Emballageforsyningen i Danmark 2008

4 Import og eksport af fyldte emballager

Den anden halvdel af opgørelsen over den samlede indenlandske emballageforsyning stammer fra den tilgang og adgang af emballager, der finder sted gennem import og eksport af emballerede varer. En del af den indenlandske forsyning af tom emballage forlader landet igen i form af eksport af emballerede produkter. Tilsvarende ankommer en emballagemængde her til landet i forbindelse med import af emballerede produkter, som så forbruges her i landet. Ved en eventuel re-eksport af emballerede produkter vil emballagemængden optræde både i import- og eksportopgørelsen.

For at komme frem til den samlede danske emballageforsyning er opgørelsen af netto-emballageforsyningen gennem udenrigshandel med emballerede produkter tillagt den indenlandske forsyning af tom emballage.

Opgørelsen af emballagebidraget fra udenrigshandelen er foretaget ved at gennemgå samtlige 9.200 varepositioner i udenrigshandelsstatistikken, som er indeholdt i 2008-statistikken. For hver vareposition er emballageanvendelsen vurderet m.h.t. vægt pr. emballeret enhed, antal enheder pr. emballage, vægt af emballage samt anvendte emballagematerialer. Emballageanvendelsen er opdelt i salgs- og transportemballager.

Det forudsættes, at alle produkter under samme vareposition emballeres på samme måde uanset, om det drejer sig om import eller eksport. Denne forudsætning holder i de fleste tilfælde, idet enten eksporten eller importen klart er tonnagemæssigt dominerende for hver enkelt vareposition. For langt de fleste positioners vedkommende er eksporten meget beskeden, eftersom der ikke er nogen produktion her i landet af de aktuelle produkter.

Det skal pointeres, at private forbrugeres indkøb ved grænsehandel ikke optræder i opgørelsen. Det vil sige, at den emballagemængde, som kommer til landet gennem privates indkøb i Tyskland, ikke er med i opgørelsen. På tilsvarende vis registreres svenskeres indkøb her i landet ikke, hvorved den emballagemængde de tager med hjem, i opgørelsen figurerer som om, den ender i Danmark.

For træpallernes vedkommende er det nødvendigt at opbygge en særskilt beregningsmodel, hvor det for hver enkelt vareposition angives i hvilken udstrækning, der benyttes paller til import og eksport af varer og i givet fald, hvilken type palle der er tale om – engangspaller eller returpaller. I modsætning til den øvrige opgørelse af forsyningsmængden af fyldte emballager er det her nødvendigt at foretage opgørelsen separat for importen og eksporten, idet der kan være en stor forskel på, hvorledes importen og eksporten af samme vare bliver palleteret på. Eksempelvis kommer det meste import fra Fjernøsten lastet i containere uden brug af paller. Mens danske virksomheder i stor udstrækning bruger paller til eksport for derigennem at lette håndteringen. Ved eksport til oversøiske markeder benyttes i stor udstrækning engangspaller, idet man ikke kan få returpaller tilbage igen. Ved udenrigshandel inden for EU´s grænser anvendes der som regel genbrugspaller, med mindre der er tale om produkter med atypiske dimensioner som f.eks. møbler og byggematerialer.

Genbrugspaller skal bortskaffes efter gennemsnitligt 10 cirkulationsomgange. Derfor skal hver 10. af det samlede antal returpaller, der kommer her til landet, kasseres her i landet. Tilsvarende skal hver 10. returpalle, der eksporteres, bortskaffes i udlandet og kommer derfor ikke retur til Danmark.

I palleteringsmodellen er anvendelsen af paller for alle 9.200 varepositioner fastlagt separat for importen og eksporten. På basis af forsyningsmængdetal samt nøgletal for, hvor mange kg der er på hver palle samt typen af den anvendte palle, udregnes den samlede forsyningsmængde af træpaller gennem udenrigshandel med fyldte emballager.

På nedenstående skema ses de opgjorte palleforsyningstal for udenrigshandelen med varer for 2008:

Figur 18: Forsyning af fyldte træpaller
Palletype Import, tons, 2008 Eksport, tons, 2008
Engangspaller 107.737 189.053
Returpaller 46.010 50.225
I alt 153.747 239.278
Netto-eksport af paller   -85.531

Dette betyder, at der fra Danmark eksporteres ca. 85.500 tons træpaller mere til udlandet, som så skal bortskaffes der og ikke i Danmark, end der kommer til landet og skal bortskaffes her. Af netto-eksportmængden af træpaller udgøres de 95% af engangspaller og de 5% af returpaller.

Forsyningsmængden af de øvrige fyldte træemballager som f.eks. trækasser opgøres på samme måde som for de andre emballagematerialer.

Forsyningsmængden af træemballager består således af følgende 2 komponenter:

  • Forsyning gennem udenrigshandel med fyldte emballager af træpaller
  • Forsyning gennem udenrigshandel med fyldte emballager af øvrige træemballager

Den samlede netto-forsyning af emballager i forbindelse med udenrigshandelen fordelt på hovedmaterialegrupperne fremgår af nedenstående skema:

Figur 19: Forsyning af fyldte emballager fordelt på hovedmaterialer
Emballagematerialer Import, tons Eksport, tons Netto-forsyning, tons
Papir og pap, i alt 260.591 239.616 20.976
Glas, i alt 125.966 128.009 -2.043
Plast, i alt 146.457 126.357 20.101
Metal, i alt 46.222 91.066 -44.844
Tekstiler, i alt 1.844 790 1.054
Træ, paller 153.747 239.278 -85.531
Træ, øvrige emballager 17.724 8.930 8.794
I alt 752.552 834.046 -81.495

Total set er der tale om små netto-forsyningsmængder. Når pallerne er medregnet, bliver der således eksporteret 81.495 tons mere emballage gennem emballerede produkter, end der importeres. Forrige år var netto-forsyningsmængden af fyldte emballager på godt -48.000 tons.

I nedenstående skema er de samme mængder fordelt ud på de enkelte emballagematerialer:

Figur 20: Forsyning af fyldte emballager fordelt på materialer
Forsyning af fyldte emballager fra udenrigshandel
Emballagematerialer Import, tons Eksport, tons Netto-forsyning, tons
Bølgepap 185.646 165.005 20.640
Andet pap 48.819 49.583 -764
Papir 22.877 21.102 1.775
Papir og pap, i alt 225.926 208.307 17.619
Laminat-pap 3.250 3.925 -675
Glas 125.966 128.009 -2.043
PVC 850 577 272
PP 11.263 7.751 3.512
PS 5.599 4.526 1.073
EPS 15.182 9.579 5.603
Laminat-plast 8.612 9.769 -1.158
PET 16.591 16.596 -5
HDPE 33.897 26.054 7.843
LDPE 52.755 46.960 5.796
Anden plast 1.708 4.544 -2.836
Aluminium 11.072 32.651 -21.579
Hvidblik 35.150 58.416 -23.265
Tekstiler 1.844 790 1.054
Træ 171.471 248.209 -76.738
I alt 752.552 834.046 -81.495

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.