| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Opfølgning på kortlægning af jordforurening i børneinstitutioner
Sammenfatning og konklusioner
Miljøstyrelsen gennemførte i 2008 en spørgeskemaundersøgelse i alle regioner og kommuner vedrørende jordforurening på børneinstitutioner. Som opfølgning på undersøgelsen har Miljøstyrelsen i 2009 besluttet at gennemføre en ny undersøgelse med det formål, at få en status for regionernes og kommunernes indsats det sidste år samt fremtidige planer overfor børneinstitutioner, hvor der er jordforurening eller mistanke herom.
På den baggrund er der i efteråret 2009 gennemført en spørgeskemaundersøgelse i samtlige regioner omkring blandt andet kortlægning, indsats og strategier i forhold til jordforurening på børneinstitutioner. Derudover er der foretaget interviews med udvalgte kommuner omkring kommunernes rådgivning af børneinstitutioner med forurenet jord eller mistanke herom.
Nedenfor listes hovedkonklusionerne af undersøgelsen:
- Regionerne har på nuværende tidspunkt registreret 26 børneinstitutioner som V1-kortlagt, mens 163 er V2-kortlagt. Det er et fald på henholdsvis 50% og 22% i forhold til sidste undersøgelse fra 2008. En del af faldet skyldes dog, at flere regioner har benyttet forskellige måder at opgøre antallene på ved de to undersøgelser. Tallene fra 2009 vurderes at være mest korrekte. Kortlægning af jordforurening er imidlertid en dynamisk proces, hvorfor det må forventes, at antallet af V1- og V2- kortlægninger hele tiden ændrer sig. Endeligt skal det bemærkes, at flere regioner har valgt at undlade at V1-kortlæggge børneinstitutioner med mistanke om forurening, men derimod hurtigt går i gang med at undersøge, om jorden på børneinstitutionen reelt er forurenet.
- Regionerne forventer at have enten V2-kortlagt eller afkortlagt samtlige af de nuværende V1-kortlagte børneinstitutioner senest i 2010 (dog forventes enkelte institutioner at forblive kortlagt på V1, idet der ikke vurderes at være en umiddelbar risiko i forhold til jordforurening - f.eks. hvis der er risiko for at være efterladt forurening under bygninger, fliser eller oprensede arealer). Det kan imidlertid forventes, at der løbende kommer nye V1-kortlægninger til, da regionerne fortsat indsamler informationer om mulige punktkilder på børne-institutionerne. Tre af regionerne forventer, at de er færdige med at indsamle oplysninger om mulig kilder til forurening på børneinstitutioner i 2010, mens to regioner forventer at være færdige i 2011.
- I 2009 har regionerne kendskab til én V2-kortlagt børneinstitution med aktuel risiko. Oprensningen af institutionen forventes gennemført i 2010. Der er således ligesom i 2008 ikke nogle V2-kortlagte børneinstitutioner med risiko for arealanvendelsen, hvor der ikke har været eller er planlagt en indsats.
- Regionerne gennemfører normalt ikke oprensning på børneinstitutioner med lettere forurenet jord, hvilket de heller ikke er forpligtet til i henhold til Jordforureningsloven.
- Region Syddanmark og Region Nordjylland har udført omfattende undersøgelser for diffus jordforurening på børneinstitutioner, som ligger inden for gamle bykerner. På 27% af de undersøgte børneinstitutioner overskrider gennemsnitskoncentrationerne for de øvre jordlag jordkvalitetskriterierne. Tilsvarende overskrides afskæringskriteriet på 2% af institutionerne. Ved lignende undersøgelser i det tidligere Fyns Amt, blev der truffet forurening over afskæringskriteriet på 3% af de undersøgte institutioner, hvilket stemmer godt overens med Region Syddanmarks og Nordjyllands undersøgelser.
- Fælles for alle regionerne er, at de har udarbejdet en undersøgelsesstrategi for håndtering af jordforureningssager på børneinstitutioner. Alle regioner tager i deres strategi for fysiske undersøgelser udgangspunkt i at undersøge punktkilder. To regioner tager derudover også udgangspunkt i undersøgelse af diffus forurening.
- Regionerne har opstillet tidsfrister for behandling af de forskellige faser i kortlægningsarbejdet. Regionerne angiver, at de indenfor 1-2 år fra der opnås kendskab til mulig forurening på en børneinstitution, skal have foretaget undersøgelser til bestemmelse af det eventuelle forureningsniveau og påbegyndt afværge/oprensning, såfremt dette er nødvendigt.
- Lovgivningsmæssigt er kommunerne forpligtet til i samarbejde med regionerne at foretage rådgivning af børneinstitutioner omkring jordforurening. Regionerne oplyser, at de går aktivt ind i samarbejdet med kommunerne omkring rådgivning.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget rådgivning af alle børneinstitutioner i områdeklassificerede områder i 14 af kommunerne.
- Med hensyn til eksempler på, hvorledes rådgivningen gennemføres, oplyser 11 af de 21 kontaktede kommuner, at de selv har gennemført rådgivningen af børneinstitutionerne. Rådgivningen er i 9 af de 11 kommuner foregået ved afholdelse af møder med institutionspersonalet - primært i form af indlæg på ledelsesmøder. Derudover har samtlige 11 kommuner udsendt pjecer til børneinstitutionerne omkring jordforurening og rådgivning i forbindelse hermed - enten i form af Miljøstyrelsens generelle pjece om byjord eller kommunens egen pjece om samme emne.
- For at optimere regionernes arbejde omkring jordforurening på børneinstitutionerne er det vigtigt, at regionerne er opdateret med hensyn til kommunernes viden om forurening eller mulig forurening på institutionerne. Flere kommuner vælger, at de selv vil undersøge børneinstitutionerne for jordforurening. Der er generelt procedurer for, at kommunerne underretter regionerne om kommunernes egne undersøgelser. I nogle tilfælde sparrer kommunerne med regionen forud for undersøgelsen, men ofte får regionerne først kendskab til kommunens undersøgelser, når disse er udført. Der er imidlertid også eksempler på, at kommunerne ikke automatisk oplyser regionerne om egne undersøgelser, men at regionen mere tilfældigt får kendskab til kommunernes undersøgelser.
- Flere af regionerne inddrager kommunerne i regionernes arbejde med at kortlægge jordforurening på børneinstitutioner - for eksempel ved at kommunerne står for fremsendelse af oplysninger fra egne arkiver om mulige punktkilder. Derudover oplyser flere regioner, at de afholder opstartsmøder med kommunerne forud for regionens undersøgelser, hvor strategi og omfang af undersøgelserne drøftes. I en enkelt region står kommunerne står for den indledende kontakt til børneinstitutionerne i forbindelse med undersøgelserne og den eventuelle efterfølgende rådgivning af institutionerne.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Januar 2010, © Miljøstyrelsen.
|