| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kviksølv i energisparepærer og lysstofrør
6 Diskussion og konklusion
Kviksølv er et metal, som er flydende ved normalt tryk og temperatur, og det optræder som en tung, lugtfri sølvglinsende væske, der har et relativt højt damptryk ved stuetemperatur. Det er især kviksølvdampe, der udgør et sundhedsmæssigt problem, idet en stor del af kviksølvdampene optages gennem lungerne ved indånding, hvorimod optagelsen af det tungtopløselige og inerte metalliske kviksølv gennem huden og via mave-tarm kanalen er minimal. Kviksølvdamp kan desuden let og hurtigt passere blod-hjerne barrieren og moderkagen, og dermed kan centralnervesystemet og det ufødte barn påvirkes. Længerevarende påvirkning af centralnervesystemet kan medføre symptomer såsom håndrystelser og hukommelsestab.
I energisparepærer/lysstofrør anvendes kviksølv enten i form af en HgFe forbindelse, i form af amalgamer eller i form af metallisk kviksølv. Dette kviksølv på fast eller flydende form vil være i ligevægt med kviksølv på dampform. Der vil derfor være en lille mængde kviksølv på dampform inde i lyskilden, og det er dette kviksølv på dampform, der er med til at få lyskilden til at lyse.
Hvis en eller flere energisparepærer eller lysstofrør går itu i hjemmet, vil der blive frigjort usynlig og lugtfri kviksølvdamp til indeluften, så længe resterne af lyskilden/lyskilderne ikke er fuldstændig fjernet. Kviksølvdampe er syv gange tungere end luft og vil fordele sig langs gulvet i et rum med utilstrækkelig ventilation.
Det er i denne rapport undersøgt om den mængde kviksølv, der findes i energisparepærer/lysstofrør kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, hvis en lyskilde skulle gå itu i hjemmet. Der er foretaget en vurdering af risikoen på kort sigt (30 minutters oprydning) og på længere sigt, hvis der ikke ryddes ordentligt op efter et uheld med en ituslået lyskilde.
Der er foretaget en worst-case beregning af koncentrationerne af kviksølvdamp i indåndingszonen ved uheld med ituslåede lyskilder med forskellige indholdsmængder af kviksølv. Beregningerne, der også tager højde for ventilation, viser, at koncentrationerne af kviksølv i indåndingszonen, når der ryddes op, overstiger DNELkort-værdien (den beregnede koncentration uden effekter), hvilket betyder, at der kan være tale om sundhedsmæssige effekter ved udsættelsen for kviksølvdampene. Beregningsmodellen indeholder dog flere usikkerheder. Der er tale om worst-case beregninger og DNELkort-værdien er beregnet på data for en eksponeringstid på et par timer. Herudover viser beregningsmodellen, at kraftig udluftning er en vigtig faktor i forhold til at reducere niveauet af kviksølvdampe til ikke sundhedsskadelige niveauer i indåndingszonen. Det at få fjernet selve kilden til forureningen – den ituslåede lyskilde – så hurtigt som muligt, er også af væsentlig betydning.
Konklusionen er derfor, at når der tages højde for de nævnte usikkerheder og antagelser, så er der ikke risiko for sundhedsskadelige effekter ved kort tids udsættelse for kviksølv, når en kviksølvholdig pære/lysstofrør går itu, hvis resterne samles op med det samme og der luftes ud med det samme.
Afdampning af kviksølv vil kunne ske, så længe der er kviksølvrester tilbage i lokalet.
For længerevarende udsættelse af kviksølv i hjemmet har det ikke været muligt indenfor rammerne for dette projekt at foretage en beregning af koncentrationen af kviksølv i hjemmet, da det afhænger af mange faktorer som ventilation, hvor godt der er ryddet op osv. Derfor er DNELlangtids-værdi sammenlignet med koncentrationer af kviksølvdampe, der er målt ved forsøg, foretaget efter oprydning af ituslåede energisparepærer. Disse koncentrationer stammer fra diverse forsøg fundet i litteraturen.
I litteraturen beskrives således, at der ved praktiske forsøg er påvist, at et rengjort hjem efter uheld med en pære/lysstofrør, der er gået itu, stadig kan afgives kviksølvdampe i flere uger/måneder efter uheldet. I nogle tilfælde gik der flere uger, før de målte værdier lige over gulvhøjde, lå under DNELlangtids-værdien, hvorved kravlende børn kan være udsat for koncentrationer, der kan give sundhedsskadelige effekter på længere sigt. I forbindelse med den almindelige rengøring/støvsugning i hjemmet kan kviksølvholdigt støv hvirvles op.
Konklusionen på udsættelse for kviksølvdampe over længere tid er således, at der kan være risiko for sundhedsmæssige effekter, hvis man ikke får luftet ud og fjernet alle kviksølvholdige rester (dvs. ryddet ordentligt op). Grundig rengøring hurtigt efter uheldet er sket er derfor vigtig, og det er vigtigt at fortsætte udluftningen længe efter et uheld, da der kan afgives kviksølvdampe fra ikke synlige rester af den ituslåede lyskilde.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Juni 2010, © Miljøstyrelsen.
|