Brancheindsats for produktkæden ”Korrosionshindrende overfladebehandling af store stålkonstruktioner og skibe”

Bilag C: Eksempelsamling

Case-stories om korrosionshindrende malebehandling med vandige systemer

Indledning

For at indhente praktiske erfaringer om emnet, har vi (Overfladeteknik, Maleteknisk Rådgivning ApS) kontaktet 5 af de toneangivende maleentreprenører, som udfører korrosionshindrende malearbejde på stål i Danmark: Dufour A/S i København, Gardit A/S i Viborg, OMØ A/S i København, Protectors A/S i København og Skagen Sandblæseri & Skibs-Service i Nakskov. Der findes flere firmaer i Danmark, men de valgte virksomheder kan godt betragtes som repræsentative for den gruppe, der hovedsagelig beskæftiger sig med et varieret udbud af (store) stålkonstruktioner ude i landet, og med værkstedsarbejde på komponenter. Nogle af virksomhederne er medlemmer af én af de to foreninger ”Danske Overfladebehandlere” og ”Industrilakerernes Landsforening”, andre er ikke foreningsmedlemmer. De meget specialiserede virksomheder, som alene maler vindmølletårne, indgår ikke i undersøgelsen. Ingen af disse benytter i øvrigt vandige systemer, for deres kunder efterspørger det ikke.

Vi har besøgt 4 af virksomhederne for at interviewe ejere eller andre nøglepersoner om brugen af vandig maling; den femte – Skagens Sandblæseri – blev interviewet telefonisk. For hvert firma har vi udvalgt en interessant case eller flere, som er beskrevet nærmere. I tre af disse cases har vi fulgt interviewet op med en besigtigelse af det malede; det gælder FDO’s lagertanke i Kalundborg (Dufour), Peter Bangsvejens Station og Roskildevej Station – begge i København – (Gardit), samt tankene på Regnemark Vandværk ved Borup Sjælland (OMØ). De to sidste entrepriser – jernbanebroen over Fiskebæk ved Farum, og Fodgængernedgangene ved Københavns Hovedbanegård – har vi ikke besigtiget.

Firmaerne blev interviewet enkeltvis, men der var en betydelig overensstemmelse mellem de fremførte synspunkter. Det er derfor vores opfattelse, at den beskedne interveiwrunde giver et ganske dækkende billede af situationen i 2009.

Fiskebækbroen ved Farum

Protectors A/S i Brøndby udfører arbejde på fabrik og entrepriser ude i landet. Arbejdsområdet er beskyttelse af større og mindre stålkonstruktioner mod korrosion.

Firmaet bruger ikke gerne rent vandige tyndfilms acrylplastsystemer, men til tider et komplet vandigt tykfilms acrylplastsystem til korrosionshindrende behandling. Virksomheden foretrækker at arbejde med de vandige produkter på sin fabrik (værkstedsbehandling) på grund af produkternes følsomhed for klimaforhold (temperatur, luftfugtighed og vindhastighed). Der findes dog et eksempel på behandling af et vandbehandlingsanlæg med et komplet vandigt acrylplast tyndfilmsystem i 1989; her blev sorte rør slebet og grundmalet med én plastmaling påført ad 2 gange og færdigmalet med en anden plastmaling, ligeledes ad 2 gange. Samlet lagtykkelse omkring 100 µm. Anlægget står ganske vist ikke udendørs, men det er udsat for næsten konstant kondensrisiko. Entreprenøren oplyser at anlægget fortsat klarer sig fint.

Protectors har gode erfaringer med vandig acrylplast tyndfilmsmaling benyttet som afsluttende lag i en behandlingsopbygning. Firmaet har ikke oplevet svigt på grund af langvarig vandpåvirkning – når behandlingen først var hærdet. Behandlingsopbygningen består oftest af en traditionel epoxy grundmaling efterfulgt af en vandig acrylplast tyndfilmsmaling yderst, men komplette vandige systemer med f.eks. vandig epoxy grundmaling efterfulgt af acrylplast tyndfilmmaling forekommer dog også – men helst i form af værkstedsarbejde.

Virksomheden fremhæver at afsluttende maling med acrylplastmaling har den store fordel, at transportskader kan repareres med samme materiale uden at genere andre entreprenører på den pågældende sag.

Protectors har et enkelt tilfælde hvor håndteringen af det tidligere nævnte tykfilmssystem gav uventede vanskeligheder, maling af Fiskebækbroen (jernbanebroen) ved Farum i år 2000.

Kunde:

  • Banestyrelsen (Banedanmark).

Stålareal:

  • Ukendt.

Tilstand før behandling i 2000:

  • Broerne var tidligere malet med blymønje og forskellige malingsystemer, formentlig bl.a. klorkautsjukmaling. Stålet, især nittehoveder, fremstod med afskalninger og udbredt rust.

Afrensning:

  • Waterjetting overalt til WJ 1.

Behandlingsopbygning:

  • Sprøjtepåføring af tykfilmsacryl overalt til 70 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med acrylplast topmaling.
  • Sprøjtepåføring overalt med acrylplast topmaling.

Samlet lagtykkelse minimum 350 µm tør film.

Arbejdet blev gennemført fra sommeren til efteråret 2000, og varede 6 uger, heri medregnet etablering af stillads og inddækning. Mod slutningen indtraf der et problem, idet presenningen (overdækningen blev fjernet kun 2 døgn efter påføring af det sidste lag maling). Om natten satte det i med regn, og nedbøren fjernede det yderste lag maling fra dele af broen – samt noget af den underliggende tykfilms acrylplastmaling. Konsekvensen var, at der atter måtte etableres overdækning, og derpå repareres med både tykfilms- og tyndfilmsmaling.

I dag (2009) er tilstanden for malingen tilfredsstillende; men overfladen skæmmes af nedsivende rust fra banelegemet.

Stålkonstruktionen under Fiskebækbroen (jernbanebroen) undervejs i arbejdet (tv.) og efter færdigmaling

Stålkonstruktionen under Fiskebækbroen (jernbanebroen) undervejs i arbejdet (tv.) og efter færdigmaling

Tanke på Regnemark Vandværk ved Borup Sj.

OMØ A/S i Rødovre har specialiseret sig i forskellige former for blæserensning og overfladebehandling af facader og stålkonstruktioner. Virksomheden udfører blæserensning både som værkstedsarbejde og på stedet; overfladebehandling udføres udelukkende lokalt på bygninger og konstruktioner. Virksomheden har som en særlig specialitet, med fransk inspiration, udviklet en mobil bemandet kabine til skånsom blæserensning af facader.

OMØ har erfaringer med samtlige lak- og farveproducenters systemer til korrosionshindring på stål, såvel traditionelle som vandige løsninger; blandt de sidstnævnte både tykfilmsystemer og tyndfilmsystemer.

Firmaet har arbejdet flere gange med et rent vandigt acrylplast tykfilmsystem, og har haft både gode og mindre gode oplevelser med det. På nittede konstruktioner har man oplevet rustgennemslag omkring nittesamlinger; på mindre krævende konstruktioner fungerer systemet upåklageligt. Eneste anke er at materialet helst skal sprøjtes på; pensel- og rullepåføring giver meget dårlig finish.

Virksomheden har tilsvarende høstet erfaringer med vandige acrylplast tyndfilmsystemer. Opfattelsen er, at systemerne ikke tåler vedholdende vandpåvirkning, altså på vandrette flader. De kan benyttes på andre flader, og helst i kombination med en epoxy grundmaling. Her kan både benyttes opløsningsmiddelholdig epoxy og opløsningsmiddelfri epoxy. På den måde bliver opbygningen ganske vist ikke 100 procent vandig, men dog med stærkt reduceret VOC-indhold.

Et eksempel er tankene (4 stk.) på Regnemark Vandværk ved Borup Sj. De blev vedligeholdelsesmalet sommeren 2004.

Kunde:

  • Regnemark Vandværk – Københavns Energi.

Stålareal:

  • 600 m².

Tilstand før behandling i 2004:

  • tankene var tidligere malet med et epoxy-polyurethansystem, der var rustgennemslag men ikke overalt.

Afrensning:

  • Blæserensning af rustne områder til Sa 2½.
  • Hedtvandsrensning overalt.
  • Sandsvirpning overalt.

Behandlingsopbygning:

  • pletning med epoxy grundmaling (opløsningsmiddelholdig) af områder med rent stål.
  • 1 gang vandig acrylplast mellemmaling (60 µm tør film, airless påføring).
  • 1 gang vandig acrylplast topmaling (60 µm tør film, airless påføring).

Tilstanden er tilfredsstillende i 2009 – se fotos.

Regnemark Vandværk juli 2009. Overfladebehandlingen er i god stand, dvs. uden afskalninger, rustgennemslag eller andre filmfejl. På nordsiden (billedet th.) er der en del algevækst omkring svøbets svejsesamlinger. Algerne skæmmer udseendet, men det er alene et æstetisk spørgsmål.

Regnemark Vandværk juli 2009. Overfladebehandlingen er i god stand, dvs. uden afskalninger, rustgennemslag eller andre filmfejl. På nordsiden (billedet th.) er der en del algevækst omkring svøbets svejsesamlinger. Algerne skæmmer udseendet, men det er alene et æstetisk spørgsmål.

Stålbroer i København

Gardit A/S i Viborg har adskillige gange forsøgt sig med vandige alternativer til traditionelle malingsystemer på basis af opløsningsmiddelholdig epoxy og polyurethan. Forsøgene omfatter alle markedets leverandører, og flere forskellige behandlingsopbygninger. Materialerne spænder fra vandige epoxy- og polyurethanmalevarer med MAL-kode 1-5 til rene acrylplastmalinger kodet 00-1. Emnerne varierer fra tanke over mølletårne til stålpladetage og jernbanebroer. Der er ikke blot tale om forsøg i begrænset skala, men også om egentlige entrepriser.

Erfaringerne med de fleste vandige alternativer er, at materialerne kun kan påføres med tilfredsstillende resultat under ideelle klimaforhold. I praksis er anvendelsesvinduet så snævert at man meget let risikerer dårlig filmdannelse og ringe beskyttelse både på grund af for hurtig tørring og for langsom tørring. Med ”anvendelsesvindue” menes temperatur, fugtighed og lufthastighed. Der er dog et enkelt vandigt malingsystem på markedet som kan benyttes med en rimelig sikkerhedsmargen. Systemet er et vandigt tykfilms acrylplastsystem kodet 00-1, og det har bevist sit værd til f.eks. nittede brokonstruktioner. Systemet er imidlertid ingen universalløsning, dvs. at der naturligvis også er opgaver, hvor det ikke er egnet.

Gardit ønsker af indlysende årsager et større udbud af brugbare vandige løsninger. Dels er det praktisk at have flere leverandører, dels er der behov for malingsystemer med forskellige egenskaber tilpasset individuelle opgavetyper. Firmaet nærer ingen nostalgiske følelser overfor traditionelle opløsningsmiddelholdige epoxy- og polyurethanmalinger, tværtimod, men opfatter foreløbig, med den nævnte undtagelse, de vandige alternativer som for usikre og risikable. Virksomheden værdsætter de miljømæssige og arbejdsmiljømæssige fordele ved vandige løsninger, især varer uden epoxy og polyurethan. At arbejdet med vandige malematerialer forudsætter etablering af overdækning og klimastyring er en mindre ulempe, om nogen, inddækning er alligevel ofte nødvendig for at undgå spredning af blæsemiddel og gammel blyholdig maling, og det sikrer stabile arbejdsforhold, næsten uafhængig af vejret.

I København blev 2 jernbanebroer malet med det nævnte vandige acrylplastsystem i 2000, altså for 9 år siden. Broerne er nittede stålbroer hhv. ved Peter Bangsvejens Station og over Roskildevej ved Glahns Allé.

Kunde:

  • Banestyrelsen (Banedanmark).

Stålareal:

  • Peter Bangsvejens Station 250 m²
  • Roskildevej 430 m²

Tilstand før behandling i 2000:

  • Broerne var tidligere malet med blymønje og forskellige malingsystemer, formentlig bl.a. klorkautsjukmaling. Stålet, især nittehoveder, fremstod med afskalninger og udbredt rust.

Afrensning:

  • Waterjetting overalt til WJ 1.
  • Blæserensning med aluminiumsilikat 0,2-2 mm af gravrustne områder (ca. 25 % af arealet) til Sa 2½.

Behandlingsopbygning:

  • Sprøjtepåføring af tykfilmsacryl overalt til 70 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med acrylplast topmaling.
  • Sprøjtepåføring overalt med acrylplast topmaling

Samlet lagtykkelse minimum 350 µm tør film.

Arbejdet blev gennemført fra sommeren til efteråret 2000, og varede 6 uger for hver bro, heri medregnet etablering af stillads og inddækning.

I dag (2009) er tilstanden for malingen OK. Overfladerne er naturligvis tilsmudsede, men der er ingen rustgennemslag eller andre skader af betydning. Banedanmark regner for andre broer med samme behandling, f.eks. Storstrømsbroen, med et vedligeholdelsesinterval på 25 år. Det er sandsynligt at de to københavnske broer holder mindst lige så længe.

Jernbanebro ved Peter Bangs Vejens Station i København, juli 2009. Overfladebehandling intakt næsten overalt. Kun enkelte rustgennemslag ved profilkanter – muligvis som følge af mekanisk beskadigelse.

Jernbanebro ved Peter Bangs Vejens Station i København, juli 2009. Overfladebehandling intakt næsten overalt. Kun enkelte rustgennemslag ved profilkanter – muligvis som følge af mekanisk beskadigelse.

Tage og svøb på ståltanke i Fredericia

Dufour A/S i København udfører såvel værkstedsarbejde som entrepriser ude i landet. Firmaet har både gode og dårlige erfaringer med vandige malingsystemer til stål. Virksomheden har forsøgt sig med stort set alle typer og fabrikater, og har enkelte dyrekøbte oplevelser med især vandige tyndfilms acrylplastmalevarer. Acrylplasttyndfilmsmaling er efter virksomhedens opfattelse ikke tilstrækkelig vandfast til krævende opgaver, typisk på vandrette opadvendende og nedadvendende flader, hvor der kan samle sig flydende vand gennem længere tid. Dufour har slet ikke tillid til komplette rusthindrende systemer alene baseret på tyndfilms acrylplastmaling. Tyndfilms acrylplastmaling opfattes som en mulighed til slutmaling ovenpå epoxymaling og til reparation af overflader som tidligere er malet med epoxy og polyurethan. Et enkelt rent tykfilms acrylplastsystem synes derimod at fungere.

Rent vandige løsninger er desuden under kommercielt pres, fordi de kræver længere tørretid end traditionelle epoxy- og polyurethanløsninger, og fordi de forudsætter inddækning, hvis der ikke er tale om værkstedsarbejde; begge forhold fordyrer naturligvis arbejdet væsentligt. Endelig er samtlige vandige acrylplastsystemer mindre robuste end traditionelle løsninger; det viser sig som transportskader og liggemærker.

Et eksempel på brugen af vandig tyndfilms acrylplastmaling er FDO’s lagertanke i Fredericia og Kalundborg.

Kunde:

  • FDO.

Stålareal:

  • 80.000 m².

Tilstand før behandling i 2000:

  • tankene var tidligere malet med zinkholdig epoxygrundmaling efterfulgt af klorkautsjukmaling. Tankene var ikke rustne, men i år 2000 var farven falmet meget på grund af kridtning.

Afrensning:

  • waterjetting overalt til fjernelse af det kridtende lag.

Behandlingsopbygning:

  • 1 gang vandig acrylplast tyndfilmsprimer.
  • 1 gang vandig acrylplast topmaling.

Samlet lagtykkelse i alt 120 µm.

Arbejdet foregik over flere år fra 2000 til 2005. Det er ikke en komplet vandig korrosionshindrende løsning, men en levetidsforlængende behandling. I dag fremstår overfladerne perfekte, dog noget kridtende.

FDO’s lagertanke i Kalundborg juli 2009. Tankene rummer omkring 60.000 m³. Den mørke stribe som er markeret på billedet th. er en langsgående fordybning ca. 20 mm dyb og 50 mm bred. Her står der vand i lange perioder, og der samler sig smuds i bunden. Selv på denne vanskelige konstruktionsdetalje var malingen fejlfri.

FDO’s lagertanke i Kalundborg juli 2009. Tankene rummer omkring 60.000 m³. Den mørke stribe som er markeret på billedet th. er en langsgående fordybning ca. 20 mm dyb og 50 mm bred. Her står der vand i lange perioder, og der samler sig smuds i bunden. Selv på denne vanskelige konstruktionsdetalje var malingen fejlfri.

Nedgange for fodgængere ved Tietgensbroen, København

Skagens Sandblæseri A/S i Nakskov udfører dels værkstedsarbejde, arbejder dels mobilt på forskellige opgaver i Danmark. En del af arbejdet omhandler korrosionshindrende maling af stål. På virksomheden i Nakskov har man specialiseret sig i noget ganske andet, nemlig behandling af vindmøllevinger. Man er pt. (2009) i gang med at robotisere denne påføringsproces.

Virksomheden har erfaringer med markedets forskellige systemer til beskyttelse af stål mod korrosion, både opløsningsmiddelholdige og vandige, herunder såvel tykfilm- som tyndfilmsystemer. Man arbejder gerne med vandige systemer, men de kræver under alle omstændigheder inddækning, og i mange tilfælde tillige én eller anden form for klimastyring; det kan være affugtning, ventilation eller opvarmning, alt afhængig af opgaven og især af årstiden.

Skagen har brugt et bestemt tykfilms acrylplastsystem til flere forskellige opgaver. Det nævnte system fremhæves for sin gode evne til at beskytte mod underrust. Det er virksomhedens opfattelse at andre malingleverandører nødig anbefaler deres vandige tyndfilm acrylplastsystemer på stål med mindre underlaget er beskyttet med et zinklag af én eller anden art.

Firmaet så gerne et større udbud af rent vandige, funktionsdygtige systemer på markedet, og undrer sig over leverandørernes tilsyneladende tilbageholdenhed.

Som eksempel på en entreprise udført med et komplet vandigt acrylplast tykfilmsystem nævnes fodgængernedgangene ved Tietgensbroen på Københavns Hovedbanegård. Arbejdet blev udført om sommeren i 2008. Arbejdsstedet blev inddækket, og det var nødvendigt at opsætte en affugter for at fjerne vandet fra malingen. Der var ikke behov for at regulere temperaturen. Firmaet nævner som en særlig fordel ved det vandige system, at det ikke indeholder epoxy, og at publikum under det meste af processen kunne færdes forholdsvis uhindret omkring arbejdsstedet.

Kunde:

  • Bane Danmark.

Stålareal:

  • Ukendt.

Tilstand før behandling i 2008:

  • Tidligere maling, sammensætning ukendt, med afskalninger. Stål med udbredte rustangreb.

Afrensning:

  • Blæserensning af rustne områder til Sa 2½ med efterfølgende
    metallisering. Gelændere blev afmonteret og afrenset på værksted, mens
    vangerne blev blæst på stedet.

Behandlingsopbygning:

  • Sprøjtepåføring af tykfilmsacryl overalt til 70 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med tykfilmsacryl i anden kulør til 100 µm tør film.
  • Sprøjtepåføring med tykfilmsacryl overalt til 140 µm tør film.
  • Udstikning med acrylplast topmaling.
  • Sprøjtepåføring overalt med acrylplast topmaling.

Samlet lagtykkelse minimum 400 µm tør film.

Tilstanden er tilfredsstillende i 2009.

Før og nu. Én af nedgangene under arbejdets udførelse tv. og efter færdiggørelse th. Bemærk den komplette inddækning af arbejdsstedet med stillads og presenning.

Før og nu. Én af nedgangene under arbejdets udførelse tv. og efter færdiggørelse th. Bemærk den komplette inddækning af arbejdsstedet med stillads og presenning.

 



Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.