Affaldsstatistik 2007 og 2008

2 Genanvendelse

2.1 Genanvendelse af affald fordelt på fraktioner

Tabel 2.1. Genanvendelse af affald fra direkte kilder samt fra enkelte anlægskilder i 1996 - 2008, opdelt på affaldsfraktioner, angivet i tusinde tons.

Billede: Tabel 2.1. Genanvendelse af affald fra direkte kilder samt fra enkelte anlægskilder i 1996 - 2008, opdelt på affaldsfraktioner, angivet i tusinde tons.

Kilder: ISAG og (1) Genvindingsindustrien og andre større skrothandlere. Der er foretaget korrektion for jern og metal fraført affaldsforbrændingsanlæg for at undgå dobbeltregistrering. (2) DONG Energy og Vattenfall. (3) Indberetninger til Miljøstyrelsen om spildevandsslam fra kommunale rensningsanlæg. De seneste publicerede oplysninger om spildevandsslam er fra 2005. På grund af ændrede rutiner til indberetning om oplysninger om spildevandsslam er antallet af indberetninger for 2005 væsentlig mindre end for de tidligere år, og på grund af usikkerheden i datamaterialet for 2005 er det valgt i denne statistik at tage udgangspunkt i data fra 2002, jf. Miljøstyrelsens slamstatistik. Mængden af spildevandsslam (samt øvrigt slam) er angivet i vådvægt, dog er spildevandsslam til mineralisering fra og med 2001 omregnet fra et tørstofindhold på 1,5 % til et tørstofindhold på 20 %. (4) Der er foretaget en korrektion af Jern og Metal tallet for 2006, idet der i Affaldsstatistik 2006 var anført en mængde på 723 tons. Denne mængde er nu rettet til 643 tons. (5) Opgørelsen af slam, som angivet ovenfor, er konsekvensrettet for årene 2004, 2005 og 2006, og er dermed bragt i overensstemmelse med opgørelsesmetoden de foregående år. For en nærmere uddybning af emballagetallene henvises til seneste emballagestatistik.

Tabel 2.1 viser affaldsfraktioner, der udsorteres til genanvendelse i form af oparbejdning, kompostering eller bioforgasning i perioden 1996 - 2008. I Bilag B, Tabel B1 til B6 ses en mere detaljeret opgørelse over genanvendelse af papir, plast, glas, jern og metalskrot og organisk affald.

I det omfang affald er eksporteret direkte fra affaldsproducerende virksomheder, fremgår det ikke af Tabel 2.1, som er baseret på de affaldsmængder, der vejes ind på danske affaldsbehandlingsanlæg. Dog er oplysninger om restprodukter fra kulfyrede kraftværker, slam fra kommunale rensningsanlæg, samt jern og metal, indhentet hos kraftværkerne, rensningsanlæggene samt hos genvindingsindustrien og andre større skrothandlere.

Det fremgår af Tabel 2.1, at der i 2008 blev genanvendt 11,0 mio. tons affald, hvilket er 1 % eller 105.000 tons mere end i 2006. Der er således tale om forholdsvis stabilt indsamlede mængder i perioden 2006, 2007 og 2008.

Der er i perioden 2006 til 2008 sket en stigning i mængden af plast udsorteret til genanvendelse. En forklaring på dette kan være, at borgerne er begyndt at benytte de kommunale indsamlingsordninger for plast.

I 2008 er mængden af jern og metal til genanvendelse steget markant: det skyldes primært, at en virksomhed har øget deres indberetning med 350.000 tons. Virksomheden har indberettet til ISAG siden 2007 og her var den indberettede mængde for lav, mens 2008 tallet er korrekt.

For et mere præcist og detaljeret billede af indsamling og genanvendelse af emballager af bl.a. papir, pap, plast og glas henvises til emballagestatistikken[6]. Emballagestatistikken er baseret på data fra mange kilder herunder oplysninger om eksport af brugt emballage direkte fra virksomhederne.


[6] Miljøprojekt, 1300, 2009, Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2009

 



Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.