Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2008

4 Glasemballage

Statistikken omfatter i princippet to opgørelser, der kan henføres til hver sin bekendtgørelse, nemlig affaldsbekendtgørelsen og pantbekendtgørelsen. Historisk har opgørelsen af indsamling og genanvendelse af glasemballage taget afsæt i affaldsbekendtgørelsen. Potentialet er beregnet på baggrund af den glasemballage, der markedsføres på det danske marked og omfatter ikke glasemballage i pant- og retursystem.

I henhold til EU’s emballagedirektiv, der blev implementeret i 1994, skal potentialet opgøres som summen af strømmen af henholdsvis tom og fyldt glasemballage samt strømmen af genpåfyldelige emballager, der genbruges.

Indberetningen til EU omfatter således effekten af affaldsbekendtgørelsen såvel som effekten af pantbekendtgørelsen. På grund af de forskelle, der knytter sig til beregningerne af de to opgørelser er indsamlingsprocenten højere i opgørelsen til EU end for den, der alene beregnes under affaldsbekendtgørelsen.

I dette kapitel præsenteres i afsnit 4.1- 4.5 først beregningen af potentiale og indsamlingsresultatet i henhold til affaldsbekendtgørelsen og i afsnit 4.6 potentiale og indsamlingsresultat baseret på den fremgangsmåde som EU direktivet foreskriver. Her inddrages effekten af det danske pant- og retursystem.

4.1 Beregning af potentiale – Affaldsbekendtgørelsen

4.1.1 Forbrug af vin og spiritus

4.1.1.1 Salg af vin

I 2008 blev der solgt 173,8 mio. liter vin i Danmark mod 167,7 mio. liter i 2007. /1/. Dette er en stigning på 3,6 %. Opgørelsen er beregnet på baggrund af den beskattede mængde vin. Mængden af importeret vin var 197,0 mio. liter (uden fradrag af reeksport). Af denne mængde blev 45,3 % tappet i Danmark mod 44,3 % i 2007 /2/. Mængden af vin solgt i grænsehandel er beregnet til 10 mio. liter[25] /1,3/.

4.1.1.2 Salg af spiritus

Spiritusmængden er opgjort i 40 % alkohol. I 2008 blev der solgt 7,44 mio. liter 100 % alkohol (beskattet) mod 7,76 mio. liter i 2007 – et mindre fald ifht. 2007, /1/. Mængden af spiritus solgt i grænsehandel er beregnet til 2 mio. liter /1,3/.

4.1.1.3 Vin i pap

Andelen af vin i papemballage har tidligere udgjort en lille del af det samlede vinsalg. Tapperibranchen konstaterer en stor efterspørgsel af vin på brik og bag-in-box. Dette gælder særligt vin i én og tre-liter emballage /4/.

Andelen af vin solgt i papemballage (beskattet) er stigende og anslås i 2008, /4/ at ligge på et niveau på 25-30 % i detailleddet - væsentlig lavere (7 %) for BtB - business to business.

Det samlede salg af vin i bag-in-box er beregnet til 20 % af den totale mængde vin (beskattet). Opgjort i liter svarer det til en papemballeret mængde vin på henholdsvis 34,6 mio. liter indkøbt i Danmark og 0,5 mio. liter (5 %) i grænsehandel eller i alt 35,1 mio. liter vin i 2008.

En del af den vin, der importeres på bulk, tappes i papemballage.

Tabel 4.1 Forbrug af vin- og spiritus 2007-2008.
  2007 2008
Mio. liter Vin Spiritus[26] I alt Vin Spiritus[26] I alt
Beskattet 167,7 19,0 186,4 173,8 18,6 192,4
Grænsehandel 10,0 2,0 12,0 10,0 2,0 12,0
Fradrag for vin på pap -30,5   - 30,5 -35,1   - 35,1
Antal mio. liter i alt 147,2 20,7 167,9 148,7 20,6 169,3

Tabel 4.2 Forbrug af vin- og spiritusglasemballage 2007-2008.
  2007 2008
Mængde i tons[27] Vin Spiritus I alt Vin Spiritus I alt
Beskattet mængde 106.210  16.241  122.451 110.073  16.136  126.209
Grænsehandel 6.333 1.733 8.067 6.333 1.733 8.067
Fradrag for vin på pap -19.317   -22.230 -22.230   -22.230
Vægt i alt (tons) 93.227 17.975 111.201 94.177 17.869 112.046

Kilde: Danmarks Statistik /1/, VSOD /2/ og Skatteministeriet /3/

4.1.2 Forbrug af anden glasemballage

Når der ses bort fra pantbelagte øl- og vandflasker fra retursystemet, udgøres hovedparten af den samlede glasemballage i Danmark af vin- og spiritusflasker. For at finde det samlede potentiale af glasemballage, skal glasemballage fra nærings- og nydelsesmiddel- samt medicinalsektoren dog medtages. Mængden af fødevare-, konserves- og medicinglas er hentet fra Emballageforsyningen. Mængden af engangsøl- og vandflasker købt i grænsehandel beregnes med udgangspunkt i oplysninger fra Skatteministeriet /3/.

4.1.3 Det samlede forbrug af glasemballage

Det samlede glasemballagepotentiale i 2008 er vist i Tabel 4.3.

Tabel 4.3 Samlede forbrug af glasemballage. Tons.
Glasemballagetype 2004 2005 2006 2007 2008
Vin- og spiritusflasker (solgt i Danmark) 110.440 107.173 103.464 103.134 103.979
Vin- og spiritusflasker (grænsehandel) 11.883 7.867 8.067 8.067 8.067
Konserves-, fødevare- og medicinglas[28] 38.212 36.287 27.349 27.296 29.056
Engangs øl- og vandflasker (grænsehandel)28 11.015 7.394 4.505 3.883 3.683
Tons i alt 171.550 158.721 143.385 142.380 144.785

Det samlede forbrug af glasemballage for 2008 udgør 144.785 tons, hvilket er en stigning på 2.405 tons eller 1,5 % ifht. 2007.

Mængden af glasemballage til vin- og spiritus solgt i Danmark steg med 845 tons. Mængden har stort set været uændret siden 2004, bl.a på grund af en fortsat vækst i andelen af vin solgt i papemballage.

4.2 Indsamling af glasflasker

4.2.1 Indsamling

Glas og flasker indsamles i dag på tre principielt forskellige måder, nemlig via:

  1. Kommunale indsamlinger
  2. Detailhandel
  3. Restauranter, værtshuse og caféer.
4.2.1.1 Kommunal indsamling

Kommunale indsamlinger kan bestå af en henteordning (husstandsindsamling) eller en bringeordning (flaskecontainere og genbrugsstationer) eller af en kombination heraf. Nogle kommuner har desuden indgået aftale med frivillige organisationer og foreninger, som forestår en del af indsamlingen i kommunen. Det glas, der indsamles kommunalt, består af blandede flasker og emballageglas.

Langt den største mængde skår stammer fra de kommunale indsamlinger. Dels på grund af knusningsgraden i forbindelse med indsamling og håndtering, men også på grund af indsamlingens indhold af andet emballageglas end flasker.

4.2.1.2 Detailhandel

Alle kiosker og dagligvareforretninger, der sælger pantbelagte øl- og vandflasker tager også flaskerne retur. En række supermarkeder tager imidlertid også andre pantbelagte flasker retur. Der er pant på snapseflasker fra V&S Danmark A/S (tidl. De Danske Spritfabrikker) som fx Gl. Dansk, Dansk, Rød Ålborg m.fl., og der er etiketpant på en lang række vine. Der er dog i øjeblikket kun etiketpant på dansk tappede vin- og spiritusflasker.

Flaskehandlerne vurderer, at omkring 80 % af de pantbelagte vin- og spiritusflasker kommer retur gennem detailhandlen, og at yderligere op til 10 % af de pantbelagte flasker indsamles via kommunal indsamling. De sidste 10 % ender i affaldet.

Nogle af de butikker, der tager vin- og spiritusflasker med etiketpant retur, modtager også flasker, som ikke er pantbelagte. Større butikker har flaskeautomater, som udbetaler pant for de flasker automaten modtager og genkender elektronisk - heriblandt nogle, som er belagt med etiketpant i nogle butikskæder men ikke i andre.

4.2.1.3 Restauranter

Restauranter, værtshuse, caféer ol. sælger som regel de tomme vinflasker direkte til en flaskehandler, der igen afsætter glasset til skyllerierne - eventuelt efter forudgående sortering.

4.2.1.4 Sortering

Det indsamlede glas sorteres efterfølgende hos flaskehandlere eller på et af de to flaskeskyllerier, der findes i Danmark. De genbrugelige flasker, der er afsætning for, frasorteres til skylning og genpåfyldning. Omfanget af indsamling og genbrug af flasker beskrives i afsnit 4.2.2.

Den resterende mængde glas defineres som skår, der ved omsmeltning kan benyttes til produktion af nyt glas eller eventuelt andre glasholdige produkter.

Den indsamlede mængde og anvendelsen af skår beskrives i afsnit 4.3 og 4.4.

4.2.1.5 Indsamling af genbrugelige flasker

I Tabel 4.4. præsenteres hovedtal for indsamling i 2008 af glasflasker i Danmark. Flaskemængden indberettes i antal stk.

Tabel 4.4 Indsamling af flasker 2008.
Flasketyper Antal flasker
(1.000 stk)
Andel i % Indsamlet ( i %) via:
Kommunal
ordning
Privat
virksomhed
Sum
DDSF pantflasker 5.408 5,9 3,8 96,2 100
Vin- og spiritusflasker 85.740 93,9 39,7 60,3 100
Diverse flasker 167 0,2 6,0 94,0 100
I alt 91.316 100 38 62 100

Kilde: Indberetninger til statistikken

En række kommuner og affaldsselskaber foretager en grovsortering, hvor hele genbrugelige flasker sorteres fra. De genbrugelige flasker leveres til flaskehandlerne, der normalt finsorterer flaskerne. Ikke genbrugelige flasker og skår eksporteres eller afsættes til skåroparbejdning i Danmark.

I følge indberetningerne fra flaskehandlene havde disse sammenlagt indsamlet 91,3 mio. flasker til sortering.

I 2008 modtog flaskehandlere 38 % af den totalt indsamlede mængde fra kommunale ordninger og 62 % fra private virksomheder og foreninger.

Indsamlingen på 91,3 mio. er mindre end de 100,2 mio. flasker, der blev afsat til genbrug i 2008, jf. Tabel 4.5. Der er således sket en lagerreduktion på 9 mio. flasker.

4.2.1.6 Afstemning

Mængden af flasker som flaskehandlerne sender til skyllerierne, bør ideelt set svare til den mængde, som skyllerierne modtager fra flaskehandlerne. Da der imidlertid foregår en meget stor handel indbyrdes mellem flaskehandlerne kan det være vanskeligt at følge strømmene præcist. For 2008 er der en forskel på knapt 6 mio. flasker. Flaskehandlerne har oplyst, at de sendte 47,7 mio. flasker til skyllerierne og skyllerierne har oplyst, at de modtog 42,0 mio. fra handlerne.

4.2.2 Afsætning til genbrug

4.2.2.1 Flaskemarkedet

Der er en faldende dansk efterspørgsel fra tapperierne på skyllede vin- og spiritusflasker. Dels ligger forbruget af vin og spiritus på et relativt stabilt niveau dels vokser salget af vin i papemballage (bag in box), hvorfor der bliver mindre behov for glasflasker til påfyldning. Dette betyder, at en meget stor andel af de indsamlede og uskyllede flasker bliver eksporteret til genpåfyldning i udlandet.

Ifølge lovbekendtgørelse om afgift på visse detailsalgspakninger mv. /9/ betales en afgift på 1,60 kr. af nyproducerede samt importerede fulde og tomme flasker. Afgiftens størrelse vil blive reguleret med virkning fra 2011.

Virksomheder, der har importeret fyldte flasker fra udlandet, kan imidlertid få godtgjort den erlagte afgift for et tilsvarende antal brugte flasker, der eksporteres til fornyet genbrug i udlandet. Flere virksomheder handler indbyrdes med dokumentation for import af flasker med henblik på eksport af tilsvarende flasketyper og deraf følgende udbetaling af den indbetalte afgift.

Tidligere blev antallet af skyllede flasker på de danske flaskeskyllerier taget som udtryk for flaskegenbruget. Med den stigende eksport af skyllede som uskyllede flasker er den i Danmark skyllede mængde ikke længere et dækkende udtryk for, hvor mange flasker der genpåfyldes og dermed genbruges. Det er således ikke skyllerierne men flaskehandlerne, der står for den samlede eksport.

Flasker til Gl. Dansk og snaps er de eneste spiritusflasker, der indsamles med henblik på genpåfyldning i Danmark.

4.2.2.2 Genbrug af dansk indsamlede vinflasker

Det samlede genbrug af dansk indsamlede vinflasker fremgår af Tabel 4.5 og er oplyst af flaskehandlere og skyllerierne.

Tabel 4.5 Genbrug af dansk indsamlede vinflasker 2008.
  Stk. Tons Pct.
Uskyllede flasker sat på lager (netto) -2.516.769 -1.195  
Skyllede flasker sat på lager (netto) -619.608 -294  
Skyllede flasker solgt i Danmark 25.585.202 12.153  
Dansk genbrug i alt 22.448.825 10.663 22,4
Uskyllede flasker eksporteret 77.801.373 36.956  
Skyllede flasker eksporteret 0 0  
Udenlandsk genbrug 77.801.373 36.956 77,6
Flasker til genbrug i alt 100.250.198 47.619 100

Kilde: Indberetninger til statistikken

Skylleriernes lagerbeholdning var med udgangen af 2008 på 3,1 mio. uskyllede flasker. Der blev genbrugt 100 mio. flasker i 2008, hvilket er en nedgang på knapt 7 mio. flasker ifht. 2007. I alt 78 % af alle vinflasker til genbrug anvendtes i 2008 uden for Danmarks grænser. I 2007 var andelen 73 %.

Figur 4.1 Eksporterede vinflasker

Figur 4.1 Eksporterede vinflasker

Udviklingen i antallet af eksporterede flasker fra 2004 til og med 2008 fremgår af Figur 4.1.

I 2008 eksporteredes 74,9 mio. uskyllede flasker mod 78,3 mio. i 2007. Hverken i 2006, 2007 eller 2008 blev der registreret eksport af skyllede flasker.

Den samlede eksport af flasker faldt med 3,4 mio. stk. i 2008.

4.3 Glasskår

4.3.1 Disponering af skår

Hovedparten af den samlede mængde skår stammer fra kommunale indsamlinger. Det skyldes, at der i de kommunale indsamlinger i modsætning til indsamling hos detailhandlen eller på restauranter m.m. også indsamles andet emballageglas samt ukurante flasker, som ikke indgår i noget pantsystem eller på anden måde kan afsættes til genanvendelse som andet end skår.

Knusning af flasker under skylning forekommer og skyllerierne kalkulerer med et svind på ca. 5 % af inputmængden.

Den del af indsamlingsmængden, der ikke udgøres af genbrugelige flasker, består af skår egnet til omsmeltning eller skår der skal kasseres.

4.3.1.1 Skår til deponering

En del skår kasseres efter indsamling, fordi de er forurenet med keramik, stentøj eller porcelæn, som er ødelæggende for glasproduktionen. De kasserede skår bliver sædvanligvis bragt til deponi.

4.3.2 Indsamling af skår

Oplysninger fra flaskehandlere, flaskeskyllerier og skåroparbejdning viser, at der i 2008 blev indsamlet 96.649[29] tons skår fra emballageglas. Af denne mængde er det beregnet, at bryggeriskår udgjorde 21.117 tons svarende til
22 %.

4.3.2.1 Eksport af skår

Ifølge Danmarks Statistik /7/ bliver eksporterede skår registreret på positionsnummer 70.01.00.10. Det er ikke muligt via Danmarks Statistik at få afklaret, hvorvidt det alene er skår fra emballageglas eller om andet glas også registreres under dette nummer. Det antages dog, at eksport af planglas også kan optræde under denne position.

For året 2008 oplyser Danmarks Statistik, at den eksporterede mængde glasaffald under dette positionsnummer udgør 1.676 tons. Der er typisk en meget stor forskel mellem oplysningen fra Danmarks Statistik og den mængde, som handlerne oplyser jf. nedenfor.

Oplysninger fra virksomheder, der indsamler og oparbejder skår til genanvendelse viser, at der i 2008 blev eksporteret 25.097[30] tons skår. Eksporten af skår androg godt 25 % af den indsamlede emballageskårmængde på 96.649 tons.

4.3.2.2 Skår til deponering

Indberetninger fra flaskehandlere viser, at der blev deponeret 214 tons i 2008. Skyllerierne har ifølge deres egne indberetninger ikke deponeret skår 2008.

Mængden af deponerede skår bør betragtes som et minimum, fordi der ikke er indsamlet oplysninger om al kommunal aktivitet på dette område.

4.4 Genanvendt skårmængde

4.4.1 Anvendelse af skår

Af Tabel 4.6 fremgår det, hvor stor en mængde skår Ardagh Holmegaard modtog i i perioden 2004-2008.

Tabel 4.6 Fordeling mellem skårtyper leveret til Ardagh Holmegaard. Tons.
Skårtyper 2004 2005 2006 2007 2008
Emballageglas fra dansk indsamling 50.964 32.858 36.003 52.039 54.916
Bryggeriskår 6.671 14.464 14.980[31] 12.237 12.250[32]
I alt genanvendt skårmængde i DK 50.964 32.858 50.983 64.277 67.166

Kilde: Ardagh Glass Holmegaard /6/

Udviklingen i mængden af skår fra dansk indsamlet glasemballage leveret til omsmeltning i Danmark er i perioden præget af et kraftigt fald nemlig i 2005. Dels stoppede Ardagh Glass Holmegaard med at modtage særligt forurenede skår til udsortering. Dels stoppede glasværket i perioder for modtagelse af farvede skår fra kommunale indsamlinger, fordi glasværket testede nye grønfarver. Til denne test kunne kommunalt indsamlet skår ikke anvendes. I 2007 modtog glasværket igen større mængder skår fra danske indsamlinger.

I 2008 blev der i alt leveret 67.166 tons skår til Ardagh Holmegaard fra danske indsamlinger inklusive ca. 12.250 tons skår fra bryggerierne.

Figur 4.2 Anvendelsen af indsamlede skår.

Figur 4.2 Anvendelsen af indsamlede skår.

4.5 Resultatoversigt

Genanvendelsesordningernes effektivitet kan vurderes på baggrund af opgørelser over forbrug, indsamling og genanvendelse af glasemballage. Den beregnede effektivitet fremgår af Tabel 4.7.

Tabel 4.7 Effektiviteten af den danske glasindsamling.
  2004 2005 2006 2007 2008
1000 tons Tons
Glasemballageforbrug:          
Vin- og spiritusflasker, heraf: 122,3 115,0 111,5 111,2 112.046
- Vin i grænsehandel 9,0 5,7 6,3 6,3 6.333
- Spiritus i grænsehandel 2,4 2,2 1,7 1,7 1.733
Konserves- og fødevareglas 38,2 36,3 27,3 27,3 29.056
Engangs øl- og vandflasker i grænsehandel 11,0 7,4 4,5 3,9 3.683
Forbrug i alt 171,65) 158,7 143,3 142,4 144.785
           
Indsamling af glasemballage:          
Genbrugte flasker i Danmark 25,0 20,1 11,6 13,6 10.633
Genbrugelige flasker eksporteret 33,7 36,2 34,0 37,2 36.956
Genanvendte skår 51,0 32,8 43,2 52,0 54.916
Eksport af skår 21,8 30,1 31,7 22,1 25.097
Deponerede skår 1) 0,5 0,3 0,4 0,3 214
Indsamlet i alt 132,0 119,6 120,9 125,2 127.816
Genanvendt i alt 131,5 119,3 120,5 124,9 127.602
Flasker og glas i affald 2) 39,6 39,2 22,8 17,2 16.969
Indsamlingsprocent 77 % 75 % 84 % 88 % 88 %
Genpåfyldningsprocent 3) 34 % 35 % 32 % 36 % 33 %
Genanvendelsesprocent 4) 77 % 75 % 84 % 88 % 88 %

1) Heri er kun medtaget den mængde skår, som flaskehandlerne og flaskeskyllerierne har oplyst at have sendt til deponering.
2) Mængden af flasker og glas i det almindelige renovationsaffald er beregnet ved at trække den totalt indsamlede mængde fra det totale forbrug.
3) Omfatter den del af det samlede forbrug, der genpåfyldes i Danmark eller udland.
4) Indeholder den procentdel af det totale glas- og flaskeforbrug, der genpåfyldes eller genanvendes ved omsmeltning (indeholder ikke emballager omfattet af pant- og retursystemet).

I 2008 steg forbruget af glasemballage svagt ifht. til 2007. Årsagen hertil var en mindre stigning i forbruget af konserves- og fødevareglas samt af vin– og spiritusflasker.

Indsamlingsmængden steg med 2.600 tons ifht. 2007. Indsamlingsprocenten i 2008 var uændret på 88 %.

4.6 Data til EU indberetning

I henhold til direktivet om emballage og emballageaffald (94/62/EF) og EU-Kommissionens beslutning af 3. februar 1997 (97/138/EF) skal Miljøstyrelsen foretage en særlig indberetning til kommissionen.

4.6.1.1 Emballageforsyningsmængden

Forsyningsmængden af glasemballage og dermed den potentielle

affaldsmængde opgøres i dette afsnit ved en kortlægning af tre emballagestrømme:

  • Strømmen af tom emballage
  • Strømmen af fyldt emballage
  • Strømmen af genpåfyldelige emballager, der genbruges.

Tom emballage defineres som summen af nyproduktionen af glasemballage i Danmark, mængden af nye tilførte pantbelagte øl- og vandflasker samt mængden af skyllede vin- og spiritusflasker anvendt i Danmark. Der reguleres for udenrigshandel. Mængden af skyllede vin- og spiritusflasker opgøres via det indberetningsskema, der hvert år udsendes til de danske flaskeskyllerier.

Tabel 4.8 Glasemballage markedsført i Danmark. Tons.
Glasemballage på markedet 2004 2005 2006 2007 2008
Dansk genbrug af flasker[33] 25.039 20.093 11.642 13.631 10.633
Ny danskproduceret glasemballage 147.364 171.508 156.174 109.033 173.695
Produktion af tom emballage 172.403 191.601 167.816[34]) 122.664 184.328
Import af tom og fyldt emballage 182.779 250.587 261.041 281.189 168.463
Eksport af tom og fyldt emballage 220.631 323.246 328.334 298.619 251.857
Samlet glasemballagemængde 134.551 118.942 100.523 105.234 100.828

Anm.: Glasemballage på det danske marked jf. krav til opgørelser iht. Emballagedirektivet
Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2008 /5/

4.6.1.2 Returflasker

Det er frivilligt, hvorvidt medlemslandene vil udfylde oplysninger om anvendelse af genbrugsemballage. Hvis det vælges, skal genbrugsemballagen ifølge Kommissionen opgøres særskilt. Til genbrugsemballagen medregnes pantbelagte øl- og vandflasker i cirkulation.

I Tabel 4.9 fremgår beholdningen af genbrugsenheder. I tallet indgår en sikkerhedsbeholdning af flasker på en femtedel af den totale beholdning.

Tabel 4.9 Retur- og genbrugsemballage af glas 2008.
Produkt Vægt pr.
 enhed
[kg]
Beholdningen af
genbrugs-
enheder
(1.000 stk.)
Gennem-
snitligt årligt
triptal
Levetid
(år)
Ølflasker 0,300 144.412 5 5-6
Sodavandsflasker 0,200 29.043 6 5-6
I alt   173.455    

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2008 /5/

I Tabel 4.10 er vist det årlige forbrug af retur- og genbrugsemballage opgjort i antal enheder og i vægt. Antal brug fås ved at gange beholdningen med triptallet.

Tabel 4.10 Forbrug af retur- og genbrugsemballage af glas 2008.
Produkt Vægt pr.
 enhed
(kg)
Antal brug
pr. år
(1.000 stk)
Årligt
forbrug i
(tons)
Ølflasker 0,300 722.060 216.618
Sodavandsflasker 0,200 174.258 34.852
I alt   896.318 251.470

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2008 /5/

Der var knapt 897 mio. brug af retur- og genbrugsemballage i glas. Hvis denne anvendelse blev udgjort af engangsemballage svarer det til en affaldsmængde på ca. 250.000 tons med de anførte flaskevægte.

Hvis der ikke blev anvendt genpåfyldelige øl- og vandflasker, ville man i stedet anvende tynde engangsflasker. I en rapport fra Miljøstyrelsen /10/ har Árdagh Holmegaard anbefalet, at der ved beregninger i forhold til engangsflasker af glas tages udgangspunkt i DS 9515 (svarende til de små buttede eksportflasker). Disse flasker vejer 160 gram.

Med ovennævnte forbrug, ville dette have givet en affaldsmængde på godt 143.000 tons emballage fra øl og vand i engangsflaske i glas. Det betyder, at tilstedeværelsen af øl- og vandflasker i retursystemet i 2008 mindskede affaldsmængden med netop disse ca. 143.000 tons skår.

4.6.1.3 Indsamlet mængde

For at opfylde Kommissionens krav til indberetning, at det nødvendigt at opgøre:

  • mængden af eksporterede skår til genanvendelse
  • genbrugte vin- og spiritusflasker
  • mængden af skår fra disse
  • mængden af bryggeriskår der genanvendes i Danmark.

Summen af disse oplysninger giver mængden af den genanvendte glasemballage, og denne mængde skal opdeles i henholdsvis genanvendt glas i Danmark og genanvendt glas uden for landets grænser.

Det skal bemærkes, at der i den indsamlede mængde, der indberettes til EU, medtages bryggeriskår til omsmeltning - i modsætning til den opgørelse der er præsenteret i Tabel 4.7. Dette modsvarer, at der i indberetningen til EU ligeledes medtages nye tilførte øl- og vandflasker i opgørelsen af det samlede potentiale, se Tabel 4.8.

Endelig er opgørelsen af den deponerede mængde skår nødvendig for at få et fuldstændigt billede af den samlede mængde glasemballage, der er indsamlet - set i forhold til den samlede forsyningsmængde. Det bliver herefter muligt at opgøre både den genanvendte og den indsamlede mængde, hvilket fremgår af Tabel 4.11.

Det skal bemærkes, at mængden af deponerede skår kun omfatter den mængde, som flaskehandlere og skyllerier deponerer. Den mængde skår, som andre aktører sender til deponering er ikke medtaget. Det indebærer, at indsamlingen af skår reelt vil være væsentlig større, end hvad der fremgår nedenfor, hvilket naturligvis vil påvirke indsamlingsprocenten i opadgående retning.

Tabel 4.11 Flaske- og skårmængde. EU-indberetning. Tons.
Glasemballage 2004 2005 2006 2007 2008
Eksport af skår til omsmeltning 21.774 22.48735 25.36535 24.99435 13.24835
Flasker eksporteret til genbrug 33.708 36.198 34.012 37.212 36.956
Genbrug af flasker i DK 25.039 20.093 11.642 13.631 10.633
Danske skår til omsmeltning 50.964 25.22735 36.955[35] 47.06435 48.79235
Bryggeriskår til omsmeltning 6.671 14.464 14.980 12.237 12.250
Genanvendt i alt 138.156 118.46936 122.954[36] 135.13836 121.87936
% af samlet forsyningsmængde 102,7 % 99,6 % 121,9 % 128,2 % 120,9 %
Skår deponeret efter indsamling 526 292 369 257 214
Indsamlet glasemballage i alt 138.682 118.761 123.323 135.395 122.093

Der er anvendt en forsyning af glasemballage (2008) på 100.828 tons jf. Tabel 4.8.

Følgende data indgår i indberetningen til EU kommissionen for 2008.

Tabel 4.12 Data til EU indberetning for 2008. Tons
  Forsyning Genanvendelse Effektivitet
Glasemballage 100.828 121.879 120,9

Potentialet for glasemballage i 2008 opgjort alene med udgangspunkt i Affaldsbekendtgørelsen er beregnet til 144.785 tons jf Tabel 4.7. Vurderes potentialet i forhold til kravene for EU-indberetningen, fås 100.828 tons. Forskellen skyldes modsatrettede forhold som kort er nævnt nedenfor.

Affaldsbekendtgørelsen:

  • Til- og afgang af øl- og vandflasker i retur- og pantsystemet indgår ikke.

EU-direktivet:

  • Grænsehandelen indgår ikke
  • Der tages ikke højde for hvor mange gange en genbrugsflaske tripper
  • Der er knyttet en større usikkerhed til beregningen af potentialet for glasemballage end hvad der gælder for andre emballagematerialer.

De to potentialer er følgelig ikke direkte sammenlignelige, hvilket også giver sig udtryk i indsamlingseffektiviteten.

Der er tale om en effektivitet på over 100 %.

4.7 Datakvalitet

Statistikken for glasemballage 2008 bygger på flere datakilder. Kvaliteten af de data, der har indflydelse på statistikken, beskrives nedenfor.

4.7.1.1 Beregning af potentialet for glasemballage

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra Danmarks Statistik, VSOD, Skatteministeriet og Emballageforsyningen i Danmark 2008.

Importen af vin fordelt på bulk og flasker fås af VSOD. Forbruget af alkoholholdige varer solgt i Danmark opgøres tillige af Danmarks Statistik.

Usikkerheden er primært knyttet til vurderingen af, hvor stor en andel vin der sælges på papemballage. Oplysninger fra branchen vurderede, at andelen i 2006, 2007 og 2008 udgjorde henholdsvis 15 %, 18 % og 20 % af salget på det danske marked. I 2008 svarede de 20 % til en mængde på 35 mio. liter vin på flaske eller eller 22.000 tons glasemballage. Det er således usikkerheden på denne størrelse, der skal vurderes. Tapperierne oplyser, at salget af vin på tre og fem liter i bag-in-box papemballage er stigende i detailhandelsleddet.

Omfanget af vin og spiritus i grænsehandel er skønnet af Skatteministeriet i den seneste statusrapport om grænsehandel (2006). Størrelsen er i statistikken beregnet til 8.067 tons glasemballage i 2006. Samme tonnage er anvendt for 2007 og 2008.

Omfanget af øl og vand på engangsflaske i grænsehandel er bestemt ud fra en gennemsnitsbetragtning baseret på oplysninger fra Skatteministeriets statusrapport om grænsehandelen 2006.

Skatteministeriet nævner, at der er knyttet usikkerhed til beregningen. Ministeriet anfører, at ølsalg i grænsehandelen ventes at udgøre 85 mio. liter øl i 2007 mod 100 mio. liter i 2006. For 2008 er der regnet med 80 mio.For vand i grænsehandel har ministeriet fastlagt niveauet til 93 mio. liter i 2007 mod 107 mio liter i 2006. De 93 mio. liter er fastholdt for 2008.

Mængden af øl og vand solgt i grænsehandel er anslået til knap 172 mio. liter. Det er antaget at 90 % af øl og 85 % af vand solgt i grænsehandel tappes på dåse. De resterende henholdsvis 10 % og 15 % tappes på glasflaske. Halvdelen af ølmængden tappes på engangsflaske. Som det fremgår af ovenstående, er beregningerne baseret på antagelser. For det første er det samlede volumen en usikker størrelse. For det andet er fordelingen mellem salg på dåse og flaske et bedste bud. De faste procentfordelinger medfører endvidere, at når salget af øl i grænsehandel stiger, så stiger salget af øl på engangsflaske og vice versa. I beregningerne tages der således ikke højde for, at der kan ske et skift i valg af emballage. Den beskrevne fremgangsmåde er anvendt siden 1999.

Oplysninger om anden glasemballage end flasker hentes fra ”Emballageforsyningen i Danmark 2008”, hvor denne størrelse beregnes på baggrund af data fra Danmarks Statistik. For en beskrivelse af usikkerheden henvises til kilden.

4.7.1.2 Beregning af indsamlingen af glasemballage

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra indberetningsskemaer, der for 2008 kun er udsendt til flaskehandlere og flaskeskyllerier. Tidligere indgik også oplysninger om kommunernes skårmængder, hvilket ikke sker længere. De manglende oplysninger fra kommunerne betyder, at den deponerede skårmængde i 2008 er undervurderet. Betydningen af de manglende oplysninger om kommunernes håndtering af skår vurderes at være lille.

Alle skyllerier indgår i statistikken og det vurderes, at det samme gælder for flaskehandlere. Kvaliteten af oplysningerne er svingende men generelt tilfredsstillende, idet branchen er domineret af få meget store virksomheder, der har en god registrering. For 2008 er der konstateret en afvigelse på 13 % regnet på skylleriernes indkøb fra flaskehandlerne - mellem den mængde, som flaskehandlerne oplyser de sælger til skyllerierne, og den mængde, som skyllerierne oplyser de køber fra flaskehandlerne.

Visse flaskehandlere lagerfører uskyllede flasker. Flaskehandlerne bliver bedt om at oplyse om ændring i lagerbeholdningen af uskyllede flasker. Oplysninger herom har forbedret opgørelsen af indsamlingen af flasker.

Usikkerheden på beregningen af glaspotentialet knytter sig bl.a. til vægtenheden. Alle data vedrørende flasker indberettes i antal stk. Der omregnes med en flaskevægt på 475 gram pr. flaske i gennemsnit. Fordelingen mellem vinflasker og spiritusflasker i indsamlingen kendes ikke. Hvis forholdet i indsamlingen (se Tabel 4.4) er den samme som i potentialet, udgør spiritusflasker 16 %. Anvendes fordelingen som i potentialeberegningen (med en flaskevægt for vin på 475 gram og for spiritus på 650 gram) fås en stigning i indsamlingsmængden på 2.735 tons eller knapt 6 %.

4.7.1.3 Beregning af indsamlet skårmængde

Beregningen gennemføres ved primært at anvende data fra indberetningsskemaerne. Beregningen suppleres og korrigeres eventuelt på baggrund af oplysninger fra Ardagh Glass Holmegaard og Reiling.

Fra indberetningsskemaerne modtages data for skårmængden og disponeringen heraf. Den mængde, som de indberettende virksomheder oplyser, at de transporterede til Ardagh Glass Holmegaard i 2008 stemmer stort set overens med den mængde, som glasværket registrerer. Normalt bør der være en difference som skyldes manglende oplysninger fra en række kommuner, tapperier mv.

4.7.1.4 Eksport af skår

Beregningen gennemføres ved at anvende data fra indberetningsskemaerne. Der sammenholdes med oplysninger fra Danmarks Statistik. Den eksporterede mængde er opgjort til 25.097 tons i 2008. Danmarks Statistiks udenrigshandelsstatistik viser en eksport på 1.676 tons. Der er således en stor forskel mellem de to opgørelser. I statistikken er der regnet med data fra flaskehandlernes og skåreksportørernes indberetninger. Der er knyttet usikkerhed til opgørelsen af eksporterede skår. Et forhold der har betydning for beregningen af den genanvendte og indsamlede glasmængde.

4.7.1.5 Vægt af flasker

Branchen besluttede i efteråret 1992 at benytte en gennemsnitlig flaskevægt på 475 gram for vinflasker og 650 gram for spiritusflasker. Det er disse gennemsnitlige flaskevægte, der er benyttet i statistikken. Der er fra branchens side ikke givet udtryk for, at flaskevægtene, trods forekomst af letvægtede flasker på 300 gram, skal justeres endnu. Udviklingen i resten af Europa tyder dog på, at man på lidt længere sigt må forvente, at flaskevægtene vil falde.

4.7.1.6 Indberetninger til EU

Opgørelsen af tomme og fyldte emballager i afsnit 6.4 stammer fra ”Emballageforsyningen i Danmark 2008, hvor usikkerheden også er beskrevet.

4.7.1.7 Samlet vurdering

Statistikken for glasemballage 2008 vurderes som helhed at være dækkende og pålidelig. Dækkende fordi alle væsentlige flaskehandlere og alle flaskeskyllerier indgår i statistikken. Pålidelig fordi de indsamlede oplysninger viser god indbyrdes konsistens.

Den største usikkerhed knytter sig primært til vurderingen af omfanget af grænsehandlen og i en vis udstrækning også til den eksporterede skårmængde. Navnlig den stigende eksport af skår har fået betydning for beregningen af det samlede potentiale for glasemballagen og dermed for beregningen af indsamlings- og genanvendelsesprocenten. Da formålet med statistikken bl.a. er at kunne vurdere aktiviteterne på genanvendelsesområdet, må betydningen af denne usikkerhed ikke undervurderes.

4.8 Referencer

/1/ Statistik over import af vin og spiritus 2008, VSOD, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark.

/2/ Forbrug og salg af alkohol og tobak 2005-2008. Statistikbanken www.statistikbanken.dk, Danmarks Statistik.

/3/ Status over grænsehandel, Skatteministeriet, juni 2006.

/4/ V&S Wine A/S (data fra AC Nielsen Markedsanalyse), 2008.

/5/ Emballageforsyningen i Danmark 2008, Miljøprojekt, Miljøstyrelsen, 2010.

/6/ Oplysninger om skårmængder modtaget til omsmeltning af Ardagh Glass Holmegaard for 2008.

/7/ Udenrigshandelen 2008, Danmarks Statistik.

/8/ Tidligere års statistikker:

Statistik for glasemballage 2002, Miljøprojekt 935, Miljøstyrelsen 2004.

Statistik for glasemballage 2003, Miljøprojekt 1012, Miljøstyrelsen 2005.

Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2004, Miljøprojekt 1129, Miljøstyrelsen 2006.

Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2005, Miljøprojekt 1166, Miljøstyrelsen 2007.

Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2006, Miljøprojekt 1232, Miljøstyrelsen 2008.

Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2007, Miljøprojekt 1300, Miljøstyrelsen 2009.

/9/ Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 13. februar, 2001 af lov om afgift af visse emballager, poser, engangsservice og pvc-folier.

/10/ Miljømæssig kortlægning af emballager til øl og læskedrikke, Arbejdsrapport nr. 71 Delrapport 2, Miljøstyrelsen 1995.


[25] SKAT har ikke opdateret rapporten om af grænsehandelen i 2007 hhv. 2008. Der er derfor anvendt oplysninger for året 2006. Oplysninger om grænsehandel kan findes i Statistikbanken i Danmarks Statistik, der ligeledes anvender data fra SKAT.

[26] Ved en alkoholprocent på 40.

[27] Omregning fra volumen til tonnage sker ved først at omregne volumen til antal flasker hvor voluminet i en flaske sættes til 0,75 cl. Antal flasker omregnes til tonnage ved at sætte vægten af en vinflaske til 0,475 kg og vægten af en spiritusflaske til 0,650 kg.

[28] Oplysninger fra Emballageforsyningen i Danmark /5/.

[29] Af mængden på 96.649 tons indsamlede flaskehandlere og skyllerier 44.435 tons i 2008. 4.386 tons blev ført på lager. I alt 92.263 tons (96.649-34.386) blev anvendt i Danmark eller eksporteret jf afsnit 4.4.1.

[30] Det er ikke muligt at vurdere sammensætningen af den eksporterede skårmængde. Det antages at bryggeriskår udgør en mindre del.

[31] Mængden er forøget med 7.238 tons som følge af en omklasssificering af skår.

[32] Mængden er anslået ud fra forbruget i 2007. På grund af Ardaghs frasalg af skåroparbejdningsanlægget i 2008 har det ikke været muligt at få adgang til detaljerede data vedr. bryggeriskår.

[33] Jf. Tabel 4.5

[34] Revideret ifht Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2006.

[35] Fratrukket effekten af grænsehandelsskår dvs 50 % af )8.067 + 3.683 = 11.749) tons i 2008 jf. Tabel 4.3.

[36] Effekten af grænsehandelen fratrukket den indsamlede mængde til genanvendelse (54.666 tons). Grænsehandelen i 2008 er beregnet til 11.749 tons jf. fodnote 35. Det er forudsat at hele forsyningsmængden af glasemballage i grænsehandel indsamles.

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.