Vurdering af genanvendelsesmålsætninger i affaldsdirektivet

Forord

Miljøstyrelsen har ønsket at der uarbejdes en beregningsmetode som kan dokumentere forsyningsmængder af papir, plast, glas og metal i husholdningsaffald. Forventninger til udviklingen i mængden af de nævnte fraktioner i husholdningsaffald og lignende skal vurderes for årene 2012 og 2020. Vurderingen vil give et fingerpeg om Danmark kan opfylde Affaldsdirektivets mål om 50 % genanvendelse af materialerne i husholdningsaffaldet i 2020.

Følgende aktiviteter er gennemført i projektet:

  • Opstilling af en beregningsmetodik
  • Kortlægning af vareforbruget i husholdningerne 2005
  • Kortlægning af vareforbruget i husholdningerne 2001-2007
  • Kortlægning af emballageforbruget i husholdningerne 2001-2007
  • Bestemmelse af materialer i varer
  • Fastlæggelse af produkters levetid
  • Afgrænsning af varegrupper, der indeholder materialerne papir, plast, glas og metal
  • Valg af fremskrivningsmodel, herunder fastlæggelse af fremskrivningsparametre
  • Fremskrivninger af husholdningernes forsynings- og affaldsmængde for 2012 og 2020.

Fremgangsmåde

Projektet har anvendt dataudtræk fra Danmarks Statistik, fra Emballageforsyningens database og fra ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse i Miljøstyrelsen). Oplysninger om levetid og materialeanvendelse er hentet fra publicerede rapporter samt via internettet.

Arbejdsgruppe

Projektets metodik og resultater er drøftet i en gruppe bestående af:

Lone Lykke Nielsen, Miljøstyrelsen (formand)
Jette Skaarup Justesen, Miljøstyrelsen
Ole Kaysen, Econet AS
Claus Petersen, Econet AS.

Arbejdsgruppen har afholdt 3 møder.

Econet AS har været projektansvarlig og udførende med Ole Kaysen som projektleder.

Projektet er startet i maj og afsluttet i august måned.

Rapportens opbygning

Kapitel 1 redegør kort for baggrunden for projektet. EU’s affaldsdirektiv af 19. november 2008 indeholder en bestemmelsen om at 50 % af visse materialer i husholdningsaffaldet skal indsamles til genanvendelse i 2020.

Kapitel 2 er en gennemgang af projektets metodik, der illustrerer hvordan data fra forskellige kilder kobles sammen. Der gives en oversigtlig beskrivelse af datagrundlaget.

Kapitel 3 kortlægger vareforbruget i husholdningerne i 2005. Kortlægningen baserer sig på data fra Danmarks Statistik og Emballageforsyningen 2005. Forsyningsmængden bliver fordelt på varegrupper og materialer.

Kapitel 4 drøfter forslag til fremskrivningsprofiler, og der vælges en profil til de videre beregninger.

Kapitel 5 er et resultatafsnit. Det fremgår hvordan forsyningsmængden udvikler sig i 2012 og 2020 under den valgte profil. Resultatet sammenholdes med to andre potentielle udviklingsforløb. Kapitlet indeholder ligeledes en opgørelse over affaldsmængden og dens sammensætning på materialer 2012 og 2020.

Kapitel 6 beregner indsamlingseffektiviteten for 2005 ved at sammenholde indsamlede mængder til genanvendelse med den beregnede affaldsmængde for 2005. Der beregnes på effektiviteter under forskellige forudsætninger.

Kapitel 7 er en illustration af hvilken betydning det har for den gennemførte fremskrivning, hvis udviklingsforløbet for 2 varegrupper adskiller sig fra det udviklingsforløb, der er indeholdt i den valgte fremskrivningsprofil.

Kapitel 8 diskuterer betydningen af de mange valg, der er truffet undervejs i projektet. Der tænkes her på de forudsætninger, afgrænsninger i forhold til definition af husholdningsaffald samt valg af fremskrivningsprofil, der får betydning for størrelsen af de beregnede resultater.

Kapitel 9 samler projektets vigtigste konklusioner.

Bilag 1 er en uddybende beskrivelse af de overvejelser, afgrænsninger og beregningsmæssige forudsætninger, der er foretaget med henblik på at etablere et beregningsgrundlag for opgørelserne i 2005, 2012 og 2020. Bilaget beskriver videre den datatilpasning, der er gennemført for at danne tidsrækken for forsyningsmængden 2001-2007.

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.