Afprøvning af fugtmålere til brænde - Projekt under tilskudsordningen til miljøeffektiv brændefyringsteknologi

6 KONKLUSION

Med undtagelse af den ene måler (Extech), som måtte udgå af testen på grund af mangelfuld funktion, kan det konstateres, at alle målerne i afprøvningen virker efter hensigten, dog med varierende nøjagtighed. Alle målerne vil kunne være til støtte for brændeforbrugeren, som skal vurdere, om brændet er tørt nok til at bruges – eller det er så fugtigt, at der er risiko for unødig luftforurening pga. tjære og sodpartikler i røgen, samt evt. dannelse af løbesod.

To af målerne (Moistec og Gann) er beregnet til bygningstræ og viser derfor træets fugtighed som procent af den ovntørre vægt. Derved viser de højere værdier end hvad der svarer til vandindhold i procent af totalvægt. Afprøvningen viser dog, at afvigelserne er små, så disse målere kan godt bruges til bedømmelse af brænde. Målenøjagtigheden hos de to instrumenter er ret god, og en enkelt måling vil gennemsnitligt vise en værdi, der ligger inden for et par procentenheder fra den korrekte værdi. Ved gentagne målinger fås et gennemsnit med større nøjagtighed.

De øvrige målere giver alle et resultat, som er knyttet til vandindholdet i procent af totalvægt, men med meget varierende nøjagtighed. Der er en vis sammenhæng mellem målenøjagtighed og pris. De helt billige målere (Droppen, Rawling og tilsvarende) er ikke helt stabile over hele måleområdet, målingerne udviser stor spredning, og de undervurderer brændets fugtighed, hvis vandindholdet er over 20%. Disse målere giver et noget usikkert grundlag for bedømmelse af brændets fugtighed. Noget lignende kan siges om Morsø-måleren, hvis resultater udviser den største spredning i testen. Den har dog tendens til at overvurdere vandindholdet i fugtigt brænde, så der er ikke så stor risiko for ”at komme galt af sted”, selv om målingerne generelt er unøjagtige.

Målerne i den dyre ende af prisspektret: Moistec, Wood Checker, Timber Test og Gann HT95 (nævnt efter stigende pris) er alle pålidelige og rimeligt nøjagtige. Det beror i høj grad på smag og pengepung, hvilken af disse målere, man foretrækker.

Den sidste måler, Damp Detector med lydsignal, udgør en absolut brugbar mulighed for den forbruger, som blot vil vide om brændet er tørt nok til at fyre med. Den har i afprøvningen givet konsistente og brugbare resultater, idet den netop begynder at give lyd fra sig, hvis vandindholdet overskrider 18%.

Ingen af de afprøvede målere er i stand til at måle fugtigheder over ca. 20% vandindhold med en rimelig grad af nøjagtighed. Målerne er altså ubrugelige til friskfældet træ og begynder først at give troværdige resultater, efter at brændet er nået mere end halvvejs i tørreforløbet. Man kan dermed ikke vurdere, hvor langt man er i processen med at tørre træet, men ”kun” om målet er nået. Viser måleren 20% eller derover, er brændet helt klart for fugtigt til at fyre med, men det faktiske vandindhold er meget usikkert bestemt. Mellem 5% og 20% vandindhold giver afprøvningens dyreste målere en ret præcis bestemmelse af brændets fugtighed, med en måleusikkerhed på kun et par procentenheder.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man ikke forledes af, at brændet er tørt på overfladen. Man bør altid flække nogle stykker og måle fugtigheden på den friske flade, så man er sikker på at brændet er tørt hele vejen igennem.

 



Version 1.0 November 2010, © Miljøstyrelsen.