Bekæmpelsesmiddelstatistik 2009

3 Pesticidsalg og behandlingshyppighed

3.1 Pesticidsalget i 2009

3.1.1 Det samlede salg

Det samlede salg i 2009 af aktivstoffer til direkte udbringning i landbrugs-afgrøder ("sprøjtemidler") androg 2798 tons. Desuden blev der solgt små 20 tons til bejdsning af udsæd (korn, frøafgrøder og kartofler). Det er den laveste solgte mængde siden denne årlige opgørelse af pesticidanvendelsen i dansk landbrug blev påbegyndt i 1990. Salget faldt fra 2008 til 2009 med mere end 1300 tons aktivstoffer svarende til 32 %, især forårsaget af et fald på over 900 tons herbicider og 380 tons fungicider.[2]

Antallet af aktivstoffer beregnet til direkte udbringning på friland i landbruget

har i flere år ligget ret stabilt, og i 2009 var det samlede antal 77 mod 76 i de to foregående år. De 77 aktivstoffer fordelte sig med 41 herbicider, 5 vækst-regulerende midler, 23 fungicider og 8 insekticider. Antallet af aktivstoffer i bejdsemidler lå uændret på 9 (8 fungicider og 1 insekticid).

Mængdemæssigt vejer herbiciderne traditionelt tungest i statistikken, vist i figur 3.1, således også i 2009, hvor 2012 tons svarende til 72 % af det samlede salg udgjordes af herbicider. Fungicidernes andel (484 tons) af det samlede salg på 2798 tons var lidt mindre i 2009 end i 2008, 17 % mod 21 % i 2008. Vækstregulerende midler udgjorde over 9 % af salget og insekticider 1,4 %, altså relativt set lidt mere end året før.

I tabel 3.1 gives en oversigt over den overordnede udvikling i salget af sprøjtemidler gennem de seneste fire år, mens en tilsvarende oversigt for bejdsemidler er vist i tabel 3.2. Bejdsemidlerne opgøres separat fordi de har en helt anden anvendelsesmåde og dosering end sprøjtemidlerne og derfor ikke indgår i opgørelsen af behandlingshyppigheden. En oversigt over fordelingen af salget på hovedgrupperne af sprøjtemidler for 2009 er vist i figur 3.1. Mængden af de enkelte aktivstoffer solgt til landbrugsformål i 2009 kan findes i Bilag 1.

Der gøres opmærksom på, at der er foretaget en mindre justering af salgstallene for 2008 siden sidste års opgørelse, jf. fodnote 1.

I øvrigt henvises der til den mere detaljerede beskrivelse af de enkelte midler i nedenstående afsnit 3.1.2.

Tabel 3.1
Salg af pesticider til markanvendelse i landbruget, 2006-2009.
Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
  2006 2007 2008* 2009
Herbicider 2479 2583 2927 2012
Vækstregulerende midler 140 148 287 262
Fungicider** 536 557 864 484
Insekticider** 57 28 38 40
I alt 3212 3316 4116 2798

* Opjusteret siden sidste års opgørelse, se fodnote 1 nederst på siden.
** Bejdsemidler ikke medregnet.

Tabel 3.2
Salg af pesticider som bejdsemidler til udsæd i landbruget, 2006-2009.
Hovedgruppe Mængde aktivstoffer (tons)
  2006 2007 2008 2009
Fungicider 39 36 50 17
Insekticider 2 3 3 3
I alt 41 39 53 20

Figur 3.1. Fordelingen af salget af pesticider til markanvendelse i landbruget i 2009.

Figur 3.1
Fordelingen af salget af pesticider til markanvendelse i landbruget i 2009.

3.1.2 De enkelte grupper af midler

Herbicider

Forbruget af herbicider blev reduceret fra 2928 tons i 2008 til 2012 tons i 2009, altså en nedgang på over 31 %. Nedgangen skyldes frem for alt et betydeligt mindre salg af midler til bekæmpelse af græsukrudt, ikke mindst et drastisk fald i salget af glyphosat fra 1466 tons til 676 tons, altså mere end en halvering. Salget af glyphosat var ekstraordinært stort i 2008, og angiveligt skyldes en betragtelig del af nedgangen, at en del glyphosat har ligget på lager i detailleddet eller ikke blev anvendt i 2008.

Også forbruget af andre græsmidler som pendimethalin og propyzamid faldt markant fra 2008 til 2009. Græsmidlerne udgjorde relativt kun 38,5 % af herbicidsalget i 2009 mod 57 % året før (glyphosat alene små 34 % mod 50 % i 2008).

For første gang i mange år var det i 2009 dermed ikke glyphosat, der tegnede sig for det største salg af et enkelt aktivstof. Det var derimod prosulfocarb, der i flere år har været det næstmest solgte stof. I 2009 blev der solgt 715 tons prosulfocarb svarende til 35,5 % af salget af ukrudtsmidler. Det tredjemest solgte aktivstof blandt herbiciderne i 2009 var MCPA med små 207 tons svarende til lidt mere end 10 % (et fald på 13 % i forhold til 2008).

Salget af de tre vigtigste enkeltstoffer udgjorde således næsten 80 % af det samlede herbicidsalg, mens minimidlerne (12 aktivstoffer) fortsat kun tegnede sig for mindre end 0,5 % af det mængdemæssige salg af herbicider.

En oversigt over den relative fordeling af den solgte mængde herbicider i 2009 er vist på figur 3.2, mens udviklingen i salget af glyphosat (angivet som tons aktivstof) gennem de sidste 10 år er vist på figur 3.3.

Figur 3.2. Fordelingen af salget af Herbicider i 2009.

Figur 3.2
Fordelingen af salget af Herbicider i 2009.

Figur 3.3. Udviklingen i salget af glyphosat, 2000-2009.

Figur 3.3
Udviklingen i salget af glyphosat, 2000-2009.

Vækstregulerende midler

Salget af vækstregulerende midler blev næsten fordoblet fra 2007 til 2008, men faldt lidt igen i 2009, med ca. 9 % til 262 tons, muligvis pga. lager-forskydninger. Salget af chlormequat-chlorid udgjorde 251 tons svarende til næsten 96 % af salget af vækstregulerende midler til landbruget. Trinexapac er nu det næstvigtigste stof inden for denne gruppe (6,5 tons = 2,5 %).

Fungicider

Fungicidsalget gik, i lighed med salget af herbicider, kraftigt ned fra 2008 til 2009; fra 864 tons til 484 tons svarende til 44 %. Faldet mere end modsvarede stigningen fra 2007 til 2008. Der er solgt mindre af næsten alle midler, men den samlede nedgang skyldes for en stor del, at salget af det vigtigste enkeltstof, mancozeb, blev reduceret med 47,5 % fra 511 tons til 268 tons svarende til 55 % af fungicidsalget. Boscalid var det næstmest solgte stof med 47,5 tons (små 10 %), mens tebuconazol med 38 tons tegnede sig for små 8 % af fungicidsalget og epoxiconazol og fenpropidin med hhv. 28 tons og 25 tons også begge stod for mere end 5 %.

Insekticider

I modsætning til de øvrige grupper af midler gik salget af insekticider frem fra 2008 til 2009 - med 2 tons til ca. 40 tons. Det er fortsat pyrethroiderne, der tegner anvendelsen inden for denne gruppe - 67,6 % af samtlige arealer i 2009 - og med cypermethrin (24 %) og alpha-cypermethrin (23 %) som de vigtigste enkeltstoffer. Øvrige vigtige stoffer var pirimicarb med 6,2 tons (15,6 %) og thiacloprid med 4,4 tons (11 %).

Bejdsemidler

Blandt bejdsemidlerne var pencycuron (9,1 tons) og imazalil (3,2 tons) de vigtigste i 2009. De tegnede sig til sammen for 73 % af salget. Imidacloprid var stadig det eneste insekticide bejdsemiddel, der blev solgt til anvendelse i danske afgrøder. Mængden (2,6 tons) var en smule lavere end i 2008.

3.2 Behandlingshyppigheden i 2009

3.2.1 Den samlede behandlingshyppighed

Omfanget af landbrugets anvendelse af pesticider er gennem mere end 20 år blevet opgjort i form den såkaldte behandlingshyppighed, dvs. et udtryk for det antal gange landbrugsarealet i gennemsnit bliver behandlet med pesticider i løbet af en vækstsæson. Opgørelsen foretages både efter en "gammel" og en "ny" metode.

Den "gamle" metode, som er baseret på doseringen af de anvendte produkter, blev udviklet i 1985 og benyttet ved evalueringen af Pesticidhandlingsplan I, mens den "nye" metode er en revideret udgave, der første gang blev benyttet til at opgøre pesticidanvendelsen i 1998. Den ny metode, som er baseret på en såkaldt normaldosering for hvert aktivstof (se bilag 3), blev indført for at tage højde for nye aktivstoffer og andre ændringer i landbrugets praksis mht. pesticidanvendelse, som var sket siden behandlingshyppighedsbegrebet blev introduceret. Opgørelsen efter gammel metode opretholdes indtil videre af hensyn til muligheden for sammenligning med tidligere års opgørelser.

For en nærmere beskrivelse af forskellene mellem ny og gammel metode henvises til "Bekæmpelsesmiddelstatistik 1998" (afsnit 3.2).

I tabellerne 3.3 og 3.4 angives behandlingshyppigheden for 2006-2009[3] opgjort efter hhv. den nye og den gamle beregningsmetode. Desuden er en oversigt over udviklingen i behandlingshyppigheden (ny metode) fra 2000-2009 vist i figur 3.4.

Den samlede behandlingshyppigheds fordeling på hovedafgrøder er estimeret og præsenteres i tabel 3.5 (ny metode) og tabel 3.6 (gammel metode).

Størrelsen af arealerne, der har kunnet behandles med den solgte mængde af hvert aktivstof, fremgår af Bilag 2A og 2B (hhv. ny og gammel metode).

Tabel 3.3
Behandlingshyppighed i 2006-2009 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter ny metode.
Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2006 2007 2008* 2009
Herbicider 1,44 1,56 1,71 1,28
Vækstregulerende midler 0,08 0,11 0,15 0,14
Fungicider 0,52 0,54 0,83 0,52
Insekticider 0,47 0,30 0,50 0,63
I alt 2,52 2,51 3,19 2,58

* Opjusteret siden sidste års opgørelse, se fodnote 2 på foregående side.

Tabel 3.4
Behandlingshyppighed i 2006-2009 for det samlede landbrugsareal i omdrift beregnet efter gammel metode.
Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2006 2007 2008* 2009
Herbicider 1,41 1,52 1,75 1,31
Vækstregulerende midler 0,08 0,11 0,15 0,14
Fungicider 0,47 0,49 0,69 0,44
Insekticider 0,32 0,28 0,41 0,53
I alt 2,28 2,40 3,00 2,42

* Opjusteret siden sidste års opgørelse, se fodnote 2 på foregående side.

Figur 3.4. Udviklingen i behandlingshyppigheden (ny metode), 2000-2009.

Figur 3.4
Udviklingen i behandlingshyppigheden (ny metode), 2000-2009.

Som det ses af tabel 3.3 og figur 3.4 er behandlingshyppigheden (ny metode) efter et år med et meget højt niveau (3,19 i 2008) tilbage ca. på niveau med de foregående år (2005-2007), dvs. lidt over 2,5. Faldet ift. 2008 er på 0,61 enheder svarende til 20 %. Der er markante fald både for herbicider og fungicider, men også en stigning for insekticider. Faldet inden for herbicid-gruppen skyldes, som tidligere nævnt, langt hen ad vejen et betragteligt mindre salg af glyphosat, formodentlig forårsaget af lageropbygning i rekordåret 2008. Hvad angår fungicider kan en medvirkende årsag måske være et mindre behov for bekæmpelse af kartoffelskimmel (mancozeb) i 2009.

Tilsvarende er behandlingshyppigheden opgjort efter gammel metode (tabel 3.4) faldet med næsten 20 % ift. 2008 (0,58 enheder). Bevægelserne inden for de enkelte grupper efter gammel metode følger nogenlunde samme mønster som efter ny metode, dog med et fald inden for fungiciderne, der er en smule mindre markant, muligvis fordi normaldoseringen for mancozeb er en smule lavere efter ny metode.

Behandlingshyppigheden beregnet efter ny metode er altid højere end beregnet efter gammel metode, i 2009 således 0,19 enheder. I gennemsnit har forskellen fra 1998-2008 været lidt over 0,14 og 2009 var således i denne henseende lidt over et "normalår".

Klik her for at se Tabel 3.5 og 3.6

Behandlingshyppigheden opgøres desuden som løbende gennemsnit over tre år for at tage højde for de udsving i forbruget, der forekommer hvert år som følge af lagerforskydninger, klimatiske forhold, den aktuelle forekomst af sygdomme og skadedyr eller andet, som, hvis man betragter et enkelt år isoleret, kan overskygge den generelle udviklingstendens.

De seneste tre løbende 3-års gennemsnit er vist i tabel 3.7 (ny metode) og tabel 3.8 (gammel metode). Desuden er en oversigt over udviklingen i de løbende 3-års gennemsnit af behandlingshyppigheden (ny metode) siden 2000 vist i figur 3.5.

Det fremgår ved sammenligning af tabel 3.7 og 3.8 med henholdsvis tabel 3.3 og 3.4, at udviklingen i de løbende gennemsnit både er lidt mindre og mere jævn end når man sammenligner på basis af de enkelte år inden for en periode.

Tabel 3.7
Behandlingshyppighed beregnet efter ny metode opgjort som 3-årigt løbende gennemsnit.
Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2005-2007 2006-2008 2007-2009
Herbicider 1,49 1,56  1,52
Vækstregulerende midler 0,11 0,11 0,13
Fungicider 0,56 0,63 0,63
Insekticider 0,35 0,42 0,48
I alt 2,51 2,73 2,76

Tabel 3.8
Behandlingshyppighed beregnet efter gammel metode som 3-årigt løbende gennemsnit.
Hovedgruppe Behandlingshyppighed
  2005-2007 2006-2008 2007-2009
Herbicider 1,45 1,55 1,53
Vækstregulerende midler 0,11 0,11 0,13
Fungicider 0,51 0,55 0,54
Insekticider 0,27 0,34 0,41
I alt 2,33 2,55 2,61

Figur 3.5. Udviklingen i behandlingshyppigheden (ny metode) som 3-års gennemsnit, 2000-2009.

Figur 3.5
Udviklingen i behandlingshyppigheden (ny metode) som 3-års gennemsnit, 2000-2009.

3.2.2 De enkelte grupper af midler

Den følgende gennemgang af status og udviklingstendenser for de enkelte grupper af midler og specifikke aktivstoffer er baseret på beregningerne udført efter den nye metode.

Herbicider

Herbiciderne udgør den største gruppe blandt de aktivstoffer, der anvendes på friland i landbruget. Herbicidgruppen tegnede sig i 2009 for ca. 72 % (2012 tons) af den solgte mængde aktivstoffer, og 41 ud af det samlede antal stoffer på 77 var herbicider. Da flere af de vigtige herbicider har ret høje doseringer er gruppens arealmæssige betydning lidt mindre, men herbiciderne tegnede sig dog for ca. 50 % af det teoretisk behandlede areal i 2009 svarende til en behandlingshyppighed på 1,28 ud af samlet 2,58 (ny metode).

Gennem flere år har midlerne til bekæmpelse af kvik og andet græsukrudt været de arealmæssigt vigtigste, men dette var ikke tilfældet i 2009, hvor minimidlerne tegnede sig for næsten 27 % af det teoretiske areal behandlet med herbicider, mens græsmidlerne "kun" stod for 25,5 %. De arealmæssigt vigtigste enkeltstoffer blandt herbiciderne i 2009 var glyphosat (19 % af det herbicidbehandlede areal), fluroxypyr (9,2 %), prosulfocarb (9,0 %), iodosulfuron-methyl-Na (7,0 %) og tribenuron-methyl (5,8 %). Ingen andre enkeltstoffer tegnede sig for over 5 % af det herbicidbehandlede areal.

Gennemsnitsdoseringen for herbicidgruppen som helhed var 0,71 kg aktivstof (a.s.)/ha i 2009, hvilket er lidt lavere end i 2008 (0,76 kg a.s./ha). For græsmidlerne var gennemsnitsdoseringen 1,07 kg a.s./ha, mens den for minimidlerne var 0,013 kg a.s./ha.

Vækstregulerende midler

Arealerne behandlet med vækstregulerende midler udgjorde i 2009 5,5 % af det samlede pesticidbehandlede areal og var, som sædvanligt, domineret af anvendelsen af chlormequat-chlorid (252.500 ha ud af de i alt 312.000 ha behandlet med vækstregulerende midler svarende til 81 %). Behandlings-hyppigheden for gruppen på 0,14 var stort set uændret ift. 2008.

Fungicider

Behandlingshyppigheden med fungicider var 0,52 i 2009 mod 0,82 året før, et fald på 37 %. Gennemsnitsdoseringen for gruppen var 0,42 kg a.s./ha mod 0,46 kg a.s./ha året før. De arealmæssigt vigtigste midler i 2009 var epoxiconazol med 19,3 % (222.500 ha) af det teoretisk behandlede areal inden for gruppen, mancozeb (15,5 %), tebuconazol (12,6 %) og boscalid (12,3 %).

Insekticider

Det insekticidbehandlede areal, som steg stærkt fra 2007 til 2008, blev yderligere forøget i 2009 til nu 1,40 mill. ha svarende til en stigning på næsten 24 % ift. 2008. Behandlingshyppigheden for insekticider nåede dermed op på 0,63 mod 0,50 året før. Gennemsnitsdoseringen for insekticidgruppen var 0,029 kg a.s./ha, en reduktion på ca. 12 % ift. 2008 (0,033 kg a.s./ha). Det er især alpha-cypermethrin, der har oplevet en markant fremgang fra 2008 til 2009 og dette stof stod sidste år for 52 % af det samlede insekticidbehandlede areal (733.000 ha) mod små 38 % året før (427.000 ha). Cypermethrin var det arealmæssigt næstvigtigste stof i 2009 med 358.000 ha (25,5 %). Ingen andre stoffer tegnede sig for mere end 10 % af det insekticidbehandlede areal.


[2] Det skal bemærkes, at tallet for den solgte mængde herbicider i 2008 er blevet opjusteret siden sidste års opgørelse (2809 tons) som følge af en manglende indberetning af ca. 118 tons MCPA, der først er blevet kendt efter, at opgørelsen for 2008 blev offentliggjort.

[3] Det skal bemærkes, at tallet for behandlingshyppigheden med herbicider i 2008 er blevet opjusteret med 0,03 (ny og gl.) enheder siden sidste års opgørelse som følge af en manglende indberetning af ca. 118 tons MCPA (svarende til omkring 150.000 ha), der først er blevet kendt efter, at opgørelsen for 2008 blev offentliggjort. Den samlede behandlingshyppighed for 2008 er opjusteret tilsvarende.

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.