svarende til udgangspunktet, eller er der kun tale om en mindre forøgelse af koagulationstiden, er rotten resistent. Blodprøveundersøgelser er blevet anvendt til undersøgelse for eventuel resistens mod warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum.

I mange tilfælde, specielt når resistens har været kendt i området i forvejen, er undersøgelser påbegyndt med en coumatetralyl BCR-test. Coumatetralyl er det svageste middel på det danske marked og derfor det svageste middel, der har betydning for praktisk bekæmpelse. I andre tilfælde, hvor resistens ikke forud har været kendt i et område, er undersøgelser startet med warfarin BCR-test. På grund af særlige oplysninger om bekæmpelsesindsats på en given fangstlokalitet er undersøgelserne i nogle få tilfælde begyndt med bromadiolon BCR-test eller difenacoum BCR-test.

Blodprøveundersøgelse er væsentligt hurtigere end en ædetest, idet et resultat kan aflæses 4 døgn efter starten af undersøgelsen. BCR-testen giver desuden mulighed for et mere varieret billede af resistensen, idet rotterne ikke nødvendigvis dør, hvilket følsomme rotter vil gøre i en ædetest. Derved muliggøres en mere detaljeret undersøgelse af den enkelte rottes resistensmønster. Derfor foretrækkes BCR, når det er muligt. I nogle tilfælde er det ikke muligt at få tilstrækkeligt med blod to gange fra en rotte, og i sådanne tilfælde anvendes i stedet en ædetest.

2.4 Ædetest

Ved en ædetest får en rotte tilbudt et præparat med det aktivstof, som den skal undersøges for med hensyn til eventuel resistens, som eneste foder et vist antal dage, hvorefter den holdes under observation i mindst tre uger. Overlever rotten denne observationsperiode, er den resistent mod det pågældende aktivstof i den givne koncentration. En normal følsom rotte vil derimod dø inden for observationsperioden. Som udgangspunkt anvendes de kommercielle koncentrationer af aktivstofferne, hvilket vil sige 0,03% coumatetralyl, 0,005% bromadiolon, 0,005% difenacoum, 0,005% brodifacoum, 0,005% flocoumafen, og 0,0025% difethialon. Warfarin som ikke bruges i praktisk bekæmpelse, er også blevet brugt i ædetest i en 0,005% koncentration.

Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod den kommercielle koncentration af et givet aktivstof eller resistens konstateret ved blodprøveundersøgelse.

Ædetesten er relativt tidskrævende, og for det enkelte dyr er resultatet enten død som værende ikke-resistent eller overlevende som resistent. Overlever en rotte en ædetest, og ønskes den undersøgt på andre aktivstoffer, er tidsrammen mindst en måned mellem start af hver undersøgelse. Ædetest med warfarin, coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum strækker sig over 4-6 dages fodring, og de er kun taget i brug, når der har været problemer med at få tilstrækkeligt med blod til en BCR-test.

Ved ædetest med brodifacoum, flocoumafen og difethialon får rotterne kun præparat en enkelt dag, som rotter uden resistens ikke vil kunne overleve. Overleves denne test kan der være tale om en let nedsat følsomhed i forhold til flertallet af rotter. Derfor kan sådanne overlevende rotter senere undersøges i en 2-dages test. Dør rotten i en sådan test, har den en let nedsat følsomhed uden at besidde resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse jf. Greaves (1994).