| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Idékatalog til affaldsforebyggelse
Sammenfatning og konklusioner
Gang i affaldsforebyggelsen i Danmark
Interessen for at øge affaldsforebyggelse er stigende både i Danmark og i EU. Med vedtagelsen af det nye affaldsdirektiv (Direktiv 2008/98/EC) er der kommet større fokus på affaldsforebyggelse, som har højeste prioritet i affaldshierarkiet. Der er derfor behov for at erfaringer fra andre lande videregives samt at nye ideer til affaldsforebyggelse udvikles.
Anden del af regeringens Affaldsstrategi 2009-12 indeholder en plan for øget affaldsforebyggelse. Et af initiativerne i planen er at etablere et overblik over nye tiltag til affaldsforebyggelse.
Affaldsforebyggelse i Danmark er et fælles ansvar for såvel myndigheder som borgere og virksomheder. Alle har et ansvar for at forebygge affald både individuelt og i fællesskab.
For at inspirere til initiativer for affaldsforebyggelse er dette projekt igangsat. Formålet har været at udarbejde et katalog med ideer til øget affaldsforebyggelse, som de enkelte aktører kan lade sig inspirere af.
Ideer fra ind- og udland
I første omgang blev der udarbejdet en oversigt over ideer baseret på litteratursøgning i ind- og udland. Endvidere blev den foreløbige oversigt baseret på Miljøstyrelsens materiale fra arbejdet med affaldsforebyggelse i 2000-01.
Oversigten blev anvendt som baggrundsmateriale til workshoppen om affaldsforebyggelse som blev afholdt den 18. august 2009 med deltagere fra de forskellige aktørgrupper. Workshoppen bidrog med en lang række nye ideer til øget affaldsforebyggelse.
Dette katalog er resultatet af en sammenskrivning og gruppering af de forskellige ideer, som er fremkommet under projektet.
Kataloget er udarbejdet af Copenhagen Resource Institute.
Katalog med ideer til inspiration
Kataloget tager udgangspunkt i tiltag, som kan anvendes eller igangsættes af 8 forskellige aktører:
- detailhandlen,
- kontor og servicevirksomheder,
- industrivirksomheder,
- bygge- og anlægsvirksomheder,
- borgerne,
- kommuner,
- sygehuse (regioner) og
- staten.
Kataloget har fokus på praktiske eksempler på affaldsforebyggelse, som den enkelte aktør kan udføre. Det er ikke en udtømmende liste, men skal tjene til inspiration for, hvad den enkelte aktør kan gøre eller hvad de foreninger eller organisationer, som aktøren er med i, kan gøre i fællesskab.
Der er medtaget eksempler på både indenlandske og udenlandske tiltag, som er igangsat indenfor de seneste år. For de udenlandske tiltag er der ikke foretaget en grundig vurdering af forslagenes relevans under danske forhold, da
dette er et katalog til inspiration.
Endvidere indeholder kataloget en lang række ideer fra workshoppen. De nævnte ideer under de forskellige aktører er ikke at udtryk for, at repræsentanter for denne aktør på workshoppen var enig i at udføre ideen. Ideerne er heller ikke vurderet i forhold, hvor vanskelige de vil være at udføre i praksis.
Endelig er ideer fra Miljøstyrelsens arbejde med affaldsforebyggelse i 2000- 2001 medtaget, såfremt de fortsat vurderes at være relevante.
Nogle ideer kan udføres af forskellige aktører eller det kan være nødvendigt at involvere flere aktører. Derfor er der en række ideer, som er nævnt under flere aktører, da det er meningen, at kataloget skal fungere som et opslagskatalog.
I alt er der i kataloget omtalt mere end 100 forskellige ideer til øget affaldsforebyggelse, som forhåbentlig vil kunne inspirere til handling blandt de forskellige aktører.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.
|